Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

Artikel 2, stk. 1, artikel 9, stk. 1, og artikel 13, stk. 1, i direktiv 2006/112 skal fortolkes således, at den omstændighed, at en kommune gennem en virksomhed leverer og installerer vedvarende energisystemer til fordel for sine indbyggere, der er ejere af fast ejendom, og som har udtrykt ønske om at blive udstyret hermed, ikke udgør en momspligtig levering af varer og tjenesteydelser, når formålet med sådan virksomhed ikke er at opnå indtægter af en vis varig karakter og fra disse indbyggeres side kun giver anledning til en betaling, der dækker højst en fjerdedel af de afholdte omkostninger, idet det resterende beløb finansieres med offentlige midler.

EU-domstolen har bl.a. anført, at det for det første bemærkes, at mens en erhvervsdrivende tilsigter at opnå varige indtægter af sin virksomhed (jf. i denne retning dom af 20.1.2021, AJFP Sibiu og DGRFP Braşov, C-655/19, EU:C:2021:40, præmis 27-29 og den deri nævnte retspraksis), har O. kommune - således som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen - i sin anmodning om en forhåndsbesked anført, at den ikke har til hensigt at levere tjenesteydelser i form af installation af vedvarende energisystemer på regelmæssig basis og hverken har ansat eller påtænker at ansætte arbejdstagere med henblik herpå, hvilket adskiller den foreliggende sag fra de sager, hvori de kommunale ydelser var af varig karakter.

For det andet fremgår det af de oplysninger, som den forelæggende ret har fremlagt, at O. kommune synes at begrænse sig til inden for rammerne af en regional ordning, der har til formål at muliggøre overgangen til en lavemissionsøkonomi, at tilbyde de indbyggere, der ejer fast ejendom, og som kan tænkes at være interesserede i de vedvarende energisystemer, at levere og installere disse vedvarende energisystemer hos dem gennem en virksomhed, der er udvalgt efter et udbud, mod et bidrag fra disse indbyggere, som ikke overstiger 25% af de støtteberettigede omkostninger, der er forbundet med denne levering og denne installation, mens denne kommune betaler den pågældende virksomhed markedsprisen for leveringen og installationen.

Domstolen har allerede haft lejlighed til at fastslå, at når en kommune ved de bidrag, som den modtager, kun opkræver en ganske lille del af de omkostninger, som den har afholdt, idet det resterende beløb finansieres med offentlige midler, kan en sådan forskel mellem disse omkostninger og de beløb, der er modtaget som modydelse for de leverede ydelser, pege i retning af, at disse bidrag snarere skal sidestilles med et gebyr end med et vederlag (jf. i denne retning dom af 12.5.2016, Gemeente Borsele og Staatssecretaris van Financiën, C-520/14, EU:C:2016:334, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis). Selv hvis der tages hensyn til de betalinger, som den pågældende region har tildelt O. kommune, og som vedrører 75% af de støtteberettigede omkostninger, er det samlede beløb, der er modtaget fra dels de berørte ejere, dels den nævnte region, følgelig strukturelt lavere end de samlede omkostninger, som denne kommune rent faktisk har afholdt, således som det er anført i nærværende doms præmis 31, hvilket ikke svarer til den fremgangsmåde, som en installatør af vedvarende energisystemer i givet fald ville have valgt, idet denne ved fastsættelsen af sine priser ville have tilstræbt at absorbere sine omkostninger og opnå en fortjenstmargen. Omvendt bærer kommunen kun tabsrisici uden udsigt til fortjeneste.

For det tredje forekommer det ikke økonomisk rentabelt for en sådan installatør af vedvarende energisystemer kun at lade modtagerne af den pågældendes leveringer af varer og ydelser bære højst en fjerdedel af de omkostninger, som denne har afholdt, samtidig med, at vedkommende afventer en kompensation - i form af støtte - for størstedelen af de resterende tre fjerdedele af disse omkostninger. Ikke alene ville en sådan mekanisme stille installatørens likviditet i en strukturelt underskudsgivende situation, men den ville desuden give den pågældende en for en afgiftspligtig person usædvanlig usikkerhed, eftersom spørgsmålet om, hvorvidt og i hvilket omfang en tredjemand vil tilbagebetale en så stor del af de afholdte omkostninger, rent faktisk forbliver uafklaret, indtil denne tredjemand træffer en beslutning efter de pågældende transaktioner.

