Indhold

Der er ansat fogeder ved domstolene (de judicielle fogeder) og pantefogeder hos restanceinddrivelsesmyndigheden. I dette afsnit beskrives, hvilke regler og hvilken kompetence der gælder for begge typer af fogeder.

Afsnittet indeholder:

• Den judicielle foged
• Restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder
• Pantefogedens saglige kompetence
• Pantefogedens juridiske kompetence
• Stedlig kompetence
• Værnetingsregler - hvor kan udlæg foretages?
• Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Den judicielle foged

Der foretages forskellige typer af fogedforretninger ved fogedretten som fx:

• Udlæg
• Arrest
• Bevissikring
• Tilbagetagelse 
• Umiddelbare fogedforretninger (fx indsættelse i og udsættelse af lejemål (fogedsager uden fundament)).

Fogedretten har betydning for restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelse af krav på især to områder:

1. Det er fogedretten, der skal inddrive de fordringstyper, som ikke har udpantningsret fx civilretlige krav. I gældsinddrivelseslovens bilag 1, pkt. 2, er det beskrevet, hvilke krav der ikke har udpantningsret.  
2. Fogedretten er klageinstans for udlægsforretninger, der er foretaget af restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder, når skyldner fremsætter indsigelser. Se skatteinddrivelseslovens § 6, stk. 1. 

Ved fogedretterne forestås arbejdet af de juridiske fogeder og kontorpersonalet med en særlig bemyndigelse. Retspræsidenten kan bemyndige andre (kontorpersonalet) til at foretage fogedforretninger, på betingelse af, at der ikke træffes afgørelse i tvister eller foregår bevisførelse. I daglig tale kaldes disse "kontorfogeder" se retsplejelovens § 19, stk. 3. Det er en juridisk foged, typisk en retassessor (funktionschef), der leder fogedretten.

Hvis en skyldner udebliver fra et møde i fogedretten, og pantefogeden mener, at sagen bør behandles under en udkørende fogedforretning, kan fogedretten imødekomme en sådan begæring. Se UfR 2001.2396 VLK, hvor landsretten modsat fogedretten bestemte, at udlægsforretningen kunne fortsætte som udkørende fogedforretning, da der ikke forelå konkrete forhold, der gjorde, at kreditors begæring ikke skulle imødekommes. Kreditor begrundede begæringen med ønsket om at høre skyldners personlige forklaring og at undersøge skyldners bolig for udlægsegnede effekter. Fogedretten havde forinden afslået begæringen ud fra en vurdering af det forventede resultat af en udkørende fogedforretning og ressourceforbruget, da kreditor ikke havde angivet konkrete grunde til, at sagen skulle fortsættes som udkørende i stedet for ved iværksættelse af politifremstilling.

Restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder

Pantefogeden kan kun foretage inddrivelse af skatter og afgifter mv. samt andre offentlige krav, som er tillagt udpantningsret i lovgivningen. Udlæg kan foretages af ansatte, der er bemyndiget som pantefoged af restanceinddrivelsesmyndigheden. Se skatteinddrivelseslovens § 3, stk. 1.

I UfR 2020.266 HK fastslog Højesteret, at pantefogeden var rette myndighed til indkrævning af sagsomkostninger i civilretlige sager, hvor Advokatnævnet var kreditor. Det blev vurderet, at "civilretlige fordringstyper" i gældsinddrivelsesloven bilag 1 ikke omfatter offentlige sagsomkostninger forbundet med civilretlige sager. Så snart kravet henhører under gældsinddrivelseslovens regler, er det pantefogeden, der skal inddrive kravet.

Pantefogeder er kun underlagt de administrative myndigheder i relation til selve ansættelsesforholdet.

Pantefogedernes juridiske beføjelser er fastsat i skatteinddrivelsesloven og i retsplejeloven. Inden for de judicielle beføjelsers rammer kan restanceinddrivelsesmyndigheden i cirkulærer og vejledninger regulere pantefogedernes administrative beføjelser, men de administrative myndigheder har ikke en egentlig instruktionsbeføjelse, hvad angår pantefogedens judicielle arbejde i forbindelse med udlægsforretninger. Dette er blandt andet kommet til udtryk i kendelsen UfR 1991.117 VLK, hvor Vestre Landsret fandt, at en fejl ikke var begået af distriktstoldkamret (nu skattecenteret) som rekvirent, men af den daværende toldfoged (nu pantefoged).

