Indhold

Dette afsnit beskriver, hvornår restanceinddrivelsesmyndigheden kan ændre eller tilbagekalde en lønindeholdelse eller indgå en afdragsordning som alternativ til lønindeholdelse.

Afsnittet indeholder:

• Ændring af lønindeholdelsesprocenten ved ændring i skyldners økonomiske forhold
• Forhøjelse af lønindeholdelsesprocenten
• Korrektioner
• Ophør af en lønindeholdelse
• Afdragsordning i stedet for lønindeholdelse
• Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Se afsnit G.A.3.1.2.9 om særskilt lønindeholdelse, der beskriver regelsættet ved særskilt lønindeholdelse.

Ændring af indeholdelsesprocenten ved ændring i skyldners økonomiske forhold

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan træffe afgørelse om en ændret indeholdelsesprocent, hvis skyldners økonomiske forhold ændrer sig. Hvis afgørelsen om ændring af lønindeholdelsesprocenten baseres på vurdering af, at skyldners betalingsevne er forhøjet, skal restanceinddrivelsesmyndigheden iagttage reglerne om varsel i gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 13, stk. 4.

Se gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 13, stk. 9.

Skyldner anmoder om betalingsevnevurdering 

Restanceinddrivelsesmyndigheden skal gennemføre en betalingsevnevurdering efter reglerne i gældsinddrivelsesbekendtgørelsens kapitel 7, hvis skyldneren som følge af væsentligt ændrede økonomiske forhold, anmoder herom.

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan dog vælge at afvise at foretage en betalingsevnevurdering, når det vil være uden betydning for afgørelsens udfald.

Se gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 13, stk. 10.

Har restanceinddrivelsesmyndigheden truffet en afgørelse om lønindeholdelse og viser en ny betalingsevnevurdering, at lønindeholdelsesprocenten skal nedsættes, sker der ikke udbetaling af en difference på de lønindeholdte beløb. Se SKM2013.473.LSR hvor Landsskatteretten udtalte, at der ikke ses at være grundlag for tilbagebetaling af en del af et lønindeholdt beløb, idet den første afgørelse var truffet i overensstemmelse med gældende regler og gyldig, indtil restanceinddrivelsesmyndigheden traf den nye afgørelse.

Forhøjelse af lønindeholdelsesprocenten

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan foretage lønindeholdelse hos en skyldner med den lønindeholdelsesprocent, som kan fastsættes på baggrund af en konkret betalingsevnevurdering efter anmodning fra skyldner, selvom denne lønindeholdelsesprocent er højere end den lønindeholdelsesprocent, der er varslet efter tabeltræk.

Se SKM2007.627.LSR hvor Landsskatteretten udtalte, at der ikke i gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 8, stk. 7 (nu § 13, stk. 7), eller andet steds er tilstrækkeligt grundlag for at antage, at der skal foreligge særlige omstændigheder for, at restanceinddrivelsesmyndigheden på baggrund af en betalingsevnevurdering kan fastsætte lønindeholdelsesprocenten højere end den indeholdelsesprocent anvendelsen af tabeltrækket i dagældende gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1 (nu  § 10, stk. 1) ville føre til. Selv om lønindeholdelsesprocenten efter dagældende gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1 (nu  § 10, stk. 1), således i sagen ville være lavere end indeholdelsesprocenten opgjort på grundlag af en betalingsvurdering, var der derfor ikke grundlag for at ændre skattecentrets afgørelse.

Se også SKM2007.647.SKAT om (daværende) SKATs fortolkning af Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse i SKM2007.627.LSR.

Krav om fornyet varsel

Når lønindeholdelsesprocenten, beregnet efter en konkret betalingsevnevurdering, resulterer i en højere lønindeholdelsesprocent, end den lønindeholdelsesprocent, der er varslet efter tabeltræk, skal skyldner varsles på ny. Se gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 13, stk. 4.

Korrektioner

Efter gældsinddrivelseslovens § 10 b, kan restanceinddrivelsesmyndigheden kræve, at fordringshavere tilbagebetaler for meget modtagne beløb, fordi der sker en nedsættelse af det samlede beløb, der er indeholdt i A-skat, og lønindeholdt efter gældsinddrivelseslovens § 10 eller § 10 a, som følge af en indeholdelsespligtig korrektion af et indberettet beløb til indkomstregistret, efter at restanceinddrivelsesmyndigheden har anvendt en del af det indberettede beløb til dækning af fordringer i overensstemmelse med gældsinddrivelseslovens § 4.

Bestemmelsen sikrer således, at fordringer, som ikke blev dækket ved lønindeholdelse, som følge af nedsættelse af en tidligere indberetning, genopstår helt eller delvist, så gældsbilledet afspejler situationen, som den ville have været, hvis der havde været foretaget en korrekt indberetning af det lønindeholdte beløb fra starten.

Herved genopstår de berørte fordringer helt eller delvist, og fordringshaverne skal således tilbagebetale tidligere modtagne beløb. Kravet til fordringshaverne om at tilbagebetale allerede modtagne beløb modsvares således af skyldnerens genopståede fordringer.

Overordnet medfører bestemmelsen opsummeret følgende:

• For fordringshaverne betyder det, at deres fordring eller fordringer på skyldneren helt eller delvist genopstår
• For skyldnerne betyder en nedsættelse af indberetningen, at den eller de fordringer, der blev dækket med den indberettede lønindeholdelse, helt eller delvist genopstår, så det samlede gældsbillede fremstår, som det ville have set ud, hvis den oprindelige indberetning havde været korrekt fra starten. Dette betyder, at fordringen pålægges renter, som hvis fordringen ikke var blevet dækket ved lønindeholdelsen.