C-616/21, Gimina L

Artikel 2, stk. 1, artikel 9, stk. 1, og artikel 13, stk. 1, i direktiv 2006/112 skal fortolkes således, at den omstændighed, at en kommune gennem en virksomhed foranstalter transaktioner i form af fjernelse af asbest og indsamling af asbestholdige produkter og asbestholdigt affald til fordel for sine indbyggere, der er ejere af fast ejendom, og som har udtrykt ønske herom, ikke udgør momspligtig levering af tjenesteydelser, når formålet med sådan virksomhed ikke er at opnå indtægter af en vis varig karakter og ikke giver anledning til nogen betaling fra disse indbyggeres side, idet transaktionerne finansieres med offentlige midler.

EU-Domstolen har bl.a. anført at, henset til vanskeligheden ved at udarbejde en præcis definition af økonomisk virksomhed skal der foretages en vurdering af samtlige de omstændigheder, hvorunder denne virksomhed bliver udøvet (jf. i denne retning dom af 12.5.2016, Gemeente Borsele og Staatssecretaris van Financiën, C-520/14, EU:C:2016:334, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis), idet der herved skal foretages en vurdering fra sag til sag under henvisning til den typiske adfærd for en erhvervsdrivende, der er aktiv inden for det pågældende område, det vil i det foreliggende tilfælde sige en asbestfjernelsesvirksomhed.

I denne henseende skal det for det første bemærkes, at mens en erhvervsdrivende tilsigter at opnå varige indtægter af sin virksomhed (jf. i denne retning dom af 20.1.2021, AJFP Sibiu og DGRFP Braşov, C-655/19, EU:C:2021:40, præmis 27-29 og den deri nævnte retspraksis), benytter L. kommune sig ikke af personale til asbestfjernelsen og søger ikke kunder, men nøjes med inden for rammerne af et på nationalt plan fastsat program at foranstalte asbestfjernelse, som vil finde sted, efter at de personer, der ejer fast ejendom beliggende på det kommunale område, og som kan blive omfattet af dette program, har udtrykt ønske om at drage fordel heraf og er blevet fundet berettigede hertil. Desuden er fjernelse af asbest i en given kommune pr. definition ikke af tilbagevendende karakter, hvilket adskiller den foreliggende sag fra de sager, hvori de kommunale ydelser var af varig karakter.

For det andet fremgår det af de oplysninger, som den forelæggende ret har fremlagt, at L. kommune vil tilbyde asbestfjernelse i de pågældende ejendomme samt indsamlingen af asbestholdige produkter og asbestholdigt affald vederlagsfrit, og idet den forinden vil have betalt den pågældende virksomhed til markedspris.

Selv hvis der tages hensyn til den støtte, som miljøbeskyttelsesfonden vil yde til L. kommune, og som vedrører mellem 40% og 100% af de afholdte omkostninger, svarer arten af en sådan levering af ydelser følgelig ikke til den fremgangsmåde, som en asbestfjernelsesvirksomhed i givet fald ville have valgt, idet denne ved fastsættelsen af sine priser ville have tilstræbt at absorbere sine omkostninger og opnå en fortjenstmargen. Endvidere bliver de omkostninger, der er forbundet med kommunens tilrettelæggelse af kampagnen for fjernelse af asbest hos kommunens indbyggere, ikke tilbagebetalt, idet det kun er de transaktioner, der er uddelegeret til den udvalgte virksomhed, som bliver tilbagebetalt. Den nævnte kommune bærer desuden kun tabsrisici uden udsigt til fortjeneste.

For det tredje forekommer det ikke økonomisk rentabelt for en sådan asbestfjernelsesvirksomhed ikke at lade modtagerne af den pågældendes leveringer af ydelser bære nogen af de omkostninger, som denne har afholdt, samtidig med, at vedkommende afventer en delvis kompensation - i form af støtte - for disse omkostninger. Ikke alene ville en sådan mekanisme stille virksomhedens likviditet i en strukturelt underskudsgivende situation, eftersom der for det første ikke foreligger en fortjenstmargen, de omkostninger, som er forbundet med tilrettelæggelsen af asbestfjernelseskampagnen, for det andet ikke bliver tilbagebetalt, og der for det tredje er et betragteligt udsving i tilbagebetalingsandelen, idet denne kan variere mellem 40% og 100% af de beløb, som bliver udbetalt til den udvalgte virksomhed, men denne mekanisme ville desuden give den pågældende virksomhed en for en afgiftspligtig person usædvanlig usikkerhed, eftersom spørgsmålet om, hvorvidt og i hvilket omfang en tredjemand vil tilbagebetale en så stor del af de afholdte omkostninger, rent faktisk forbliver uafklaret, indtil denne tredjemand træffer en beslutning efter de pågældende transaktioner.

