Indhold
Dette afsnit indeholder en kort beskrivelse af, hvad der er kendetegnet ved købe- og tegningsretter til aktier.
Afsnittet indeholder:
- Hvad er en køberet?
- Hvad er en tegningsret?
- Købe- eller tegningsret?
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Hvad er en køberet?
En køberet er en ret, men ikke en pligt, til at købe et antal aktier til en på forhånd fastsat pris på et fremtidigt tidspunkt eller i en fremtidig periode. En køberet kaldes også for en option.
Der skal være tale om et køb af eksisterende aktier i modsætning til en tegningsret, hvor aktierne nyudstedes.
Den pris, medarbejderen skal betale for aktien, kaldes skatteretligt for udnyttelseskursen.
Se også
Se også afsnit C.B.2.1.1.13 om definitionen på køberetter.
Hvad er en tegningsret?
En tegningsret er en ret, men ikke en pligt, til at nytegne aktier til en på forhånd fastsat pris på et fremtidigt tidspunkt eller i en bestemt periode. En tegningsret kaldes også for en warrant.
Tegningsretten kan kun udnyttes ved nytegning af aktier, i modsætning til køberetten, der giver ret til køb af eksisterende aktier.
Se også
Se også afsnit C.B.2.1.1.22 om definitionen af tegningsretter.
Købe- eller tegningsret?
Hvordan en medarbejder kan kræve en option opfyldt kommer an på, om optionen kan kvalificeres som en tegningsret eller en køberet.
Der er tale om en:
- Køberet, hvis medarbejderen kun har ret til at erhverve en aktie, mens kun selskabet træffer afgørelse om, hvorvidt medarbejderen bliver fyldestgjort med nytegnede eller allerede eksisterende aktier.
- Tegningsret, hvis medarbejderen har krav på at blive fyldestgjort med nytegnede aktier. Se SKM2001.529.LR.
I en anden sag nåede Landsskatteretten frem til, at de aktieoptioner, som klageren havde fået tildelt i henhold til Non-Qualified Stock Option Agreement, skulle anses for tegningsretter. Landsskatteretten nåede til dette resultat, fordi de faktisk udstedte aktier på grundlag af optionerne udelukkende var nytegnede aktier. Se SKM2010.679.LSR.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Kommentarer |
Landsskatteretten |
SKM2010.679.LSR | Landsskatteretten nåede frem til, at aktieoptioner, der var tildelt i forbindelse med ansættelse i et amerikansk selskab, blev anset som tegningsretter og ikke køberetter, da det måtte antages, at de faktisk udstedte aktier på grundlag af optionerne udelukkende havde været nytegnede aktier. | |
Skatterådet og Ligningsrådet |
SKM2001.529.LR | Ligningsrådet gav bindende forhåndsbesked om, at en ret til på et senere tidspunkt at erhverve aktier, kan karakteriseres som en køberet, såfremt selskabet kan vælge, hvorvidt aftalen skal opfyldes med nytegnede eller eksisterende aktier. Kun i tilfælde, hvor medarbejderen i henhold til aftalen kan kræve, at aftalen opfyldes med nyudstedte aktier, er der tale om en tegningsret. | Se dog SKM2010.679.LSR |