åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "C.D.2.4.7.2.17 Definition af "tilknyttet person"" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

I SEL § 8 C, stk. 1, nr. 17, defineres begrebet tilknyttet person.

Bestemmelsen er udarbejdet med udgangspunkt i et selvstændigt skattesubjekt (subjektet). Bestemmelsen fastlægger, hvornår fysiske personer og andre selvstændige skattesubjekter har en sådan tilknytning til subjektet, at der er tale om tilknyttede personer.

Ved tilknyttet person forstås efter nr. 17, 1. pkt., et selvstændigt skattesubjekt, hvori et andet selvstændigt skattesubjekt (subjektet) har direkte eller indirekte indflydelse i form af stemmerettigheder eller kapitalejerskab på 25 pct. eller mere eller hvorfra subjektet har ret til at modtage 25 pct. eller mere af overskuddet. Der vil eksempelvis være tale om tilknyttede personer, hvis et selvstændigt skattesubjekt har en direkte eller indirekte indflydelse på 25 pct. eller mere af stemmerettighederne eller direkte eller indirekte ejer 25 pct. eller mere af kapitalen eller har ret til at modtage 25 pct. eller mere af overskuddet i andet selvstændigt skattesubjekt.

Ved tilknyttet person forstås efter nr. 17, 2. pkt., en fysisk person eller et selvstændigt skattesubjekt, som har direkte eller indirekte indflydelse i form af stemmerettigheder eller kapitalejerskab på 25 pct. eller mere i subjektet eller har ret til at modtage 25 pct. eller mere af subjektets overskud. Hvis en fysisk person f.eks. ejer 25 pct. eller mere af kapitalen i subjektet, vil den fysiske person således være en tilknyttet person til subjektet.

Af nr. 17, 3. pkt., følger, at hvis en fysisk person eller et selvstændigt skattesubjekt direkte eller indirekte har indflydelse i selskabet og et eller flere selvstændige skattesubjekter på 25 pct. eller mere, anses alle berørte enheder, herunder selskabet, for tilknyttede personer.

Hvis en fysisk person eller et selvstændigt skattesubjekt har en sådan indflydelse som nævnt ovenfor i et eller flere selvstændige skattesubjekter, anses alle berørte enheder således for at være tilknyttede personer.

Af nr. 17, 4. pkt., følger, at hvis en fysisk person eller et selvstændigt skattesubjekt agerer sammen med en anden person eller et selvstændigt skattesubjekt for så vidt angår stemmerettigheder eller kapitalejerskab af et subjekt, skal det selvstændige skattesubjekt henholdsvis personen hver især anses som indehaver af alle de berørte stemmerettigheder eller hele den berørte kapital i det pågældende subjekt.

Hvis eksempelvis en uafhængig fysisk person agerer sammen med en anden uafhængig fysisk person for så vidt angår stemmerettighederne i et selskab, så skal personerne hver især anses for indehaver af alle de berørte stemmerettigheder ved opgørelsen af den direkte og indirekte indflydelse i selskabet. Dette vil eksempelvis være tilfældet, hvis den første person formelt overfører sine stemmerettigheder til den anden uafhængige person, men hvor den anden person dog udnytter stemmerettighederne under instruktion fra den første person.

Det gælder tilsvarende, hvis et selvstændigt skattesubjekt agerer sammen med en fysisk person eller et andet selvstændigt skattesubjekt. Dette skal sikre, at forbindelsen som tilknyttet person ikke kan omgås ved, at f.eks. en fysisk person overfører stemmerettighederne i et selskab til en anden person, som dog fortsat agerer i overensstemmelse med den første persons ønsker og vilje for så vidt angår stemmerettighederne. Dette omfatter således også, hvor den direkte eller indirekte indflydelse indehaves af en fysisk persons nærtstående, idet de anses for at agere sammen. Ved nærtstående medregnes personens ægtefælle eller samlever, og dennes nærtstående. Ved nærtstående medregnes endvidere personens søskende, forældre og bedsteforældre samt børn og børnebørn og disses ægtefæller. Stedbarns- og adoptivforhold sidestilles i denne sammenhæng med ægte slægtskabsforhold.

Agerer sammen omfatter endvidere tilfælde, hvor fysiske personer og selvstændige skattesubjekter, der ejer en underordnet indflydelse i et selskab, indgår i et arrangement eller en aftale, som i praksis muliggør, at de agerer sammen for at indgå i et hybridt mismatch arrangement for bare én af deltagerne.

Ved en tilknyttet person forstås efter forslagets nr. 17, 5. pkt., et selvstændigt skattesubjekt, der er en del af samme konsoliderede koncern i regnskabsmæssig henseende som subjektet, et selvstændigt skattesubjekt, hvor subjektet har en væsentlig indflydelse på ledelsen, eller et selvstændigt skattesubjekt, som har en væsentlig indflydelse på ledelsen af subjektet.

En selvstændig juridisk person, der indgår i samme konsoliderede koncern i regnskabsmæssig henseende som et selskab, vil ligeledes være en tilknyttet person. Tilknyttede personer omfatter endvidere et selvstændigt skattesubjekt, hvor selskabet har en væsentlig indflydelse på ledelsen. Omvendt omfatter tilknyttede personer også et selvstændigt skattesubjekt, som har en væsentlig indflydelse på ledelsen af selskabet.

