Indhold
Dette afsnit handler om måling af varmt brugsvand til fordeling mellem godtgørelsesberettigede formål og ikke-godtgørelsesberettigede formål.
Afsnittet indeholder:
- Godkendte vandmålere
- Kontrol med og krav til vandmålere
- Hovedregel for måling af varmt brugsvand
- Særlig regel for måling af varmt brugsvand.
Godkendte vandmålere
Godkendte vandmålere kan anvendes som afregnings- og fordelingsmålere over for Skattestyrelsen, hvis målerne opfylder kravene i BEK nr. 774 af 01/06-2022, herunder bilag MI-001 for vandmålere. Dette forudsætter, at vandmålerne anvendes i overensstemmelse med formålet.
Kontrol med og krav til vandmålere
Der skal anvendes godkendte vandmålere til fordeling af energiforbrug i varmtvandsbeholder/-veksler i forbindelse med godtgørelse af afgift af varmtvandsforbrug.
Sikkerhedsstyrelsen regulerer krav til og normer for vandmålere, der anvendes ved afregningen.
Hovedregel for måling af varmt brugsvand
Måling af energi til forbrugsvandvarmere skal som hovedregel ske efter samme princip som ved rumopvarmning. Der skal ikke ske særskilt måling af energi til opvarmning af ikke-godtgørelsesberettiget forbrugsvand, når energiforbrug til rumvarme og varmt brugsvand beregnes som forskellen mellem den målte samlede mængde produceret varmeenergi og den målte energi til proces.
Hvis der anvendes varmt brugsvand til godtgørelsesberettigede formål, skal dette energiforbrug måles med en varmeenergimåler. Hvis der anvendes varmt brugsvand fra samme beholder/veksler til både proces og rumvarme, skal der yderligere ske volumenmåling af den samlede mængde vand, der er varmet op, og den mængde vand, der er anvendt til proces. Se nedenstående skitse.
Særlig regel for måling af varmt brugsvand
Hvis den særlige regel om måling af damp og hedt vand anvendes, dvs. at der sker måling af rumvarme i stedet for procesenergi, gælder reglen også for varmt brugsvand. Se afsnit E.A.4.6.13.6 om undtagelser fra reglen om måling.
Der skal derfor ske måling af varmeenergi, der tilføres en varmtvandsbeholder/veksler. Hvis beholderen er monteret i varmeinstallationens rumvarmedel, der i forvejen er målt, skal der dog ikke ske yderligere måling. Hvis beholderen derimod er monteret i varmeinstallationens ikke målte procesdel, indbygges en varmeenergimåler som vist i nedenstående skitse.
Hvis der anvendes varmt brugsvand fra en beholder/veksler til både proces og varmt brugsvand, skal energiforbruget fordeles. Fordeling sker ved volumenmåling af den samlede mængde vand, der er varmet op og den mængde vand, der er anvendt til ikke-godtgørelsesberettigede formål. Energiforbrug til opvarmning af vandet måles med varmeenergimåler. Se nedenstående skitse.
Krav til volumenmålere fremgår af direktiv 2014/32/EU af 26. februar 2014 om måleinstrumenter. Sikkerhedsstyrelsen opstiller krav til godkendelse ud fra dette direktiv, hvorefter volumenmålere har en unøjagtighed på mindre end 5 pct. Målere, der opfylder disse nøjagtighedskrav, vil kunne anvendes.