C-677/21 - Fluvius Antwerpen

EU-Domstolen fandt at artikel 9, stk. 1, i direktiv 2006/112, som ændret ved direktiv 2009/162, skal fortolkes således, at en distributionssystemoperatørs levering af elektricitet, selv hvis den er ufrivillig og et resultat af tredjemands ulovlige adfærd, udgør økonomisk virksomhed, der udøves af denne operatør, for så vidt som den er udtryk for en risiko, der er forbundet med dennes virksomhed som elektricitetsdistributionssystemoperatør. Såfremt det antages, at denne økonomiske virksomhed udøves af et offentligretligt organ, der handler i sin egenskab af offentlig myndighed, kan en sådan virksomhed, der er nævnt i bilag I til dette direktiv, kun anses for ubetydelig som omhandlet i nævnte direktivs artikel 13, stk. 1, tredje afsnit, hvis den er af minimalt omfang, hvad enten det er i geografisk eller tidsmæssig henseende, og dermed har en så svag økonomisk virkning, at den konkurrenceforvridning, der kan følge heraf, om ikke er ikkeeksisterende, så i det mindste er af ringe betydning.

C-424/19 - Cabinet de avocat

Artikel 9, stk. 1 skal fortolkes således, at en person, der arbejder som advokat, skal anses for at være en »afgiftspligtig person« i denne bestemmelses forstand.

Domstolen udtalte desuden, at EU-retten er til hinder for, at en national retsinstans, som led i en tvist vedrørende moms, anvender princippet om retskraft, når 1) tvisten vedrører en anden afgiftsperiode eller en anden genstand, end den som blev behandlet i den tvist, som medførte en retskraftig retsafgørelse og 2) anvendelsen af princippet om retskraft hindrer, at retsinstansen tager hensyn til gældende EU-bestemmelser på momsområdet.

C-94/19, San Domenico

Sjette direktivs artikel 2, nr. 1), er til hinder for, at udlån eller udstationering af personale fra et moderselskab til et datterselskab alene mod godtgørelse af de hermed forbundne udgifter ikke anses for afgiftsmæssigt relevante. Det forudsættes, at de beløb, der betales af datterselskabet til moderselskabet og de pågældende udlån eller udstationeringer er indbyrdes betingede af hinanden.

C-692/17, Paulo Nascimento Consulting

En ejendomsmæglervirksomhed overdrog sin stilling i et fuldbyrdelsessøgsmål vedrørende inddrivelse af en fordring, som virksomheden havde fået anerkendt ved en retslig afgørelse, og hvis betaling blev sikret ved en ret til en konfiskeret fast ejendom, til en tredjemand.

Domstolen slog fast, at den omhandlede overdragelsestransaktion fandt sted inden for rammerne af en tvist vedrørende inddrivelse af en fordring, som fulgte af en aftale indgået i forbindelse med virksomhedens afgiftspligtige økonomiske virksomhed, der bestod i at levere tjenesteydelser inden for formidling af fast ejendom, uden at virksomheden havde bestridt, at den for så vidt angik den transaktion, der lå til grund for tvangsinddrivelsesproceduren, havde handlet i forbindelse med sin økonomiske virksomhed. Den i hovedsagen omhandlede transaktion indgik derfor reelt i en direkte forlængelse af PNC’s virksomhed.

Under disse omstændigheder udelukker den omstændighed, at den i hovedsagen omhandlede transaktion, som blev udført af en person, der allerede er momspligtig, ikke svarer til denne persons primære virksomhed og blot var af enkeltstående karakter, ikke, at denne person med hensyn til den pågældende transaktion har handlet i forbindelse med sin økonomiske virksomhed som omhandlet i artikel 9, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2006/112.

C-420/18, IO

Sagen vedrører, hvorvidt et medlem af bestyrelsen i en stiftelse udøver selvstændig, økonomisk virksomhed.

Domstolen slår for det første fast, at selvom bestyrelsesmedlemmet alene har én bestyrelsespost, så berører dette ikke, at der er tale om økonomisk virksomhed, da medlemmerne udpeges for en periode på fire år, hvilket giver det oppebårne honorar en varig karakter således, at der er tale om virksomhed af en vis varig karakter, der udføres mod vederlag.

Domstolen tager herefter stilling til, hvorvidt den økonomiske virksomhed udøves selvstændigt.

For det andet slår Domstolen fast, at medlemmet ikke er forpligtet over for sin arbejdsgiver ved en arbejdskontrakt eller ved et andet retligt forhold, som skaber et arbejdstager-arbejdsgiverforhold med hensyn til arbejds- og aflønningsvilkår og arbejdsgiverens ansvar, da medlemmet hverken er bundet af en kontrakt eller af instrukser fra stiftelsen.

