Indhold

Dette afsnit indeholder en kort introduktion til reglerne, herunder formål, lovgrundlag og historik.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Lovgrundlag
  • Historik.

Regel

Der skal betales afgift her i landet af produkter med et indhold af ethanol, over 1,2 pct. vol. samt af vin og frugtvin mv. med et ethanolindhold over 22 pct. vol. efter reglerne i lov om afgift af spiritus m.m. (SPRITAL). Se SPRITAL § 1.

Lovgrundlag

Afgift af spiritus fremgår af ►lovbekendtgørelse nr. 16 af 9. januar 2024 om afgift af spiritus m.m. (spiritusafgiftsloven)◄ med senere ændringer.

Der er i medfør af loven udstedt bekendtgørelse nr. 151 af 10. februar 2023 om afgift på spiritus m. m. I vejledningen omtales denne som SPRITALbek.

Reglerne for afgift af spiritus er harmoniseret i EU. De harmoniserede regler findes i Rådets direktiv nr. 83 af 19. oktober 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for alkohol og alkoholholdige drikke og Rådets direktiv nr. 84 af 19. oktober 1992 om indbyrdes tilnærmelse af punktafgiftssatserne for alkohol og alkoholholdige drikkevarer. Rådet har i direktiv (EU) 2020/1151 af 29. juli 2020 ændret direktiv nr. 83 af 19. oktober 1992. De ændrede bestemmelser, tillige med visse præciseringer af afgiftsfritagelserne, er gennemført ved lov nr. 1240 af 11. juni 2021 og trådte i kraft den 1. januar 2022. På samme tidspunkt blev der indført regler om certificering og selvcertificering for små uafhængige producenter i medfør af bl.a. Rådets direktiv nr. 83 af 19. oktober 1992.

Reglerne for forsendelse og kontrol af spiritusafgiftspligtige varer er harmoniseret i Rådets direktiv 2020/262 af 19. december 2019 om den generelle ordning for punktafgifter (omarbejdning). Bestemmelserne i det omarbejdede direktiv er gennemført ved lov nr. 1240 af 11. juni 2021 og trådte i kraft den 13. februar 2023. Herved er beskattede varers bevægelser i EU også blevet omfattet af  kontrolsystemet EMCS. Desuden har visse begreber ændret betegnelse for at præcisere betydningen eller for at tilpasse disse til toldområdet. Se E.A.1.8.1 om det omarbejdede cirkulationsdirektiv 2020/262. Reglerne for forsendelse og kontrol af varer, der er pålagt harmoniserede afgifter, er beskrevet i afsnit E.A.1.8.

Se også

Se også afsnit E.A.1.8 om varer omfattet af harmoniserede afgifter.

Historik

Afgiften af spiritus blev indført i 1887.

Den nuværende lov om afgift af spiritus m.m. - lov nr. 153 af 6. maj 1980 - trådte i kraft den 1. januar 1980. Loven er siden ændret flere gange bl.a. som følge af tilpasningen til EU's bestemmelser, jf. lov nr. 1017 af 19. december 1992, fordi afgiften er omfattet af de EU-harmoniserede punktafgifter.

Se også

Se også afsnit E.A.1.8 om varer omfattet af harmoniserede afgifter.