Parter

A
(v/beskikket advokat Snorre Andreas Kehler)

mod

Skatteministeriet Departementet
(Kammeradvokaten v/ advokat Tony Sabbah)

Denne afgørelse er truffet af dommer Karen Duus Mathiesen.

Sagens baggrund og parternes påstande
Sagen er anlagt den 15. august 2017. Sagen drejer sig om fritagelse for betaling af registreringsafgift vedrørende køretøjet Audi, årgang 2008 med registreringsnummer Q1.

Sagsøgeren, A, har nedlagt følgende påstand:

Principalt

Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at A ikke i medfør af registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5, hæfter for betaling af registreringsafgift for køretøjet Audi, årgang 2008 med dertilhørende registreringsnummer Q1.

Subsidiært

Sagsøgte tilpligtes at fritage sagsøger for betaling af registreringsafgift vedrørende køretøjet Audi, årgang 2008 med dertilhørende registreringsnummer Q1.

Sagsøgte, Skatteministeriet Departementet, har nedlagt påstand om frifindelse.

Sagsøgeren, A har fri proces.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Forklaringer
Der er afgivet forklaring af A og vidnet WK.

A har forklaret, at han har været i købmandslære og derefter været beskæftiget som murerarbejdsmand. Han er ordblind. I foråret 2013 blev han mentalundersøgt. Han havde det ikke særlig godt dengang.
Han var på et tidspunkt sammen med WK, som han havde kendt gennem nogle år. Han havde en frikørt taxa. Han gik ikke meget op i biler. WK kendte en person i G1. På baggrund af snakken med WK ringede han til LP, G1, der inviterede sagsøgeren ud. Han tog derud og prøvekørte Audien, som han faldt for, selvom der også var andre biler, han kunne have leaset.
Sagsøgeren leasede bilen af leasingvirksomheden. Han købte ikke bilen af WK. Det er korrekt, at WK havde haft disposition over bilen før sagsøgeren fik det. Det var WKs bil, der nu var hos LP. Sagsøgeren ved ikke, om WK havde solgt bilen til LP eller G1. I relation til leasingkontrakten, ekstrakten side 46, forklarede han, at han huskede, at han underskrev aftalen. Ifølge kontrakten leasede han bilen i et år. I 2013 var leasing nyt og populært. Han hæftede sig ikke ved, at det fremgik af aftalen, at købsprisen var 80.000 kr. Det var den månedlige udgift, der var interessant. LP afleverede bilen til ham. Sagsøgeren betalte ca. 40.000 kr. for 3 måneders forudbetalt leje, og 75.000 kr. i depositum. Det samlede beløb blev betalt kontant, fordi sådan ville leasingselskabet have det. Han havde pengene med i en kuvert, som han gav til LP.
Leasingaftalen i ekstraktens side 47 (ej underskrevet) kender sagsøgeren ikke. Som det fremgår af ekstraktens side 48,ff. har han betalt kontant.
Han vedkender, at han har sagt, at "… det var hans bil", som det er angivet i et telefonnotat, ekstrakten side 77. Han synes, det er helt naturligt at formulere sig på den måde, når han havde brugsretten over bilen. Han har ladet sig rådføre af en bekendt af familien, advokat NM under denne sag. Sagsøgeren, WK og advokat NM havde holdt møde om sagen.
Han har ikke bilen mere.
Foreholdt E-liste, ekstrakten side 163, hvoraf det fremgår, at han står som ejer af bilen, forklarede han, at det ved han ikke noget om.

Vidnet WK har forklaret, at han fra 2011 til 2013 var leasingtager. Han havde kontakt til G1, som hed G2 dengang. Han talte med LP om, at LP skulle købe bilen, hvis vidnet kunne finde en, der ville lease den. Vidnet fik ikke nogen penge for bilen, fordi han selv var leasingtager. Han solgte bilen til sagsøgeren. Han fik penge fra sagsøgeren. Han fik halvdelen kontant, og den anden halvdel fik han overført. Han ejede en Mercedes. Han ejede ikke Audien. Han blander sagerne sammen, fordi han også har haft en sag med en Mercedes.

Parternes synspunkter

A har i sit påstandsdokument anført følgende:

"…

ANBRINGENDER
Det kan lægges til grund, at A i april 2013 leasede en Audi (registreringsnummer Q1) hos leasingselskabet G1. Det kan i den forbindelse lægges til grund, at A ikke var ejer af køretøjet forud for leasingaftalens indgåelse eller på noget andet tidspunkt, jf. det som bilag 3 fremlagte skærmprint fra bilbogen, hvoraf det blandt andet fremgår, at ejeren af køretøjet var selskabet G2 (CVR. ......93). Det bestrides, at det som bilag S fremlagte kontokort dokumenterer, at A har solgt køretøjet til G1. Det bestrides også, at den som bilag T fremlagte "E-liste" og den som bilag U fremlagte afhøringsrapport dokumenterer, at A var den reelle ejer af køretøjet.

