Indhold
Dette afsnit beskriver muligheden for at regulere fradraget, hvis varer er indkøbt med delvis fradragsret.
Afsnittet indeholder:
- Lovgrundlag
- Regel
- Eksempel
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Se også
Se også afsnit D.A.11.4.1 om begrebet fællesomkostninger.
Lovgrundlag
ML § 37, stk. 4 har følgende ordlyd:
"Såfremt indkøb af varer foretaget til blandet momspligtig og momsfrit formål og derfor med delvis fradragsret efter ML § 38, stk. 1, efter købet udelukkende anvendes til momspligtigt formål, kan det oprindelig foretagne fradrag reguleres til fuldt fradragsret. Skatteministeren fastsætter de nærmere regler for reguleringen"
Reglen blev indført ved lov nr. 1344 af 19. december 2008 § 3 nr. 2 og har virkning fra 1. januar 2009.
Momssystemdirektivets artikel 184 har følgende ordlyd:
"Det oprindeligt foretagne fradrag reguleres, når fradraget er større eller mindre end det som den afgiftspligtige person var berettiget til at foretage."
Momsbekendtgørelsens § 19 har følgende ordlyd:
"En virksomhed, der har foretaget indkøb af varer til blandet momspligtigt og momsfrit formål og derfor har delvis fradragsret efter momslovens § 38, stk. 1, kan for varer, der ikke tidligere er taget i brug i virksomheden, foretage regulering fra delvis fradragsret til fuld fradragsret, når varen tages i brug til fuldt fradragsberettigede formål, jf. ML § 37, stk. 4.
Stk. 2. Reguleringen kan kun foretages for varer, hvor det i regnskabet kan dokumenteres, hvilket fradrag der er foretaget på købstidspunktet.
Stk. 3. Ved et momspligtigt salg af varen, kan det samlede fradragsbeløb ikke overstige 25 pct. af salgssummen ekskl. afgiften efter momsloven."
Regel
Hvis en virksomhed har indkøbt varer, som skulle anvendes til blandet momspligtig og momsfri virksomhed, kan virksomheden regulere momsfradraget for varerne, hvis de efterfølgende anvendes udelukkende til momspligtig virksomhed. Se ML § 37, stk. 4.
Bestemmelsen skal administreres efter følgende retningslinjer, jf. momsbekendtgørelsens § 19:
- Bestemmelsen omfatter kun varer, der ikke tidligere har været i brug i virksomheden.
- Når en vare, der ikke tidligere har været taget i brug, tages i brug til fuldt fradragsberettigede formål, kan momsen fradrages i det omfang, det ikke kunne ske på købstidspunktet.
- Regulering kan kun foretages for varer, hvor det i regnskabet kan dokumenteres, hvilket fradrag, der er foretaget på købstidspunktet.
- Består varens anvendelse i et momspligtigt salg, kan det samlede fradragsbeløb ikke overstige 25 % af salgssummen ekskl. moms.
Se SKM2009.379.SKAT.
Reglen tager sigte på lagervarer, som er indkøbt med delvis momsfradragsret efter ML § 38, stk. 1, men efterfølgende faktisk bliver anvendt til fuldt momspligtige aktiviteter. Det betyder, at der ikke er mulighed for at regulere fradraget for varer, herunder driftsmidler, der allerede er taget i brug til blandede aktiviteter og efterfølgende anvendes til fuldt momspligtig virksomhed.
Bemærk
Bestemmelsen omhandler kun varer, som er indkøbt til blandet aktivitet med delvis momsfradragsret efter ML § 38, stk. 1. Der kan derfor ikke fortages regulering vedrørende ydelser, og der kan heller ikke foretages regulering for indkøb, som er sket til fuld momsfri virksomhed og efterfølgende anvendes til momspligtig virksomhed.
Eksempel
En vognmandsvirksomhed med både momspligtig turistbuskørsel og momsfri rutebuskørsel indkøber reservedele til busser. På indkøbstidspunktet er der delvis fradragsret for reservedelene efter ML § 38, stk. 1 på 50 %. Efterfølgende anvendes en reservedel i en bus, som udelukkende kører momspligtig turistbuskørsel. Der kan foretages fradrag for de resterende 50 % af momsen på reservedelene.
Modsat skal der beregnes udtagningsmoms af de reservedele, som udtages til anvendelse i busser, som udelukkende anvendes til momsfri rutekørsel. Se ML § 5, stk. 1.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
EU-Domstolen |
C-194/21, X | Artikel 184 og 185 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem, om ændret ved Rådets direktiv 2010/45/EU af 13. juli 2010, skal fortolkes således, at: bestemmelserne ikke er til hinder for, at en afgiftspligtig person, som inden udløbet af den i national ret fastsatte forældelsesfrist har undladt at udøve retten til fradrag af merværdiafgift vedrørende erhvervelsen af en vare eller en tjenesteydelse, nægtes adgang til gennem en regulering efterfølgende at foretage dette fradrag, når den pågældende benytter varen eller ydelsen for første gang i forbindelse med afgiftspligtige transaktioner, og dette skønt der hverken er blevet konstateret noget misbrug af rettigheder, nogen svig eller noget tab af afgiftsindtægter. | |
Skatterådet |
SKM2021.203.SR | Spørger driver busoperatørvirksomhed med egne og lejede busser. Spørger fællesregistreres med et serviceselskab (datterselskab) som servicerer både busoperatørens egne busser og leasingselskabets (datterselskab) busser. Serviceselskabet forudfakturerer serviceydelserne til leasingselskabet med moms for en periode på 6-12 år. Når der er gået 5 år efter, at leasingselskabet har indkøbt de busser, der lejes ud til busoperatøren med moms, indgår leasingselskabet i en fællesregistrering med busoperatøren og serviceselskabet. Skatterådet bekræfter, at der ved indkøb af reservedele og forbrugsmaterialer, der skal anvendes til service og reparation i serviceselskabet, skal tages delvist fradrag, jf. momslovens § 38, stk. 1, og at den delvise fradragsret kan reguleres op til fuldt fradrag, jf. momslovens § 37, stk. 4, for de lagervarer, der anvendes til brug for levering af ydelser til kunder, der ikke er en del af fællesregistreringen. | |