Indhold
Dette afsnit handler om Skatteforvaltningens forpligtelser til at underrette Hvidvasksekretariatet (hos National enhed for Særlig Kriminalitet - herefter NSK) om oplysninger, der har til formål at forebygge og bekæmpe hvidvask og finansiering af terrorisme.
Afsnittet indeholder oplysninger om:
- Skatteforvaltningens underretningspligt
- Hvornår og hvordan, der skal foretages underretning
- Forholdet til de databeskyttelsesretlige regler om oplysningspligt og indsigtsret
- Eventuelle konsekvenser af en underretning til Hvidvasksekretariatet (NSK)
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skatteforvaltningens underretningspligt
Lovbekendtgørelse nr. 316 af 11. maj 2022 om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven) beskriver den målrettede og effektive indsats i forebyggelsen og bekæmpelsen af hvidvask og terrorfinansiering hos både myndigheder samt virksomheder og personer. omfattet af loven Hvidvaskloven har baggrund i EU's 4. og 5. hvidvaskdirektiv.
Begrebet hvidvask er defineret i hvidvasklovens § 3:
"Ved hvidvask forstås i denne lov:
1) Uberettiget at modtage eller skaffe sig eller andre del i økonomisk udbytte eller midler, der er opnået ved en strafbar lovovertrædelse.
2) Uberettiget at skjule, opbevare, transportere, hjælpe til afhændelse eller på anden måde efterfølgende virke til at sikre det økonomiske udbytte eller midlerne fra en strafbar lovovertrædelse.
3) Forsøg på eller medvirken til sådanne dispositioner.
Stk. 2. Stk. 1 omfatter også dispositioner foretaget af den, der har begået den strafbare lovovertrædelse, som udbyttet eller midlerne hidrører fra. Der foreligger hvidvask, jf. stk. 1, uanset om de handlinger, som har frembragt det økonomiske udbytte, eller de midler, der skal hvidvaskes, blev gennemført på en anden medlemsstats eller et tredjelands område."
Hvidvask er at sikre udbytte fra en strafbar handling. Der kan være tale om penge eller andre værdier, som fx stammer fra handel med narko, menneskesmugling, våbensmugling, røveri eller penge, som fx er opnået gennem fx underslæb, skatteunddragelse, bedrageri, korruption eller insiderhandel.
For at kunne bruge udbyttet fra en strafbar handling skal den eller de personer, som har begået handlingen, sørge for at få udbyttet til at se ud, som om det er erhvervet på lovlig vis. Derfor skal udbyttets oprindelse skjules. Dette kan fx ske ved at sløre udbyttets oprindelse eller ændre udbyttets identitet ved fx at veksle penge til en anden valuta. Det kan fx også ske ved at flytte udbyttet til et sted, hvor det ikke vil få nærmere opmærksomhed. Transport af kontante penge er også hvidvask, hvis det sker for at skjule eller tilsløre den ulovlige oprindelse.
Hvidvask omfatter både det at skaffe sig selv eller andre del i udbyttet af en strafbar handling. Hvidvask omfatter også gerningsmandens egne dispositioner over udbyttet (selvhvidvask).
Strafferetligt er hvidvask dækket af straffelovens § 290 om hæleri og § 290 a om hvidvask.
Straffelovens §§ 290 og 290 a vedrører udbytte fra alle strafbare forhold, uanset om det er udbytte opnået ved overtrædelse af straffeloven eller speciallovgivning. Hæleri efter § 290 omfatter dog ikke gerningsmanden, der har begået den strafbare handling. Det betyder fx, at en person, som handler med narko, vil blive straffet for salget af narkoen men ikke for hæleri i forhold til de penge, den pågældende har modtaget for narkoen. Gerningsmanden vil i stedet kunne straffes for selvhvidvask efter straffelovens § 290 a, der kriminaliserer handlinger, som foretages efter, at førforbrydelsen er begået.
Straf efter § 290 a kræver, at gerningsmanden har forsæt til hvidvask. Det er ikke et krav, at nogen er dømt eller kan dømmes for førforbrydelsen. Det er heller ikke et krav, at det kan påvises, hvilken førforbrydelse udbyttet stammer fra. Det er alene tilstrækkeligt, at det kan bevises, at udbyttet stammer fra en eller flere ikke nærmere konkretiserede strafbare lovovertrædelser. Kan det ikke anses for bevist, at udbyttet stammer fra en eller flere strafbare lovovertrædelser, kan gerningsmanden dømmes for forsøg på hvidvask, hvis gerningsmanden havde forsæt til, at udbyttet stammede fra en eller flere strafbare lovovertrædelser. Se U.2021.3543.