Det kan således lægges til grund, at køretøjet tilhørte G1, og at betingelserne for forholdsmæssig betaling af registreringsafgift dermed var opfyldte, jf. registreringsafgiftslovens § 3 b.

Det kan også lægges til grund, at A var forbruger, og at han har leaset et køretøj hos et professionelt leasingselskab på sædvanlige vilkår. Det kan i den forbindelse lægges til grund, at A i forbindelse med indgåelsen af leasingaftalen ultimo april 2013 underskrev den som bilag G fremlagte leasingaftale. Det fremgår af leasingaftalen (bilag G), at leasingperioden løb fra den 29. april 2013 til den 28. april 2014. Det fremgår endvidere, at A ved aftalens oprettelse skulle betale en samlet engangsydelse på kr. 17.500 (inkl. moms) samt leveringsomkostninger på kr. 4.100 (inkl. moms). Det fremgår også, at den månedlige ydelse i leasingperioden var kr. 6.264 inkl. moms.

Det kan endvidere lægges til grund, at A ikke var bekendt med, at leasingselskabet tilsyneladende havde udarbejdet en yderligere leasingaftale (som er fremlagt som bilag H). Efter As opfattelse var leasingaftalen (bilag G) indgået på normale vilkår, og han havde som forbruger anledning til at gå ud fra, at leasingselskabet overholdt lovgivningen. A har ikke hæftet sig ved køretøjets værdi - som efter As opfattelse må være angivet uden registreringsafgift og moms - eller det forhold, at køretøjets restværdi ikke blev reduceret i leasingperioden. Det bemærkes i relation hertil, at A på tidspunktet for leasingaftalens indgåelse havde en række diagnosticerede og udiagnosticerede psykiske lidelser, jf. den som bilag 4 fremlagte udskrift fra Voksenpsykiatrien, ligesom A er ordblind, hvilket gør det vanskeligt for ham at læse og forstå eksempelvis skriftlige aftaler.

Det kan også lægges til grund, at A i den efterfølgende periode modtog og betalte de som bilag N-Q fremlagte fakturaer udstedt af leasingselskabet, herunder faktura af 1. juli 2013 som udgjorde en korrektion for fejlopkrævningen i maj 2013, jf. bilag 5.

Det kan således lægges til grund, at leasingaftalen ikke er indgået på sådanne vilkår, at A burde have indset, at leasingselskabet ikke havde (eller ville) indbetalt korrekt registreringsafgift. Det forhold, at leasingselskabet på den som bilag N fremlagte faktura ved en fejltagelse har angivet en forkert slutdato for leasingperioden, kan ikke føre til, at A burde have vidst, at leasingselskabet havde indbetalt forkert registreringsafgift.
Det forhold, at A i forbindelse med det offentliges konfiskation af køretøjet tilkendegav, at det var hans køretøj, kan ikke ses som et udtryk for, at han betragtede sig som den juridiske ejer af køretøjet. A har over for SKAT alene givet udtryk for, at han havde råderet over køretøjet i kraft af den indgåede leasingaftale, og har ikke oplyst, at han var den juridiske ejer.

Det kan lægges til grund, at bevisbyrden for, at A var den reelle ejer af køretøjet, og bevisbyrden for, at A var bekendt med, at leasingselskabet ikke havde indbetalt korrekt registreringsafgift, påhviler Skatteministeriet. Det gøres gældende, at denne bevisbyrde ikke er løftet. Skatteministeriet har således ikke løftet bevisbyrden for, at A var den reelle ejer af køretøjet forud for indgåelsen af leasingaftalen, ligesom Skatteministeriet ikke har løftet bevisbyrden for, at leasingaftalen er indgået på sådanne vilkår, at A burde have været bekendt med, at leasingselskabet ikke indbetalte korrekt registreringsafgift. Det gøres på denne baggrund gældende, at A ikke skal betale fuld registreringsafgift af køretøjet efter registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5. 4

Det gøres under alle omstændigheder gældende, at det forvaltningsretlige lighedsprincip må føre til, at A ikke skal betale registreringsafgift, idet SKAT i en identisk sag har vurderet, at leasingtageren hos G1 ikke skulle betale registreringsafgift, jf. bilag 2.

