Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om grundlaget for registrering af køretøjer.

Afsnittet indeholder:

  • Når man vil anmelde et køretøj til registrering
  • Tidligere registrering af køretøjet
  • Køretøjets stand
  • Ansvarsforsikring
  • Registreringsafgift
  • Godskørsel, firmakørsel, buskørsel, taxikørsel og udrykningskørsel.

Når man vil anmelde et køretøj til registrering 

Hvis en person vil anmelde et køretøj til registrering i Motorregistret, skal det ske til Motorstyrelsen, eller til en autoriseret nummerpladeoperatør. Se registreringsbekendtgørelsens § 38.

Før der kan ske registrering i Motorregistret, skal det registreringsgrundlag, der er nævnt i registreringsbekendtgørelsens §§ 39-53, foreligge.

Det er som udgangspunkt kun ejeren af et køretøj, der kan anmelde køretøjet til registrering. Se mere nedenfor. Anmeldelsen kan også ske efter fuldmagt fra køretøjets ejer. Det er Motorstyrelsens opfattelse, at den, der er i besiddelse af køretøjets registreringsattest, har ejerens fuldmagt til at anmelde køretøjet til registrering. Se registreringsbekendtgørelsens § 39, stk. 1 og 2.

Ved registreringen sker der ikke en egentlig prøvelse af det civilretlige ejerforhold til køretøjet. Såfremt køretøjet er eller køretøjet tidligere har været registreret, men registreringsattesten er bortkommen, sker der en prøvelse af, om anmelderen opfylder betingelserne for at få erstattet registreringsattesten, jf. registreringsbekendtgørelsens § 58. Se registreringsbekendtgørelsens § 39, stk. 3.

Ejerens fulde navn, adresse og CPR-nummer eller CVR-nummer skal stå i anmeldelsen. Det samme gælder for en eventuel bruger, såfremt denne er forskellig fra ejeren. Sker anmeldelsen på baggrund af en fuldmagt, skal disse oplysninger også gives, for så vidt den der har fuldmagten.

Motorstyrelsen kan dispensere fra adressekravet ved registrering, hvis særlige grunde taler herfor. Det fremgår af registreringsbekendtgørelsens § 2, stk. 3.

For at kunne få dispensation fra adressekravet er det en forudsætning, at anmelderen ikke er registreret med en kendt adresse som bopæl eller fast opholdssted i CPR-registret.

Som adresse for en juridisk person angives det sted, hvor den pågældende har hjemsted her i landet. Har den pågældende ikke et sådant hjemsted, angives det sted, hvor den pågældende har adresse her i landet.

Ved vurderingen af om der kan gives dispensation, vil det indgå, om ansøgeren er tilmeldt Digital Post, og om ansøgeren har oplyst en kontaktadresse. Ansøgeren skal jævnligt være i kontakt med kontaktadressens indehaver, så ansøgeren kan forventes at reagere på henvendelser omkring køretøjet sendt til adressen inden for rimelig tid. Kontaktadressens indehaver skal samtykke i, at adressen kan anvendes ved registreringen af køretøjet. Dispensation gives for en tidsbegrænset periode.

Se registreringsbekendtgørelsens § 40.

Registrering af en bruger af køretøjet 

Hvis en bruger af et registreret køretøj har bopæl eller hjemsted her i landet, jf. registreringsbekendtgørelsen kapitel 4, skal den pågældende registreres som bruger af køretøjet. Se registreringsbekendtgørelsens § 42. En bruger af et køretøj er en fysisk eller juridisk person, som er forskellig fra køretøjets registrerede ejer, og som har ret til at bruge køretøjet i 30 dage eller mere. Se registreringsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.

Ved registrering af en bruger gælder reglerne i registreringsbekendtgørelsens § 39 og § 40.

Tidligere registrering af køretøjet 

Hvis et brugt køretøj skal indregistreres i Motorregistret, og køretøjet tidligere har været registreret i Motorregistret (eller det tidligere Centralregister for Motorkøretøjer), skal registreringsattesten for denne registrering afleveres til Motorstyrelsen eller den autoriserede nummerpladeoperatør sammen med den nye anmeldelse. Se registreringsbekendtgørelsen §§ 43-46.

Dette gælder dog ikke, hvis betingelserne for at få erstattet den tidligere registreringsattest er opfyldt. Se registreringsbekendtgørelsens § 58.

Hvis køretøjet er afmeldt fra Motorregistret, skal registreringsattesten være forsynet med en påtegning om dette, ellers skal man vise en kvittering om, at nummerpladen er► blevet◄ ►ind◄leveret.