Herefter undersøger Domstolen, om der foreligger et underordnelsesforhold under udøvelsen af virksomheden.

Domstolen udtaler, at det med henblik på at fastslå, om dette underordnelsesforhold foreligger, skal undersøges, om den pågældende person udøver sin virksomhed i eget navn, for egen regning og på eget ansvar, og om personen selv bærer den økonomiske risiko, der er forbundet med udøvelsen af denne virksomhed.

Idet medlemmerne af den pågældende bestyrelse ikke individuelt kan udøve de beføjelser, som bestyrelsen er tillagt, og at de handler for samme bestyrelses regning og under dennes ansvar, handler bestyrelsesmedlemmet hverken i eget navn, for egen regning eller på eget ansvar.

Der var heller ikke tale om, at bestyrelsesmedlemmet bar den økonomiske risiko, idet medlemmet oppebærer ret til det faste honorar, uafhængigt af dennes mødedeltagelse eller dennes effektivt udførte arbejdstimer.

Der var ikke tale om selvstændig, økonomisk virksomhed.

C-182/17, Nagyszénás Településszolgáltatási Nonprofit Kft.

EU-Domstolen slog fast, at virksomhed, der består i, at et selskab udfører visse offentlige opgaver i henhold til aftale indgået mellem selskabet og en kommune, udgør en levering af ydelser, der leveres mod vederlag.

EU-Domstolen bemærkede bl.a., at det ved vurderingen af, om en virksomhed udgør levering af ydelser mod vederlag er uden betydning, at den pågældende virksomhed består i at udøve funktioner, som af almene hensyn er tillagt og reguleret ved lov.

C-263/15, Lajvér

Artikel 9, stk. 1, i momssystemdirektivet skal fortolkes således, at udnyttelsen af landbrugstekniske bygge- og anlægsarbejder, som foretages af et handelsselskab uden fortjeneste for øje, der alene på supplerende vis udøver denne virksomhed erhvervsmæssigt, udgør økonomisk virksomhed i denne bestemmelses forstand, uanset at bygge- og anlægsarbejderne i væsentligt omfang er blevet finansieret gennem statsstøtte og at udnyttelsen alene giver indtægter i form af afgifter af beskeden størrelse, når afgiften på grund af varigheden af den fastsatte opkrævningsperiode er af en vis varig karakter.

Artikel 24 i momssystemdirektivet skal fortolkes således, at udnyttelsen af de landbrugstekniske bygge- og anlægsarbejder udgør levering af ydelser, som foretages mod vederlag, da de er direkte forbundet med den afgift, der er modtaget eller skal modtages, forudsat at dette beskedne afgiftsbeløb udgør en modværdi for den leverede ydelse, og uanset at ydelserne leveres som et led i opfyldelsen af forpligtelser, som er fastsat ved lov.

Det påhviler den forelæggende ret at vurdere, om det afgiftsbeløb, som er modtaget eller skal modtages, i sin egenskab af modydelse kan karakterisere en direkte forbindelse mellem de ydelser, som er foretaget eller skal foretages, og denne modydelse, og følgelig, om leveringen af ydelserne er foretaget mod vederlag. Den forelæggende ret skal nærmere bestemt sikre sig, at den afgift, som sagsøgerne i hovedsagen har fastsat, ikke kun delvist udgør et vederlag for de ydelser, som er foretaget eller skal foretages, og at størrelsen heraf ikke er blevet fastsat på grundlag af andre faktorer, som i givet fald potentielt kan drage tvivl om den direkte forbindelse mellem ydelserne og modydelserne herfor.

C-520/14, Gemeente Borsele

Sagen drejer sig, om en kommunes skoletransport udgør økonomisk virksomhed, og om kommunen dermed er en afgiftspligtig person. Kommunen anvender tjenesteydelser fra transportselskaber til at udføre skoletransporten. Omkring en tredjedel af forældrene betaler 3 % af udgifterne, og det resterende beløb finansierer kommunen med offentlige midler.

EU-domstolen konkluderer, at artikel 9, stk. 1, i momssystemdirektivet skal fortolkes således, at en lokal myndighed, der under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede leverer en skoletransportydelse, ikke udøver økonomisk virksomhed og dermed ikke har egenskab af afgiftspligtig person.

