Betingelse

Beskrivelse

Skriftlig anmodning

Borgeren/virksomheden skal anmode skriftligt om henstanden over for Skatteforvaltningen og medvirke til oplysning af sagen, se SKM2013.468.LSR. En klage eller et sagsanlæg, har ikke opsættende virkning. Se SL § 38.

Dokumentation for klage / sagsanlæg

I forbindelse med en anmodning skal borgeren/virksomheden medsende dokumentation for, at afgørelsen er påklaget, og/eller at der er anlagt sag ved domstolene. Hvor Skatteforvaltningen har godkendt anmodning om indledning af gensidig aftaleprocedure, se C.F.8.2.2.25.3.

Særskilt opkrævning

For at få henstand skal det beløb, der søges henstand med, være opkrævet særskilt. Der kan derfor ikke gives henstand med indregnet restskat efter KSL § 61, stk. 3 eller § 61 A. Se SFL § 51, stk. 2.

Længden af henstand

Skatteforvaltningen giver henstand i op til fire år. Henstanden kan dog forlænges efter fornyet ansøgning. Skatteforvaltningen giver henstand for det tidsrum, hvor klagesagen er under behandling i det administrative system.

Ved anke af afgørelse

Hvis en administrativ afgørelse indbringes for domstolene, eller hvis en dom ankes, skal der indgives en ny ansøgning om henstand. Se SFL § 51, stk. 3.

Betinget af sikkerhedsstillelse

Hvis Skatteforvaltningen skønner, at henstanden vil forringe muligheden for senere at inddrive kravet, så kan Skatteforvaltningen betinge henstanden med, at der stilles sikkerhed for beløbet. Se SFL § 51, stk. 4.

Skatteforvaltningen anses for berettiget til, at kræve sikkerhed for betaling af skattekravet, hvis der gives henstand.

Eksempel: Landsretten fandt efter en samlet vurdering ikke grundlag for at tilsidesætte SKATs afgørelse, hvorefter henstand med skattekravet var betinget af sikkerhedsstillelse. Landsretten fandt af samme grund ikke, at betingelserne om sikkerhedsstillelse for det fulde beløb var uproportional. Endelig fandt Landsretten ikke, at SKAT havde begået fejl, som kunne medføre afgørelsens ugyldighed. Se også SKM2015.677.ØLR, SKM2009.611.BR og SKM2008.977.LSR.

Som udgangspunkt giver Skatteforvaltningen dog henstand uden krav om sikkerhedsstillelse.

Der skal derfor foretages en individuel vurdering og individuel begrundelse fra sag til sag

Det påhviler Skattestyrelsen at påvise, at der er en nærliggende fare for, at skatten ikke vil blive betalt, hvis der ydes henstand, og at inddrivelsesmulighederne forringes i løbet af henstandsperioden. Ved vurderingen af om der er en nærliggende fare for, at skatten ikke betales, hvis der ydes henstand, eller af, om meddelelse af henstand vil indebære, at muligheden for senere at inddrive kravet forringes, må klagerens økonomiske og skattemæssige forhold inddrages. Se SKM2020.420.LSR.

Om henstand bevilget uden krav om sikkerhedsstillelse se SKM2011.663.LSR og SKM2010.698.LSR.

Modregning i udbetalinger fra det offentlige

Henstand med betaling afskærer ikke Skatteforvaltningen fra at kunne foretage modregning i udbetalinger fra det offentlige. Se INDOG § 9.

Det er forudsat i bemærkningerne til bestemmelsen, at modregning kan ske selv om myndighederne i forbindelse med, at der gives tilladelse til henstand eller afdragsvis betaling ikke har taget forbehold for modregning, jf. SFL § 51, stk. 5.

Bestemmelsen i INDOG § 9 sikrer imidlertid, at der ikke forud for modregning skal foretages en konkret undersøgelse af, om der er taget forbehold for modregning, og at en gennemført modregning kan opretholdes, uanset at der undtagelsesvis ikke er taget et konkret modregningsforbehold over for skyldner.

