Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for, hvornår nye transportmidler kan leveres momsfrit (med 0-momssats) til erhververe i andre EU-lande. Se ML § 34, stk. 1, nr. 2.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

Der er efter ML § 34, stk. 1, nr. 2, momsfritagelse af levering af nye transportmidler, som af sælgeren eller af køberen eller for disses regning forsendes eller transporteres til køberen i et andet EU-land. Det gælder selvom køberen ikke har bopæl i dette EU-land. Se sag C-84/09, X, præmis 22 og 23.

Bestemmelsen er en følge af, at der skal betales moms i erhvervelseslandet af nye transportmidler efter tilsvarende regler som fastsat i ML § 11. stk. 1, nr. 2, som gennemfører Momssystemdirektivets artikel 2, stk. 1, litra b), nr. ii). Erhvervelseslandet anses således som det land, hvori transporten afsluttes, og hvor transportmidlet endeligt og varigt skal anvendes. Se D.A.4.8.2 om betaling af erhvervelsesmoms af nye transportmidler.

EU-Domstolen udtaler i C-26/16, Santogal M-Comércio e Reparação de Automóveis Lda, om denne sammenhæng mellem levering og erhvervelse inden for EU af et gode, herunder et nyt transportmiddel, at:

"47. Henset til en sådan transaktions særlige karakter har Domstolen fastslået, at det for at kunne kvalificere transaktionen som en »erhvervelse inden for Fællesskabet« er nødvendigt at foretage en samlet vurdering af alle de objektive faktiske omstændigheder, som er relevante for afgørelsen af, om den erhvervede vare faktisk har forladt leveringsmedlemsstatens område, og, i bekræftende fald, i hvilken medlemsstat det endelige brug finder sted. Ud over det tidsmæssige forløb af transporten af den omhandlede vare kan følgende faktorer være af betydning i den henseende: stedet for indregistrering og almindelig brug deraf, erhververens bopæl og tilstedeværelsen eller fraværet af forbindelser mellem erhververen og leveringsmedlemsstaten eller en anden medlemsstat (jf. i denne retning dom af 18.11.2010, X, C-84/09, EU:C:2010:693, præmis 41-45 og 50).

48. Det fremgår af denne retspraksis, at selv om erhververen af et nyt transportmiddels bopæl udgør et relevant element ved den samlede vurdering med henblik på at afgøre stedet for transportmidlets endelige brug, kan det ikke i sig selv afgøre kvalificeringen som »levering inden for Fællesskabet« og hermed fritagelsen under de i momsdirektivets artikel 138, stk. 2, litra a), fastsatte betingelser."

EU-Domstolen fastslår endvidere i sag C-84/09, X, bl.a., at

" 46. I det særlige tilfælde, som erhvervelse af en sejlbåd udgør, (…) vil den medlemsstat, hvis flag fartøjet fører, ligeledes kunne være relevant såvel som det sted, hvor sejlbåden normalt vil befinde sig eller ligge for anker, samt dens overvintringssted.

47. Derudover skal erhververens hensigter på erhvervelsestidspunktet særlig i en sag om erhvervelsen af et nyt transportmiddel så vidt muligt tages i betragtning, under forudsætning af, at de understøttes ved objektive beviselementer".

Levering af et nyt transportmiddel, der forsendes eller transporteres fra Danmark til et andet EU-land, er således momsfritaget. Ud over kravet om, at der skal være gennemført en grænseoverskridende forsendelse eller transport, er der ingen yderligere krav til momsfritagelse af leveringen. Salget er fritaget for moms, fordi erhvervelsen af det nye transportmiddel skal beskattes i det andet EU-land, hvor transporten afsluttes.