Hvidvasklovens § 3 skal forstås i overensstemmelse med straffelovens §§ 290 og 290 a.
Ifølge hvidvasklovens § 4 skal begrebet finansiering af terrorisme forstås, som det er defineret i straffelovens § 114 b, for så vidt angår handlinger omfattet af straffelovens § 114.
Terrorfinansiering forstås således som aktiviteter, hvor formålet er økonomisk støtte til en person eller sammenslutning, der har til hensigt at begå terrorhandlinger.
Af straffelovens § 114 b følger det:
"Med fængsel indtil 12 år straffes den, som
1) direkte eller indirekte yder økonomisk støtte til,
2) direkte eller indirekte tilvejebringer eller indsamler midler til eller
3) direkte eller indirekte stiller penge, andre formuegoder eller finansielle eller andre lignende ydelser til rådighed for
en person, en gruppe eller en sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå handlinger omfattet af § 114 eller § 114 a."
Hvidvasksekretariatet (NSK) har udarbejdet en oversigt over indikatorer, som i sig selv eller i kombination kan være tegn på, at der sker hvidvask af udbytte eller finansiering af terrorisme.
I medfør af hvidvasklovens § 28 skal en tilsynsmyndighed eller Skatteforvaltningen underrette Hvidvasksekretariatet (NSK) om kendskab til forhold, der giver grund til at tro, at disse kan have tilknytning til hvidvask, jf. hvidvasklovens § 3, eller finansiering af terrorisme, jf. hvidvasklovens § 4, som omfattet af underretningspligten i lovens § 26, stk. 1. Dette kan fx ske i forbindelse med et kontrolbesøg eller ved kendskab til store beholdninger af kontanter ved personers ud- eller indrejse af landet eller uledsagede forsendelser af stor værdi, som sendes ud af eller ind i landet.
Ansvaret for at vurdere, om der i det enkelte tilfælde skal ske underretning til Hvidvasksekretariatet (NSK), påhviler de enkelte styrelser i Skatteforvaltningen.
Hvornår og hvordan, der skal foretages underretning
Hvidvasksekretariatet (NSK) skal underrettes omgående, når der er viden om, er en mistanke om eller rimelig grund til at formode at en transaktion, forsøg på at foretage en transaktion, midler eller en aktivitet har eller har haft tilknytning til hvidvask eller finansiering af terrorisme. Det fremgår af hvidvasklovens § 26, stk. 1.
Det betyder konkret, at så snart en mistanke er opstået, skal der ske underretning til Hvidvasksekretariatet (NSK), medmindre en umiddelbar undersøgelse af forholdet viser, at mistanken kan afkræftes fuldstændigt. Kravene til afkræftelse af mistanken betyder ikke, at der skal iværksættes en omfattende undersøgelse. Der er heller ikke krav om, at der skal indhentes yderligere oplysninger om forholdet. Det betyder blot, at der skal ske underretning, hvis en undersøgelse inden for rimelige grænser, fx ud fra de foreliggende oplysninger i sagen, enkelte systemopslag eller lignende, ikke kan afkræfte mistanken. Det betyder også, at der ikke skal se undersøgelse af alle forhold.
Der skal således ske underretning ved alle forhold, hvor der er den mindste mistanke eller rimelig formodning om hvidvask eller finansiering af terrorisme. Der er ikke krav om, at der skal være en konkret mistanke om egentlig hvidvask eller finansiering af terrorisme. Forsøg på hvidvask eller finansiering af terrorisme er også underlagt underretningspligten.
En underretning til Hvidvasksekretariatet (NSK) er ikke en anmeldelse efter retsplejeloven, jf. retsplejelovens § 742, men betragtes som en almindelig oplysning om mulig kriminalitet.
Underretning om mistanke om hvidvask eller finansiering af terror skal ske digitalt til Hvidvasksekretariatet (NSK). Reglerne om digital underretning følger af bekendtgørelse nr. 1403 af 1. december 2017 om indsendelse af underretning mv. til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet.
