Indhold
Dette afsnit handler om gaver til en fond. Det kan være gaver, som indgår i den bundne kapital eller gaver, som kan anvendes til uddelinger.
Afsnittet indeholder:
- Gaver, der tilfalder grundkapitalen
- Gaver, der ikke tilfalder grundkapitalen
- Uddeling af grundkapitalen
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Se også
Se også afsnit C.D.9.5.5.2 om gaver til familiefonde.
Gaver, der tilfalder grundkapitalen
Hvad enten der anvendes betegnelsen grundkapital, bunden kapital eller lignende, dækker den skattemæssige anvendelse af begreberne over kapital, som ikke kan uddeles.
Fonde mv. er kun skattepligtige af gaver, som er bestemt til uddeling. Se FBL § 3, stk. 6, 1 pkt., modsætningsvist.
Gaver, som ikke kan anvendes til uddeling, skal således ikke medregnes til den skattepligtige indkomst. En gave kan tilfalde grundkapitalen enten ved stiftelse af fonden eller ved en disposition, hvorved grundkapitalen udvides.
Reglerne om gavebeskatning skal ses i sammenhæng med fondsloven og erhvervsfondsloven.
De aktiver, der forelå ved fondens stiftelse samt aktiver, der modsvarer overskud, som er henlagt til konsolidering, kan kun uddeles med fondsmyndighedens samtykke, medmindre det i vedtægterne er bestemt, at kapitalen skal anvendes til uddeling i løbet af et nærmere fastsat tidsrum. Se FL § 9, stk. 1 og stk. 6.
Gaver til erhvervsdrivende fonde tilfalder kun grundkapitalen, hvis gavegiver udtrykkeligt har bestemt dette. Grundkapitalen kan kun nedsættes med henblik på uddeling, såfremt dette fremgår af vedtægten, jf. §§ 76 - 79 i lov om erhvervsdrivende fonde.
For andre fonde er det fondens bestyrelse, der beslutter, om aktiver, som senere tilfalder fonden som gave, skal anvendes til uddeling eller henlægges til fondens formue, medmindre gavegiver har truffet bestemmelse herom. Se FL § 9, stk. 2.
Gaver, der ikke tilfalder grundkapitalen
Fonde er skattepligtige af gaver, som er bestemt til uddeling, eller hvis det i vedtægterne er bestemt, at kapitalen i løbet af et nærmere tidsrum skal anvendes til uddeling. Se FBL § 3, stk. 6.
Modtager en fond en gave fra en anden fond, som er beregnet til videreuddeling, er den modtagende fond skattepligtig af gaven. Se FBL § 3, stk. 6, 1. pkt.
Uddeling af grundkapitalen
►◄
►SKM2023.589.SKTST beskriver den ændring af praksis, som følger af Landsskatterettens afgørelse i SKM2023.435.LSR.
Efter den hidtidige gældende praksis skulle fonde efterbeskattes efter SL § 4, jf. FBL § 3, stk. 6, 1. pkt., af beløb, der uddeles af grundkapitalen, og som var modtaget skattefrit af fonden.
Landsskatteretten fandt i SKM2023.435.LSR, at en fond, der tidligere havde modtaget en gave, der var blevet anset for skattefri efter den dagældende FBL § 3, stk. 3 (nu stk. 6), fordi gaven tilfaldt fondens grundkapital, der ikke skulle anvendes til uddeling, ikke skulle beskattes af gaven ved en senere uddeling af fondens formue i forbindelse med fondens opløsning.
Hidtidig gældende praksis
Den skattepligtige indkomst for fonde opgøres som udgangspunkt efter skattelovgivningens almindelige regler, jf. FBL § 3, stk. 1. Dette indebærer bl.a., at indtægter i form af donationer og gaver som udgangspunkt er skattepligtig indkomst, jf. SL § 4. FBL § 3, stk. 6, 1. pkt., indeholder imidlertid følgende undtagelse hertil:
"Gaver til fonde m.v. omfattet af § 1, nr. 1 og 4, skal kun medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, hvis gaven skal anvendes til uddeling eller det i vedtægten er bestemt, at kapitalen i løbet af et nærmere fastsat tidsrum skal anvendes til uddeling."
