Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "C.A.4.3.3.1.1 Sædvanlig bopæl" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Afsnittet definerer, hvad der i forhold til fradraget for befordring mellem bopæl og arbejdsplads skal forstås ved "sædvanlig bopæl".

Indhold

Afsnittet indeholder:

Regel
Afgrænsning, sædvanlig bopæl
Sommerbolig
Militærtjeneste
Civil værnepligt
Oversigt over kendelser, domme, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan der foretages fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads. Se LL § 9 C, stk. 1.

Afgrænsning, sædvanlig bopæl

Der er kun én bopæl, der i forhold til LL § 9 C kan kvalificeres som "sædvanlig bopæl". Begrebet skal derfor ses i modsætning til andre opholdssteder. Hvis der er tvivl, skal den sædvanlige bopæl fastlægges ud fra en vurdering af, hvor personen har centrum for sine livsinteresser. Fastsættelsen kan ikke ske ud fra et enkelt kriterium.

I vurderingen indgår forhold som:

personlig tilknytning
social tilknytning
familiemæssig tilknytning
boligmæssig tilknytning
opholdenes hyppighed
tilmelding til folkeregisteret.

Sædvanlig bopæl skal forstås på samme måde i forhold til bestemmelserne i LL § 9 B og § 9 C.

Praksis

Begrebet er fastlagt gennem en lang og betydelig praksis. Højesteret har i flere tilfælde truffet afgørelser til fastlæggelse af begrebets udstrækning og de momenter, der kan inddrages i vurderingen. I en konkret sag blev der ved afgørelsen af, hvor skatteyderen havde sædvanlig bopæl, udover den formelle registrering i folkeregistret lagt vægt på det erhvervsmæssige tilhørsforhold til Danmark, uanset at skatteyder var indtrådt i et lejemål og et telefonabonnement sammen med en samleverske i Nordtyskland. Se TfS 1999, 420 HRD.

Eksempler på praksis

Se SKM2021.51.LSR, der angik en polsk statsborger, der siden 2014 havde haft bolig og arbejde i Danmark. Skatteyderen havde desuden en bolig i Polen samt ægtefælle og børn i Polen. Han besøgte sin ægtefælle og børn i Polen i weekender og ferier. Han havde opholdt sig i Polen i 135 dage i 2017 og 2018 og mellem 142 og 159 dage i 2019 afhængig af, om der blev taget udgangspunkt i arbejdsgiverens eller klagerens egen opgørelse. Landsskatteretten fandt efter en samlet vurdering, at skatteyderen havde sædvanlig bopæl i Danmark. Landsskatteretten lagde vægt på, at han havde haft bopæl i Danmark siden 2014 og havde stærke økonomiske interesser i Danmark, idet han havde været ansat hos samme arbejdsgiver siden 2014. Skatteyderens erhvervsmæssige tilknytningsforhold og væsentligste økonomiske interesser var således i Danmark. Klagerens kørsel i forbindelse med familiebesøg mv. blev på den baggrund anset som en privat udgift, der ikke var fradragsberettiget efter LL § 9 C. Afgørelsen er indbragt for domstolene. Se også SKM2022.520.LSR.

►Se SKM2023.199.LSR, hvor klageren havde bolig i både Danmark og Polen. Landskatteretten fandt, at skatteyderen var hjemmehørende i Polen og derfor skulle beskattes efter grænsegængerreglerne i KSL §§ 5 A-D. Derudover fandt Landskatteretten, at klagerens sædvanlige bopæl var i Danmark i relation til befordringsfradrag efter LL § 9 C til arbejdspladsen i Danmark. Landskatteretten fandt ikke, at der var noget til hinder for, at en skatteyder kunne være skattemæssigt hjemmehørende efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten i ét land og have sædvanlig bopæl i forhold til befordringsfradrag efter LL § 9 C i et andet land.◄ ►Bemærk, at afgørelsen er påklaget til domstolene. ◄