C-62/12, Galin Kostov

Momssystemdirektivets artikel 12, stk. 1, skal fortolkes således, at den kun omfatter personer, som ikke allerede er momspligtige af deres primære økonomiske virksomhed. Hvad derimod angår en afgiftspligtig person, ville det ikke være i overensstemmelse med navnlig formålet om en så enkel og generel momsopkrævning som muligt at fortolke momssystemdirektivets artikel 9, stk. 1, andet afsnit, således, at begrebet "økonomisk virksomhed" i denne bestemmelse ikke omfatter en form for virksomhed, der, selv om den kun udøves lejlighedsvis, falder ind under den generelle definition af dette begreb i den nævnte bestemmelses første punktum, og som udøves af en afgiftspligtig person, som desuden på en varig måde udøver en anden form for økonomisk virksomhed i henhold til momssystemdirektivet. Det forelagte spørgsmål skal besvares med, at momssystemdirektivets artikel 9, stk. 1, skal fortolkes således, at en fysisk person, der allerede er momspligtig af sin virksomhed som selvstændig foged, skal anses for "afgiftspligtig" af enhver anden økonomisk virksomhed, der udøves lejlighedsvis, på betingelse af, at denne virksomhed udgør virksomhed i henhold til momssystemdirektivets artikel 9, stk. 1, andet afsnit.

Højesteretsdomme

SKM2015.697.HR

Højesteret fastslog, at sagsøgeren var momspligtig af sit udlån af ansatte privatbanetjenestemænd til et datterselskab, som var operatør på en række lokalbaner, og som påtog sig at afholde alle personalerelaterede omkostninger.

Højesteret stadfæstede hermed SKM2013.517.ØLR.

Landsretsdomme

SKM2019.576.VLR

Sagsøger var tilknyttet et forsamlingshus som kogekone, hvor hun blandt andet lavede mad til diverse arrangementer. Af de grunde, som var anført af byretten, og da sagsøger ikke har været ansat af forsamlingshuset eller de personer, som har afholdt festerne, og dermed har handlet i eget navn og på egen risiko, tiltrådte landsretten, at sagsøger har drevet selvstændig virksomhed, og at hun som følge heraf er momspligtig.

Landsretten fandt desuden, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte den skønsmæssige ansættelse af skatteyderens personlige indkomst og momstilsvar som åbenbart urimelig eller som udøvet på et klart fejlagtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Byretten havde efter oplysningerne om omstændighederne ved sagsøgers funktion som kogekone ved forsamlingshuset og omfanget af den indtægt, der er indgået på hendes bankkonto herfra, lagt til grund, at hun har været erhvervsdrivende med deraf følgende momsregistreringspligt. De momspligtige ydelser har således klart oversteget 50.000 kr. årligt.

Stadfæstelse af byrettens dom i SKM2018.390.BR,

SKM2004.369.ØLR

Det dansk-tysk ejede statslige rederiselskab Scanlines Danmark A/S var momspligtig af selskabets udlån mod vederlag af tjenestemænd og "selskabstjenestemænd" til datterselskabet Sydfynske A/S. Denne aktivitet måtte anses for økonomisk virksomhed efter ML § 3, stk. 1, der skal fortolkes i overensstemmelse med 6. momsdirektivs artikel 4 (nu momssystemdirektivets artikel 9).

Det havde ingen betydning, at der ved udlejningen ikke var tilsigtet et økonomisk overskud.

Det forhold, at Scanlines ifølge lov var forpligtet til at beskæftige de pågældende tjenestemænd, kunne heller ikke føre til et andet resultat.

Scanlines Danmark A/S blev ikke anset for omfattet af ML § 3, stk. 2, nr. 3, som heller ikke kunne finde analog anvendelse. Se evt. afsnit D.A.3.2 om andre momspligtige personer.

Byretsdomme

SKM2023.127.BR

Sagen angik, om salg af to biler og en redskabsbærer skulle indgå i sagsøgerens momspligtige virksomhed. Sagsøgeren A havde for 13 andre køretøjer, der var købt og solgt i perioden fra 2010 til 2013, under sagens behandling anerkendt, at disse køretøjer indgik i hans momspligtige virksomhed.

Retten fandt efter en vurdering af sagens omstændigheder, køretøjernes værdi og særligt maskinens karakter og de foreliggende og manglende oplysninger, at A ikke havde ført et tilstrækkeligt bevis for, at køretøjerne var udnyttet således, at salget af dem var sket som led i forvaltning af As private formue og ikke som led i forvaltning af As økonomiske virksomhed.

Skatteministeriet blev på denne baggrund frifundet.

SKM2020.107.BR

Sagen handlede om, hvorvidt sagsøgerens personligt drevne virksomhed berettigede til fradrag for underskud og til momsfradrag i perioden 2014-2016. Nærmere bestemt var spørgsmålet, om virksomheden udgjorde en erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig henseende og en selvstændig økonomisk virksomhed i momsmæssig henseende.