Undtagelsen medfører, at gaver, der tilfalder grundkapitalen i fonde, som ikke er familiefonde, er skattefritaget, fordi grundkapitalen ikke er bestemt til uddeling.
Skattemyndighederne har tidligere fundet, at der skulle ske en efterbeskatning efter SL § 4, jf. FBL § 3, stk. 6, 1. pkt., af beløb, der blev uddelt af grundkapitalen, og som i sin tid var modtaget skattefrit af fonden. Der blev ikke i praksis lagt vægt på, om der havde været fradragsret for uddelingen.
Den pågældende praksis udsprang af reglerne i SL § 4, hvoraf det fremgik, at som skattepligtig indkomst betragtedes den skattepligtiges samlede årsindtægter, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi.
Det fremgik af den hidtidig gældende praksis, at uddelinger af grundkapitalen efter fondsmyndighedernes samtykke udløste skattepligt, hvis uddelingen indebar, at forudsætningen for skattefrihed ikke længere var til stede. Der skete derfor en efterbeskatning af den del af den bundne kapital, der blev uddelt.
Det havde samtidig været skattemyndighedernes opfattelse, at praksis som udgangspunkt ikke kunne udstrækkes til, at der i forbindelse med den beskatning, der skete som følge af nedsættelsen af grundkapitalen og udlodning af de med skattefrihed indskudte beløb til grundkapitalen, tillige skulle ske en forrentning af beløbet eller en beskatning af beløb hidrørende fra eventuelle afkast eller avancer af de indskudte aktiver, se SKM2022.89.SR. Det fulgte derudover af den hidtidige gældende praksis, at ikke kun egentlige uddelinger medførte beskatning, se SKM2012.192.SR om tab på udlån og SKM2017.699.LSR om kapitalnedsættelse til dækning af underskud.
Den hidtidig gældende praksis indebar bl.a., at hvis nedsættelsen af grundkapitalen skete til dækning af tab i fonden, kunne fonden få fradrag for tabet som en uddeling efter FBL § 4, hvis uddelingen var sket til almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål, mens fonden samtidig skulle indtægtsføre et tilsvarende beløb efter SL § 4, jf. FBL § 3, stk. 6, modsætningsvist. Beskatningen skete på uddelingstidspunktet.
Landsskatterens afgørelse af 28. juni 2023, SKM2023.435.LSR
Landsskatteretten har ved afgørelse af 28. juni 2023 tilsidesat et bindende svar fra Skattestyrelsen, i hvilket Skattestyrelsen havde besvaret fondens spørgsmål om, hvorvidt en nedsættelse af de bundne midler i forbindelse med fondens opløsning og uddeling af fondens formue ikke udløste beskatning med: Nej. Landsskatteretten har ved sin afgørelse ændret besvarelsen til: Ja.
Af Landsskatterettens begrundelse fremgår bl.a. følgende:
"Som anført fremgår det af bemærkningerne til FBL § 3, stk. 3 (nu stk. 6), at "Da en del gaver imidlertid senere uddeles, foreslås det at gaver, der tilfalder fonde, og hvorom det er bestemt, at kapitalen senere kan uddeles, skal medregnes ved indkomstopgørelsen". Sammenholdt med lovbestemmelsens ordlyd må dette forstås sådan, at lovgiver har ment, at gaver til fonde, der senere - altså efter erhvervelsen af en gave til fondens grundkapital, der ved erhvervelsen var skattefri fordi den ikke skulle anvendes til uddeling - uddeles, ikke skal medregnes til den skattepligtige indkomst, medmindre det ved modtagelsen af gaven "i vedtægten er bestemt, at kapitalen i løbet af et nærmere fastsat tidsrum skal anvendes til uddeling". I overensstemmelse med Skattestyrelsens bindende svar af 9. juli 2007 lægger Landsskatteretten til grund, at det ved fondens erhvervelse af gaven fra Y Fonden den 22. marts 2010 ikke på denne måde var bestemt, at gaven i løbet af et nærmere fastsat tidsrum skulle anvendes til uddeling.
