Indhold

Dette afsnit handler om mulighederne for at spærre konti og depoter i forbindelse med manglende identifikation af indehaveren heraf. Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Spærring af konto eller depot

Se SIL § 53.

Regel

Efter SIL § 53, stk. 1, kan Skatteforvaltningen bestemme, at der i en periode på 6 måneder ikke må foretages dispositioner over konti og depoter i tilfælde, hvor konto- eller depotføreren ikke har sikker viden om indehaverens identitet, før indehaveren har identificeret sig over for konto- eller depotføreren.

►Efter § 53, stk. 2, kan Skatteforvaltningen bestemme, at konti og depoter, hvis indehaver ikke har kunnet identificeres efter stk. 1 spærres i yderligere 6 måneder og derefter efter Skatteforvaltningens forudgående offentlige varsling i Statstidende med 12 måneders frist inddrages til fordel for statskassen, såfremt ingen berettiget indsigelse er fremkommet derimod inden fristens udløb.
Skatteforvaltningen kan dog under særlige omstændigheder undlade sådan inddragelse eller yde godtgørelse af allerede inddragne beløb.◄

►◄

Spærringen af konto og depot

Efter SIL § 53, stk. 1, kan Skatteforvaltningen bestemme, at der i en periode på 6 måneder ikke må foretages dispositioner over konti og depoter i tilfælde, hvor konto- eller depotføreren ikke har sikker viden om indehaverens identitet, før indehaveren har identificeret sig over for konto- eller depotføreren.

Bestemmelsen omfatter de situationer, hvor den indberetningspligtige ikke har sikker viden om konto- eller depothaverens identitet og bopælsadresse, f.eks. hvor kontohaveren er flyttet uden at oplyse sin nye adresse til den indberetningspligtige, eller hvor der er afgivet urigtige oplysninger om navn og dansk identifikationsnummer over for den indberetningspligtige.

Konti og depoter, hvis indehaver ikke har kunnet identificeres efter SIL § 53, stk. 1, kan efter Skatteforvaltningens nærmere bestemmelse spærres i yderligere 6 måneder og derefter efter Skatteforvaltningens forudgående offentlige varsling i Statstidende med 12 måneders frist inddrages til fordel for statskassen, hvis ingen berettiget indsigelse er fremkommet derimod inden fristens udløb. Se SIL § 53, stk. 2.

►◄Den samlede tid, processen vedrørende inddragelse af en konto eller et depot efter bestemmelsen i SIL § 53 kan tage, er dermed to år.

Skatteforvaltningen kan dog under særlige omstændigheder undlade sådan inddragelse eller yde godtgørelse af allerede inddragne beløb. Se SIL § 53, stk. 2, sidste punkt.

Af bemærkninger til lovbestemmelsen, jf. lovforslag nr. 14 af 5. oktober 2017, fremgår det, at der ikke under de gældende regler er udviklet en praksis for, hvad disse særlige omstændigheder er. Særlige omstændigheder kan imidlertid være situationer, hvor kontohaveren har været afskåret fra at reagere f.eks. pga. sygdom.