Eksempel: Politiet havde foretaget beslaglæggelse hos en skatteyder af nogle beløb i forbindelse med en straffesag, der senere blev opgivet. Det antoges, at SKAT kunne foretage modregning for skyldige skatter i dette beløb, uanset at skyldneren havde henstand med betalingen af den offentlige gæld, jf. INDOG § 9 og SFL § 51, stk. 5. Dette fremgik ligeledes af afgørelsen om henstand. Se SKM2017.171.LSR.

SKM2014.198.HR

Afslag på henstand, idet Højesteret efter en samlet bedømmelse fandt, at der var en nærliggende fare for, at skatte-og afgiftskravet ikke ville kunne inddrives, hvis der er blev givet henstand.

Højesteret stadfæstede SKM2012.3.ØLR, men med ændrede præmisser.

Tidligere SKM2010.442.LSR

Højesteret afslog begæring om at tillægge anken opsættende virkning. Se SKM2012.98.HR.

SKM2019.129.ØLR

Sagen drejede sig om, hvorvidt appellanten i medfør af SFL § 51, stk. 1, 1. pkt., var berettiget til henstand med betalingen af skattemyndighedernes krav på registreringsafgift vedrørende sagsøgerens Ferrari. Registreringsafgiften var endeligt fastslået ved Højesterets dom af 21. oktober 2015 (UfR 2016.507H, SKM2015.698.HR). Efter afsigelsen af Højesterets dom havde appellanten indledt en klagesag (og senere en retssag) om, hvorvidt han var berettiget til eksportgodtgørelse for køretøjet, og dette var baggrund for hans krav om henstand.

Byretten havde i sine præmisser slået fast, at appellantens klagesag vedrørende eksportgodtgørelse alene vedrørte, om appellanten var berettiget til at få godtgjort en del af det afgiftsbeløb, der endnu ikke var betalt. Da klagesagen således ikke vedrørte opgørelsen af skattemyndighedernes krav på registreringsafgift, der var endeligt fastslået af Højesteret, fandt byretten ikke, at der var hjemmel til at give appellanten henstand med betalingen af afgiftskravet. Dette resultat havde endvidere støtte i formålet med SFL § 51, stk. 1, og bestemmelsens forarbejder. Byretten frifandt derfor Skatteministeriet.

Landsretten stadfæstede byrettens dom i henhold til grundene.

Stadfæster SKM2018.226.BR.

Landsretten fandt efter en samlet vurdering ikke grundlag for at tilsidesætte SKATs afgørelse, hvorefter henstand med skattekravet var betinget af sikkerhedsstillelse. Landsretten fandt af samme grund ikke, at betingelserne om sikkerhedsstillelse for det fulde beløb var uproportionalt. Endelig fandt Landsretten ikke, at SKAT havde begået fejl, som kunne medføre afgørelsens ugyldighed.

Skatteankestyrelsen havde i forbindelse med deres afgørelse lagt vægt på flg. 5 forhold:

1.   At tiltalte var tidligere dømt for forsætlig momsunddragelse,

2.   at der var fremsendt tiltalebegæring fra SKAT til politiet,

3.   at A havde en offentlig gæld på over 8 millioner kroner,

4.   at A havde en negativ beregnet formue på 35 millioner,

5.   at A havde været involveret i en række selskaber, der er konkurs eller under konkurs, og hvor den samlede gæld til det offentlige overstiger 35 millioner kroner.

hvorvidt der foreligger en nærliggende risiko for, at skatten ikke bliver betalt, hvis der ydes henstand.

Bemærk :

Afgørelsen omfatter primært bevisførelse for, om der er indgået aftale om henstand. Henstand kan være bevilget efter enten SFL § 51 eller efter inddrivelseslovens § 3, stk. 2.

►Sagen angik, om Skattestyrelsen med rette havde givet afslag på tilbagebetaling af et indbetalt beløb vedrørende restskat for indkomståret 2007, som klageren efter skatteforvaltningslovens § 51 efterfølgende blev meddelt henstand med.