Begrebet "forsendes" i Momssystemdirektivets artikel 138, stk. 1, betyder, at momsfritagelsen for levering inden for EU først kan anvendes, når retten til som ejer at råde over transportmidlet er overdraget til køberen, og sælgeren har godtgjort, at transportmidlet er blevet forsendt eller transporteret til en anden medlemsstat og dermed fysisk har forladt leveringsmedlemsstaten. Se præmis 42 i EU-Domstolens dom i sag C-409/04, Teleos m.fl.

Afgørelsen af, om der foreligger en erhvervelse i et andet EU-land, hvor forsendelsen eller transporten afsluttes, skal dermed ske på grundlag af en samlet vurdering af alle de objektive faktiske omstændigheder, som er relevante ved afgørelsen af i hvilken medlemsstat, den endelige og varige anvendelse af det omhandlede transportmiddel vil finde sted, jf. C-84/09, X, præmis 22 og 23.

Derudover kan der ikke forbindelse med leverancen fastsættes en frist for, hvornår transporten/forsendelsen til medlemsstaten for den endelige anvendelse af transportmidlet skal afsluttes, jf. bl.a. præmis 31-33 samt 44 i C-84/09, X.

Selvom køberens bopæl er relevant for den samlede vurdering, kan sælgeren ikke nægtes at anvende fritagelsen alene med den begrundelse, at køberen ikke er etableret eller er hjemmehørende i bestemmelsesmedlemsstaten. Bopæl i bestemmelsesmedlemsstaten anses dog for at være et stærkt tilknytningsmoment for den varige anvendelse, og derfor skal køber kunne fremlægge andre oplysninger og valid dokumentation, som på anden måde kan sandsynliggøre den varige anvendelse i bestemmelsesmedlemsstaten.

Omvendt er fx købers bopæl, bådplads/parkeringsplads mv. i en anden medlemsstat ikke ensbetydende med, at der ikke skal opkræves moms i sælgers land, hvis øvrige momenter peger i retning af, at transportmidlet varigt skal anvendes i sælgers land.

Leveringsstedet er således der, hvor transporten afsluttes, og hvor transportmidlet varigt skal anvendes.

Tilknytningen og dermed anvendelsen af transportmidlet i bestemmelsesmedlemsstaten skal således foretages på baggrund af samtlige tilknytningsmomenter til den pågældende medlemsstat. I den samlede vurdering skal andre forhold dermed indgå, herunder fx afstanden mellem bopæl og det sted, hvor transportmidlet parkeres mv. (tilgængelighed), transportmidlets art og den sammenhæng, hvori transportmidlet skal anvendes (ferieformål, konkurrencesport o.a.).

Yderligere tilknytningsmomenter og forhold, som kan understøtte stedet for den varige anvendelse, kan være ejendomsret til anden fast ejendom til egen benyttelse (sommerbolig) eller lignende, samt eventuelle familiemæssige bånd til det sted, hvor transportmidlet skal parkeres/fartøjet skal fortøjes.

Købers oplysninger skal underbygge stedet for transportmidlets varige anvendelse. Der må således ikke være øvrige forhold, som kan skabe tvivl om rigtigheden af købers erklærede hensigt samt den af køber fremlagte dokumentation.

Dokumentation for fysisk forsendelse eller transport

Sælger skal dokumentere, at betingelserne for anvendelse af momsfritagelsen for levering af nye transportmidler til en erhverver i et andet EU-land er opfyldte.

En sælger, der herefter handler i god tro, må ikke nægtes momsfritagelse i forbindelse med leveringer inden for EU, hvis køber har fremlagt falske beviser for, at transportmidlet er transporteret og dermed skal anvendes varigt i et andet EU-land. Det er dog en betingelse, at sælgeren har gjort alt, hvad den pågældende med rimelighed er i stand til for at sikre en korrekt anvendelse af bestemmelserne om moms.

Det kan ikke pålægges sælgeren at fremlægge beviser for, at der er sket betaling af erhvervelsesmoms i det EU-land, hvor transporten afsluttes, jf. C-587/10, VSTR, præmis 55 samt C-26/16, Santogal M-Comércio e Reparação de Automóveis Lda, præmis 67.