Se SKM2004.257.HR, hvor skatteyderen i perioden fra den 1. marts 1986 til udgangen af 1989 ikke havde opgivet sin bopæl i Danmark. Han havde derfor ikke krav på godtgørelser for befordring udover, hvad der allerede var givet. Skatteyderen havde meldt flytning til Tyskland fra den 1. marts 1986, hvorfor han gjorde gældende, at skattepligten til Danmark var ophørt fra denne dato. Han havde i perioden haft en bopæl flere steder i Tyskland. Det var ikke lykkedes at skabe et indtægtsgrundlag i Tyskland. Han havde imidlertid fortsat beskæftigelse som lønmodtager i Danmark og havde i perioden etableret yderligere arbejdsforhold i Danmark, ligesom han også havde rådighed over en bopæl i Danmark. Højesteret lagde også vægt på, at han overfor politiet i forbindelse med beslaglæggelse af en tysk indregistreret bil havde erkendt, at hans bopæl var i Danmark. I samme forbindelse havde han underskrevet et bødeforlæg. Højesteret fandt, at skatteyderen havde haft bopæl i både Tyskland og Danmark, men centrum for livsinteresser i Danmark.

Se SKM2007.226.HR, hvor skatteyder ikke havde bopæl på et vandrehjem, og derfor ikke var berettiget til fradrag for rejseudgifter. Skatteyderen overnattede mandag til fredag i en campingvogn, som var opstillet på de byggepladser, hvor han arbejdede. I weekenderne opholdt han sig enten på et værelse, han havde lejet på et vandrehjem, eller hos en kæreste i Tyskland. I ferier og højtider opholdt han sig på feriesteder, som fx Tenerife eller i Tyskland. I folkeregistret var han registreret med adresse på vandrehjemmet, men han havde ikke privat indbo på værelset.

Se SKM2003.473.ØLR, hvor en skatteyder, der arbejdede i Sverige, blev anset for at have fast bopæl i Danmark. Skatteyderens yngste barn var tilmeldt og gik i skole i Danmark. Han havde hele tiden arbejdet i Danmark og havde ikke godtgjort at være afskåret fra at råde over en del af en fast ejendom. Det var ikke tilstrækkelig dokumentation for påstanden om bopæl i Sverige, at skatteyderen havde fremlagt nogle 10-turskort og nogle kasseboner.

Se TfS 1997, 200 ØLD, hvor skatteyderen blev anset for at have bopæl i Ordrup. Hun arbejdede i København og havde bopæl i en lejlighed i Ordrup. I 1992 købte hun en ejendom i Nakskov. Fra den 1. juli 1992 til starten af 1994 var hun tilmeldt folkeregistret i Nakskov og herefter igen tilmeldt på adressen i Ordrup. Fradrag for befordring i 75 dage mellem Nakskov og København blev ikke godkendt. Lejligheden i Ordrup blev anset for at være skatteyderens sædvanlige bopæl.

Se TfS 1987,291 ØLD, hvor en skatteyder ikke havde sædvanlig bopæl i Sorø. Han fik arbejde i Holstebro og tog i den forbindelse ophold hos sin mor i Skals. Han beholdt samtidig sin hidtidige bolig i Sorø for her i weekenderne at kunne møde sine børn, der ikke længere boede i huset til daglig. Han fik ikke fradrag for befordring mellem Holstebro og Sorø.

Se SKM2008.632.BR, hvor en skatteyders centrum for livsinteresser i perioden juni 2004 til august 2005 var i Danmark, uanset hans nærmeste pårørende opholdt sig i Finland. Skatteyderen var i juni 2004 flyttet til Finland, hvor hans kæreste, der var blevet gravid, boede. Han beholdt dog sin lejlighed og fortsatte sit arbejde som advokat i Danmark, hvor han også opholdt sig i ca. 40 pct. af tiden. Skatteyderen og kæresten samt deres i oktober 2004 fødte søn flyttede til Danmark i august 2005. Ordningen med skatteyderens ophold i Finland var af midlertidig karakter, og skatteyderen var også før juni 2004 hyppigt i Finland, hvor han besøgte sin kæreste. Ordningen indebar efter juni 2004 en udvidelse af disse besøg, men skatteyderen bevarede sin lejlighed i Danmark og bestred tillige og i væsentligt omfang sit erhverv som advokat fra kontoret i Danmark, hvor han ikke blot var ansat men partner. Skatteyderen var tilmeldt folkeregistreret i Danmark.