Hvis et brugt køretøj skal registreres i Motorregistret, og køretøjet senest har været registreret efter reglerne om Kongehusets, Forsvarets eller Beredskabsstyrelsens køretøjer, skal der fremlægges bevis for Motorstyrelsen for, hvem der er ejer af køretøjet, før registrering kan ske.

Køretøj, som er indført fra en stat i EU/EØS, Færøerne eller Grønland

Hvis en person indfører et brugt køretøj fra en EU/EØS-stat, Færøerne eller Grønland, skal den seneste udenlandske registreringsattest afleveres til Motorstyrelsen, eller den autoriserede nummerpladeoperatør, der forestår indregistreringen i Motorregistret, før registrering kan ske.

Hvis anmelderen erklærer over for Motorstyrelsen, at registreringsattesten eller dele af den er bortkommen eller inddraget, skal den pågældende vise andet bevis for køretøjets seneste udenlandske registrering. Den kompetente myndighed i den stat, hvor køretøjet senest har været registreret, skal skriftligt eller elektronisk bekræfte, at anmelderen har ret til at indregistrere køretøjet i en af de andre stater mv., der er nævnt ovenfor. Erklærer anmelderen, at køretøjet ikke tidligere har været registreret, skal den pågældende fremlægge bevis herfor.

Hvis køretøjet er forsynet med nummerplader, skal disse afleveres til Motorstyrelsen.

Se registreringsbekendtgørelsens § 45.

Køretøj, som er indført fra en stat uden for EU/EØS, Færøerne eller Grønland

Hvis en person indfører et brugt køretøj fra en stat uden for EU/EØS, Færøerne eller Grønland, skal den seneste udenlandske registreringsattest afleveres til Motorstyrelsen ved anmeldelse af køretøjet til registrering i Motorregistret. Bemærk, at registreringsattesten ikke kan afleveres til en autoriseret nummerpladeoperatør, hvis køretøjet indføres fra en stat uden for EU/EØS, Færøerne eller Grønland.

Hvis anmelderen erklærer over for Motorstyrelsen, at registreringsattesten eller dele af den er bortkommen eller inddraget, skal den pågældende fremlægge andet bevis for køretøjets seneste udenlandske registrering. Hvis anmelderen erklærer, at køretøjet ikke tidligere har været registreret, skal der fremlægges bevis for dette.

Motorstyrelsen kan dispensere fra kravet om fremlæggelse af andet bevis for køretøjets seneste udenlandske registrering samt kravet om bevis for at køretøjet ikke tidligere har været registreret jf. registreringsbekendtgørelsens § 2, stk. 3.

Hvis køretøjet er forsynet med nummerplader, skal disse afleveres til Motorstyrelsen.

Se registreringsbekendtgørelsens § 46.

Køretøjets stand

Et køretøj, der skal godkendes efter bekendtgørelse om godkendelse og syn af køretøjer, skal registreres med denne godkendelse, før køretøjet må bruges på færdselslovens område. Se registreringsbekendtgørelsens § 47.

Hvis et registreret køretøjs indretning, udstyr, art, brug eller tilkobling af køretøj ændres, og ændringen skal godkendes efter bekendtgørelse om godkendelse og syn af køretøjer, skal ændringen anmeldes til registrering, før køretøjet tages i brug med ændringen på færdselslovens område.

Dette omfatter alle typer af godkendelser efter bekendtgørelse om godkendelse og syn af køretøjer, herunder godkendelse af et køretøj ved syn af køretøjet. Godkendelsen kan i indtil 1 år danne grundlag for anmeldelse til registrering til den brug, til hvilken køretøjet er godkendt. Se synsbekendtgørelsens § 44, stk. 1.

For et fabriksnyt, standardtypegodkendt eller anmeldt EF-typegodkendt køretøj, der ikke skal synes, skal der afleveres en typeattest. Attesten skal være i overensstemmelse med de krav, der er stillet i bekendtgørelse om godkendelse og syn af køretøjer.

For biler, der bliver anmeldt til registrering til synsfri sammenkobling uden godkendelse (og som efter bekendtgørelse om synsfri sammenkobling af bil og påhængskøretøj med en tilladt totalvægt på højst 3.500 kg kan registreres uden godkendelse hertil), skal der ved anmeldelsen afleveres en erklæring i overensstemmelse med bekendtgørelsen om synsfri sammenkobling af bil og påhængskøretøj med en tilladt totalvægt på højst 3.500 kg.

For et køretøj, der er underkastet periodisk syn, og som ikke skal synes, skal der afleveres dokumentation for seneste syn og godkendelse. Se synsbekendtgørelsens § 34, stk. 9.