Pantefogedens judicielle arbejde er heller ikke underlagt det administrative rekurssystem og falder derfor uden for Ombudsmandens kompetence.

Pantefogedens saglige kompetence

Den saglige kompetence beskriver pantefogedens kompetence i forhold til den stedlige fogedret, samt hvilke fordringer pantefogeden kan foretage udlæg for.

Krav, der i lovgivningen er tillagt udpantningsret, kan umiddelbart inddrives ved udlæg. Se retsplejelovens § 478, stk. 2.

Pantefogeden kan derfor foretage udlæg for offentligretlige krav, hvis kravet i lovgivningen er tillagt udpantningsret. Se afsnit G.A.3.2.2.1.1 om fordringstyper tillagt udpantningshjemmel.

Der er krav, som pantefogeden ikke kan foretage udlæg i. Dette gælder fx. personlige genstande eller hjælpemidler, som er nødvendige på grund af sygdom eller legemlige mangler. Der kan heller ikke foretages udlæg i erstatninger, medmindre pengene er sammenblandet med skyldners øvrige økonomi.

Se mere i afsnit G.A.3.2.2.1.1 om fordringstyper tillagt udpantningshjemmel.

For personskatterestancer kan pantefogeden under visse betingelser også foretage udlæg i ejendele, der tilhører ægtefællen eller børn. Dette gælder dog ikke udlæg hos en indeholdelsespligtig for beløb, som denne har været pligtig at indeholde eksempelvis en arbejdsgivers indeholdelse af A-skat. Se gældsinddrivelseslovens § 12.

Se også

Se også afsnit G.A.3.1.5 om ægtefællehæftelse og dertilhørende underafsnit.

Pantefogedens juridiske kompetence

Pantefogedens juridiske kompetence er noget snævrere end den judicielle fogeds. Begrundelsen er af retssikkerhedsmæssig karakter, da:

• Pantefogeden og kreditor er repræsenteret i én og samme "person". Pantefogeden skal derfor både påse, at skyldnerens rettigheder respekteres, og samtidig varetage kreditors interesse.
• Pantefogeden er ansat hos kreditor og skal som ansat adlyde ordrer fra sin arbejdsgiver i modsætning til den judicielle foged, som er uafhængig af sin arbejdsgiver (Justitsministeriet).

Pantefogedens kompetence er begrænset i forhold til den judicielle fogeds kompetence på følgende områder:

• Hvis skyldner kommer med indsigelser mod pantefogedens udlæg, skal sagen indbringes for fogedretten. Se skatteinddrivelsesloven § 6. 
• Selvom pantefogedens udlæg foretages efter retsplejelovens kap. 45-47, må pantefogeden ikke:
  • Træffe bestemmelse efter retsplejelovens § 497, stk. 2, om at skyldneren skal tages i forvaring med henblik på at fremtvinge oplysninger. Se skatteinddrivelseslovens § 7, stk. 2.
  • Undersøge skyldnerens person uden bemyndigelse fra fogedretten. Se skatteinddrivelseslovens § 7, stk. 3.
  • Afhøre tredjemand som vidne, fx at indkalde en repræsentant fra banken til at afgive forklaring om skyldners engagement. Ønsker pantefogeden en sådan vidneafhøring, skal afhøringen foretages af fogedretten.

Pantefogedens kompetence er udvidet i forhold til den judicielle fogeds kompetence på følgende måde:

• Pantefogeden kan, uanset bestemmelsen i retsplejelovens § 494, stk. 3, begære en skyldner politifremstillet for at fremskaffe oplysninger til brug for lønindeholdelse. Se skatteinddrivelseslovens § 7, stk. 1.
• Den såkaldte fredningsregel i retsplejelovens § 490 gælder ikke i udlægsforretninger, der foretages af pantefogeden, jf. skatteinddrivelseslovens § 8.

