åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "C.B.1.9.2.2 Hvem er omfattet af reglerne om fraflytterskat i kursgevinstloven?" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Indhold

Dette afsnit handler om hvem der er omfattet af reglerne om fraflytterbeskatning i kursgevinstloven.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • ►Oversigt over domme. kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.◄

Regel

Det er kun fysiske personer, der er omfattet af reglerne om fraflytterskat i kursgevinstloven.

Reglerne om beskatning ved fraflytning gælder kun personer, der har været skattepligtige efter KSL §§ 1 eller 2 af gevinst på fordringer og kontrakter i en eller flere perioder på i alt mindst 7 år inden for de seneste 10 år før skattepligtsophøret eller flytningen af skattemæssigt hjemsted. Se KGL § 37, stk. 3, 1. pkt.

Hvis en person inden for de seneste 10 år i en periode har været fuldt skattepligtig, og i en anden periode har været begrænset skattepligtig af fordringer eller finansielle kontrakter som led i en erhvervsvirksomhed med fast driftssted, skal disse to perioder lægges sammen ved afgørelsen af, om personen har været skattepligtig i mindst 7 år.

Reglerne gælder også i følgende tilfælde:

  • Fordringerne eller kontrakterne er erhvervet fra ægtefællen, og ægtefællen opfylder betingelsen om at have været skattepligtig til Danmark i mindst 7 år ud af de seneste 10 år. Se KGL § 37, stk. 3, 2. pkt.
  • Personen er indtrådt i overdragerens skattemæssige stilling efter KSL § 33 C (succession ved familieoverdragelse). Se KGL § 37, stk. 3, 3. pkt. Skattepligten indtræder, når skattepligten ophører, uanset at personen ikke har været skattepligtig til Danmark i mindst 7 år inden for de seneste 10 år. 

Undtagelse

Betingelsen om skattepligt i en eller flere perioder på i alt mindst 7 år inden for de seneste 10 år før fraflytningen, gælder ikke for personer, der tidligere er flyttet fra Danmark, og ved tilbageflytningen til Danmark stadig ejede fraflytterbeskattede fordringer eller kontrakter, hvor indgangsværdien blev nedsat ved tilbageflytningen til Danmark, fordi der på tilbageflytningstidspunktet stadig resterede en henstandssaldo. Se KGL § 37, stk. 3, 4. pkt.

Bemærk

Selskaber var tidligere omfattet af reglerne om fraflytterskat. Dette blev ændret ved lov nr. 525 af 12. juni 2009 med virkning fra indkomståret 2010.

Se også

Se også afsnit C.D.1.5 om hvordan selskaber, fonde m.fl. skal beskattes, når deres skattepligt til Danmark ophører.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Skatterådet

SKM2023.248.SR

►Skatterådet bekræftede, at Spørger ikke var skattepligtig af avance af aktier efter ABL § 38 og af kursgevinster efter KGL § 37 ved flytning fra Danmark med ophør af fuld skattepligt efter KSL § 1 inden juni 2024.

Det blev oplyst, at Spørger havde betalt hele den skyldige fraflytterskat på de aktier Spørger ejede ved fraflytningen i 2011, og ikke efter tilbageflytningen i 2017 havde erhvervet aktier, som var omfattet af en af de særlige undtagelser i ABL § 38, stk. 3, 2. og 3. pkt., og så gjaldt 7-årsreglen i ABL § 38.

Spørger ejede ikke ved fraflytningen i 2011 fordringer m.v. omfattet af kursgevinstloven. Det blev forudsat ved besvarelsen, at ingen af de fordringer og kontrakter, som Spørger ville have ved en eventuel fraflytning, var omfattet af KGL § 37, stk. 3, 2. eller 3. pkt.◄