Korrektionspulje i inddrivelsessystem PSRM
Dette afsnit beskriver, hvordan restanceinddrivelsesmyndigheden skal behandle overskydende beløb, der er opstået i inddrivelsessystemet PSRM.
Ved lovændring nr. 1239 af 11. juni 2021 er der fastsat regler for korrektionspulje i restancemyndighedens inddrivelsessystem PSRM.
Afsnittet indeholder:
- Overførsel til korrektionspulje i inddrivelsessystemet PSRM og modregning
- Rentetilskrivning
- Modregning med alle typer fordringer
- Overdragelse til tredjemand
- Renter kan indgå i korrektionspuljen
- Overskydende beløb kan overføres til korrektionspulje for DMI
- Udbetaling til NemKonto.
Overførsel til korrektionspulje i inddrivelsessystemet PSRM og modregning
Der kan ses bort fra gældsinddrivelseslovens § 4, stk. 5, ved overskydende beløb, der opstår i restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystem PSRM, og som stammer fra modregning med en fordring under inddrivelse. Se gældsinddrivelseslovens § 4, stk. 6, 1. pkt.
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan desuden fravige gældsinddrivelseslovens § 4, stk. 5, hvis et overskydende beløb, der (efter stk. 5) skulle anvendes til dækning af en fordring, der er registreret i PSRM, og som tidligere har været registreret i et andet af restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystemer, eller som er blevet delvist dækket med virkning fra et tidspunkt, der ligger efter betalingstidspunktet for det overskydende beløb. Se gældsinddrivelseslovens § 4, stk. 6, 2. pkt.
Reglen er indsat med henblik på at håndtere overførte fordringer til PSRM og krydsende dækninger.
For overskydende beløb efter gældsinddrivelseslovens § 4, stk. 6, og for overskydende beløb, der modtages af restanceinddrivelsesmyndigheden fra fordringshaver efter gældsinddrivelseslovens § 7, stk. 1, nr. 1 og 3, hvor dækning er hævet, gælder gældsinddrivelseslovens § 4, stk. 7, nr. 1-4. Se gældsinddrivelseslovens § 4, stk. 7, 1. pkt.
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan efter gældsinddrivelseslovens § 4, stk. 9 vælge at overføre visse overskydende beløb til korrektionspuljen for DMI efter gældsinddrivelseslovens § 18 j.
Overskydende beløb overføres til en korrektionspulje, med henblik på modregning med fordringer under inddrivelse eller opkrævning, eller udbetales til skyldner. Se gældsinddrivelseslovens § 4, stk. 7, stk. 1, nr. 1, 1. pkt.
Opgørelse af korrektionspuljen sker månedligt eller oftere. Dog vil puljer på under 50 kr. kun opgøres én gang om året. Se gældsinddrivelseslovens § 4, stk. 7, nr. 1, 2. pkt.