Hvis køberen har betalt moms i bestemmelsesmedlemsstaten, kan dette udgøre et supplerende bevis for, at transportmidlet faktisk har forladt sælgerens EU-land, selvom det ikke er et afgørende bevis i spørgsmålet om momsfritagelse. Se præmis 68 og 72 i EU-Domstolens dom i sag C-409/04, Teleos m.fl.

Følgende dokumentation skal indhentes af sælger med henblik på at sikre sig, at transportmidlet faktisk har forladt sælgers land, og at den endelige brug finder sted i et andet EU-land:

  • Erklæring underskrevet af køber, der oplyser købers navn, bopæl og øvrige relevante identifikationsoplysninger, herunder oplysninger om købers hensigt på købstidspunktet om anvendelsen af det omhandlede transportmiddel i det andet EU-land.
    Hvis køber selv står for transporten, skal køber erklære, at transportmidlet vil blive forsendt eller transporteret til det andet EU-land, der af køber på købstidspunktet er angivet som det land, hvor transportmidlet skal anvendes varigt.
  • Købers oplysninger og dokumentation om anden varig tilknytning til det land, hvor transportmidlet skal anvendes, når bestemmelseslandet ikke er sammenfaldende med etablerings-/bopælslandet, f.eks.:
    • Oplysninger om indregistrering, herunder om registrering af motorkøretøjer på grænseplader og gyldighed
    • Forsikringsoplysninger vedrørende det købte transportmiddels anvendelse
    • Oplysninger om aftale om leje af havne-/overvintringsplads
  • Enhver foreliggende korrespondance i øvrigt med køber vedrørende leveringen, som understøtter købers ovenfornævnte oplysninger, herunder særligt den erklærede hensigt om anvendelse af transportmidlet.

Bemærk

Hvis sælgeren ikke kan fremlægge dokumentation for, at betingelserne for momsfritagelse er opfyldt, skal der afregnes dansk moms af salget.

Der gælder særlige faktureringsbestemmelser for virksomheders og privatpersoners enkeltstående salg af nye transportmidler. Se D.A.3.2.2 Privatpersoners levering af nye transportmidler til andet EU-land og A.B.3.3.2 Fakturering ved levering af nye transportmidler.

For brugte transportmidler gælder de almindelige regler.

Se også

D.A.4.8.2 om definitionen på nye transportmidler.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Kommentarer

EU-domme

Sag C-26/16 Santogal
M-Comércio e Reparação
de Automóveis Lda

Domstolen udtalte bl.a. at momssystemdirektivets artikel 138, stk. 2, litra a), er til hinder for nationale bestemmelser, som gør fritagelse af en levering inden for Fællesskabet af et nyt transportmiddel betinget af, at erhververen af transportmidlet er etableret eller har bopæl i bestemmelsesmedlemsstaten for det pågældende transportmiddel.

Selv om erhververens bopæl udgør et relevant element ved den samlede vurdering med henblik på at afgøre stedet for transportmidlets endelige brug, kan det således ikke i sig selv afgøre kvalificeringen som »levering inden for Fællesskabet« og hermed fritagelsen under de i momsdirektivets artikel 138, stk. 2, litra a), fastsatte betingelser.

Endvidere udtalte domstolen, at retssikkerhedsprincippet, proportionalitetsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er til hinder for, at sælgeren af et nyt transportmiddel, som erhververen har transporteret til en anden medlemsstat og midlertidigt indregistreret i denne medlemsstat, efterfølgende er forpligtet til at betale merværdiafgift i tilfælde af, at erhververen har begået afgiftssvig, medmindre det på baggrund af objektive forhold godtgøres, at sælgeren vidste eller burde have vidst, at transaktionen var led i svig fra erhververens side, og sælgeren ikke har truffet enhver foranstaltning, som den pågældende med rimelighed var i stand til, for at undgå sin egen deltagelse i denne svig.