…"

Skatteministeriet Departementet har i sit påstandsdokument anført følgende:

"…

3.  ANBRINGENDER
Det gøres overordnet gældende, at A skal betale fuld registreringsafgift af køretøjet efter registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5, idet han har anvendt køretøjet med viden om, at der ikke var betalt korrekt registreringsafgift.

3.1  UfR 2020.78 H - afgørelsen i "prøvesagen" 

Den foreliggende sag er en del af et større sagskompleks, som har været berostillet på Højesterets afgørelse i en "prøvesag". Højesteret afsagde dom den 17. oktober 2019 (UfR 2020.78 H - MS 115), og Højesteret fastslog, at leasingtageren hæftede for den fulde registreringsafgift.

Efter ministeriets opfattelse har UfR 2020.78 H (MS 115) afgørende betydning for de øvrige sager i G1-komplekset, herunder den foreliggende sag.

I tilknytning hertil bemærkes, at en leasingtager i G1-komplekset - efter at Højesteret afsagde dom i UfR 2020.78 H - har hævet sagen, der var anlagt mod Skatteministeriet ved Retten i Y1-by (sagsnr. xx xxx-xxxx/2017). Det bemærkes, at der herudover verserer tre sager i G1-komplekset, som endnu ikke er afsluttet.

3.2  Leasingforholdets realitet og betingelserne i registreringsafgiftslovens § 3 b 

Det følger af § 1, stk. 1, 1. pkt. (MS 4), i registreringsafgiftsloven, at der skal svares afgift af motorkøretøjer, som skal registreres efter lov om registrering af køretøjer. Afgiften skal svares før, at et køretøj kan registreres, jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1, 3. pkt. (MS 4) og § 48 (MS 72) i bekendtgørelse om registrering af køretøjer.

Der skal betales fuld afgift for afgiftspligtige køretøjer efter de almindelige regler i registreringsafgiftslovens § 4 (MS 7).

Som en undtagelse hertil giver registreringsafgiftslovens § 3 b (MS 6) mulighed for, at der kan betales forholdsmæssig registreringsafgift af et køretøj, som anvendes her i landet for en tidsbegrænset periode.

Registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 1 (MS 6), har følgende ordlyd (min understregning):

"Told- og skatteforvaltningen kan efter ansøgning meddele tilladelse til, at afgiften af registreringspligtige leasingkøretøjer, der registreres med henblik på tidsbegrænset anvendelse her i landet, betales efter stk. 2 og 3, når køretøjet tilhører en virksomhed eller et fast driftssted, der er beliggende her i landet eller i udlandet, og når køretøjet i en tidsbegrænset periode i henhold til en skriftlig aftale leases til en fysisk eller juridisk person, der er bosiddende her i landet. Ansøgningen skal indgives af leasingvirksomheden."

Det følger af ordlyden af § 3 b, stk. 1, og af forarbejderne hertil (FT 2008-09, Tillæg A, side 1863 - MS 48), at det er en grundbetingelse for anvendelsen af reglerne, at køretøjet tilhører leasingvirksomheden.
Det samme fremgår af TfS 2011, 191 (styresignal - MS 128) og TfS 2012, 494 (SKAT-meddelelse - MS 131).

Ved bedømmelsen af, om et leaset køretøj kan anses for at tilhøre leasingvirksomheden, følger det af bestemmelsens forarbejder, at der skal foretages en konkret realitetsbetonet bedømmelse af samtlige foreliggende omstændigheder ved transaktionen i forhold til de momenter, der er karakteristiske for ejendomsretten til et aktiv ud fra en sædvanlig civilretlig bedømmelse. Dette fremgår tilsvarende af styresignalet i TfS 2011, 191 (MS 128) og SKAT-meddelelsen i TfS 2012, 494 (MS 131). Det karakteristiske for overgang af ejendomsret til et aktiv er, at der foreligger et aftalegrundlag, og at der er betalt en købesum for aktivet, medmindre der er indgået en aftale om afbetaling.

3.2.1 A ejede køretøjet forud for leasingaftalens indgåelse

Det gøres overordnet gældende, at A var ejer af køretøjet forud for leasingaftalens indgåelse, og at han "solgte" køretøjet til G1, så han kunne "lease" køretøjet efter reglerne om betaling af forholdsmæssig registreringsafgift i registreringsafgiftslovens § 3 b (MS 6).