Se SKM2009.659.SR, hvor Skatterådet svarede betinget ja til, at spørger fortsat kunne opretholde befordringsfradrag mellem Aalborg og hans jobadresse i København på trods af, at han fra den 1. september 2009 opholdt sig i sin ejerlejlighed i København tre overnatninger om ugen. Han kunne trække befordringen fra for de dage, hvor han kunne dokumentere, at han var rejst mellem bopælen i Aalborg og arbejdspladsen i København.

Sommerbolig

Der kan som udgangspunkt ikke foretages fradrag for befordring efter LL § 9 C fra en sommerbolig til arbejdspladsen i det omfang, fradraget herved overstiger fradraget mellem den skattepligtiges sædvanlige bopæl og arbejdspladsen.

I helt særlige situationer kan en sommerbolig anses for sædvanlig bopæl. En skatteyder, der arbejdede i København, havde været tilmeldt en adresse i København. Han tilmeldte sig i 1990 en adresse i et sommerhus i Odsherred. Han blev gift i 1993. Ægtefællen boede og havde før ægteskabet boet på samme adresse i København. Østre Landsret fandt, at han for tiden før, han blev gift i 1993, havde haft sædvanlig bopæl i sommerhuset i Odsherred. Se TfS 1999,159 ØLD.

Se også SKM2015.412.BR, hvor Byretten fandt en skatteyder berettiget til fradrag for befordring fra kærestens bolig til arbejdsstedet, uanset at vedkommende havde en sædvanlig bopæl et andet sted. Byretten fandt videre, at befordringsfradraget fra kærestens bolig ikke kunne overstige det beregnede befordringsfradrag fra sædvanlig bopæl og hen til arbejdsstedet. Det er derfor Skattestyrelsens opfattelse, at det samme må være tilfældet, hvis en skatteyder med sædvanlig bopæl langt fra arbejdsstedet lejer en midlertidig bolig, fx en sommerbolig, tættere på arbejdsstedet og derfra befordrer sig til arbejdsstedet.

Militærtjeneste

Værnepligtige anses for at have sædvanlig bopæl på det sted, hvor de boede inden indkaldelsen, hvis denne bopæl opretholdes. Se LSRM 1980.127.LSR.

Når den værnepligtige bor hos forældrene umiddelbart før indkaldelsen, og vedkommende under indkaldelsen fortsat har værelse til disposition der, anses bopælen som hovedregel for at være bevaret hos forældrene.

Det skal både for værnepligtige og for kontraktansatte i hvert enkelt tilfælde afgøres, om den pågældendes fortsatte tilknytning til hjemmet er af en sådan karakter, at forældrenes hjem kan anses for den faste bopæl. Ved denne afgørelse kan der bl.a. lægges vægt på:

Hvor ofte den værnepligtige/kontraktansatte kører hjem. Der blev ikke godkendt fradrag for befordring til hjemmet i ferie og weekender, fordi den sædvanlig bopæl blev anset for at være på tjenestestedet. Skatteyderne var kontraktansatte og boede og opholdt sig den væsentligste del af året på kasernen. Se TfS 1986, 471 LSR og TfS 1986, 537 LSR.
Om afstanden gør det muligt at køre hjem. Kasernen blev anset for at være sædvanlig bopæl i forhold til LL § 9 C, bl.a. på grund af afstanden til hjemmet. Se LSRM 1984, 11 LSR.
Om der ud over værelset hos forældrene er anden familiemæssig tilknytning (fx en ægtefælle) eller eventuelt erhvervsmæssig tilknytning til hjembyen. Fradrag godkendt, hvor skatteyder havde opretholdt bopæl hos faderen under værnepligten og i en efterfølgende periode som kontraktansat befalingsmand. Se TfS 1984, 71 LSR. Se også TfS 1991, 131 LSR, hvor en konstabel blev anset for at have bolig i sin oprindelige hjemby, selvom kommunen, hvor kasernen lå, og hvor han havde lejet indkvartering, havde forlangt, at han skulle tilmelde sig folkeregistret der.
Karakteren af det på tjenestestedet lejede logi eller den indkvartering, der er stillet til rådighed (enmands- eller flermandsrum). Befordringsfradrag blev godkendt med henvisning til tilknytningen til forældrenes bopæl, samt at der var tale om indkvartering med plads til fire til otte mand. Se TfS 1984, 10 LSR.

Om værnepligtiges fri befordring se TfS 1994, 567 DEP og om fri befordring afsnit C.A.5.14.4.4.