Forholdet til de databeskyttelsesretlige regler om oplysningspligt og indsigtsret
Hvis en underretning til Hvidvasksekretariatet (NSK) indeholder oplysninger om en fysisk person, vil Skatteforvaltningen som udgangspunkt have en oplysningsforpligtelse over for den pågældende, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 13 og 14.
I praksis skal der ikke give meddelelse om dette til personen, da oplysningsforpligtelsen i medfør af databeskyttelsesforordningens artikel 13, stk. 1 og 2 (der vedrører oplysninger indsamlet hos den registrerede person), som udgangspunkt allerede er opfyldt i forbindelse med Skatteforvaltningens modtagelse af oplysningerne fra den pågældende. Oplysningspligten iagttages fx i Skatteforvaltningens selvbetjeningsløsninger eller - hvis personen på anden måde indsender oplysninger til Skatteforvaltningen - i Skatteforvaltningens kvitteringsskrivelser.
På tilsvarende vis er oplysningspligten i medfør af databeskyttelsesforordningens artikel 14, stk. 1-4 (der vedrører oplysninger, der ikke er indsamlet hos den registrerede person), som udgangspunkt allerede opfyldt i forbindelse med Skatteforvaltningens orientering til personen om, at Skatteforvaltningen har modtaget oplysninger om vedkommende. Oplysningspligten iagttages fx i Skatteforvaltningens kvitteringsskrivelser, hvorved vedkommende orienteres om, at Skatteforvaltningen har indhentet eller på anden måde modtaget oplysninger om personen.
Hvis oplysningspligten undtagelsesvis ikke er blevet iagttaget, vil det efter en konkret vurdering i medfør af databeskyttelseslovens § 22, stk. 2, være muligt at undlade af opfylde oplysningspligten, hvis den registrerede persons interesse i at få kendskab til oplysningerne findes at burde vige for afgørende hensyn til offentlige interesser, fx efterforskning, afsløring eller retsforfølgning af strafbare handlinger. Af andre offentlige interesser kan fx nævnes kontrol-, tilsyns- eller reguleringsfunktioner, herunder opgaver af midlertidig karakter, der er forbundet med offentlig myndighedsudøvelse i forbindelse med fx førnævnte efterforskning, afsløring eller retsforfølgning.
Bemærk i den forbindelse, at hvis de hensyn, der indebærer en undtagelse fra oplysningspligten, kun gør sig gældende for en del af oplysningerne, skal der gives den registrerede person meddelelse om de øvrige oplysninger.
For en nærmere gennemgang af reglerne om oplysningspligt efter databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven henvises til afsnit A.A.6.4.
Det følger af hvidvasklovens § 26, stk. 7, at en registreret person ikke har ret til indsigt i personoplysninger, der vedrører den pågældende selv, der er eller vil blive behandlet efter § 26, stk. 1 og 2. Bestemmelsen er en implementering af artikel 41, stk. 4, i det 4. hvidvaskdirektiv, som giver medlemsstaterne adgang til at fastsætte regler, som helt eller delvist begrænser den registreredes ret til indsigt i egne oplysninger.
Den registrerede person har heller ikke ret til indsigt i, at der er sket underretning til Hvidvasksekretariatet (NSK) om vedkommende.
Bestemmelsen fraviger således hovedreglen i databeskyttelsesforordningens artikel 15 om, at hvis en person fremsætter anmodning, skal den dataansvarlige give den pågældende meddelelse om, hvorvidt der behandles personoplysninger om vedkommende, samt indsigt i de personoplysninger, der behandles om vedkommende, og herudover en række oplysninger om, hvordan personoplysningerne om den pågældende behandles.
Det følger af databeskyttelseslovens § 22, stk. 3, at de personoplysninger, der behandles for den offentlige forvaltning som led i administrativ sagsbehandling, kan undtages fra retten til indsigt efter databeskyttelsesforordningens artikel 15, stk. 1, i samme omfang som efter reglerne i §§ 19-29 og 35 i lov om offentlighed i forvaltningen (offentlighedsloven).
For en nærmere gennemgang af reglerne om indsigt efter databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven henvises til afsnit A.A.6.3.
