Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

SKM2008.6.VLR

Ejendom solgt til arbejdsgiver til overpris. Overprisen anset for yderligere løn til medarbejderen og skattepligtigt i medfør af LL § 16, stk. 1. Se SL § 4.

SKM2006.550.ØLR

Hovedanpartshavers vederlagsfri private benyttelse af kunstgenstande, der tilhørte selskabet, anset for skattepligtigt efter SL § 4 og LL § 16, stk. 1.

TfS 2000,761ØLR

Gevinster vundet ved bankospil hos arbejdsgiveren anset som skattepligtig efter SL § 4, litra f, og LL § 16.

Sagen angik bl.a., om sagsøgeren skulle beskattes af værdien af et abonnement til et alarmsystem, jf. LL § 16, stk. 1. Hvad angik abonnementsudgiften fandt retten, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at alarmsystemet, der var installeret på sagsøgerens og selskabets fælles adresse, blev erhvervet i selskabets interesse. Sagsøgeren skulle derfor beskattes af udgiften til abonnementet, jf. LL § 16, stk. 1.

Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøgeren, der var ansat som salgsmedarbejder, var skattepligtig af sin deltagelse i to fodboldrejser, hvori tillige deltog henholdsvis to og tre kunder, inviteret af arbejdsgivervirksomheden. Rejserne indgik som en modydelse i en samlet sponsoraftale, som arbejdsgivervirksomheden havde indgået med en fodboldklub. Rejserne var i det hele arrangeret af fodboldklubben, og dennes repræsentanter deltog som rejseledere på rejserne. Retten fandt, at rejserne i forhold til virksomheden måtte anses for forretningsmæssigt begrundet. Da rejseprogrammet imidlertid var af helt overvejende turistmæssig karakter, fandt retten ikke, at der i forhold til sagsøgeren var grundlag for at fravige udgangspunktet om beskatning af rejsens værdi under hensyn til rejsens turistmæssige karakter. Det kunne ikke føre til andet resultat, at retten lagde til grund, at det lå i sagsøgerens stilling som distriktschef at deltage i rejserne, idet der her blev lagt vægt på, at sagsøgerens opgaver af praktisk art over for kunderne var meget begrænset, og at indholdet af enkelte forretningsmæssige drøftelser ligeledes var af et meget begrænset omfang og uden egentlig direkte tilknytning til resultater i arbejdsgivervirksomheden.

Landsskatteretskendelser

SKM2018.24.LSR

Et erhvervsdrivende selskab, der var medlem af en erhvervsklub, der fungerede som støtteforening til en golfklub, betalte et årligt kontingent herfor. SKAT havde anset dette kontingent for at være skattepligtigt for en medarbejder, der via et holdingselskab var aktionær i selskabet, som et personalegode. Landsskatteretten fandt, at den primære interesse for virksomheden med medlemskabet var at blive nævnt som sponsor på en hjemmeside og et skilt, og at det betalte kontingent 7.500 kr. ekskl. moms ikke stod i misforhold hertil. Som medlem af erhvervsklubben fik virksomheden mulighed for at lade en medarbejder deltage i 4 årlige golfturneringer, som erhvervsklubben arrangerede mellem klubbens medlemmer. Landsskatteretten fandt ikke, at deltagelse i de nævnte kampe adskilte sig væsentligt fra deltagelse i forretningsmæssige receptioner eller netværk i virksomheder eller på restauranter. Da deltagelse i de 4 golfturneringer endvidere krævede, at deltagerne var private medlemmer af golfklubben og kunne spille frit på golfbanen i forvejen, forelå der ikke nogen besparelse af private udgifter, hvorfor der ikke var grundlag for - hverken helt eller delvist - at beskatte medarbejderen af det kontingent, virksomheden havde betalt.

SKM2004.505.LSR

Hovedanpartshaver og ansat i et selskab, som var sponsor for en golfklub, modtog gratis medlemskab til klubben for sig selv og hustruen. Hovedanpartshaveren skulle beskattes af værdien heraf som et personalegode.

Skatterådet og Ligningsrådet

Skatterådet fandt, at når en arbejdsgiver stiller gratis opladning af medarbejdernes private el-biler til rådighed ved arbejdspladsen, var benyttelse af lade-stationerne et skattepligtigt personalegode, der skulle beskattes ud fra markedsprisen. Godet ville dog være omfattet af bagatelgrænsen for mindre personalegoder.

Skatterådet kunne bekræfte, at en computerskærm til en arbejdscomputer på arbejdspladsen ikke er et personalegode, men et arbejdsredskab. En sådan skærm er derfor uanset størrelsen ikke et skattepligtigt gode for medarbejderen, der bruger den.

Vedrørende skærme til arbejdscomputer på hjemmearbejdspladsen, fastslog Skatterådet, at en computerskærm på op til og med 32" anses som sædvanligt tilbehør. Sædvanligt tilbehør til en arbejdscomputer er skattefrit uden en konkret arbejdsmæssig begrundelse. I forhold til computerskærme, der er større end 32", vil de være skattefrie for medarbejderen, hvis der er en konkret begrundelse for, at udstyret er til brug for arbejdet.

