Hovedregel

Som hovedregel er pensionsordninger oprettet i udenlandske pensionsinstitutter, der ligger i udlandet, ikke omfattet af PBL afsnit I. Indbetalinger til pensionsordninger i udenlandske pensionsordninger kan derfor som hovedregel ikke fratrækkes i den skattepligtige indkomst. Se PBL § 53 A, stk. 2 og PBL § 53 B, stk. 4.

Undtagelser:

  • Det er dog muligt at få godkendt en ordning oprettet i et pensionsinstitut i et EU- eller EØS-land efter reglerne i PBL § 15 C eller PBL § 15 D, og derved få fradrags- eller bortseelsesret for indbetalingerne til den udenlandske pensionsordning i den danske skattepligtige indkomst. Se afsnit C.A.10.3.2.1 om PBL § 15 C og afsnit C.A.10.3.2.2 om PBL § 15 D.
  • Dobbeltbeskatningsoverenskomsterne med Nederlandene (Holland), Schweiz og Storbritannien medfører også i visse tilfælde, at der opnås fradragsret- eller bortseelsesret i den danske skattepligtige indkomst for indbetalinger til pensionsinstitutter i disse lande. Se afsnit C.A.10.3.3 om DBO Nederlandene (Holland), DBO Schweiz og DBO Storbritannien.
  • Der er også indgået en aftale med Sverige, der medfører, at Danmark for grænsegængere og tilflyttere giver fradrags- og bortseelsesret i den danske skattepligtige indkomst for indbetalinger til svenske pensionsordninger. Se afsnit C.A.10.3.3.