Retten lagde til grund, at sagsøgeren i foråret 2014 ønskede at starte en virksomhed i form af udlejning af to hestebokse og et maskinhus i tilknytning til hans private bopæl.

For så vidt angår momsfradrag fandt retten efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, at sagsøgeren ikke havde løftet bevisbyrden for, at aktiviteterne kunne anses for økonomisk virksomhed i momslovens forstand. Retten lagde særligt vægt på, at aktiviteterne ikke var udøvet med henblik på at opnå indtægter af en vis varig karakter, hvilket de store underskud på objektivt grundlag underbyggede.

Skatteministeriet blev på denne baggrund frifundet.

SKM2018.390.BR

Sagen drejede sig om, hvorvidt der var grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens skønsmæssige forhøjelse af en skatteyders personlige indkomst for indkomståret 2009 og af hendes momstilsvar for 2009 og 2010.

Skatteyderen var i de pågældende indkomstår tilknyttet et forsamlingshus som kogekone, hvor hun blandt andet lavede mad til diverse arrangementer. Skatteyderen havde over for SKAT forklaret, at hun efter at være blevet momsregistreret i 2011 havde ændret sin måde at drive virksomhed, idet hun ikke længere udbetalte løn til serveringspersonalet.

Skatteyderen bestred både under den administrative sag samt under retssagen, at hun havde udbetalt løn til serveringspersonalet før 2011, ligesom hun bestred, at hun var momspligtig. Skatteyderen henviste blandt andet til, at hun to gange havde spurgt SKAT, om hendes funktion som kogekone skulle momsregistreres, og at SKAT i den forbindelse begge gange havde svaret benægtende.

Retten fandt, at uanset om SKAT måtte have svaret som påstået, kunne oplysningen ikke tillægges nogen betydning for sagen, idet forudsætningerne for besvarelsen var ukendte.

Retten konstaterede herefter, at skatteyderens personlige indkomst og momstilsvar kunne fastsættes efter et skøn, idet hun ikke havde udarbejdet regnskaber eller fremlagt bilag eller andet, der kunne dokumentere virksomhedens økonomiske forhold.

Retten fandt det ikke bevist, at Landsskatterettens skøn var udøvet på et forkert grundlag eller havde medført et åbenbart urimeligt forhold.

Et vidne havde under hovedforhandlingen forklaret, at skattemyndighederne fejlagtigt havde medtaget en indtægt på 15.000 kr., som rettelig havde været et lån fra skatteyderen til en veninde. Retten fandt ikke, at dette kunne føre til et andet resultat, idet skatteyderen i forbindelse med skønnet var blevet tilgodeset på andre områder.

Retten bemærkede endvidere, at skatteyderens forklaring om, at hun heller ikke før momsregisteringen i 2011 udbetalte løn til serveringspersonalet, var udtryk for en senere og ændret forklaring, som alene var underbygget af en række erklæringer fra et antal festholdere udarbejdet mange år senere til brug for retssagen.

Retten fandt ikke, at erklæringerne kunne tillægges afgørende betydning, og da der ikke var fremlagt aftaler, kvitteringer eller andet materiale fra 2009 og 2010, som underbyggede skatteyderens ændrede forklaring, lagde retten den oprindelige forklaring til grund.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

SKM2016.596.BR

Sagen vedrørte, hvorvidt sagsøgeren var en afgiftspligtig person i momslovens forstand, jf. ML § 3, stk. 1, hvorefter afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.

Sagsøgeren havde oprettet en virksomhed til brug for sagsøgerens børns aktiviteter med motorsport.

Retten fandt efter en konkret vurdering, at sagsøgeren ikke var en afgiftspligtig person i momslovens forstand. Retten lagde bl.a. vægt på, at virksomheden havde givet underskud fra 2000 til 2010, at det samlede underskud var på ca. 3 mio. kr., og at det først og fremmest var sagsøgerens og børnenes sportslige ambitioner og ønsker, der var afgørende for den fortsatte drift af virksomheden.

Retten fandt det ikke dokumenteret, at den stedlige skattemyndighed i 2000 havde tilkendegivet, at de fremtidige aktiviteter i virksomheden udgjorde en selvstændig økonomisk virksomhed. Derudover fandt retten, at reglerne for momsfradrag er klare og forudsigelige, og at det EU-retlige retssikkerhedsprincip ikke er til hinder for, at SKAT som led i den almindelige kontrol tager stilling til, om en virksomheds aktiviteter helt eller delvist opfylder kravene for at opnå momsfradrag.