Skatterådet konstaterede endvidere, at beskatning af computer med skærm stillet til rådighed til brug for hjemmearbejde ikke påvirkes af, om hjemmearbejdet var en følge af covid-19.

Sagen angik en pilot, der ved siden af sit daglige pilotarbejde påtog sig at transportere fly på langdistanceflyvninger i MNPS-luftrum for at vedligeholde sin erhvervserfaring med denne type flyvninger, da pilotens daglige arbejde som pilot ikke inkluderede flyvninger i MNPS-luftrum.

Ifølge det oplyste, benyttede piloten alene de pågældende fly til at foretage de forud bestilte flyvninger, som han modtog et vederlag for. Der var således ikke tale om, at spørger benyttede flyene til private flyvninger.

At piloten som følge af flyvningerne tilegnede sig erfaring med flyvninger i MNPS-luftrum, medførte efter Skatterådets opfattelse ikke, at piloten derved modtog et skattepligtigt gode. Der var alene tale om en indirekte og naturlig følgevirkning af de flyvninger, som piloten blev vederlagt for at foretage. Piloten rejste endvidere direkte hjem efter flyvningerne. På denne baggrund fandt Skatterådet, at piloten hverken skulle beskattes af de pågældende flyvninger som sparet privatforbrug eller af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder efter LL § 16.

Skatterådet bekræftede at arbejdsgiverens refusion af de ansatte piloters udlæg til uniformsgenstande og arbejdsredskaber, samt rensning af den pligtmæssige uniform var skattefri for piloterne, såfremt de ikke blev anvendt privat. En arbejdsgiverbetalt flightbag på hjul var efter Skatterådets opfattelse en skattefri uniformsgenstand, når den blev udleveret som en del af den pligtmæssige uniform og anvendt sammen med denne til transport af arbejdsredskaber og arbejdsdokumenter.

Skatterådet anså derimod ikke arbejdsgiverens refusion af piloternes udlæg til solbriller og briller med styrke for skattefri for piloterne, ligesom disse ikke var omfattet af den skattefri bagatelgrænse for arbejdsrelaterede personalegoder.

Skatterådet kunne bekræfte, at opgradering til Office 365 ikke ville blive anset for et skattepligtigt personalegode for de ansatte hos arbejdsgiveren, når Officepakken alene blev downloadet på en computer eller tablet, som arbejdsgiveren havde stillet til rådighed til brug for arbejdet. Privat brug af Officepakken i den forbindelse ville ikke medføre beskatning, da Officepakken måtte anses for sædvanligt tilbehør til computer eller tablet efter LL § 16, stk. 13, 1. pkt.

Hvis Officepakken blev installeret på en mobiltelefon, som arbejdsgiveren havde stillet til rådighed til brug for arbejdet, ansås godet heller ikke for et skattepligtigt personalegode for medarbejderne, hvis Officepakken alene blev anvendt erhvervsmæssigt på telefonen. Derimod ville den private brug af Officepakken på en mobiltelefon, som arbejdsgiveren havde stillet til rådighed til brug for arbejdet, udgøre et personalegode for medarbejderen. Dog ville der ikke ske beskatning, hvis godet kunne omfattes af bagatelgrænsen for arbejdsrelaterede personalegoder.

Skatterådet kunne derudover bekræfte, at hvis en medarbejder faktisk anvendte en arbejdsgiverbetalt licens til at downloade Officepakken på medarbejderens private enhed, ville der være tale om, at medarbejderen havde fået stillet et skattepligtigt personalegode til rådighed. Da markedsværdien af en medarbejders downloads ikke kunne antages at overstige et beløb på 1.100 kr. pr. år, ville godet dog som udgangspunkt være omfattet af reglen om bagatelgrænsen for mindre personalegoder.

Skatterådet anerkendte, at skærmbriller der var stillet til rådighed af arbejdsgiveren til brug på arbejdspladsen, kunne ske skattefrit. Herudover bekræftede Skatterådet, i den konkrete situation, at skærmbriller der medtages til arbejdsrelaterede møder og kurser udenfor arbejdspladsen, samt til hjemmearbejdsdage, var skattefrie.

Medarbejderne havde mulighed for at tage direkte hjemmefra til kursus- eller mødestedet og efterfølgende direkte hjem til bopælen herefter, når det var hensigtsmæssigt. Anvendes skærmbrillerne i den forbindelse i den private sfære, til privat brug, ville skærmbrillerne dog være omfattet af LL § 16, stk. 3, 6. pkt., og kun blive beskattet, hvis den samlede værdi af skærmbrillerne oversteg en beløbsgrænse på 5.900 kr. (2017-niveau). Det samme var gældende ved privat brug af skærmbrillerne ved hjemmearbejdsdage.

Cykel stillet til rådighed med henblik på træning op til og deltagelse i et 3-dages firmaarrangement, i form af en fælles cykeltur igennem Danmark, blev anset for et skattepligtigt personalegode. Selve den 3 dage lange cykeltur med betalt kost og logi havde i sin helhed et omfang og en varighed, så det ikke kunne anses som et skattefrit firmaarrangement.

