Faglige nyheder
Vejledningen er ajourført med seneste vedtagne lovgivning og praksis.
►Ved lov nr. 678 af 3. juni 2023 er der vedtaget en ny ejendomsskattelov. Loven implementerer sammen med Lov nr. 679 af 3. juni 2023 om ændring af kildeskatteloven, lov om kommunal indkomstskat, ejendomsvurderingsloven og forskellige andre love de resterende dele af boligskatteforliget fra 2017. Den nye ejendomskattelov moderniserer bl.a. reglerne på ejendomsbeskatningsområdet ved at gennem- og sammenskrive gældende love på området. Ejendomsskatteloven træder med få undtagelser i kraft den 1. juli 2023, men finder først anvendelse for ejendomsværdiskat, grundskyld og dækningsafgift fra og med 1. januar 2024. Reglerne er derfor ikke indarbejdet i denne udgave, men vil blive indarbejdet i Den juridiske vejledning 2024-1.◄
Bemærk om forholdet til vurderingslovgivningen:
►Ved lov nr. 654 af 8. juni 2017 er der vedtaget en ny ejendomsvurderingslov (EVL), der indeholder nye regler om ejendomsvurdering. Der er efterfølgende vedtaget en række justeringer af ejendomsvurderingsloven.
Ejendomsvurderingsloven trådte i kraft den 1. januar 2018. De første nye ejerboligvurderinger vil skulle foretages pr. 1. januar 2020, mens vurderinger af erhvervs-, landbrugs- og skovejendomme foretages pr. 1. marts 2021. Vurderinger foretaget i medfør af den tidligere vurderingslov gælder dog, indtil vurdering efter ejendomsvurderingsloven er foretaget, og der vil i et vist omfang blive foretaget vurderinger efter reglerne i vurderingsloven. Er der truffet en afgørelse om ny kategorisering efter EVL § 83 a, anses dette for at have samme retsvirkninger, som når dette sker som led i vurderingen i medfør af EVL § 3. Der henvises til ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelserne i ejendomsvurderingslovens kapitel 15.◄
Ved lov nr. 291 af 27. februar 2021 er vurderinger af ejendomsværdier af erhvervsejendomme mv. afskaffet fra 1. marts 2021.
Ved lov nr. 1597 af 28. december 2022 er den skattemæssige virkning af ejendomsvurderingen for 2020 af ejerboliger forlænget, således at 2020-vurderingen ikke kun tillægges skattemæssig virkning for skatte- og indkomståret 2021 og 2022, men også for skatte- og indkomståret 2023. Der henvises til ændringer, som er foretaget i afsnit C.H.3. Derudover kan der læses mere om forlængelsen af den skattemæssige virkning af ejendomsvurderingen for 2020 af ejerboliger i afsnit H.A.13.
►Der er ved lov nr. 369 af 2. april 2023 vedtaget en ny mulighed for at Skatteforvaltningen i visse tilfælde skal kunne træffe beslutning om kategorisering af ejendommen, selv om vurderingen pr. 1. marts 2021 endnu ikke foreligger. Se EVL § 83 a, stk. 1.
Når en ejendom henføres til en kategori i medfør af EVL § 83 a, vil det have samme retsvirkninger, som når dette sker som led i vurderingen i medfør af § 3. Dette indebærer, at kategoriseringen vil få den samme betydning i forhold til den øvrige skattelovgivning, som en vurdering efter EVL § 5 og 6. Afgørelsen har i forhold til ejendomsavancebeskatningsloven virkning for overdragelser, der finder sted fra og med den dato, hvor den er meddelt ejeren. Se EVL § 83 a, stk. 2, 4. pkt.
Reglerne er beskrevet i afsnit H.A.2.2.7.◄
►Vurderingsstyrelsen har udsendt styresignalet SKM2023.149.VURDST. Styresignalet fastlægger praksis vedrørende fastsættelse af juridiske kategorier efter EVL § 3 og beskriver Skatteforvaltningens administration af det skøn, der følger af reglerne i EVL § 3, stk. 2.
Den fastsatte praksis, som er indeholdt i styresignalet, er indarbejdet i Den juridiske vejledning 2023-2, afsnit H.A.2.2 om kategorisering af ejendomme.◄
►Ved lov nr. 688 af 8. juni 2017 er der foretaget en række ændringer i ejendomsavancebeskatningsloven som følge af vedtagelsen af den nye ejendomsvurderingslov. Ændringerne er alene konsekventændringer. Efter ændringen henvises der i bestemmelserne til ejendomsvurderingsloven og ikke længere til den tidligere gældende lov om vurdering af landets faste ejendomme. Ændringerne vedrører EBL §§ 5, stk. 6, § 5 A, stk. 1, § 6, stk. 2, og § 9, stk. 1. Formuleringen heri, herunder den nye henvisning til ejendomsvurderingsloven har virkning fra og med det skatteår henholdsvis det indkomstår, hvor beskatningen sker på grundlag af ejendomsvurderinger foretaget efter EVL §§ 5 eller 6.
For ejendomme, hvor afgørelsen om, hvilken kategori en ejendom ved vurderingsterminen pr. 1. marts 2021 skal henføres til, jf. EVL § 3, er truffet uafhængigt af vurderingen i medfør af EVL § 83 a, har den ændrede formulering i ejendomsavancebeskatningsloven også virkning for overdragelser der finder sted fra og med den dato, hvor afgørelsen efter EVL § 83 a er meddelt ejeren. Indtil da gælder reglerne i den tidligere gældende lov om vurdering af landets faste ejendomme (vurderingsloven). Se lov nr. 688 af 8. juni 2017, § 22, stk. 12, som senest ændret ved lov nr. 679 af 3. juni 2023.◄
Disse lovændringer har i tidligere udgaver medført ændringer på en række punkter i dette afsnit, C.H Fast ejendom.
|