På den baggrund blev Skatteministeriet frifundet.

SKM2016.213.BR

Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøgerne kunne foretage afskrivninger og fratrække underskud i anledning af en påbegyndt franchise virksomhed. Franchise virksomheden skulle overtage driften af et autoværksted fra et selskab.

Retten fandt - baseret på en lang række konkrete omstændigheder - at sagsøgerne ikke reelt havde drevet erhvervsmæssig franchise virksomhed for egen regning og risiko i den pågældende periode.

Retten fandt, at I/S heroverfor ved de afgivne forklaringer og fremlagte redegørelser og bilag i øvrigt ikke havde godtgjort, at det anførte franchisekoncept fik en økonomisk realitet i regi af I/S, altså at I/S reelt drev værkstederne. Det var således ikke godtgjort, at I/S havde drevet erhvervsmæssig virksomhed for egen regning og risiko. Følgelig kunne I/S heller ikke anses for at have drevet selvstændig erhvervsmæssig virksomhed i ML § 3, stk. 1's forstand.

►Sagen omhandlede om klageren i perioden fra 1. januar 2016 - 31. december 2019 var en afgiftspligtig person i henhold til momslovens § 3 for aktiviteter med køb og salg af skins (Skins er digitale udsmykningsgenstande til brug for et computerspil.) 

Landsskatteretten anførte, at klageren havde foretaget en lang række salg af skins og i perioden havde oppebåret indtægter på 7.760.529 kr. Klageren havde markedsført sig med annoncer på Twitter.com og Reddit.com, ligesom klageren havde haft diverse alias inde i spillet, der gav udtryk for, at han købte og solgte skins.

Under disse omstændigheder fandt Landsskatteretten, at klagerens salg af skins i den omhandlede afgiftsperiode havde et sådant omfang, at klageren drev selvstændig økonomisk virksomhed i henhold til momslovens § 3.

Den omstændighed, at klageren har erhvervet en stor del af de solgte skins fra lotteri, kunne ikke føre til et andet resultat, ligesom Landsskatteretten ikke fandt grundlag for at undtage aktiviteter med visse typer af skins fra klagerens afgiftspligtige virksomhed. Aktiviteterne med de forskellige typer af skins havde en så tæt relation på klagerens afgiftspligtige virksomhed, at salg heraf udgjorde afgiftspligtige transaktioner, jf. momslovens § 4.◄

Landsskatteretten fandt, at en institution, der drev selvstændig økonomisk virksomhed med udlejning af fast ejendom, jf. ML §§ 3, 4 stk. 1,og 13, stk. 1, nr. 8, tillige drev økonomisk virksomhed med bespisning af beboerne. Institutionen ansås således for at have leveret momspligtige ydelser i form af bespisning.

Således som sagen foreligger oplyst, fandt Landsskatteretten, at institutionen er en afgiftspligtig person i henhold til ML § 3, idet institutionen driver selvstændig økonomisk virksomhed dels med udlejning af fast ejendom, jf. ML § 4, stk. 1, jf. ML § 13, stk. 1, nr. 8, dels med bespisning af beboerne, jf. ML § 4, stk. 1.

Det forhold, at institutionen ikke har til formål at opnå overskud ved driften af fælleskøkkenet, og at et overskud ved institutionens eventuelle opløsning skal tilgå vedtægtsbestemte formål, ændrer, efter Landsskatterettens opfattelse, ikke herved.

Skatterådet

Spørgerne ejede en landbrugsejendom, som de havde erhvervet en ideel andel af hver i 2008. Spørgerne havde i deres ejerperiode stillet ejendommen vederlagsfrit til rådighed for B I/S, som de var interessenter i sammen med deres far. Interessentskabet havde anvendt ejendommen til henholdsvis momspligtig og momsfritaget bortforpagtning. Spørgerne påtænkte at indgå en overdragelsesaftale i relation til en del af ejendommen på i alt ca. 153.000 m².

Skatterådet kunne bekræfte, at Spørgerne ikke solgte ejendommen i egenskab af afgiftspligtige personer, idet Spørgerne alene havde anvendt ejendommen til vederlagsfri tilrådighedsstillelse for interessentskabet.

SKM2023.73.SR

Spørgerne ejede i fællesskab en ejendom. Spørgerne havde ejet Ejendommen siden 17. december 2008, hvor Spørgerne ved privat skifte havde arvet ejendommen efter A. Spørgerne havde i deres ejertid ikke selv anvendt Ejendommen, men den havde udelukkende været stillet vederlagsfrit til rådighed for B I/S, som havde anvendt ejendommen til udlejning/bortforpagtning. Det var Spørgers hensigt at sælge hele Ejendommen, når denne overgik til byzone.