Ophør af en lønindeholdelse

Det er ikke nærmere reguleret i gældsinddrivelsesbekendtgørelsen, hvornår en lønindeholdelse hos skyldner ophører. Det vil derfor bero på restanceinddrivelsesmyndighedens beslutning som led i faktisk forvaltningsvirksomhed, hvornår en lønindeholdelse skal ophøre.

Gælden er indfriet

Når gælden omfattet af lønindeholdelsen er indfriet, ophører lønindeholdelsen.

Hvis der i forbindelse med den sidste lønindeholdelse indeholdes et beløb, der overstiger den gæld, der er omfattet af lønindeholdelsen, kan det overskydende beløb i visse tilfælde anvendes til modregning i anden gæld, der ikke er omfattet af lønindeholdelsen. Se nærmere om modregningsmulighederne i afsnit G.A.3.1.2.4.6 Overskydende lønindeholdte beløb.

Afdragsordning i stedet for lønindeholdelse

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan, inden for lovgivningens rammer, som led i faktisk forvaltningsvirksomhed beslutte hvilket inddrivelsesværktøj, der skal anvendes til at inddrive en skyldners gæld.

Se mere herom afsnit G.A.2.2.4 Sondringen mellem afgørelse og faktisk forvaltningsvirksomhed.

Skyldner anmoder om en afdragsordning

Hvis skyldner anmoder om en afdragsordning, fx efter varsel om lønindeholdelse, skal restanceinddrivelsesmyndigheden forholde sig til skyldnerens anmodning. Hvorvidt anmodningen skal imødekommes vil bero på en konkret vurdering af, om afdragsordningen vil være det mest egnede inddrivelsesværktøj til at inddrive skyldners gæld.

Manglende behandling af skyldners anmodning om en afdragsordning kan medføre, at en efterfølgende afgørelse om lønindeholdelse vil kunne anses som ugyldig. Se SKM2010.642.LSR og SKM2011.221.LSR.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Landsskatteretten
SKM2013.473.LSR	Landsskatteretten fandt ikke grundlag for at pålægge restanceinddrivelses-myndigheden at tilbagebetale en del af et lønindeholdt beløb.	En gyldig truffet afgørelse om lønindeholdelse gælder, indtil der træffes afgørelse om, at den ophører, eller der træffes en ny afgørelse, og de indeholdte beløb skal ikke tilbagebetales, uanset at betalingsevnen er nedsat.
SKM2007.627.LSR	Landsskatteretten har afgjort, at restanceinddrivelsesmyndigheden på baggrund af en betalingsevnevurdering kan fastsætte en højere lønindeholdelsesprocent end den indeholdelsesprocent, anvendelsen af gældsinddrivelsesbekendtgørelsen § 5, stk. 1 (nu § 10, stk. 1), ville føre til.	Det er Gældsstyrelsens opfattelse at det på baggrund af Landsskatterettens afgørelse kan lægges til grund, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan foretage lønindeholdelse hos en skyldner med den lønindeholdelsesprocent, som kan fastsættes på baggrund af en konkret betalingsevnevurdering, selvom restanceinddrivelsesmyndigheden har varslet en lønindeholdelse med en lavere lønindeholdelsesprocent efter tabeltrækket, når der efterfølgende er indsendt budgetskema. Se SKM2007.647.SKAT
SKM2010.586.LSR	Skattecentret havde lønindeholdt med et for stort beløb. Landsskatteretten fandt, at beløbet som udgangspunkt skulle tilbagebetales. Det var ikke godtgjort, at klageren var blevet kompenseret ved berostillelse af lønindeholdelsen de efterfølgende to måneder.
SKM2010.642.LSR	SKAT havde uden varsel iværksat lønindeholdelse over for klageren på trods af, at klageren havde indsendt et budgetskema. Indsendelse af budgetskema blev af Landsskatteretten opfattet som et ønske fra skyldneren om at indgå en afdragsordning. Landsskatteretten fandt, at lønindeholdelse er et mere indgribende middel end fastsættelse af en afdragsordning, og at SKAT derfor skulle have pålagt skyldneren en afdragsordning i stedet for at iværksætte lønindeholdelse. SKATs afgørelse om lønindeholdelse blev derfor ophævet.	Det er Gældsstyrelsens opfattelse, at det er en konkret afgørelse, hvor Landsskatteretten lagde vægt på, at skyldners anmodning om afdragsordning ikke var behandlet. Derudover lagde Landsskatteretten vægt på, at afgørelsen om lønindeholdelsen ikke var varslet. Det er Gældsstyrelsens opfattelse, at en beslutning om hvilket inddrivelsesværktøj, restanceinddrivelsesmyndigheden skal anvende, sker som led faktisk forvaltningsvirksomhed, og at en sådan beslutning derfor ikke kan påklages til Landsskatteretten.
SKM2011.221.LSR	Landsskatteretten ophævede den af SKAT varslede og iværksatte lønindeholdelse over for klageren, idet retten fandt, at lønindeholdelse måtte anses som et mere indgribende tvangsinddrivelsesskridt end fastsættelse af en afdragsordning, hvorfor der skulle foreligge særlige grunde til, at en restance blev inddrevet ved lønindeholdelse, f.eks. at skyldneren havde misligholdt en afdragsordning, samt idet retten ikke fandt, at SKAT forinden udsendelsen af varslet om lønindeholdelsen behørigt havde forsøgt at iværksætte en afdragsordning med klageren.	Det er Gældsstyrelsens opfattelse, at afgørelsen må forstås således, at Landsskatteretten har lagt til grund, at klagerens henvendelser til SKAT efter modtagelse af en rykkerskrivelse med vejledning om at kontakte SKAT for at indgå en betalingsordning, var en anmodning fra klager om at få  en betalingsordning, som SKAT ikke havde behandlet.