Stedlig kompetence

Stedlig kompetence er der, hvor pantefogeden må foretage udlæg. Der gælder følgende hovedregel og undtagelse.

Hovedregel

Hovedreglen er, at en judiciel foged foretager udlæg i egen retskreds. For pantefogeden anvendes de geografiske områder, som restanceinddrivelsesmyndighedens lokale afdeling dækker, i stedet for retskredse. Se skatteinddrivelseslovens § 5, stk. 3. En påbegyndt udlægsforretning kan efter retsplejelovens § 493, stk. 2, fortsættes i et andet område, hvis der er særlige forhold. Det kan fx være, hvis der er påviselig fare for, at skyldneren vil skjule eller afhænde aktiver, som befinder sig der, eller hvis en nøjagtig registrering af udlagte effekter gør det nødvendigt.

Undtagelse

En udlægsforretning kan, hvis særlige grunde taler for det, påbegyndes i en anden retskreds. Se retsplejelovens § 491, stk. 3.

Særligt vedrørende tilsigelse af skyldner

Pantefogeden kan tilsige en skyldner til en udlægsforretning, hvis denne foretages i det geografiske område, som restanceinddrivelsesmyndighedens lokale afdeling dækker, hvor skyldneren har bopæl eller opholdssted, eller hvorfra han driver erhvervsmæssig virksomhed. Se skatteinddrivelseslovens § 10.

Bemærk

Tilsigelsesreglen i skatteinddrivelseslovens § 10, der svarer til retsplejelovens § 494, er ingen værnetingsregel, da den kun bestemmer, hvornår den særlige underretning, som tilsigelsen er udtryk for, kan bruges.

Tilsigelse er forbundet med en adgang til politifremstilling af skyldneren, hvis skyldneren udebliver fra udlægsforretningen uden lovligt forfald. Tilsigelsesreglen sætter dermed en grænse for, hvor langt en skyldner kan pålægges at skulle rejse fra den retskreds, hvor skyldner sædvanligvis opholder sig, dvs. bopæl, opholdssted eller virksomhedsadresse. Grænsen går ved den tilstødende retskreds, men om udlægsforretningen lovligt kan gennemføres i denne retskreds afgøres af retsplejelovens § 487 (værnetingsreglerne).

Værnetingsregler - hvor kan udlæg foretages?

Værnetingsreglerne afgrænser det geografiske område, hvor en udlægsforretning kan foretages og bestemmes efter reglerne i retsplejelovens § 487. Se retsplejelovens §§ 235, 236, 238, 239 og 240.

Pantefogeden kan tilsige skyldner til en udlægsforretning, hvis forretningen foretages i den retskreds, hvor skyldneren har bopæl eller opholdssted, eller hvorfra skyldneren driver erhvervsmæssig virksomhed, eller i en tilstødende retskreds se skatteinddrivelseslovens § 10.

Principale værneting

Retsplejelovens § 487, stk. 1, angiver fire principale værneting, hvoraf kun tre har betydning for pantefogeden:

• Skyldnerens hjemting. Se retsplejelovens §§ 235, 236, 238
• Skyldnerens forretningssted
• Hvor der findes pant for den fordring, for hvilken udlæg foretages.

De principale værneting er sideordnede. Dette medfører, at det er pantefogeden, der bestemmer, hvor udlægsforretningen foretages, hvis der er mere end ét værneting, der kan bruges.

Subsidiære værneting

Retsplejelovens § 487, stk. 2, angiver to sideordnede subsidiære værneting:

• Den retskreds (det geografiske område, som restanceinddrivelsesmyndighedens lokale afdeling dækker), hvor skyldneren opholder sig eller træffes
• Den eller de retskredse (geografiske områder, som restanceinddrivelsesmyndighedens lokale afdelinger dækker), hvor skyldneren har aktiver.

Et subsidiært værneting kan kun bruges, hvis

• ingen af de principale værneting er anvendelige, eller
• et principalt værneting tidligere har været brugt, uden at restanceinddrivelsesmyndigheden opnåede fuld dækning for sit krav.

