Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af ikke-inddrivelsesparate fordringer.

Afsnittet indeholder:

  • Definition af ikkeinddrivelsesparate fordringer
  • Betydningen af, at en fordring er ikkeinddrivelsesparat.

Definition af ikkeinddrivelsesparate fordringer

Ved ikkeinddrivelsesparate fordringer forstås fordringer, for hvilke der er tvivl om retskraften og/eller kendskab til eller mistanke om datafejl.

►Ved tvivl om en fordrings retskraft forstås, at der er en risiko for, at fordringen er forældet og dermed bortfaldet. Tvivl om retskraft kan bl.a. skyldes, at fordringens retskraft ikke er valideret, da den blev modtaget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, fejl i de oplysninger om fordringen, som restanceinddrivelsesmyndigheden har modtaget fra fordringshaver, eller udfordringer med det tidligere inddrivelsessystem EFI.  

Datafejl er fejl i de oplysninger, som fordringshaver skal give restanceinddrivelsesmyndigheden ved en fordrings overdragelse til inddrivelse. Det kan eksempelvis være fejl i oplysning om fordringens stiftelsestidspunkt, forfaldstidspunkt, sidste rettidige betalingstidspunkt, rentesats, hovedstol eller tilskrevne renter◄

►Bemærk

Fordringer, for hvilke der ikke er tvivl om retskraft og som er uden datafejl af betydning for inddrivelsen, anses for inddrivelsesparate fordringer◄.

Betydningen af, at en fordring er ikkeinddrivelsesparat

►Det følger af almindelige retsgrundsætninger, at restanceinddrivelsesmyndigheden ikke kan inddrive fordringer, for hvilke der er tvivl om retskraft eller fordringer, for hvilke der er mistanke om eller kendskab til datafejl, som er af en sådan karakter, at den eller disse fejl vil hindre en lovlig inddrivelse af fordringen. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan suspendere inddrivelsen af fordringer, for hvilke der er mistanke om eller kendskab til datafejl, indtil fordringshaver har afklaret disse. Se gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 6.◄

Se også

Se mere om suspension af inddrivelsen pga. datafejl i G.A.1.3.4.

Se mere om restkraftvurderingsrækkefølgen i G.A.2.6.