Af nr. 17, 6. pkt., følger, at uanset bestemmelsens 1.-3. pkt., er ejerskabskravet 50 pct. ved visse hybride mismatch. Dette omfatter

Bemærk

Begrebet tilknyttet person har særlig betydning i forhold til SEL § 8 C, stk. 4. Heraf fremgår det, at det er en generel betingelse for, at der er tale om et hybridt mismatch omfattet SEL § 8 C, stk. 1, nr. 1, litra a-g, at det hybride mismatch opstår mellem tilknyttede personer.

Se også

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Skatterådet

SKM2022.11.SR

Sagen drejede sig om, hvorvidt et dansk kommanditselskab var omfattet af SEL § 2 C, i tilfælde af at de indirekte medejere (medarbejdere) blev skattemæssigt hjemmehørende i en fremmed stat.

Skatterådet fandt ikke, at medarbejderne sammenlagt direkte eller indirekte ejede mindst 50 pct. af stemmerettighederne, kapitalen eller retten til andel af overskuddet i kommanditselskabet. Det gjorde ingen forskel, at majoritetsinvestoren via en køberet til medarbejdernes andele kunne opnå fuld kontrol med kommanditselskabet fordi investoren i forvejen havde den afgørende indflydelse.

Skatterådet bekræftede herefter i overensstemmelse med spørgers ønske, at selskabet ikke var omfattet af bestemmelsen. Selskabet skulle derfor ikke beskattes efter reglerne for selvstændige skattesubjekter i SEL § 1, stk. 1, nr. 2.

 
 SKM2021.218.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at to danske kommanditselskaber ikke var omfattet af SEL § 2 C. Sagen vedrørte fortolkningen af SEL § 2 C og henvisningen til "tilknyttede personer" i SEL § 8 C, stk. 1, nr. 17, og hvornår "agerer sammen" finder anvendelse.

Skatterådet fandt, at den direkte henvisning i SEL § 2 C til SEL § 8 C, stk. 1, nr. 17, medførte, at reglerne om at agere sammen, også skulle finde anvendelse ved vurdering af om investorerne sammenlagt direkte eller indirekte ejede mindst 50 pct. af stemmerne. Konsekvensen heraf var, at de investorer, der agerede sammen hver især ansås som indehaver af alle de berørte stemmerettigheder. Herefter ansås 96,5% af ejerandelene i de to danske K/S’er for ejet af investorer, der var hjemmehørende i lande, der anså et dansk K/S for en selvstændig skattepligtig enhed.

Afgørelsen er påklaget til Landsskatteretten for så vidt angår svaret på spørgsmål 1 
SKM2021.216.SR

Skatterådet kunne mod Spørgers ønske ikke bekræfte, at H4, ikke var omfattet af reglerne om hybride mismatch i SEL § 2 C.

H4 var ejet af to danske kommanditselskaber. Investorerne i det ene kommanditselskab kunne være hjemmehørende i lande, der anså et dansk kommanditselskab for et selvstændigt skattesubjekt. De to kommanditselskaber havde samme Investment Manager, der varetog daglig ledelse og drift i selskaberne.

Skatterådet fandt, at investorer, der deltog i selskaber med samme ledelse, ansås for at agere sammen via den fælles ledelse i forhold til underliggende investeringer. Samtlige investorer i H4 ansås dermed for at agere sammen via den fælles ledelse i de to kommanditselskaber, således at investorerne hver især skulle anses som indehaver af alle de berørte stemmerettigheder.

Konsekvensen heraf var, at over 50% af investorerne i H4 skulle anses for hjemmehørende i et land, der anså et dansk kommanditselskab for et selvstændigt skattesubjekt. H4 skulle herefter beskattes som et selvstændigt skattesubjekt, jf. SEL § 2 C.

Afgørelsen er påklaget til Landsskatteretten.
SKM2020.453.SR

Sagen drejede sig om, hvorvidt en række danske kommanditselskaber var omfattet af SEL § 2 C.

Vurderingen af om en eller flere investorer i relation til SEL § 2 C anses som "tilknyttet person" skulle ske efter definitionen i SEL § 8 C, stk. 1, nr. 17.

Investorerne i kommanditselskaberne bestod af danske og udenlandske pensionskasser og øvrige institutionelle investorer samt professionelle investorer. Skatterådet bekræftede, at ingen af de tre selskaber var omfattet af bestemmelsen i SEL § 2 C.

 
SKM2020.35.SR

Sagen drejede sig om, hvorvidt en række danske kommanditselskaber var omfattet af SEL § 2 C.

Vurderingen af om en eller flere investorer i relation til SEL § 2 C anses som "tilknyttet person" skulle ske efter definitionen i SEL § 8 C, stk. 1, nr. 17.

Skatterådet fandt ikke, at der var en eller flere tilknyttede personer, som sammenlagt direkte eller indirekte ejede mindst 50 pct. af stemmerettighederne, kapitalen eller retten til andel af overskuddet i kommanditselskaberne, og som var hjemmehørende i en eller flere fremmede stater, hvor kommanditselskaberne skattemæssigt behandles som et selvstændigt skattesubjekt.