Civil værnepligt

Civile værnepligtige er ikke berettigede til fradrag for befordring mellem hjem og tjenestested, fordi aftjening af civil værnepligt ikke kan sidestilles med et indtægtsgivende erhverv, jf. LSRM 1980,21 LSR.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Højesteretsdomme
SKM2007.226.HR	Retten fandt, at skatteyder ikke havde sædvanlig bolig på vandrehjemmet. Der var derfor ikke fradrag for rejseudgifter.
SKM2004.257.HR	Skatteyder blev anset for at have bevaret sædvanlig bopæl og midtpunkt for livsinteresser i Danmark. Der var derfor ikke grundlag for yderligere befordringsfradrag, selvom han oplyste, at han havde etableret bolig i Tyskland.
TfS 1999,420 HRD	I forhold til fradrag for befordringsudgifter var skatteyders sædvanlige bopæl i Hoptrup mellem Haderslev og Aabenraa med arbejde i Aabenraa. Skatteyder blev ikke anset for at være berettiget til befordringsfradrag fra Kappeln i Tyskland, hvor hans kæreste boede. Der blev lagt vægt på, at han var tilmeldt folkeregistret på den danske adresse, at han overvejede at etablere egen virksomhed i Bevtoft i nærheden af Haderslev og kun i beskedent omfang søgte arbejde i Tyskland.
Landsretsdomme
SKM2019.226.ØLR	Sagen angik befordringsfradrag for kørsel mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indkomståret 2012. Sagsøgeren havde i løbet af året haft 3 folkeregisteradresser, der lå hhv. 1, 33 og 55 km fra arbejdspladsen. Sagsøgeren gjorde gældende, at han i hele året havde sædvanlig bopæl hos sin kæreste på adressen længst fra arbejdspladsen, og at han havde haft befordring 250 gange i løbet af 2012. SKAT havde lagt til grund, at hans sædvanlige bopæl var, hvor han i løbet af året havde folkeregisteradresse, og gav ham fradrag for denne kørsel i et skønsbestemt omfang. Landsretten fandt, at sagsøgeren i fornødent omfang måtte godtgøre, at befordringen rent faktisk havde fundet sted i det selvangivne omfang. Landsretten udtalte, at hans forklaring dels var vanskeligt forståelig, dels uforenelig med tidligere afgivne oplysninger til SKAT, og dels uoverensstemmende med oplysninger, som han tidligere havde afgivet over for offentlige myndigheder om sin bopæl, og som han i øvrigt havde gjort gældende i andre sammenhænge over for myndighederne. Sagsøgeren, der ikke havde fremlagt objektive bevisdata, havde ikke løftet bevisbyrden for sin påstand om, at hans sædvanlige bopæl var hos hans kæreste i hele året. Forklaringer og erklæringer fra ham, hans kæreste og en ejendomsmester løftede heller ikke hans bevisbyrde for, at han transporterede sig til og fra arbejde derfra. På den baggrund fandt landsretten det ikke godtgjort, at sagsøgeren havde krav på befordringsfradrag i videre omfang end anerkendt af SKAT, hvorefter byrettens dom om frifindelse af Skatteministeriet blev stadfæstet.	Stadfæstelse af byrettens dom, SKM2018.334.BR.
SKM2016.292.VLR	I modsætning til byretten fandt landsretten, at der måtte stilles skærpede beviskrav til skatteyderens sandsynliggørelse af, at han dagligt havde rejst mellem de angivne bopæle og de anførte arbejdssteder. Der blev herved navnlig lagt vægt på afstandene mellem de pågældende bopæle og arbejdssteder (mellem 134 km og 380 km t/r), den angivne rejsetid og den samlede periode, som de angivne befordringsfradrag vedrørte. Der var endvidere lagt vægt på, at skatteyderen havde haft andre overnatningsmuligheder i nærheden af de pågældende arbejdspladser samt på, at der var afgivet modstridende forklaringer om en af de sædvanlige bopæle. Landsretten fandt, at skatteyderen ikke havde løftet den skærpede bevisbyrde ved at fremlægge en række benzinkvitteringer, der desuden var fremlagt i en skattesag vedrørende hans søster. På den baggrund, og da der ikke var grundlag for at tilsidesætte det af skattemyndighederne udøvede skøn, blev Skatteministeriets påstand taget til følge.	Landsretten ændrede således byrettens dom SKM2015.413.BR.