Ekstraordinært værneting

Endelig kan udlægsforretningen foretages ved andre fogedretter end de nævnte, hvis muligheden for fuldbyrdelse ellers vil blive væsentligt forringet. Se retsplejelovens § 487, stk. 3.

Dette ekstraordinære værneting kan fx benyttes, hvis skyldneren er ved at forlade landet eller foretager handlinger, der vil lægge væsentlige hindringer i vejen for foretagelse af udlæg.

I praksis vil retsplejelovens § 487, stk. 3, navnlig være en hjemmel til at bruge de subsidiære værneting ekstraordinært.

Bemærk

Under udlægsforretningen kan pantefogeden foretage udlæg i aktiver, der befinder sig i et andet geografisk område, som restanceinddrivelsesmyndighedens lokale afdeling dækker, hvis aktiverne kan identificeres med tilstrækkelig tydelighed. Udlægsforretningen kan i øvrigt fortsættes i et andet geografisk område, som restanceinddrivelsesmyndighedens lokale afdeling dækker, hvis det vurderes at være nødvendigt af hensyn til registrering, vurdering eller rådighedsberøvelse af det udlagte. Se retsplejelovens § 491, stk. 3.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Nedenfor angives relevante afgørelser, der forholder sig til pantefogedens og den judicielle fogeds kompetence:

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Højesteret
UfR 2020.266 HR	Højesteret fandt, at Advokatnævnet var omfattet af begrebet det "offentlige" i gældsinddrivelseslovens forstand, jf. gældsinddrivelseslovens § 1. Det offentliges krav på sagsomkostninger måtte derfor anses for omfattet af loven. Fogedrettens kendelse om fremme af en udlægssag blev herefter ophævet af Højesteret og Advokatnævnets krav på sagsomkostninger skulle inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden. (Dissens)	Hvis et krav vurderes at være offentligt, og dermed omfattet af gældsinddrivelsesloven, så er det pantefogeden der er rette myndighed til at inddrive kravet.
SKM2009.571.HR	Udlæg hos skyldner, som hverken havde bopæl eller kendt opholdssted, blev foretaget på skyldners hjemting, som var det sted, hvor skyldner sidst havde været tilmeldt folkeregistret. Udlæg blev, uden skyldner var til stede, foretaget i falden arv.	En pantefoged kan foretage udlæg, selvom skyldner ikke er til stede, når der er givet underretning om tid og sted for forretningen og alle betingelser for en fogedforretning er opfyldt.
Landsretten
UfR 2001.2396 VLR	Skyldner S var tilsagt til møde i fogedretten, men udeblev. Kreditor K begærede sagen behandlet under en udkørende fogedforretning. K oplyste på fogedrettens forespørgsel, at begrundelsen for begæringen var ønsket om at høre S' personlige forklaring og undersøge S' bolig for udlægsegnede effekter. Fogedretten afslog begæringen, da K ikke havde angivet konkrete grunde til, at sagen skulle foretages udkørende i stedet for at iværksætte politifremstilling. Landsretten ændrede afgørelsen og bestemte, at udlægsforretningen skulle fortsætte som udkørende fogedforretning, da der ikke forelå konkrete forhold, der gjorde, at begæringen ikke skulle efterkommes.	Denne dom klarlægger, at udgangspunktet er, at fogedretssager kan fortsætte som udekørende, medmindre der er særlige grunde til, at dette IKKE skulle være muligt.
UfR 1991.117 VLR	Under en forgæves udlægsforretning foretaget af toldfogeden i 1983 havde skyldneren S fremsat indsigelse mod størrelsen af toldvæsenet T's krav, men denne indsigelse var ved en fejl ikke blevet indbragt for fogedretten. Denne fejl fandtes imidlertid ikke at være begået af T i dettes egenskab af rekvirent, men af toldfogeden. Der var derfor ikke grundlag for at antage, at T havde undladt uden ugrundet ophold at forfølge sit krav, se retsplejeloven § 527 (nu ophævet), og der var herefter ved udlægsforretningen sket afbrydelse af forældelsesfristen.	Afgørelsen er et eksempel på sondringen mellem pantefogedens judicielle og administrative arbejde.