Heroverfor er der hverken i FBL § 3, stk. 6, i bestemmelsens forarbejder eller i skattelovgivningen i øvrigt støtte for, at - og i givet fald under hvilke omstændigheder og hvornår - en gave, der var skattefri, da den blev givet, skal beskattes, hvis betingelserne for skattefrihed efterfølgende bortfalder, herunder ikke i en situation som den foreliggende, hvor fonden efter en årrække opløses, og gaven efter tilladelse fra Civilstyrelsen, uden fradragsret, uddeles i overensstemmelse med fondens formål.
Under disse omstændigheder må det for at medregne gaven, der blev givet i indkomståret 2010, til fondens skattepligtige indkomst i uddelingsåret i hvert fald være en forudsætning, at der med de foretagne dispositioner er tilsigtet en omgåelse af skattelovgivningen. Der er ikke grundlag for at antage, at en sådan omgåelse har været eller er tilsigtet.
Herefter finder Landsskatteretten, at der ikke er hjemmel til at beskatte fonden af gaven ved uddeling af fondens formue i forbindelse med fondens opløsning.
Landsskatterettens afgørelse i SKM2017.699.LSR, der angår en anden situation end den foreliggende, kan ikke føre til et andet resultat."
Ny praksis
Skattestyrelsen finder på baggrund af Landsskatterettens afgørelse i SKM2023.435.LSR anledning til at ændre praksis.
Det er Skattestyrelsens opfattelse, at SKM2023.435.LSR, der i det væsentlige er begrundet generelt, skal anses for en tilsidesættelse af den hidtidige gældende praksis i sin helhed. Dette indebærer, at Landsskatterettens afgørelse skal opfattes som en generel tilsidesættelse af fast administrativ praksis i relation til efterbeskatning af uddelinger fra fonde med den begrundelse, at der generelt ikke er hjemmel til efterbeskatning af uddelinger af grundkapitalen af midler, der oprindeligt var indskudt uden beskatning, medmindre der er tale om omgåelse.
Dette medfører, at uddelinger fra grundkapitalen, der var skattefrie for fonden på erhvervelsestidspunktet, fordi de ikke var bestemt til uddeling, fremover ikke længere vil være skattepligtige for fonden.
Genoptagelse
Frister for genoptagelse
Landsskatterettens afgørelse medfører en underkendelse af hidtidig praksis, og der er på denne baggrund adgang til genoptagelse efter SFL §§ 26 og 27.
Ordinær genoptagelse
I henhold til SFL § 26, stk. 2, kan der ske genoptagelse af en skatteansættelse, hvis anmodning herom fremsættes senest den 1. maj i det 4. år efter udløbet af det pågældende indkomstår, og der fremlægges oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.
Der vil således på baggrund af dette styresignal kunne ske genoptagelse af skatteansættelser efter SFL § 26, stk. 2, fra og med indkomståret 2020, hvis der fremsættes anmodning herom senest den 1. maj 2024. Det betyder, at såfremt anmodningen om genoptagelse først fremsættes efter den 1. maj 2024, vil fristen for genoptagelse af indkomståret 2020 være udløbet.
Ekstraordinær genoptagelse
Hvis fristen i SFL § 26, stk. 2, er udløbet, kan der i henhold til SFL § 27, stk. 1, nr. 7, efter anmodning ske ekstraordinær genoptagelse, såfremt hidtidig praksis er endeligt underkendt ved en dom, en afgørelse fra skatteankeforvaltningen, et skatteankenævn eller Landsskatteretten eller ved en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet. I disse tilfælde kan der ske genoptagelse til gunst for den skattepligtige fra og med det indkomstår, der har været til prøvelse i den første sag, der resulterede i en underkendelse af praksis, eller fra og med det indkomstår, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet 3 år forud for underkendelsen af praksis.