A har (først) i replikken (E 23, 3. afsnit), gjort gældende, at han ikke var ejer af køretøjet forud for indgåelse af "leasingaftalen". A henviser i den forbindelse til et skærmprint fra bilbogen (E 179), hvoraf det fremgår, at SKAT den 18. december 2012 tinglyste et udlæg, og at debitor var G2. I processkrift 1 (E 31) har A gjort gældende, at det er muligt, at G1 har erhvervet køretøjet af G2.

Begge synspunkter er uholdbare, jf. straks nedenfor.

Det bemærkes, at der er flere dokumenter, som viser, at A var ejer af køretøjet, og at han "solgte" køretøjet til G1 i forbindelse med leasingaftalens indgåelse.

For det første fremgår køretøjet og As navn af den såkaldte "E-liste" (E 163), som er en liste over 37 køretøjer, som leasingtagerne, ifølge G1s ledelse, selv havde medbragt, og som G1 ikke havde betalt for, jf. også ledelsens forklaring til politiet (E 53), som tillige er gengivet i UfR 2020.78 H (MS 115). E står for "egenfinansiering" (E 61), og E-listen indeholder dermed kun køretøjer, der ifølge ledelsen var ejet af leasingtagerne og ikke af G1. De 37 køretøjer på E-listen omtales desuden i beslaglæggelseskendelsen af 15. juli 2013 (E 72), og det fremgår heraf, at G1 ikke havde "afregnet købesummen over for sælgeren, som de facto er identisk med brugeren". Såfremt køretøjet ikke var "købt" af A, ville køretøjet ikke fremgå af E-listen. Køretøjet i UfR 2020.78 H fremgår også af E-listen (E 163).

For det andet fremgår det af begge leasingaftaler (E 46 og E 47), at køretøjets "købspris" var 80.000 kr. Købsprisen på 80.000 kr. fremgår ligeledes af As debitorkontokort i G1s bogholderi (E 162), hvor beløbet er posteret som et tilgodehavende i As favør med teksten "Køb #466 - Audi". Nummeret "466" svarer til det nummer, der fremgår af begge leasingaftaler (øverst til højre i E 46 og E 47). Såfremt G1 faktisk havde købt køretøjet af G2 eller af andre, ville beløbet ikke blive posteret på As debitorkontokort. En fremgangsmåde, hvorefter beløbet optages som en skyldig post til "leasingtageren" er ligeledes fulgt i forbindelse med G1s "køb" af leasingtagerens køretøj i UfR 2020.78 H.

For det tredje fremgår det af telefonnotatet af 16. juli 2013 (E 77), at A er af den opfattelse, at "det er hans bil". Det kan ikke, som anført af A i replikken (E 24, 3. afsnit), lægges til grund, at tilkendegivelsen alene var et udtryk for, at han havde råderetten over køretøjet. Det bemærkes herved, at As tilkendegivelse blev fremsat i forlængelse af SKATs oplysning om, at køretøjet var beslaglagt af hensyn til krav fra det offentlige. Det savner mening, at A i en sådan situation skulle udtrykke sin manglende forståelse for en beslaglæggelse med henvisning til, at han havde ret til at råde over køretøjet. En sådan tilkendegivelse må efter ministeriets opfattelse netop bero på det forhold, at A mente sig berettiget til at få køretøjet udleveret som følge af sit ejerskab hertil, hvilket stemmer helt overens med de fremlagte bilag (E 72, E 46, E 47, E 162, E 163, E 53, E 167).

Ifølge køretøjets DMR-udskrift (E 165) var G2 registreret som primær ejer forud for, at G1 blev registreret som primær ejer. WK var leasingtager forud for, at A blev registreret som primær bruger.

G2 ophørte ved konkurs den 16. december 2014, og det har derfor ikke været muligt at indhente oplysninger fra G2.

Som følge heraf rettede ministeriet 19. maj 2020 telefonisk henvendelse til WK, som blev fulgt op af en mailkorrespondance af 19. maj 2020 (E 135). A har i processkrift 2 (E 37) oplyst, at han har kendt WK i en "årrække". A og WK kendte altså hinanden forud for, at A indgik leasingaftalen med G1.

I tilknytning hertil bemærkes, at WK købte "prøveplader" den 2. april 2013, jf. vedhæftede udskrift fra Motorregistret (E 167), og det fremgår heraf, at begrundelsen herfor var "Demonstration ifm. salg". Det bemærkes, at G1 i forvejen rådede over to sæt faste prøveplader (E 169).
Det ville derfor savne mening, såfremt det gøres gældende, at WK købte "prøveplader", så G1 kunne prøvekøre køretøjet.