Ved gennemførelse af cykelturen blev cyklerne overdraget til den enkelte medarbejders eje. Den enkelte medarbejder var dermed skattepligtig af lejeværdien i den periode, cyklen var stillet til rådighed og af markedsværdien på overdragelsestidspunktet. Cykeltøj og andet tilbehør, der i forbindelse med projektet blev overdraget til den enkelte medarbejders eje, skulle også beskattes til markedsværdi ved overdragelsen.

Ladestationer til rådighed på arbejdspladsen til opladning af medarbejderes eldrevne køretøjer i arbejdstiden, var anset som et skattepligtigt personalegode.

En virksomheds betaling af gebyr til Udlændingeservice for arbejds- og opholdstilladelse var ikke et skattepligtigt personalegode for indstationerede medarbejdere. Betaling af gebyret havde en så direkte og umiddelbar tilknytning til de indstationerede medarbejderes udførelse af arbejde i virksomhed, at betalingen ikke udgjorde et sparet privatforbrug eller en etableringsudgift for disse medarbejdere

Arbejdsgivers betaling af et abonnement til en ferieportal, der gav medarbejderne forskellige fordele og rabatter ved leje af ferieboliger mv. udgjorde en forbrugsbesparelse/sparet privat forbrug. Der var derfor tale om et skattepligtigt personalegode. Godet kunne dog være omfattet af bagatelgrænsen for mindre personalegoder i LL § 16, stk. 3, 3 pkt.

Kommunalansattes gratis adgang til kommunens svømmehal var et skattepligtigt personalegode. Godet kunne dog være omfattet af bagatelgrænsen for mindre personalegoder i LL § 16, stk. 3, 3 pkt.

"Fri husbåd" for hovedaktionær og direktør i B A/S var ikke omfattet af reglerne om fri bolig (LL § 16, stk. 9) eller fri lystbåd (LL § 16, stk. 6). I stedet skulle beskatningen ske efter hovedreglen i LL § 16, stk. 1, jf. stk. 3, og den skattepligtige værdi skulle fastsættes til markedslejen.

Sagen handlede om beskatning af en personaleforenings idrætsaktiviteter. Da arbejdsgiveren ikke betalte en væsentlig andel af udgifterne til foreningen, og alene ydede et uvæsentligt beløb per medarbejder og ikke på anden måde havde en direkte væsentlig indflydelse på foreningen, blev godet ikke anset for at komme fra arbejdsgiveren. Medlemmerne af personaleforening skulle derfor, lige som tilsvarende medlemmerne i en forening uden for arbejdsgiverens regi, ikke beskattes af goderne fra foreningen.

Hvis ægtefæller/samlevere mv. også kunne deltage i arrangementerne, medførte det ingen ændring i, at der var tale om goder, der ikke skulle beskattes.

Se SKM2011.415.SKAT. Se også om kunstværker udloddet af kunstforeninger SKM2011.284.SR, SKM2011.285.SR og SKM2011.384.SR.

Deltagelse i en personaleforenings aktiviteter til nærmere angivne kulturelle arrangementer udløste ikke skattepligt for deltagerne, da der ikke var tale om, at arbejdsgiver havde en væsentlig direkte indflydelse på foreningen.

SKM2010.244.SR

Arbejdstagere var skattepligtige af den værdi, de indirekte fik overført fra arbejdsgiveren, når de købte mobiltelefon, som var prissat betinget af, at arbejdsgiveren tegnede et abonnement, hvor der skulle betales for et mindsteforbrug i bindingsperioden.

SKM2009.520.SR

Tv-programpakke, der ved siden af fri telefon og internet indgik i en pakkeløsning indkøbt af arbejdsgiver, skulle beskattes hos medarbejdere efter LL § 16.

SKM2009.412.SR

Prisforskel mellem sort og grøn strøm, som arbejdsgiveren betalte for medarbejderen var et skattepligtigt personalegode efter LL § 16.

SKM2008.784.SR

Gevinster i form af kontanter og tinggaver, som medarbejdere havde vundet i et lotteri for medarbejdere med få sygedage, skulle beskattes efter LL § 16.

SKM2007.757.SR

Menighedsrådsmedlem blev anset for omfattet af den personkreds, der kan anvende LL § 16, stk. 12 og stk. 13.

SKM2004.343.LR

Medarbejdernes sporadiske anvendelse af periodekort til anden privat kørsel end mellem hjem og arbejde ville ikke medføre beskatning, medmindre kortet blev brugt i et så væsentligt omfang, at der var tale om et sparet privatforbrug.

SKM2001.136.LR

Arbejdsgivers refusion af en medarbejders ægtefælles rejseudgifter i forbindelse med en besøgsrejse til medarbejderen under dennes arbejdsophold i udlandet ville være et skattepligtigt personalegode for medarbejderen.

TfS 1996,25SKM

Fribolig, fri telefon. og andre personalegoder, der blev til rådighed for præsidiemedlemmer i Folketinget, øvrige folketingsmedlemmer eller for ansatte i en offentlig eller privat virksomhed mv., skulle behandles efter samme regler. Se LL § 16.