Landsskatteretten fandt, at da indfrielsen af gælden var sket for at undgå, at der blev foretaget udlæg i klagerens aktiver, var der ikke sket en sådan frivillig indfrielse af kravene, at klageren ikke var berettiget til at få tilbagebetalt beløbet. Landsskatteretten ændrede derfor Skattestyrelsens afgørelse.◄

Skattestyrelsen forhøjede selskabets dækningsafgift for perioden fra 1. februar 2017 til 30. september 2019. Afgiften blev efterfølgende opkrævet via skattekontoen som en opkrævning af chokolade- og sukkervareafgift. Den ændrede afgift blev herefter dækket ved selskabets løbende indbetalinger på skattekontoen som følge af, at ældste forfaldne krav dækkes først.

Selskabet påklagede Skattestyrelsens afgørelse til Skatteankestyrelsen og anmodede i forbindelse med påklagen om henstand med betaling af afgiften.

Skattestyrelsen gav derefter afslag på selskabets anmodning om henstand efter SFL § 51 med henvisning til, at kravet var betalt.

Landsskatteretten hjemviste Skattestyrelsens afgørelse til fornyet behandling. Landsskatteretten fandt ikke, at selskabet ved indbetalingerne til skattekontoen havde foretaget en sådan frivillig indfrielse af den efteropkrævede afgift, at muligheden for at få prøvet, hvorvidt selskabet kunne meddeles henstand efter SFL § 51, var bortfaldet.

Det forhold, at selskabet først havde anmodet om henstand efter de skyldige beløb var blevet dækket af indbetalinger fra selskabet, kunne ikke ændre herpå, da beløbene blev dækket med udgangspunkt i opkrævningslovens regler for skattekontoen om, at ældste forfaldne krav skal dækkes først, og ikke på grund af frivillige indbetalinger fra selskabet.

Sagen angik, hvorvidt klageren var berettiget til henstand med betaling af et krav om registreringsafgift i forbindelse med indbringelse af en sag for domstolene. Landsskatteretten fandt, at klageren ikke var berettiget til henstand med betaling af kravet om registreringsafgift, idet det efter ordlyden af SFL § 51, stk. 1, 1. pkt., skal være afgørelsen, der dannede grundlag for skatten, der skal være indbragt for domstolene.

Da klageren ikke havde indbragt afgørelsen vedrørende betaling af registreringsafgiften, men Skatteankestyrelsens afgørelse om afvisning af klagen, var afgørelsen, der dannede grundlag for skatten, ikke indbragt for domstolene, og det var derfor med rette, at Skattestyrelsen havde givet afslag på klagerens anmodning om henstand.

SKAT havde givet afslag på anmodning om henstand med betaling af skat i forbindelse med en klage over SKATs afslag på anmodning om registrering efter forskerskatteordningen, jf. KSL §§ 48 E og 48 F.

Landsskatteretten bemærkede, at adgangen til henstand under klagebehandling ifølge SFL § 51, stk. 1, 1. punktum, omfatter skat, som en "klage over opgørelsen" vedrører. En klage over et afslag på tilladelse til at være omfattet af forskerskatteordningen kunne ud fra en naturlig sproglig forståelse ikke anses at vedrøre en klage over opgørelsen. Derfor fandt Landsskatteretten, at det var med rette, at SKAT havde afslået anmodningen om henstand, og stadfæstede SKATs afgørelse.

Landsskatteretten fandt, at en klage indgivet til Folketingets Ombudsmand ikke var omfattet af bestemmelsen i SFL § 51. Klager kunne derfor ikke få henstand med betaling af skatten vedrørende det pågældende indkomstår.

Klageren havde klaget over, at Skattestyrelsen havde givet afslag på anmodning om henstand med betaling af restskatten for 2009 efter SFL § 51.

