Udløber oplysningsfristen i SKL § 10-12 dagen før eller på en lør-, søn-, eller helligdag, anse oplysningerne for rettidigt givet, hvis den skattepligtige giver Skatteforvaltningen oplysningerne senest den førstkommende hverdag kl. 9.00.

Se SKL § 13.

Eksempel 1

Udløber oplysningsfristen eksempelvis den 1. maj, jf. § 10, stk. 1, og Store Bededag falder den 1. maj, som den gjorde det i 2008, vil oplysningerne være rettidig givet til Skatteforvaltningen, hvis Skatteforvaltningen har oplysningerne senest den førstkommende hverdag kl. 9.00.

Eksempel 2

Falder oplysningsfristen den 1. juli, jf. § 11, på en søndag vil oplysningerne være rettidig givet til Skatteforvaltningen, hvis Skatteforvaltningen har oplysninger senest mandag kl. 9.00.

Eksempel 3

Har et selskab med bagud forskudt indkomstår til eksempel regnskabsår fra 1. juli 2021 til følgende 30. juni 2022 (indkomståret 2022), er fristen for indgivelse af oplysningsskemaet for indkomståret 2022 senest 6 måneder efter indkomstårets udløb, jf. § 12, stk. 1. Det betyder i eksemplet, at oplysningsfristen udløber den 31. december 2022, der er efterfulgt af helligdagen den 1. januar 2023. Selskabet vil efter bestemmelsen kunne afgive sine oplysninger efter § 2 rettidigt, hvis Skatteforvaltningen modtager oplysningerne senest kl. 9.00 den 2. januar 2023, som er den følgende hverdag efter helligdagen den 1. januar 2023.

Eksempel 4

Falder oplysningsfristen den 1. september, jf. § 12, stk. 2, på en fredag, vil oplysningerne være rettidig givet til Skatteforvaltningen, hvis Skatteforvaltningen har oplysningerne senest den efterfølgende mandag kl. 9.00.

Skattepligtiges ansvar, at oplysningerne modtages inden for fristen

Det er den skattepligtiges ansvar, at oplysningerne modtages af Skatteforvaltningen inden for fristen. Den oplysningspligtige bærer således risikoen for, at Skatteforvaltningen modtager oplysningerne rettidigt, herunder hvis disse afgives pr. post.

Ved modtages forstås, at Skatteforvaltningen enten digitalt eller fysisk har adgang til de afgivne oplysninger umiddelbart efter udløbet af fristen kl. 9.00.