Det må derfor bevismæssigt lægges til grund, at WK fik udleveret prøveplader, så A kunne prøvekøre køretøjet, førend han købte køretøjet af WK. Det må også bevismæssigt lægges til grund, at A herefter "solgte" køretøjet til G1, så han kunne lease køretøjet efter reglerne om betaling af forholdsmæssig registreringsafgift. Denne udlægning af sagens faktum er også i overensstemmelse med de ovenfor beskrevne oplysninger om E-listen (E 72, E 163, E 53), leasingkontrakterne (E 46 og E 47), debitorkontokortet (E 162) og telefonnotatet (E 77).

I hvert fald under disse omstændigheder må det påhvile A at dokumentere, at han - på trods af ovennævnte bevisligheder - alligevel ikke var ejer af køretøjet forud for leasingaftalens indgåelse.

A har alene henvist til, at G2 var ejer af køretøjet forud for G1´s indregistrering som ejer, og at han derfor ikke kunne være ejer.

Synspunktet er imidlertid ikke korrekt.

Den omstændighed, at A ikke var registreret som ejer, kan ikke tillægges selvstændig betydning, idet en sådan registrering alene ville være mulig, hvis køretøjet var fuldt afgiftsberigtiget, jf. herved § 37, stk. 4, jf. 48, stk. 1, (MS 71-72) i bekendtgørelse nr. 20 af 15. januar 2013 om registrering af køretøjer. Køretøjet var netop ikke fuldt afgiftsberigtiget, og det var derfor alene muligt at indregistrere køretøjet med en leasingvirksomhed som ejer med henblik på indgåelse af en leasingaftale om betaling af forholdsmæssig registreringsafgift efter registreringsafgiftslovens § 3 b (MS 6). Det fremgår da også af udskrift over køretøjets historik i DMR (E 165), at henholdsvis G3 og G2 var registreret som ejer, inden G1 blev registreret som ejer. Det har dermed altid været en leasingvirksomhed, der har været registreret som ejer af køretøjet. Det bemærkes i den forbindelse også, at den registrerede ejer ikke nødvendigvis er den reelle ejer, hvad der også fremgår af registreringsattester, herunder den i sagen fremlagte (E 45).

3.2.2  Ingen dokumentation for, at salget til G1 var reelt 

På baggrund af det anførte ovenfor under pkt. 3.2.1 må det bevismæssigt lægges til grund, at A ejede køretøjet forud for indgåelse af leasingaftalen, og at han herefter "solgte" køretøjet til G1, så han kunne lease køretøjet efter reglerne om betaling af forholdsmæssig registreringsafgift i registreringsafgiftslovens § 3 b. "Salget" af køretøjet til G1 var imidlertid uden realitet, jf. straks nedenfor.

I denne sag foreligger der ingen købsaftale mellem parterne. A har - trods opfordring (A) hertil - ikke fremlagt en købsaftale, og der er ligeledes ikke fundet en sådan i forbindelse med ransagningen hos G1. I UfR 2020.78 H (MS 115) er der blandt andet lagt vægt på, at der ikke var udarbejdet en købsaftale.

A har derfor ikke løftet bevisbyrden for, at der reelt blev indgået en aftale mellem ham og G1 om køb af køretøjet.

Dette støttes også af, at A aldrig modtog en købesum for køretøjet, ligesom det er udokumenteret, at han har rykket G1 for købesummens betaling, selvom han i svarskriftet (side 3 - E 13) blev opfordret (B-C) til at dokumentere dette. At han aldrig modtog en købesum for køretøjet, understøttes også af, at beløbet på 80.000 kr. er posteret i G1s bogføring i As favør med teksten "Køb #466 - Audi" (E 162), og at køretøjet og As navn fremgår af den såkaldte E-liste (E 163), der som beskrevet ovenfor, ifølge ledelsen (E 53), er en liste over 37 køretøjer ejet af leasingtagerne.

I tilknytning hertil bemærkes, at købesummen i leasingaftalen (E 46 og E 47) og på debitorkontokortet (E 162) er angivet til 80.000 kr. Der er dermed tale om et beløb af en betydelig størrelse, som A i perioden fra ultimo april 2013 og indtil juli 2013, hvor G1 gik konkurs, har undladt at rykke for.

Dette taler i høj grad for, at det ikke har været hensigten, at G1 skulle betale en købesum for køretøjet.

Køretøjet led endvidere ikke i henhold til leasingkontrakten noget værditab under leasingperioden, hvilket må anses for særdeles usædvanligt. G1 var efter leasingaftalen (E 46 og E 47) garanteret, at en tredjemand betalte 80.000 kr. for køretøjet - svarende til det beløb, som G1 angiveligt havde købt køretøjet til. Såfremt køretøjet blev solgt til en pris under 80.000 kr., hæftede A for differencen, jf. leasingaftalen (E 46 og E 47).

