I værdipapirsystemet (VPS) beregner Skattestyrelsen automatisk resultatet af dine handler med børsnoterede aktier og investeringsbeviser, hvis vi har de nødvendige oplysninger. Handler du udelukkende gennem en dansk fondshandler, er de nødvendige oplysninger som udgangspunkt indberettet til os.
Har du værdipapirer, der er købt før 2010, eller har du handlet gennem udenlandske fondshandlere, har vi ikke de nødvendige oplysninger. Disse oplysninger kan du selv tilføje i VPS. Der kan også være andre situationer, hvor VPS mangler oplysninger for at kunne foretage den automatiske beregning.
Tjek VPS ved årsopgørelsen
Vil du bruge den automatiske beregning, opfordres du til at tjekke VPS mindst én gang årligt ved årsopgørelsen. Det beregnede resultat bliver automatisk overført til din årsopgørelse for det aktuelle indkomstår.
Hvis du skal udfylde dit oplysningsskema for at få en årsopgørelse, kan du se, hvad VPS har beregnet for dig, og du kan godkende overførsel af resultatet til årsopgørelsen.
Selvom der er foretaget automatisk overførsel til din årsopgørelse, er det dit ansvar, at det er korrekt, og du kan altid foretage ændringer af resultatet direkte i din årsopgørelse eller via VPS.
Ændringer til tidligere indkomstår
Hvis du retter i et indkomstår senere end 1. marts to år efter indkomståret, skal du også huske at rette og godkende din årsopgørelse, fordi disse oplysninger ikke automatisk bliver overført til årsopgørelsen for det pågældende år.
Retter du fx i VPS for indkomståret 2020 efter 1. marts 2022, skal du også huske at rette årsopgørelsen for 2020. Rettelser før 1. marts 2022 vedrørende indkomståret 2020 vil automatisk blive overført.
Gå til 2: Sådan logger du på VPS via TastSelv