Rentetilskrivning
Overskydende beløb, der overføres til korrektionspuljen, forrentes efter gældsinddrivelseslovens § 8 b, stk. 1, der blev ændret ved § 1, nr. 8 i lov nr. 331 af 28. marts 2023 om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, fra og med dagen efter restanceinddrivelsesmyndighedens beslutning om at anvende udbetalingen til modregning, jf. gældsinddrivelseslovens § 8 b, stk. 2, 1. pkt., til og med tidspunktet for opgørelsen af korrektionspuljen, hvis udbetalingen i medfør af gældsinddrivelseslovens§ 8 b, stk. 1 og 2, blev forrentet. I modsat fald forrentes det overskydende beløb fra det tidspunkt, der følger af gældsinddrivelseslovens § 8 b, stk. 1, dvs. i henhold til rentelovens § 5, stk. 1 og 2►, med fradrag af 4 pct.◄ Se gældsinddrivelseslovens § 4, sk. 7, nr. 2, 1. og 2. pkt., der blev ændret ved § 1, nr. 2 i lov nr. 331 af 28. marts 2023 om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Overskydende beløb, der er inddrevet fra skyldneren på anden vis end gennem modregning, og som overføres til korrektionspuljen, forrentes dog fra og med dagen for betalingen, jf. stk. 4, 2. pk., dvs. fra og med dagen for betalingen. Se gældsinddrivelseslovens § 4, sk. 7, nr. 2, 3. pkt., der blev ændret ved § 1, nr. 2 i lov nr. 331 af 28. marts 2023 om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Overskydende beløb, der efter opgørelse af korrektionspuljen overføres til restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelsessystem for offentlige udbetalinger med henblik på modregning eller udbetaling, forrentes efter § 8 b, stk. 1 og 2, dog således at tidspunktet for registrering af beløbet i modtagelsessystemet lægges til grund ved fastlæggelsen af det tidspunkt, hvorfra renten tilskrives. Se gældsinddrivelseslovens § 4, sk. 7, nr. 2, 4. pkt., der blev ændret ved § 1, nr. 2 i lov nr. 331 af 28. marts 2023 om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Krav på kompensation i medfør af ejendomsvurderingslovens § 75, stk. 1, der indgår i det overskydende beløb efter 1., 2. og 4. pkt., forrentes dog med rentesatsen i medfør af § 8 b, stk. 1, 1. pkt., dvs. i henhold til rentelovens § 5, stk. 1 og 2, med et fradrag på 4 pct., og ikke efter rentesatsen i ejendomsvurderingslovens § 75, stk. 4. Se gældsinddrivelseslovens § 4, sk. 7, nr. 2, 5. pkt., der blev ændret ved § 1, nr. 2 i lov nr. 331 af 28. marts 2023 om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Renten medregnes ikke ved opgørelsen af skyldnerens skattepligtige indkomst. Se gældsinddrivelseslovens § 4, sk. 7, nr. 2, 6. pkt., der blev ændret ved § 1, nr. 2 i lov nr. 331 af 28. marts 2023 om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Modregning med alle typer af fordringer
Beløb i korrektionspuljen kan som udgangspunkt anvendes til modregning med alle typer fordringer.
Det gælder dog ikke overskydende beløb, der stammer fra modregning efter børne- og ungeydelseslovens § 11, stk. 2, eller fra særskilt lønindeholdelse efter gældsinddrivelseslovens § 10 a.
Se gældsinddrivelseslovens § 4, stk. 7, nr. 3.
Overdragelse til tredjemand
Overdragelser til tredjemand af krav mod det offentlige omfatter ikke overskydende beløb som nævnt i gældsinddrivelseslovens § 4, stk. 6 og 7.
Se gældsinddrivelseslovens § 4, stk. 7, nr. 4.
Renter kan indgå i korrektionspuljen
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan beslutte, at renter, der er beregnet efter gældsinddrivelseslovens § 8 b, stk. 1, skal indgå i korrektionspuljen og anvendes i henhold til reglerne i gældsinddrivelseslovens § 4, stk. 7.
Se gældsinddrivelseslovens § 4, stk. 8.
Overskydende beløb kan overføres til korrektionspulje for DMI
Opstår der i restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystem PSRM et overskydende beløb, der stammer fra en dækning, der blev foretaget på et tidspunkt, hvor fordringen var registreret i et andet af restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystemer, f.eks. DMI, kan restanceinddrivelsesmyndigheden vælge at overføre det overskydende beløb til den i gældsinddrivelseslovens § 18 j, stk. 1, nævnte korrektionspulje med henblik på modregning efter reglerne herfor.
Se gældsinddrivelseslovens § 4, stk. 9.
Udbetaling til NemKonto
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan ved udbetaling af beløb fra korrektionspuljen i gældsinddrivelseslovens § 4, stk. 7, nr. 1, i alle tilfælde anvende skyldners NemKonto.
Se gældsinddrivelseslovens § 4, stk. 10.