Indhold
Afsnittet handler om nedsættelse af afgiften, når der tinglyses ejerskifte af fast ejendom, som er givet som gave til anerkendte kirkesamfund her i landet og til visse forhåndsgodkendte fonde, foreninger, institutioner mv.
Afsnittet indeholder:
- Den danske folkekirkes kirker mv.
- Fonde og foreninger mv.
- Testamente
- Kontant vederlag.
Den danske folkekirkes kirker mv.
Ved tinglysning af ejerskifte ved gaveoverdragelse af fast ejendom til den danske folkekirkes kirker, præsteembeder og menigheder eller anerkendte trossamfund her i landet, skal der kun betales 1.850 kr. i afgift. Se TAL § 7, stk. 1. og § 10 stk. 2, 1. pkt.
Der skal afgives en erklæring, der har følgende ordlyd, jf. TALbek § 31, stk. 1, nr. 1:
"Ejendommen erhverves ved gaveoverdragelse eller i henhold til testamente. Gavemodtager tilhører den danske folkekirkes kirker; en dansk menighed eller præsteembede eller et i Danmark anerkendt trossamfund."
Fonde og foreninger mv.
Ved tinglysning af ejerskifte i forbindelse med gaveoverdragelse af en fast ejendom til
- fonde, foreninger, stiftelser, institutioner mv. og religiøse samfund, der er forhåndsgodkendt efter BAL § 3, stk. 2,
- fonde, foreninger og stiftelser og institutioner mv., der er godkendt efter LL § 8 A, stk. 2 eller LL § 12, stk. 3.
skal der også kun betales en afgift på 1.850 kr. Se TAL § 10, stk. 2, 2. pkt. og § 7, stk. 1.
Der skal afgives følgende erklæring om afgiftsnedsættelsen, jf. TALbek § 31, stk. 1, nr. 2:
"Ejendommen erhverves ved gaveoverdragelse eller i henhold til testamente. Gavemodtager er en fond, forening, stiftelse, institution m.v. eller et religiøst samfund, der er godkendt af Skatteforvaltningen efter ligningslovens § 8 A, stk. 2, eller ligningslovens § 12, stk. 3, eller boafgiftslovens § 3, stk. 2.
Dato for told- og skatteforvaltningens godkendelse".
Testamente
Bestemmelsen i TAL § 10, stk. 2, gælder også på gaver efter testamentarisk bestemmelse.
Kontant vederlag
Afgiftsfritagelsen efter TAL § 10, stk. 2, omfatter den del af ejerskiftesummen, som berigtiges ved gave og overtagelse af prioritetsgæld i ejendommen. Skal gavemodtageren samtidigt betale et kontant beløb til gavegiveren, skal der betales fuld afgift efter TAL § 4 for denne del af ejerskiftesummen.