SKM2003.473.ØLR	Det fandtes ikke godtgjort, at skatteyder i 1993 og 1994 havde haft bopæl på en ødegård i Sverige. Fradrag for befordring blev alene godkendt fra den hidtidige danske adresse. Skatteyders tre mindreårige børn var tilmeldt den danske adresse og gik i den lokale skole. Der var ikke i øvrigt dokumenteret daglig transport i form af benzinkvitteringer eller andre udgiftsbilag, der kunne dokumentere opholdet i Sverige udover sædvanlige ferieperioder og weekender.
TfS 1999, 159 ØLD	Landsretten godkendte, at sædvanlig bopæl for indkomstårene 1991-1993 var i et sommerhus ved Højby i Nordsjælland, hvor skatteyder var tilmeldt folkeregistret. Før denne periode var han tilmeldt på en adresse på i København. Den 16. oktober 1993 indgik han ægteskab med beboeren på adressen i København, fra hvilket tidspunkt sædvanlig bopæl var adressen i København.
TfS 1997, 200 ØLD	Skatteyder, der arbejdede i København og havde bopæl i Ordrup, blev anset for at have sædvanlig bopæl i Ordrup, uanset hun fra den 1. juli 1992 til primo 1994 var tilmeldt folkeregistret i Nakskov. Hun var derfor ikke berettiget til fradrag for befordring mellem Nakskov og København.
TfS 1995, 745 ØLD	Skatteyder havde en lejlighed på Frederiksberg samt et havehus i Skovlunde. Lejligheden fandtes at være skatteyders sædvanlige bopæl. Der var ikke fradrag for befordring mellem havehuset og arbejdet.
TfS 1987, 291 ØLD	Skatteyder havde tiltrådt en fast stilling i Holstebro og tog ophold hos sin mor i Skals. Han beholdt sit hus i Sorø, bl.a. for at mødes med sine to voksne børn, der fra i hvert fald den 1. juli 1983 ikke boede i huset. Sædvanlig bopæl anset for at være i Skals, og der var ikke fradrag for befordring mellem Holstebro og Sorø.
Byretsdomme
►SKM2023.232.BR◄	►Sagen angik, om skatteyderen var berettiget til yderligere befordringsfradrag efter LL § 9 C, stk. 1-3, for kørsel mellem skatteyderens sædvanlige bopæl på Sjælland og arbejdspladsen i Jylland. Retten bemærkede, at den selvangivne transportvej klart overstiger det sædvanlige, og at det derfor påhvilede skatteyderen at dokumentere eller sandsynliggøre, at befordring i det hævdede omfang rent faktisk fandt sted. Retten fandt, at skatteyderen ikke ved bevisførelsen for retten havde løftet denne bevisbyrde, idet retten lagde vægt på, at skatteyderen trods opfordret hertil ikke havde fremlagt dokumentation for, at han krydsede Storebælt ved bro- eller færgeoverfart i et omfang, der overstiger det, som skattemyndighederne havde godkendt, eller at skatteyderen benyttede andre transportmidler end egen bil. Skatteyderen havde heller ikke godtgjort, at der var grundlag for at tilsidesætte det af skattemyndighederne udøvede skøn over befordringsfradraget. Skatteministeriet blev derfor frifundet.◄
SKM2018.400.BR	Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøgeren, der var eneejer og direktør i et selskab, skulle beskattes af værdien af rådighed over fri bil og fri helårsbolig i en nærmere afgrænset periode i indkomstårene 2009-2011. Herudover angik sagen, om sagsøgeren var berettiget til et større befordringsfradrag i 2011 end anerkendt af skattemyndighederne. I relation til spørgsmålet om befordringsfradrag fandt retten i overensstemmelse med sagsøgerens påstand, at sagsøgeren i LL § 9 C’s forstand havde haft sædvanlig bopæl hos sin hustru, hendes særbørn og parrets fælles barn. Sagsøgeren var derfor berettiget til et yderligere befordringsfradrag.
SKM2018.45.BR	Sagen handlede om, hvorvidt sagsøgeren var berettiget til at få befordringsfradrag efter LL § 9 C i perioden fra 1. september - 31. december 2011. Sagsøgeren havde siden 2007 haft forskellige ansættelsesforhold i hovedstadsområdet. I samme periode ejede han i fællesskab med sin samlever en ejendom i nærheden af Y1-by, hvor han boede sammen med samleveren og deres fælles barn, der var født i 2005. I samme periode havde sagsøgeren lejet forskellige lejligheder i hovedstadsområdet, hvor han overnattede i forbindelse med sit arbejde. Parrets samlivsforhold blev ophævet i 2011, og med overtagelsesdag 1. maj 2011 solgte sagsøgeren sin andel af deres fælles ejendom til sin tidligere samlever. Pr. 1. september 2011 lejede sagsøgeren en lejlighed i Y1-by, hvor han i weekenderne kunne have samvær med sit barn. Forud for