Se også afsnit A.A.6.1.3 om tavshedspligt, når Skatteforvaltningen modtager oplysninger, som hidrører fra en underretning efter hvidvaskloven, som er modtaget fra Hvidvasksekretariatet (NSK).
Eventuelle konsekvenser af en underretning til Hvidvasksekretariatet (NSK)
En underretning til Hvidvasksekretariatet (NSK) vil som udgangspunkt ikke have konsekvenser for Skatteforvaltningens fortsatte opgaver vedrørende den pågældende person eller virksomhed. Skatteforvaltningens opgave er ikke at efterforske sager efter hvidvasklovgivningen. Denne kompetence tilkommer politiet og anklagemyndigheden. Selv om der er mistanke om, at der er sket en overtrædelse af hvidvasklovgivningen, vil Skatteforvaltningen derfor kunne fortsætte sine opgaver, hvis formålet er at tilvejebringe oplysninger til brug for behandling af andre spørgsmål end straf.
Kommer Skatteforvaltningen fx under et kontrolbesøg i besiddelse af oplysninger, der giver viden om eller anledning til mistanke om hvidvask eller finansiering af terrorisme, vil dette således være uden betydning for Skatteforvaltningens kontrol, når formålet med kontrolbesøget udelukkende er at opgøre grundlaget for skatte- og afgiftskravet. Kontrolbesøget kan fortsætte som normalt. Efter kontrolbesøget skal der laves en underretning til Hvidvasksekretariatet (NSK) om de forhold, som vedrører mistanke om hvidvask eller finansiering af terrorisme. Dette svarer til gældende praksis, der følger af retssikkerhedslovens § 9, stk. 2. Se afsnit A.C.1.5.
Se også
Se også regler om Skatteforvaltningens adgang til at anmode om visse oplysninger, der er indberettet og opbevaret efter hvidvaskloven:
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
| Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Kommentarer |
| Landsretsdomme |
| U.2021.3543, TfK2021.784 | Den tiltalte blev dømt for medvirken til forsøg på hvidvask af ikke under 140 mio. kr. og straffet med fængsel i 3 år og 11 måneder. Herudover blev tiltalte frakendt retten til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed og udvist med indrejseforbud for bestandig. Den tiltalte var tiltalt for i forening med to andre tiltalte personer gennem fire tiltalte selskaber i perioden december 2015 til november 2018 at have medvirket til hvidvask, idet der på selskaberne blev indbetalt cirka 166 mio. kr. og samlet videreoverført cirka 155 mio. kr. til forskellige selskaber og personer. Endvidere var der tale om forsøg på hvidvask af cirka 12 mio. kr., hvilket mislykkedes, da pengene blev beslaglagt af politiet. Anklagemyndigheden forsøgte ikke under sagen at føre bevis for, at de i anklageskriftet nævnte beløb var udbytte af eller stammede fra kriminelle aktiviteter. Byretten fandt imidlertid, at tiltalte vidste eller i hvert fald havde en bestemt formodning om, at pengene stammede fra strafbare handlinger, og tiltalte blev fundet skyldig i forsøg på hvidvask med hensyn til 166 mio. kr. Straffen blev fastsat til fængsel i 4 år. Tiltalte påstod frifindelse for landsretten. Landsretten tiltrådte, at tiltalte var skyldig i medvirken til forsøg på overtrædelse af straffelovens § 290 a, stk. 2, jf. § stk. 1, henholdsvis forsøg på overtrædelse af straffelovens § 290 a, stk. 2, jf. stk. 1, jf. den dagældende § 290, stk. 2, jf. stk. 1. Landsretten bemærkede, at der heller ikke for landsretten havde været bevisførelse, som direkte underbyggede, at de overførte penge konkret var udbytte af en strafbar lovovertrædelse. Landsretten bemærkede hertil, at dette forhold i den foreliggende sag ikke kunne anses for bevist alene ved henvisning til de transaktioner, der var foretaget i forbindelse med den efterfølgende konvertering eller overførsel af pengene. | Dommen er et eksempel på, at man kan dømmes for forsøg på hvidvask, selvom det ikke kan bevises, at udbyttet stammer fra en eller flere strafbare lovovertrædelser, hvis man har forsæt til, at udbyttet stammer fra en eller flere strafbare lovovertrædelser. |