åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "E.A.4.6.1.1 Regler og formål" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Hovedregel

Momsregistrerede virksomheder kan som hovedregel opnå hel eller delvis godtgørelse af energiafgift af energiprodukter (gas, kul og mineralolie). Endvidere kan momsregistrerede virksomheder som hovedregel opnå hel godtgørelse af energiafgiften af elektricitet. Energiprodukter og elektricitet skal forbruges i virksomheden, og virksomheden skal have fradragsret for moms af indkøb. Der gælder således både et forbrugskriterium og et krav om fradragsret for moms.

Det er således en grundlæggende forudsætning for godtgørelse, at det er den momsregistrerede virksomhed, der er forbruger af energien, som er pålagt afgift. En ejendomsudlejer, der indkøber energi og videresælger energien i form af f.eks. varme til en lejer, kan således ikke anses som forbruger af energien. Bortset fra elektricitet må energien ikke være anvendt til rumvarme, varmt brugsvand, komfortkøling eller til motorbrændstof. Dette betyder, at der kun kan opnås hel eller delvis godtgørelse for afgift af brændsler, hvis den pågældende energi er anvendt til procesformål. Denne begrænsning i adgangen til godtgørelse gælder ikke for elektricitet. Før 2021 var der en lignende begrænsning for elektricitet, men den er ophævet fra 1. januar 2021.

Reglerne for godtgørelse af energiafgift i GASAL, KULAL og MINAL er stort set parallelle. Hvor det er tilfældet, vil der ske en gennemgang af reglerne med en samlet henvisning til de pågældende bestemmelser i de tre energiafgiftslove. I de tilfælde, hvor reglerne er forskellige, vil der ske en gennemgang af reglerne for den enkelte afgiftslov.

CO2-afgiften, og dermed også muligheden for godtgørelse af CO2-afgift, knytter sig til brændsler, som er afgiftspligtige efter en af disse tre energiafgiftslove.

Se også

Formål

Formålet med reglerne for godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift er at reducere afgifternes påvirkning af konkurrenceevnen hos især virksomheder med energikrævende processer.