G1 havde dermed ingen økonomisk risiko i forbindelse med leasingaftalens indgåelse, og den økonomiske risiko hvilede alene på A. I UfR 2020.78 H (MS 115) blev der blandt andet lagt vægt på, at G1 ikke havde nogen økonomisk risiko.

Endvidere mangler der klarhed i leasingforholdet. Således foreligger der to leasingkontrakter i sagen, som indeholder forskellige leasingperioder og beløb. Den underskrevne leasingkontrakt (E 46) angiver en leasingperiode på 12 måneder, mens den ikke-underskrevne leasingkontrakt (E 47) og fakturaen vedrørende kontraktopstart til A (E 48) angiver en leasingperiode på 6 måneder.

Endelig foreligger der ikke dokumentation for, at A har betalt de løbende leasingydelser for maj-juli (E 49-51), eller at G1 har rykket herfor. Han er blevet opfordret (H) til at dokumentere dette, men opfordringen er ubesvaret.

Det forhold, at der er betalt for kontraktoprettelse og deponering, er uden betydning for den samlede realitetsbedømmelse, jf. herved UfR 2020.78 H. Tilsvarende er det uden betydning, hvis det lægges til grund, at de løbende leasingydelser er betalt, hvad der (som nævnt ovenfor) imidlertid ikke er fremlagt dokumentation for.

Det må på den baggrund lægges til grund, at der ikke var realitet i As "salg" af køretøjet til G1, og at "salget" alene skete, så A kunne lease køretøjet efter reglerne om betaling af forholdsmæssig registreringsafgift, uden at betingelserne herfor var opfyldt.

3.3 A hæfter for registreringsafgiften 

Det følger af registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5 (MS 13), og af bestemmelsens forarbejder (MS 59 og 67), at en fører eller bruger, der anvender et køretøj med viden om, at der ikke er betalt korrekt registreringsafgift, hæfter for betaling af den korrekte afgift.

Bestemmelsens ordlyd og forarbejder forudsætter ikke, at der skal foreligge et objektivt bevis for, at en bruger havde viden om den manglende betaling af korrekt registreringsafgift ved anvendelsen af køretøjet. Der skal derimod foretages en almindelig bevisbedømmelse, hvor samtlige forhold og omstændigheder tages i betragtning ved vurderingen af, hvorvidt det må lægges til grund, at brugeren havde viden om den manglende betaling af korrekt registreringsafgift.

Hvis det bevismæssigt lægges til grund, at et leasingforhold vedrørende et køretøj er uden realitet, fordi leasingtageren og ikke leasingvirksomheden faktisk ejer køretøjet, er der samtidig en klar formodning for, at begge aftalens parter har kendskab hertil. I sådanne tilfælde påhviler det leasingtageren at føre det fornødne bevis for, at han, på trods af leasingforholdets manglende realitet, ikke havde kendskab hertil.

I alle tilfælde, hvor brugeren har kendskab til, at der ikke er betalt den korrekte registreringsafgift, finder bestemmelsen anvendelse, jf. lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 3.6.3 (Folketingstidende 2011-12, Tillæg A, side 9 - L 122 - MS 59), hvoraf fremgår (min understregning):

"Det foreslås, at enhver fører eller bruger af køretøjet hæfter for betaling af registreringsafgiften, hvis den pågældende ved brug af køretøjet ved, at der ikke er betalt den afgift af køretøjet, som kræves efter registreringsafgiftsloven."

Det fremgår således udtrykkeligt af lovforslagets almindelige bemærkninger (og bestemmelsens specielle bemærkninger), at føreren eller brugeren hæfter, hvis den pågældende bruger køretøjet med viden om, at der ikke er betalt den afgift af køretøjet, der kræves efter registreringsafgiftsloven.

I UfR 2020.78 H (MS 115) fandt Højesteret det - på baggrund af en samlet vurdering af sagens oplysninger - godtgjort, at leasingtageren var klar over, at køretøjet ikke reelt tilhørte G1, og at der ikke var tale om et reelt leasingforhold, hvorfor leasingtageren havde viden om, at der ikke var betalt den korrekte registreringsafgift af køretøjet. Leasingtageren hæftede derfor for afgiften.

Som beskrevet må det, efter ministeriets opfattelse, lægges til grund, at A var ejer af køretøjet, og at køretøjet aldrig reelt blev solgt til G1.

