Indhold
Dette afsnit beskriver de regler, der gælder for skattefritagelse af fortjeneste ved statens overtagelse af ejendomme i nærheden af Udrejsecenter Kærshovedgård.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Tab
- Virksomhedsskatteloven
Regel
Ejeren af en bolig, hvis nærmeste matrikelgrænse ligger mindre end 500 meter fra midtpunktet af Udrejsecenter Kærshovedgård, kan anmode Udlændingestyrelsen om at overtage den ejendom, hvori boligen indgår. Se § 6 i bekendtgørelse om kompensation til naboer omkring Udrejsecenter Kærshovedgård (BEK nr. 974 af 20. juni 2023).
Fortjeneste ved salg af nævnte ejendomme, skal ikke medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, når ejendommen overtages i medfør af § 1, stk. 1, og regler fastsat efter § 1, stk. 3, i lov om kompensation til naboer omkring Udrejsecenter Kærshovedgård (lov nr. 722 af 13. juni 2023). Se LL § 7 F, stk. 3.
Det betyder, at den fortjeneste ved salg af en boligejendom, der ikke allerede er fritaget for beskatning efter EBL §§ 8 og 9, vil blive skattefritaget.
Tilsåede marker, skov, markanlæg m.v. er som en del af en fast ejendom er også omfattet af skattefritagelse.
Det følger af forarbejderne til lov nr. 722 af 13. juni 2023, at overtagelsen ikke anses for ekspropriation. Af LL § 7 F, stk. 3, sidste pkt. fremgår det dog, at bestemmelserne i ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 2, 2.-5. pkt. (om ekspropriationserstatninger), finder tilsvarende anvendelse.
Bemærk
Skattefritagelsen efter LL § 7 F, stk. 3, omfatter ikke eventuelle genvundne afskrivninger eller genanbragt fortjeneste fra afståelse af en erhvervsejendom efter §§ 6 A, 6 C eller 10 i ejendomsavancebeskatningsloven.
Det betyder, at den genanbragte fortjeneste beskattes i det indkomstår, hvor staten overtager den ejendom, hvor fortjenesten er genanbragt. Den skattepligtige fortjeneste opgøres med de tillæg og nedslag efter ejendomsavancebeskatningsloven, som erhvervsejendommen ville være berettiget til, hvis fortjenesten var blevet beskattet på tidspunktet for afståelsen af erhvervsejendommen. I stedet for at medregne fortjenesten ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan den skattepligtige vælge at udskyde beskatningen ved at genanbringe fortjenesten i en ny ejendom efter reglerne i EBL §§ 6 A eller 6 C.
Se afsnit C.H.2.1.11.5 Genanbringelse af fortjeneste i ejendomme, der efterfølgende eksproprieres eller lignende.
Tab
I de situationer, hvor der opgøres et tab ved afståelsen, der kan fratrækkes ved indkomstopgørelsen efter skattelovgivningens almindelige regler, vil dette tab fortsat kunne fratrækkes.
Virksomhedsskatteloven
Hvis ejeren af den pågældende ejendom m.v., der bliver overtaget af staten i medfør af den foreslåede § 1, stk. 1, og regler fastsat efter den foreslåede § 1, stk. 3, i lov om kompensation til naboer omkring Udrejsecenter Kærshovedgård, anvender ejendommen erhvervsmæssigt og anvender reglerne i virksomhedsskatteloven, vil det skattefrie beløb indgå i virksomhedsordningen og blive behandlet efter virksomhedsordningens regler. Det svarer til de gældende regler for ekspropriationserstatninger.
Bemærk
Efter LL § 7 F, stk. 1. nr. 10 er engangsbeløb ydet til ejere af boliger, der ligger i nærheden af Udrejsecenter Kærshovedgård, i medfør af § 1, stk. 1, og regler fastsat efter § 1, stk. 2, i lov om kompensation til naboer omkring Udrejsecenter Kærshovedgård, skattefrie.
Se også C.A.2.5.2.7.