retssagen havde Landsskatteretten fundet, at sagsøgeren var berettiget til befordringsfradrag efter LL § 9 C, fra 1. januar 2011 - 30. april 2011, da han i denne periode havde sædvanlig bopæl i Y1-by, men arbejdede i Y2-by. Landsskatteretten vurderede imidlertid, at sagsøgeren ikke var berettiget til befordringsfradrag i perioden fra 1. maj - 31. december 2011, idet hans sædvanlige bopæl efter samlivsophøret var i Y2-by. Landsskatteretten lagde ved sin vurdering vægt på, at sagsøgerens arbejde og daglige ophold var i Y2-by, og at han alene i løbet af hele året havde haft 36 gange med transport til/fra Y1-by. Landsskatteretten fandt ikke at det forhold, at sagsøgeren havde lejet en lejlighed i Y1-by, hvor han kunne se sit barn, og at han havde øvrige personlige relationer i Y1-by, kunne føre til et andet resultat. Under retssagen var der mellem parterne enighed om, at sagsøgeren ikke var berettiget til befordringsfradrag for perioden fra 1. maj 2011 - 31. august 2011. Der var enighed om, at han i denne periode havde sædvanlig bopæl i Y1-by. For så vidt angår den resterende periode fra 1. september 2011 - 31. december 2011 gjorde sagsøgeren gældende, at han var berettiget til befordringsfradrag efter LL § 9 C, da hans sædvanlige bopæl igen var i Y1-by, mens hans arbejde var i Y2-by. Heroverfor gjorde Skatteministeriet gældende, at sagsøgeren ikke var berettiget til befordringsfradrag, idet han ikke opfyldt betingelserne i LL § 9 C, da hans sædvanlige bopæl var i Y2-by, hvor hans arbejde også lå. Retten tilsluttede sig de af Landsskatteretten anførte grunde og stadfæstede Landsskatterettens afgørelse. Herved blev Skatteministeriet frifundet.
SKM2008.632.BR	Skatteyder fik ikke godkendt befordring mellem Danmark og Finland. Retten anså centrum for livsinteresser for at være i Danmark. Skatteyder varetog i væsentlig omfang sit erhverv som ansat og partner i en advokatvirksomhed i Danmark, hvor han også var tilmeldt folkeregistret. Ophold i Finland hos kæreste og barn blev anset for at være af midlertidig karakter.
Landsskatteretskendelser
►SKM2023.199.LSR◄	►Klageren havde bolig i både Danmark og Polen. Han havde økonomiske interesser i Danmark og personlige interesser i Polen, og det kunne derfor ikke afgøres, i hvilken stat han havde midtpunkt for sine livsinteresser. Endvidere havde han haft ophold i både Polen og Danmark. I henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen anså Landsskatteretten ham herefter for at være skattemæssigt hjemmehørende i Polen, hvor han var statsborger. Han kunne derfor beskattes efter grænsegængerreglerne i KSL §§ 5 A-D. I relation til befordringsfradrag til arbejdspladsen i Danmark fandt Landsskatteretten, at klagerens sædvanlige bopæl var i Danmark. Landsskatteretten bemærkede, at spørgsmålet om, hvor han var skattemæssigt hjemmehørende, skulle afgøres efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen, mens spørgsmålet om sædvanlig bopæl i forhold til ret til befordringsfradrag skulle afgøres efter LL § 9 C. Der var således tale om to forskellige regelsæt, hvor der skulle foretages to selvstændige vurderinger. Landsskatteretten fandt ikke, at der var noget til hinder for, at en skatteyder kunne være skattemæssigt hjemmehørende efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten i ét land og have sædvanlig bopæl i forhold til befordringsfradrag efter LL § 9 C i et andet land.◄	►Bemærk, at afgørelsen er påklaget til domstolene. ◄
SKM2022.520.LSR	Efter en samlet og konkret vurdering fandt Landsskatteretten, at klagerens sædvanlige bopæl i indkomståret 2019 har været i Danmark i relation til fradrag for udgifter til befordring, jf. LL § 9 C. Retten lagde vægt på, at klageren siden 2016 har haft bopæl i Danmark, og at H1 ApS indberettede A-indkomst for klageren i perioden fra den 1. januar til den 31. december 2019. Befordringen mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads var derfor sket mellem klagerens bopæl i Danmark og arbejdspladsen i Danmark. Skatteyderen var derfor ikke berettiget til befordringsfradrag efter LL § 9 C for kørsel mellem Polen og Danmark.