Det er ikke dokumenteret, at G1 har betalt en købesum for køretøjet eller at A skulle have rykket for en købesum. Tværtimod må det netop lægges til grund, at A aldrig har modtaget en købesum for køretøjet, jf. debitorkontokortet (E 162) og E-listen (E 163).

Køretøjet led heller ikke i henhold til leasingkontrakten værditab under leasingperioden, hvilket må anses for særdeles usædvanligt. Således blev køretøjet "solgt" til G1 for 80.000 kr., mens det også 6 måneder eller 12 måneder senere skulle tilbagekøbes for samme beløb. Disse forhold lagde Højesteret også vægt på i UfR 2020.78 H (MS 115).

Alle disse forhold havde A selvfølgelig kendskab til. Det fremhæves herved på ny, at det efter ordlyden af registreringsafgiftslovens § 3 b (naturligvis) er en betingelse for forholdsmæssig afgiftsberigtigelse, at leasingvirksomheden faktisk ejer det køretøj, der er omfattet af leasingaftalen. A havde intet grundlag for at mene, at denne grundlæggende betingelse for alene at betale forholdsmæssig afgift af køretøjet var opfyldt, idet han netop var ejer af det.

Det er således åbenbart, at anvendelsen af særreglen om forholdsmæssig registreringsafgift i registreringsafgiftslovens § 3 b forudsætter, at "leasingtageren" ikke selv ejer det køretøj, som "leasingtageren" skal lease. Det ville reelt svare til, at en lejer selv ejer den lejlighed, som vedkommende lejer.

A kan derfor ikke have været i god tro om, at der blev betalt korrekt registreringsafgift af køretøjet i forbindelse med leasingaftalens indgåelse.

A havde således kendskab til, at han var ejer af køretøjet, at ejendomsretten ikke blev overdraget til G1, og at G1 derfor ikke ejede køretøjet. Han havde derfor også kendskab til, at leasingforholdet alene var formelt etableret, og den eneste mulige begrundelse for dette er omgåelse af reglerne i registreringsafgiftslovens § 3 b. Idet A havde kendskab til, at den grundlæggende betingelse for at anvende reglerne i 3 b ikke var opfyldt, må det lægges til grund, at han har brugt køretøjet med viden om, at der ikke var betalt den korrekte (almindelige) registreringsafgift af køretøjet. Det har i den forbindelse ingen betydning for As viden, at han er forbruger. Heller ikke As psykiske forhold kan tillægges betydning, da disse ikke ændrer ved, at han havde kendskab til de faktiske omstændigheder, der bevirker, at der ikke var realitet i salget af køretøjet og dermed heller ikke realitet i leasingforholdet.

A hæfter derfor for afgiften af køretøjet, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5 (MS 13).

4. AFGØRELSEN ER IKKE I STRID MED LIGHEDSPRINCIPPET 

A gør gældende, at Skatteankestyrelsens afgørelse strider mod det forvaltningsretlige lighedsprincip, idet Skatteankestyrelsen i en tilsvarende sag fandt, at leasingtageren ikke havde positiv viden om leasingholdets manglende realitet. A har i den forbindelse henvist til Skatteankestyrelsens afgørelse af 5. august 2016 (E 115).

Skattemyndighedernes synspunkter strider ikke mod det forvaltningsretlige lighedsprincip.

Tværtimod har Landsskatteretten og Skatteankestyrelsen efter ovennævnte afgørelse truffet flere afgørelser i sager vedrørende leasingkontrakter indgået med G1, hvor de har stadfæstet SKATs afgørelser om, at leasingtagerne hæfter for registreringsafgiften, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5.

I Landsskatterettens afgørelse af 15. december 2016 (TfS 2017, 365 LSR - MS 297) fandt Landsskatteretten således, at leasingtageren havde positiv viden om, at der ikke var tale om et reelt leasingforhold, og han havde derfor kendskab til, at der ikke var betalt korrekt registreringsafgift. Det samme var tilfældet i Skatteankestyrelsens afgørelse af 17. marts 2017 (j.nr. 15-xxxxx70 - MS 274), Skatteankestyrelsens afgørelse af 11. maj 2017 (j.nr. 14-xxxxx59) og senest Skatteankestyrelsens afgørelse af 28. august 2017 (j.nr. 14-xxxxx80).

Den af A påberåbte afgørelse fra Skatteankestyrelsen (E 115) blev afsagt den 5. august 2016, og afgørelsen blev dermed afsagt, inden Landsskatteretten ændrede sin praksis den 15. december 2016 (TfS 2017, 365 LSR - MS 297).