Skatterådet kunne bekræfte, at Spørgerne ikke solgte ejendommen i egenskab af afgiftspligtige personer, idet Spørgerne alene havde anvendt ejendommen til vederlagsfri tilrådighedsstillelse for interessentskabet.

SKM2023.72.SR

Spørger 1 og Spørger 2 ejede hver sin del af en landbrugsejendom. Spørgerne havde ejet ejendommen siden 1978 og ejerskabet er delt 50/50. Spørger 1 havde stillet sin del af Landbrugsejendommen vederlagsfrit til rådighed for Spørger 2. Spørger 2 havde oprindeligt anvendt landbrugsejendommen til landbrugsformål i eget regi, men han havde sidenhen ladet landbrugsejendommen overgå til bortforpagtning. Spørger 1 og 2 havde hver især til hensigt at sælge en del af deres del af landbrugsejendommen, når denne del overgik til byzone.

Skatterådet kunne bekræfte, at Spørger 1 ikke solgte ejendommen i egenskab af afgiftspligtig person, idet Spørger havde stillet ejendommen vederlagsfrit til rådighed for Spørger 2.

SKM2023.71.SR

Spørger ejede en landbrugsejendom på 105.699 m². Spørger havde som eneejer erhvervet Ejendommen pr. 1. august 2004 og ejede Ejendommen i personligt regi. Spørger havde i sin ejertid ikke selv anvendt Ejendommen. Ejendommen havde udelukkende været og var fortsat stillet til rådighed for X I/S. X I/S anvendte jorden til landbrugsdrift og udlejede bygningerne. Stuehuset udlejedes momsfrit, mens driftsbygninger udlejedes inklusive moms. Spørger havde i 2021 indgået en betinget købsaftale med en Køber i henhold til hvilken, Køber kunne erhverve en ubebygget del af Ejendommen.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørger ikke solgte ejendommen i egenskab af afgiftspligtig person, idet Spørger ikke kunne anses for at have stillet ejendommen vederlagsfrit til rådighed for interessentskabet. Der var herved henset til, at interessentskabet betalte de til ejendommen hørende ejendomsskatter, renter og afdrag mv. på ejendommen.

SKM2021.694.SR

Det er Skattestyrelsens vurdering, at Spørger agerer som en afgiftspligtig person, når han sælger skins, idet Spørger driver økonomisk virksomhed. Salg af skins er ikke momsfritaget efter ML § 13, stk. 1, nr. 11, litra e, idet skins ikke kan anses som et adkomstbevis jf. EU-domstolen praksis, samt fordi salg af skins ud fra en naturlig sproglig forståelse ikke kan anses som en finansiel transaktion. Det vurderes desuden slutteligt, at Spørger ikke vil være berettiget til at anvende brugtmomsordningen, idet skins er en elektronisk leveret ydelse.

SKM2016.12.SR

Skatterådet kan ikke bekræfte, at Spørgers udlån af medarbejdere til X mod vederlag bestående i de samlede lønomkostninger falder uden for momslovens anvendelsesområde.

SKM2015.593.SR

Skatterådet bekræfter, at spørger kan fratrække momsen på indkøb af varer/ydelser, der indkøbes af spørger og viderefaktureres til et driftsselskab som led i en oprettet fælles indkøbscentral, i henhold til de almindelige gældende regler for momsfradragsret, og at spørger skal opkræve moms, når indkøbte varer/ydelser, som led i indkøbsfunktionen, viderefaktureres til den endelige køber (driftsselskabet).

Skatterådet bekræfter endvidere, at spørgers udbud af sportsaktiviteter er fritaget for moms, jf. ML § 13, stk. 1, nr. 5.

SKM2011.56.SR

Et ankenævn var momspligtig af de gebyrer mv., der betales af sagens parter.

Ankenævnet var ikke momspligtig af det generelle tilskud til driften, der ydes af brancheforeningen.

SKM2007.243.SR

Ankenævnet på Energiområdet blev anset for at være en afgiftspligtig person. Generelle bidrag fra energiselskaberne, som opkræves af Energistyrelsen på nævnets vegne, skulle anses for vederlag for leverancer til energiselskaberne. Bidragene var derfor momspligtige.

Ankenævnet var ikke omfattet af den begrænsede momspligt for andre offentlige institutioner end offentlige forsyningsvirksomheder, men derimod af den almindelige momspligt for juridiske og fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.

Se evt. afsnit D.A.3.2.4 om momspligt for offentlige institutioner.