Indhold
Dette afsnit omhandler skifterettens muligheder for at ophæve en rekonstruktion.
Afsnittet indeholder:
Ophævelse på begæring
En rekonstruktion kan ophæves af skifteretten på begæring af en fordringshaver eller af tilsynet, hvis
- skyldneren med hensyn til rekonstruktionen har gjort sig skyldig i svigagtigt forhold, eller skyldneren eller andre med skyldnerens vidende i øvrigt forud for rekonstruktionens stadfæstelse hemmeligt har indrømmet nogen fordringshaver fordele frem for de øvrige fordringshavere, eller
- skyldneren groft tilsidesætter sine pligter ifølge rekonstruktionen.
Se konkurslovens § 14 e, stk. 1.
En grov tilsidesættelse af pligterne foreligger fx, hvis skyldneren gennem længere tid undlader at betale, selv om der er midler til det, eller ved et umådeholdent forbrug, store gaver eller letsindig forretningsførelse sætter sig ude af stand til at opfylde akkorden. Der skal ses på både omfanget af og grunden til misligholdelsen.
Inden skifteretten træffer afgørelse efter konkurslovens § 14 e, stk. 1, indkalder skifteretten skyldneren, fordringshaverne, rekonstruktøren, en evt. tillidsmand og eventuelle kautionister for rekonstruktionen til et møde. Se konkurslovens § 14 e, stk. 2.
En ophævelse af en rekonstruktion medfører, at:
- En tvangsakkord bortfalder. Se konkurslovens § 14 e, stk. 3, nr. 1
- En af tredjemand stillet sikkerhed eller kaution for opfyldelse af en tvangsakkord bortfalder, medmindre tredjemand vidste eller burde vide, at de omstændigheder, der er beskrevet i konkurslovens § 14 e, stk. 1, nr. 1, forelå, eller den pågældende har medvirket til, at skyldneren har tilsidesat sine pligter som anført i konkurslovens § 14 e, stk. 1, nr. 2, se konkurslovens § 14 e, stk. 3, nr. 2
- En virksomhedsoverdragelse, der er gennemført på grundlag af rekonstruktionen, ikke omfattes af konkurslovens § 14 c, stk. 1. Se konkurslovens § 14 e, stk. 3, nr. 3.
Hvis tvangsakkorden bortfalder, vil både nedsættelsen af fordringerne og den eventuelt indrømmede henstand bortfalde. Ved en efterfølgende konkurs kan de fordringshavere, der var omfattet af tvangsakkorden, anmelde deres fulde fordringer i konkursboet uden den nedskrivning, der skete ved tvangsakkorden, men med fradrag af betalte afdrag. Se konkurslovens § 14 b.