Indhold

Afsnittet handler om afgift af klasselotteri.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Hvem er afgiftspligtig?
  • Afgiftens størrelse og beregning
  • Afgiftsperiode
  • Registrering, angivelse og betaling.

Se også

Se også afsnit E.A.9.14 for bestemmelser om regnskab og kontrol.

Regel

Indehavere af en tilladelse til udbud af klasselotteri efter SPILL § 8 skal betale en afgift på 15 pct. af gevinster, beregnet af den del af gevinstbeløbet, der overstiger 200 kr. Se SPILAL § 3.

Indehaveren af Danske Spil A/S’ tilladelse til udbud af klasselotteri skal også betale en afgift på 6 pct. af indskudssummen. Se SPILAL § 4.

Bemærk

Indtil 1. april 2022 kunne Det Danske Klasselotteri A/S, Landbrugslotteriet og Almindeligt Dansk Vare- og Industrilotteri (Varelotteriet) få tilladelse til at udbyde klasselotteri.

Ved lov nr. 375 af 28. marts 2022 § 2 blev SPILAL § 4 ændret som følge af sammenlægningen af Danske Spil A/S og Det Danske Klasselotteri A/S. Fra 1. april 2022 skal spilletilladelsen gives til Danske Spil A/S, og bestemmelsen medfører, at datterselskaber af Danske Spil A/S, som benytter dennes spilletilladelse til at udbyde klasselotteri, også er afgiftspligtige som følge af tilladelsen.

Fra 1. april 2022 kan Danske Spil A/S, Landbrugslotteriet og Varelotteriet derfor få tilladelse til at udbyde klasselotteri. Se SPILL § 8 og lov nr. 375 af 28.marts 2022 om ændring af lov om spil, lov om afgifter af spil, lov om udlodning af overskud og udbytte fra lotteri, folkeoplysningsloven og lov om Danske Spil A/S.

Hvem er afgiftspligtig?

Det er kun Danske Spil A/S, Landbrugslotteriet og Almindeligt Dansk Vare- og Industrilotteri, der kan få tilladelse til at udbyde klasselotteri. Det er Spillemyndigheden, der giver tilladelsen til Danske Spil A/S, mens Justitsministeriet giver tilladelse til Landbrugslotteriet og Almindeligt Dansk Vare- og Industrilotteri. Se SPILL § 8.

Det er disse tre virksomheder, der er afgiftspligtige for udbud af klasselotteri.

Afgiftens størrelse og beregning

Der skal betales en afgift på 15 pct. af gevinster vundet i klasselotterier. Afgiften betales af det gevinstbeløb, der overstiger 200 kr. Se SPILAL § 3.

Herudover skal indehaveren af Danske Spil A/S´ tilladelse til udbud af klasselotteri betale en afgift på 6 pct. af indskudssummen. Se SPILAL § 4. Et af Danske Spil A/S' datterselskaber kan derfor også være afgiftspligtige som følge heraf.

Afgiften af en lotterigevinst, der falder på et nummer, der er delt i halve, fjerdedele, ottendedele eller andre brøkdele, beregnes selvstændigt for hver af de faldne gevinstbeløb på delsedlerne. Det er uden betydning for afgiftsberegningen, om flere personer i forening spiller på samme lodseddel (en hel seddel eller en delseddel). Se SPILAL § 26, stk. 2.

Der skal betales afgift af alle gevinstbeløb over 200 kr. uanset om gevinsten afhentes eller ej. Dog er gevinster på usolgte lodder afgiftsfri, og skal derfor ikke medtages på afgiftsanmeldelsen. Se SPILAL § 26, stk. 4. Det er en betingelse for afgiftsfriheden, at tilladelsesindehaveren kan dokumentere, at gevinsterne er faldet på ikke solgte lodder. Dokumentationen kan fx bestå af de usolgte lodder samt gevinstlister. Se også afsnit E.A.9.14 om regnskab og kontrol og A.B.3.5.3 om regnskab.

Der skal heller ikke betales afgift af uafhentede gevinster, hvis de efterfølgende bruges igen som gevinster i tilsvarende klasselotterispil. Se SPILAL § 26, stk. 4.

Afgiftsperiode

Afgiftsperioden er det enkelte lotteri. Se SPILAL § 25.

Registrering, angivelse og betaling

Alle, der har fået tilladelse til at afholde klasselotteri, skal anmelde deres virksomhed til registrering.

Registreringen skal ske ved brug af blanket 29.063, som kan findes på www.virk.dk.

Ændringer i de oplysninger, der er anmeldt til registrering, skal meddeles Skatteforvaltningen senest 8 dage efter ændringen.

Det er indehaveren af tilladelsen til at udbyde klasselotteri, der skal angive og betale afgiften.

Der skal betales gevinstafgift af alle gevinster over 200 kr. vundet i et klasselotteri. Det er indehaveren af tilladelsen til at udbyde klasselotteriet, der er den afgiftspligtige, og som skal indeholde afgiften før udbetaling af gevinsten til vinderen.

Angivelse og betaling af afgiften skal ske til Skatteforvaltningen senest fem dage efter den sidste trækning i lotteriets sidste klasse. Falder den seneste angivelses- og indbetalingsdag på en banklukkedag, skal angivelse og indbetaling ske senest førstkommende bankdag. Se SPILAL § 25.

De registrerede virksomheder skal som udgangspunkt tilmelde sig og bruge TastSelv til angivelse og betaling af afgiften.