SKM2021.51.LSR	Sagen angik en polsk statsborger, der siden 2014 havde haft bolig og arbejde i Danmark. Skatteyderen havde desuden en bolig i Polen samt ægtefælle og børn i Polen. Han besøgte sin ægtefælle og børn i Polen i weekender og ferier. Han havde opholdt sig i Polen i 135 dage i 2017 og 2018 og mellem 142 og 159 dage i 2019, afhængig af om der blev taget udgangspunkt i arbejdsgiverens eller klagerens egen opgørelse. Landsskatteretten fandt efter en samlet vurdering, at skatteyderen havde sædvanlige bopæl i Danmark. Landsskatteretten lagde vægt på, at han havde haft bopæl i Danmark siden 2014 og havde stærke økonomiske interesser i Danmark, idet han har været ansat hos samme arbejdsgiver siden 2014. Skatteyderens erhvervsmæssige tilknytningsforhold og væsentligste økonomiske interesser var således i Danmark. Klagerens kørsel i forbindelse med familiebesøg mv. blev på den baggrund anset som en privat udgift, der ikke var fradragsberettiget efter LL § 9 C. Afgørelsen er indbragt for domstolene	Afgørelsen er indbragt for domstolene.
SKM2019.603.LSR	Landsskatteretten fandt, at en skatteyders sædvanlige bopæl var i Danmark og ikke i Polen, hvorfor han ikke var berettiget til kørselsfradrag efter LL § 9 C. Der blev lagt vægt på, at klageren havde opretholdt stærke økonomiske forbindelser til Danmark, da klageren siden 2011 havde haft en fuldtidsstilling i Danmark. Endvidere ses det, at klageren i hele perioden har haft rådighed over en fast bolig og desuden været tilmeldt det danske folkeregister. Det erhvervsmæssige tilknytningsforhold og klagerens væsentligste økonomiske interesser er således i Danmark, da det er her, at det indtægtsgivende arbejde er udført over en lang årrække. Klagerens kørsel til og fra Polen i forbindelse med familiebesøg anses derfor som en privat udgift, som ikke berettiger til befordringsfradrag efter LL § 9 C. Det forhold, at klageren i 2013, 2017 og 2018 har været i Polen oftere end sædvanligt på grund af barsel, kan ikke tillægges betydning i forhold til vurderingen af sædvanlig bopæl i indkomstårene 2014-2016.
TfS 1991, 131 LSR	Konstabel kunne få fradrag for befordring mellem hjemkommunen og tjenestestedet i weekender, afspadseringsperioder og ferie, uanset han var tilmeldt folkeregisteret i den kommune, hvor tjenestestedet var beliggende. Han havde bevaret bopæl i hjembyen, hvortil han også havde bevaret den stærkeste personlige, familiemæssige og boligmæssige tilknytning.
TfS 1986, 537 LSR	Kontraktansat pilot var ikke berettiget til fradrag mellem forældrenes bopæl og skiftende tjenestesteder. Han overnattede den væsentligste del af året på de forskellige tjenestesteder.	Se også TfS 1986, 471 LSR.
TfS 1984,71 LSR	Skatteyder fik herefter fradrag for befordring mellem faderens bopæl og forskellige kaserner. Han havde bopæl til rådighed hos faderen, hvor han i videst mulig omfang opholdt sig.	Se også LSRM 1984 9 LSR.
LSRM 1984, 11 LSR	Fradrag for befordring mellem kaserne og forældres bopæl ikke godkendt. Bl.a. begrundet i afstanden mellem kasernen og forældrenes bopæl (488 km) fandt Landsskatteretten, at skatteyder havde bopæl på kasernen. Udgifter til weekendrejser blev anset for at være af privat karakter.
TfS 1984, 10 LSR	Fradrag for befordring mellem tjenestested og forældres bopæl i weekender godkendt. Skatteyder, der var konstabel med tjenestested i København, var indkvarteret på en fire-otte mands stue, og der var ingen forplejningsmuligheder i weekenden.	Se også LSRM 1984, 10 LSR.
LSRM 1980, 127 LSR	Værnepligtig berettiget til fradrag for befordring. Værnepligtige anses for at have bevaret deres sædvanlige bopæl på det sted, hvor de boede inden indkaldelsen, hvis denne bopæl opretholdes.
LSRM 1980, 21 LSR	Civil værnepligtig ikke berettiget til befordringsfradrag, da tjenestestedet ikke kunne anses som en arbejdsplads.
Skatterådet
SKM2009.659.SR	Skatterådet bekræftede, at spørger kunne opretholde befordringsfradrag mellem bopæl i Aalborg og jobadressen i København for de dage, hvor han kunne dokumentere at være rejst mellem bopælen i Aalborg og arbejdspladsen i København