Landsskatterettens afgørelse blev afsagt den 28. juni 2023. Den pågældende sag udsprang af en påklage af et bindende svar afsagt af Skattestyrelsen den 4. september 2020 vedrørende en påtænkt fremtidig disposition. Der kan i henhold til SFL § 27, stk. 1, nr. 7, efter anmodning ske ekstraordinær genoptagelse fra og med indkomståret 2020.
Reaktionsfrist
Det fremgår af SFL § 27, stk. 2, at en anmodning om ekstraordinær genoptagelse skal fremsættes senest 6 måneder efter, den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelse af fristen i SFL § 26, stk. 2.
Reaktionsfristen regnes fra offentliggørelsen SKM2023.589.SKTST, der er offentliggjort den 12. december 2023.
Forældelse
Adgangen til ekstraordinær genoptagelse er begrænset af den absolutte forældelsesfrist på 10 år, jf. SFL § 34 a, stk. 4.
Anmodning om genoptagelse
Anmodning om genoptagelse skal indgives til Skattestyrelsen via skat.dk eller til adressen: Skattestyrelsen, Nykøbingvej 76, 4990 Sakskøbing.
Anmodningen skal indeholde oplysninger om navn, adresse og CVR-nr.◄
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
Landsskatteretskendelser |
►SKM2023.435.LSR◄ | ►Sagen angik en fonds klage over Skattestyrelsens bindende svar, hvorefter Skattestyrelsen havde svaret "nej" til, at nedsættelse af en fonds bundne midler i forbindelse med fondens opløsning og uddeling af fondens formue ikke udløste skat i fonden. Det kapitalindskud, hvormed fonden i 2010 var blevet stiftet, var da anset som en gave, der var skattefri for fonden i medfør af den dagældende FBL § 3, stk. 3 (senere stk. 6), fordi indskuddet tilfaldt fondens grundkapital, der ikke skulle anvendes til uddeling. Landsskatteretten henviste til bemærkningerne til FBL § 3, stk. 3 (senere stk. 6), hvorefter "Da en del gaver imidlertid senere uddeles, foreslås det at gaver, der tilfalder fonde, og hvorom det er bestemt, at kapitalen senere kan uddeles, skal medregnes ved indkomstopgørelsen". Sammenholdt med lovbestemmelsens ordlyd måtte dette forstås sådan, at lovgiver havde ment, at gaver til fonde, der senere - altså efter erhvervelsen af en gave til fondens grundkapital, der ved erhvervelsen var skattefri, fordi den ikke skulle anvendes til uddeling - blev uddelt, ikke skulle medregnes til den skattepligtige indkomst, medmindre det ved modtagelsen af gaven "i vedtægten var bestemt, at kapitalen i løbet af et nærmere fastsat tidsrum skulle anvendes til uddeling". Landsskatteretten lagde til grund, at det ved fondens erhvervelse af gaven i 2010 ikke på denne måde var bestemt, at gaven i løbet af et nærmere fastsat tidsrum skulle anvendes til uddeling. Herefter anførte Landsskatteretten, at der heroverfor hverken i FBL § 3, stk. 6, i bestemmelsens forarbejder eller i skattelovgivningen i øvrigt var støtte for, at - og i givet fald under hvilke omstændigheder og hvornår - en gave, der var skattefri, da den blev givet, skulle beskattes, hvis betingelserne for skattefrihed efterfølgende bortfaldt, herunder ikke i en situation som den foreliggende, hvor fonden efter en årrække blev opløst, og gaven efter tilladelse fra Civilstyrelsen, uden fradragsret, blev uddelt i overensstemmelse med fondens formål. Under disse omstændigheder måtte det for at medregne gaven, der blev givet i indkomståret 2010, til fondens skattepligtige indkomst i uddelingsåret i hvert fald være en forudsætning, at der med de foretagne dispositioner var tilsigtet en omgåelse af skattelovgivningen. Der var ikke grundlag for at antage, at en sådan omgåelse havde været eller var tilsigtet. Herefter fandt Landsskatteretten, at der ikke var hjemmel til at beskatte fonden af gaven ved uddeling af fondens formue i forbindelse med fondens opløsning. Landsskatterettens afgørelse i SKM2017.699.LSR, der angik en anden situation end den foreliggende, kunne ikke føre til et andet resultat. Landsskatteretten ændrede derfor Skattestyrelsens bindende svar på spørgsmålet til "Ja".