Landsskatteretten ændrede Skattestyrelsens afgørelse, således at klageren blev meddelt henstand med betaling af restskatten for indkomståret 2009.
Landsskatteretten begrundede sin afgørelse med, at det påhviler Skattestyrelsen at påvise, at der er en nærliggende fare for, at skatten ikke vil blive betalt, hvis der ydes henstand, og at inddrivelsesmulighederne forringes i løbet af henstandsperioden.
Ved vurderingen af, om der er en nærliggende fare for, at skatten ikke betales, hvis der ydes henstand, eller af, om meddelelse af henstand vil indebære, at muligheden for senere at inddrive kravet forringes, må klagerens økonomiske og skattemæssige forhold inddrages.

Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsen alene havde begrundet afgørelsen med forhold, der vedrørte den påklagede skattesag. De omstændigheder, der har begrundet den påklagede afgørelse, og som derfor skal prøves i det administrative klagesystem henholdsvis ved domstolene, kan ikke i sig selv begrunde et afslag på henstand, eller at henstand betinges af sikkerhedsstillelse.

På den baggrund fandt Landsskatteretten det hverken for godtgjort, at henstand ville indebære, at muligheden for senere at inddrive kravet blev forringet, eller at der forelå en nærliggende fare for, at skatten ikke vil blive betalt, hvis der blev ydet henstand.

Da en sag om registreringsafgift af en bil var endeligt afgjort i Højesteret, fandtes der ikke længere en sag, der var under behandling i det administrative klagesystem eller ved domstolene. Derfor var betingelserne for at yde henstand efter SFL § 51 ikke opfyldt.

Landsskatteretten udtalte, at "Det forhold, at klageren eventuelt vil kunne få tilkendt eksportgodtgørelse afhængigt af udfaldet af klagesagen herom, og at der eventuelt vil kunne være en modregningsadgang i SKATs krav på registreringsafgift, medfører ikke, at det eventuelle krav på eksportgodtgørelse kan anses for at være omfattet af udtrykket "den del af en skat, som en klage over opgørelsen vedrører" i SFL § 51, stk. 1, 1. pkt., idet "opgørelsen" i nærværende tilfælde er opgørelsen af registreringsafgiftskravet. SKAT har derfor med rette afslået klagerens henstandsanmodning, jf. SFL § 51, stk. 1, 1. pkt."

Politiet havde foretaget beslaglæggelse hos en skatteyder af nogle beløb i forbindelse med en straffesag, der senere blev opgivet. Det antoges, at SKAT kunne foretage modregning for skyldig SKAT i dette beløb, uanset at skyldneren havde henstand med betalingen af den offentlige gæld, jf. INDOG § 9 og SFL § 51, stk. 5. Dette fremgik ligeledes af afgørelsen om henstand.

Det var Landskatterettens opfattelse, at SKATs begrundelse beroede på allerede foreliggende omstændigheder.

SKAT foretog ikke skridt til inddrivelse af skattekravet i perioden fra henstandens ophør i 2009, til der blev anmodet om henstand i februar 2011 i forbindelse med anke til Landsretten.

Henstand blev afslået i forbindelse med påklage af et bindende svar fra SKAT, idet der ikke var tale om en "klage over opgørelsen. "

Klage over, at henstand var betinget af sikkerhedsstillelse, havde ikke opsættende virkning.

Henstand bevilget  uden krav om sikkerhedsstillelse.

SKAT havde ikke henvist til omstændigheder, der kunne godtgøre, at der forelå en nærliggende risiko for, at den aktuelle inddrivelsesmulighed ville blive forringet i henstandsperioden.

Skattestyrelsen havde truffet afgørelse om afslag på en anmodning om henstand efter SFL § 51. Skatteankestyrelsen stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse og lagde blandt andet vægt på, at klageren over en længere periode havde oparbejdet gæld til det offentlige på over 10.000.000 kr. vedrørende bl.a. A-skat, B-skat og AM-bidrag, at klageren i en årrække ikke havde foretaget selvangivelse af sin indkomst, og at klageren havde haft flere selskaber, der var tvangsopløst eller gået konkurs.

Skatteankestyrelsen fandt det tilstrækkeligt godtgjort, at der var en nærliggende fare for, at skatten ikke ville blive betalt, når der var truffet endelig i afgørelse i skattesagerne, hvis der blev givet henstand.