Indhold
Af EVL § 89, stk. 7, 5. pkt., følger, at i perioden mellem udsendelsen af en 2020-/2021-vurdering og udsendelsen af meddelelsen som nævnt i EVL § 89, stk. 8, [klagestartsbrevet] kan told- og skatteforvaltningen [Vurderingsstyrelsen] af egen drift revidere vurderingen, hvis vurderingen eller en del af vurderingen er foretaget på et fejlagtigt grundlag, og der i forbindelse med vurderingen er sket væsentlige fejl i forbindelse med deklarationsprocessen, jf. SFL § 20 a, eller lignende væsentlige fejl.
EVL § 89, stk. 7, 5. pkt., medfører, at det i perioden fra udsendelse af den almindelige vurdering pr. 1. januar 2020 eller pr. 1. marts 2021 for ejendomme, der ikke vurderes pr. 1. januar 2020, til udsendelse af klagestartsbrevet, jf. EVL § 89, stk. 8, undtagelsesvist vil være muligt for Skatteforvaltningen at foretage revision.
Betingelser
Revisionsadgangen efter § 89, stk. 7, 5. pkt., forudsætter, at vurderingen eller en del af vurderingen er foretaget på et fejlagtigt grundlag, og at der i forbindelse med foretagelsen af vurderingen er sket væsentlige fejl i forbindelse med deklarationsprocessen, jf. SFL § 20 a, eller lignende væsentlige fejl. Der er tale om kumulative betingelser.
Eksempler
EVL § 89, stk. 7, 5. pkt., kan anvendes i situationer, hvor der som følge af væsentlige fejl i forbindelse med deklarationsprocessen, fx på grund af anvendelse af uvirksomme links i en e-boksmeddelelse, opstår en situation, hvor det ikke kan udelukkes, at ejendommens ejer ikke har haft mulighed for at fremkomme med faktiske oplysninger om den pågældendes ejendom eller andre faste ejendomme, som har eller vil kunne have haft væsentlig betydning for vurderingen af den pågældendes ejendom.
Bestemmelsen kan endvidere anvendes i lignende situationer, hvor der er opstået fejl, som ejendommens ejer ikke har haft mulighed for at tage højde for. Det kunne fx være i tilfælde af systemfejl i forbindelse med deklarationsproceduren, hvor Skatteforvaltningen vurderer selv at være ansvarlig for fejlen.
►EVL § 89, stk. 7, er ændret ved § 3, nr. 32 i lov nr. 679 af 3. juni 2023. Ændringen trådte i kraft den 30. juni 2023. Det følger af ændringen, at er der foretaget en revision af en vurdering, der har haft betydning for et tilbud om kompensation efter EVL § 74, stk. 1, kan tilbuddet tilbagekaldes. Der kan samtidig meddeles et nyt tilbud om kompensation efter EVL § 74, eller træffes afgørelse om, at tilbagebetalingsordningen ikke kan anvendes, jf. § 64, stk. 2 og 3.
Bestemmelsen har til formål at fastslå, at foretages der en revision af en vurdering efter EVL § 89, stk. 7, 5. pkt., der har haft betydning for et tilbud om kompensation, vil der også kunne foretages følgeændringer af et allerede udsendt tilbud om kompensation. Finder tilbagebetalingen forsat anvendelse efter revisionen, er der mulighed for at udsende et nyt tilbud om kompensation, jf. EVL § 64 stk. 1. Hvis det derimod vurderes, at revisionen medfører, at tilbagebetalingsordningen ikke kan anvendes af de grunde, der fremgår af EVL § 64, stk. 2 og 3, kan Skatteforvaltningen træffe afgørelse herom. Se herudover afsnit C.H.4 om tilbagebetalingsordningen.◄