◄ | ►Afgørelsen indebærer en generel tilsidesættelse af fast administrativ praksis i relation til efterbeskatning af uddelinger fra fonde med den begrundelse, at der generelt ikke er hjemmel til efterbeskatning af uddelinger af grundkapitalen af midler, der oprindeligt var indskudt uden beskatning, medmindre der er tale om omgåelse. Dette medfører, at uddelinger fra grundkapitalen, der var skattefrie for fonden på erhvervelsestidspunktet, fordi de ikke var bestemt til uddeling, fremover ikke længere vil være skattepligtige for fonden, jf. SKM2023.589.SKTST.◄ |
SKM2017.699.LSR | I forbindelse med en fusion af to erhvervsdrivende fonde blev der i den ene fond foretaget en kapitalnedsættelse til dækning af regnskabsmæssige tab, herunder akkumulerede afskrivninger på fondens ejendomme. Landsskatteretten fandt, at dispositionerne måtte anses som forbrug af bundne midler, der ville medføre beskatning. | ►Se SKM2023.589.SKTST ◄ |
SKM2009.530.LSR | Landsskatteretten gav en klager medhold i, at en fond ikke var skattepligtig af gaver, der ikke skulle anvendes til udlodning, men skulle tilfalde fondens grundkapital, uagtet at giver havde fået fradrag for gaven efter LL § 8 H. | |
Skatterådet |
SKM2023.194.SR | Spørger var et holdingselskab, der anmodede Skatterådet om tilladelse til, at overdragelse af aktier fra holdingselskabets daværende beholdning af aktier til stiftelse af en almennyttig fond ikke skulle anses for en skattepligtig udlodning efter LL § 16 A, stk. 1 til kapitalejeren, jf. LL § 16 A, stk. 4, nr. 4. Det var Skatterådets vurdering, at fonden måtte anses for almennyttig, idet fonden i følge udkastet til fondens vedtægter skulle yde støtte til projekter inden for kultur og sport eller øvrige aktivitetsskabende projekter i Y Kommune, yde rejselegater til personer med tilknytning til Y Kommune, som ønsker at uddanne sig i udlandet, yde støtte til ældreområdet i Y Kommune samt i øvrigt yde støtte til projekter/personer, der var foreneligt med ovenstående. Det fremgik endvidere af vedtægterne, at slægtninge til kapitalejeren ingen fortrinsret havde frem for andre til at modtage støtte fra fonden, og at ved opløsning af fonden skulle de eventuelle resterende aktiver videreføres i en fond, som havde samme eller lignende formål som den omhandlede fond. Skatterådet gav tilladelse til, at overdragelse af aktier fra holdingselskabets daværende beholdning af aktier i forbindelse med stiftelse af den almennyttige fond ikke skulle anses for en skattepligtig udlodning efter LL § 16 A, stk. 1 til kapitalejeren, jf. LL § 16 A, stk. 4, nr. 4. | |
SKM2023.114.SR | Sagen omhandlede stiftelse af en almennyttig/almenvelgørende fond og overdragelse af aktier til fonden. Skatterådet bekræftede, at den påtænkte fond kunne anses for almennyttig/almenvelgørende. Derudover bekræftede Skatterådet, at stiftelsen af fonden ikke udløste aktieavancebeskatning for de stiftende selskaber, samt at der ikke skulle ske beskatning af den nystiftede fond ved indskud af aktier mv. til grundkapitalen. | Skatterådet gav i den sammenhængende sag; SKM2023.115.SR tilladelse til, at spørgeren ikke skulle udbyttebeskattes, hvis aktierne i et selskab, der var ejet af spørgerens holdningselskab, blev apportindskudt i en påtænkt nystiftet erhvervsdrivende fond, jf. LL § 16 A, stk. 4, nr. 4. |
