| SKM2013.779.HR | Et selskab havde indgået en betinget købsaftale om aktiekapital i et russisk selskab, der skulle eje og drive et hotel i Rusland. Selskabet skulle blive aktionær, når hotellet var opført, og hotelselskabet havde fået tinglyst fuldstændig og ubetinget adkomst til ejendommen. Aftalen blev imidlertid misligholdt, og selskabet blev ved voldgift tilkendt erstatning. Selskabet mente, at erstatningen var en skattefri formueforøgelse, jf. SL § 5, stk. 1, litra a. Højesteret fandt som landsretten, at der var tale om erstatning for tab som følge af, at aftalen ikke var blevet opfyldt (positiv opfyldelsesinteresse). Erstatningen måtte derfor skatteretligt sidestilles med den avance, der ville være opnået, hvis aktierne var erhvervet i henhold til kontrakten og afstået efterfølgende. Erstatningen var derfor skattepligtig efter de dagældende regler i aktieavancebeskatningsloven. Selskabets forpligtelse/rettighed til at erhverve aktierne ifølge den betingede købsaftale af 24. september 2004 var tidligst indtrådt på tidspunktet, hvor hotellet var færdigt i marts 2006. Da erstatningssagen ved voldgiftsretten blev indledt i december 2006 og afsluttet ved kendelse den 20. december 2007, var erstatningen omfattet af den dagældende ABL § 8, stk. 1, om skattepligt af avancer ved salg af aktier, der sælges mindre end tre år efter erhvervelsen. | Dommen stadfæster SKM2012.108.ØLR. Landsrettens dom stadfæstede SKM2010.274.LSR, men med samme begrundelse, som Skatterådet i SKM2009.64.SR. Landsskatteretten havde i sin afgørelsen fundet, at misligholdelsen af aktiekøbsaftalen var sket på baggrund af forhold, parterne ikke havde fuld rådighed over, hvorfor aftalen måtte anses for gået tilbage. Aftalen kunne derfor ikke tillægges skattemæssig virkning, og erstatningen var derfor ikke omfattet af aktieavancebeskatningslovens regler. Landsskatteretten fandt i stedet, at erstatningen var kompensation for det tab, som selskabet har lidt som følge af ophævelsen af aftalen som sådan. Selskabets erstatningskrav for manglende opfyldelse af aftalen var en fordring erhvervet til 0 kr., og erstatningen dermed en gevinst, der var skattepligtig efter KGL § 3. |
| TfS 2000, 953 HRD | Erstatning til SLOM-producenter skulle beskattes i det år, hvor erstatningstilbuddet var accepteret, da modtageren først havde erhvervet endelig ret på dette tidspunkt. Det forhold, at erstatningen beregningsmæssigt var opgjort for de enkelte kvoteår, kunne ikke medføre, at retserhvervelsen var indtrådt på et tidligere tidspunkt. | Dommen er også offentliggjort som UfR 2001.299 H. Se også TfS 1994, 269 SKM. |
| SKM2007.552.BR | En driftstabserstatning efter brand i produktionslokaler skulle beskattes i indkomståret 2003, selvom erstatningen dækkede en 8 måneders periode fra branden i december 2002. Det var branden i december 2002, der var den forsikringsudløsende begivenhed. Aftalen om erstatningens størrelse blev indgået 3. februar 2003. Genopførelse af virksomheden var besluttet og godt i gang inden udgangen af 2003. Retten fandt derfor, at der var erhvervet endelig ret til erstatningen i indkomståret 2003, og at den skulle indtægtsføres i dette år. Ikke bevist, at der skulle gælde en fast administrativ praksis, som gav ret til periodisering af driftstabserstatninger. Da erstatningen blev udbetalt før udløbet af indkomståret 2003 under den klare forudsætning, at virksomheden blev reetableret, og da skatteyderen selv var herre over, om den i 2003 påbegyndte retablering skulle fuldføres, kunne et vilkår om tilbagebetaling ikke føre til, at retten til erstatningen i skattemæssig henseende var en suspensivt betinget ret. | Principiel. Bemærk: Indkomståret 2003 gik fra 1. maj 2002 til 31. april 2003. Ikke suspensiv betingelse. Se afsnit C.C.2.5.3.4 om suspensive betingelser. |
| ►SKM2023.148.SR◄ | ►Spørger har aflivet hele sin minkbesætning, og har permanent lukket sin virksomhed med minkavl. Spørger har i den forbindelse bl.a. modtaget et engangsbeløb på 80.000 kr. til dækning af nedlukningsomkostninger. Beløbet er ydet som "de minimis"-støtte efter EU’s regler herom. Det var Skatterådets opfattelse, at engangsbeløbet som udgangspunkt er skattepligtigt som et støttebeløb. I det omfang beløbet dækker Spørgers afholdte ikke-fradragsberettigede lukkeomkostninger, anses beløbet dog ikke for et støttebeløb, men for en erstatning. Da erstatninger behandles som det, de træder i stedet for, vil erstatning for ikke fradragsberettigede lukkeomkostninger være skattefri. Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at hele erstatningsbeløbet er skattefrit, idet dette alene gælder for den del, der dækker afholdte ikke-fradragsberettigede lukkeomkostninger. Spørger har endvidere modtaget forskud på nedlukningserstatning. Skatterådet kunne bekræfte, at der alene er tale om et forskudsbeløb, der ikke er skattepligtigt på tildelings- eller udbetalingstidspunktet. Forskudsbeløbet indgår som en del af den endelige nedlukningserstatning, der medregnes ved opgørelsen af avancer og tab på det tidspunkt, hvor erstatnings- og taksationskommissionen træffer afgørelse om erstatningens størrelse mm.◄ | |
| SKM2011.651.SR | En spildevandsforsyningsvirksomhed blev ved lov gjort skattepligtig pr. 1. januar 2010 og blev overdraget til et A/S. I august fik selskabet ved voldgift tilkendt en erstatning for mangler ved et anlæg, som var leveret til virksomheden, medens den var skattefri. Skatterådet fandt, at der indtil voldgiftsrettens afgørelse var en reel tvist om kravet. Selskabet havde derfor først erhvervet endelig ret til erstatningen i 2010, hvor den derfor skulle beskattes, hvis den var skattepligtig. | Der blev vejledende henvist til SEL § 5 D, stk. 10. |
| TfS 1994, 269 SKM | Told- og skattestyrelsen udtaler, at erstatninger, der udbetales til visse producenter af mælk og mejeriprodukter (de såkaldte Slom-producenter), som midlertidigt har været forhindret i at udøve deres virksomhed, er skattepligtige på retserhvervelsestidspunktet, dvs. når producenten ved sin underskrift har accepteret det tilbud om erstatning, som EU-Direktoratet har fremsendt. | Se også TfS 2000, 953 HRD. |