Desuden har Højesteret - som beskrevet ovenfor under pkt. 3.1 - afsagt dom i "prøvesagen", hvorved Skatteministeriet fik medhold i, at leasingtageren hæftede for afgiften.

…"

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat 

Efter § 1, stk. 1, 1. pkt., i registreringsafgiftsloven, skal der betales afgift af motorkøretøjer, som skal registreres efter lov om registrering af køretøjer. Der skal betales fuld afgift for afgiftspligtige køretøjer efter de almindelige regler i registreringsafgiftslovens § 4.

Registreringsafgiftslovens § 3 b er en undtagelse hertil, idet der er mulighed for, at der kan betales forholdsmæssig registreringsafgift af et køretøj, som anvendes her i landet for en tidsbegrænset periode. En af grundbetingelse herfor er, at køretøjet tilhører leasingvirksomheden.

A har i replikken gjort gældende, at han ikke var ejer af bilen forud for indgåelse af leasingaftalen. A henviser i den forbindelse til et skærmprint fra bilbogen, hvoraf det fremgår, at SKAT den 18. december 2012 tinglyste et udlæg, og at debitor var G2.

Det fremgår imidlertid af sagen, at bilen og As navn stod på E-listen, som er en liste over 37 køretøjer, som leasingtagerne, ifølge G1s ledelse, selv havde medbragt, og som G1 ikke havde betalt for. De 37 køretøjer på E-listen omtales desuden i beslaglæggelseskendelsen af 15. juli 2013, og det fremgår heraf, at G1 ikke havde afregnet købesummen over for sælgeren, som er identisk med brugeren.

Videre fremgår det af begge leasingaftaler, at bilens købspris var 80.000 kr. De 80.000 kr. fremgår ligeledes af As debitorkontokort i G1s bogholderi, hvor beløbet er posteret som et tilgodehavende i As favør med teksten "Køb #466 - Audi". Begge de fremlagte leasingaftaler har nummeret 466. Endelig fremgår det af et telefonnotat af 16. juli 2013, at A var af den opfattelse, at "det er hans bil".

Ifølge bilens DMR-udskrift var G2 registreret som primær ejer forud for, at G1 blev registreret som primær ejer. WK var leasingtager forud for, at A blev registreret som primær bruger.

G2 gik konkurs den 16. december 2014.

A og WK har forklaret, at de kendte hinanden forud for, at A indgik leasingaftalen med G1.
WK købte prøveplader den 2. april 2013. Det fremgår af udskrift fra Motorregistret, at begrundelsen herfor var "Demonstration ifm. salg".

Endvidere foreligger der ikke en købsaftale mellem parterne. Hertil kommer, at A ikke modtog en købesum for køretøjet, idet beløbet på 80.000 kr. er posteret i G1s bogføring i As favør med teksten "Køb #466 - Audi". Videre forelå to leasingkontrakter i sagen, som indeholder forskellige leasingperioder og beløb. Den underskrevne leasingkontrakt angiver en leasingperiode på 12 måneder, mens den ikke-underskrevne leasingkontrakt og fakturaen vedrørende kontraktstart til A angiver en leasingperiode på 6 måneder.

Det må på den baggrund lægges til grund, at der ikke var realitet i As salg af bilen til G1.

Sagsøgeren, A hæfter herefter i medfør af registreringsafgiftslovens 20, stk. 5 for betaling af den korrekte afgift.

I UfR 2020.78 H fandt Højesteret det efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, at leasingtageren var klar over, at køretøjet ikke reelt tilhørte G1, og at der ikke var tale om et reelt leasingforhold, hvorfor leasingtageren havde viden om, at der ikke var betalt den korrekte registreringsafgift af køretøjet. Leasingtageren hæftede derfor for afgiften.

Som beskrevet ovenfor må det lægges til grund, at A var ejer af køretøjet, og at køretøjet aldrig reelt blev solgt til G1. Anvendelsen af særreglen om forholdsmæssig registreringsafgift i registreringsafgiftslovens § 3 b forudsætter, at leasingtageren ikke selv ejer det køretøj, som leasingtageren skal lease. A har derfor ikke været i god tro om, at der blev betalt korrekt registreringsafgift af køretøjet i forbindelse med leasingaftalens indgåelse. A hæfter derfor for afgiften af køretøjet, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5. Sagsøgerens personlige forhold kan ikke føre til en anden vurdering.

Retten tager herefter sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 45.000 kr.

T H I  K E N D E S  F O R  R E T : 

Sagsøgte, Skatteministeriet Departementet, frifindes.

Statskassen skal til Skatteministeriet Departementet betale sagsomkostninger med 45.000 kr.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.