Ansvarsforsikring 

Et motordrevet køretøj kan kun registreres, hvis der i overensstemmelse med færdselsloven er tegnet en ansvarsforsikring for køretøjet. Se registreringsbekendtgørelsen § 48.

Motorstyrelsen kræver ikke bevis for at køretøjet er forsikret, når der sker ændring af de registrerede oplysninger, der fremgår af registreringsattesten, medmindre der er tale om ny ejer eller bruger.

Registreringsafgift

Et køretøj kan kun registreres, hvis registreringsafgiften af køretøjet er berigtiget i overensstemmelse med registreringsafgiftsloven. Motorstyrelsen registrerer i Motorregisteret, når et køretøj er afgiftsberigtiget i overensstemmelse med registreringsafgiftsloven.  

Se registreringsbekendtgørelsens § 49.

Følgende køretøjer kan registreres uden bevis for afgiftsberigtigelse:

  • Bil med tilladt totalvægt over 4 tons som nævnt i REGAL § 2, stk. 1, nr. 8, litra a.
  • Motorkøretøj, der hovedsagelig er indrettet til og udelukkende registreres som trækkraft for andet afgiftsfrit køretøj. Se REGAL § 2, stk. 1, nr. 10.
  • Ambulance eller rustvogn. Se REGAL § 2, stk. 1, nr. 4
  • Egentligt brandslukningskøretøj. Se REGAL § 2, stk. 1, nr. 3
  • Køretøj, der bliver anvendt til buskørsel, herunder rutekørsel i henhold til lov om buskørsel, hvis tilladelse til buskørsel, herunder rutekørsel forevises ved anmeldelsen. Se REGAL § 2, stk. 1, nr. 5
  • Traktor
  • Knallert
  • Påhængs- eller sættevogn, der utvivlsomt er konstrueret og indrettet til godstransport. Se REGAL § 2, stk. 1, nr. 12
  • Campingvogn eller andet registreringspligtigt påhængsredskab
  • Motorredskab
  • Eldrevet køretøj, køretøj, forudsat at dette er fritaget for registreringsafgift eller et brintdrevet køretøj.

Når man anmelder et køretøj til omregistrering til en ny tilladt totalvægt efter REGAL § 5, skal man fremlægge bevis for den betalte registreringsafgift. Det er en forudsætning, at køretøjet allerede er registreret i Motorregistret.

Man skal ikke fremlægge bevis for, at registreringsafgiften er betalt, hvis bilens tilladte totalvægt ændres inden for et af følgende intervaller:

  • 0-2.000 kg.
  • 2.001-2.500 kg.
  • 2.501-3.000 kg.
  • 3.001-4.000 kg.
  • Over 4.000 kg.

Se registreringsbekendtgørelsens § 49, stk. 4.

Godskørsel, firmakørsel, taxikørsel og udrykningskørsel

Registreringsbekendtgørelsens §§ 50-53 nævner reglerne for registrering af køretøjer til gods- og firmakørsel, buskørsel, taxikørsel samt udrykningskørsel.

Gods- og firmakørsel

Hvis en registreret bruger af et motorkøretøj eller vogntog har tilladelse til godskørsel for fremmed regning, skal denne tilladelse registreres på køretøjet. Se registreringsbekendtgørelsens § 50.

Et køretøj der efter lov om kørsel med gods skal anmeldes til firmakørsel, skal anmeldes til registrering. Se registreringsbekendtgørelsens § 51.

Køretøjets registreringsattest bliver forsynet med en påtegning om, at køretøjet (vogntoget) er anmeldt som firmakøretøj. Registreringsattesten gælder herefter som bevis for anmeldelsen.

Man skal medbringe registreringsattesten eller kopi af denne under kørsel på færdselslovens område og efter anmodning vise den til politiet. Hvis registreringsattesten er i to dele, er det tilstrækkeligt at medbringe Del I.

Taxikørsel og lignende

Hvis en person skal bruge et køretøj til erhvervsmæssig personbefordring (taxikørsel eller sygetransport), hvor der efter lov om taxikørsel mv. kræves tilladelse, skal den pågældende anmelde køretøjet til registrering. Tilladelsen til taxikørsel mv. skal vises ved anmeldelsen. Se registreringsbekendtgørelsens § 52.

Tilladelsen skal være udstedt til en person, der er eller samtidig bliver registreret i Motorregistret som ejer eller bruger af køretøjet.

Udrykningskørsel

Et køretøj, der skal anvendes til udrykningskørsel, som der kræves en tilladelse til, skal anmeldes til registrering. Tilladelse til udrykningskørsel skal vises ved anmeldelsen. Se registreringsbekendtgørelsens § 53.