SKM2023.88.SR | Boet efter A anmodede Skatterådet om tilladelse til at en overdragelse af aktier i selskabet H2 A/S fra H1 ApS til "A Fonden under stiftelse" kunne ske uden udlodningsbeskatning af boet efter LL § 16 A, stk. 4, nr. 4. Skatterådet gav boet efter A tilladelse til, at overdragelsen kunne ske, uden at der ville blive pålagt udbyttebeskatning. | |
SKM2022.475.SR | Skatterådet bekræftede, at fondens tab på udlån kunne anses for uddelinger fra fonden, idet disse omkostninger de facto afholdtes til opfyldelse af fondens formål. Det kunne således ikke anses for afgørende for spørgsmålet om, hvorvidt tab på udlån skulle anses for uddelinger, om det direkte fremgik af vedtægterne, at fonden kunne opfylde sit formål ved foretagelse af udlån, når fonden rent faktisk opfyldte sit vedtægtsbestemte formål ved foretagelse af sådanne udlån. Derudover ansås de pågældende uddelinger for at være foretaget til almennyttige formål i form af kunstneriske og kulturelle formål, der kom en videre kreds til gode. | |
SKM2022.89.SR | Skatterådet fandt, at der ikke skulle ske beskatning ved nedsættelse af grundkapitalen. I sagen var der tale om nedsættelse på grundlag af avance af aktier, der oprindeligt var indskudt med skattefritagelse for fonden. Skatterådet fandt, at nedsættelsen ikke udløste beskatning, idet nedsættelsen ikke medførte, at grundkapitalen derved kom under det beløb, der oprindeligt var indskudt med skattefritagelse. | ►Tidligere praksis, jf. SKM2023.589.SKTST. Fremover vil uddelinger fra grundkapitalen, der var skattefrie for fonden på erhvervelsestidspunktet, fordi de ikke var bestemt til uddeling, ikke længere være skattepligtige for fonden, medmindre der er tale om omgåelse. ◄ |
SKM2022.78.SR | M ejede 100 pct. af aktierne i S Holding ApS, og S Holding ApS ejede 100 pct. af aktierne i det nystiftede selskab N Holding A/S, som ejede 100 pct. Af aktierne i selskaberne X ApS og Y A/S. M overvejede at stifte den erhvervsdrivende fond "Fonden", ved at S Holding ApS indskød aktierne i datterselskabet N Holding A/S som grundkapital i en fond. For det første ønskedes det bekræftet, at "Fonden" kunne anses for udelukkende at have almennyttigt/almenvelgørende formål. Dette kunne bekræftes, da fondens overskud skulle uddeles til at yde økonomisk bistand til kræftramte personer i A-kommune og B-kommune; at yde økonomisk bistand til julearrangementer afholdt i A-kommune eller B-kommune af offentlige eller private foretagender målrettet mod hjemløse og ensomme personer samt at yde støtte til gennemførelse af kulturelle arrangementer afholdt i A-kommune eller B-kommune. For det andet ønskedes det bekræftet, at stiftelsen af "Fonden" ikke udløste skattemæssige konsekvenser for hverken S Holding ApS eller M. Det havde ikke skattemæssige konsekvenser for S Holding ApS, da afståelsen af de 100 pct. ejede aktier var skattefri. Det var selskabet N Holding A/S som påtænktes overdraget til en nystiftet fond. Det havde ikke skattemæssig betydning for selskabet N Holding A/S, at selskabet blev overdraget fra S Holding ApS til den påtænkte nystiftede fond. I forhold til vurderingen af de skattemæssige konsekvenser for M, skulle værdien af en gave, ved helt eller delvis vederlagsfri overdragelse af aktier mv. i e selskab, beskattes som udbytte, når gaven ydes i aktionærens eller andelshaverens ideelle interesse, se LL § 16 A, stk. 2, nr. 6. I henhold til LL § 16 A, stk. 4, nr. 4, skal værdien af en gave, ved en helt eller delvis vederlagsfri overdragelse af aktier mv. i et selskab omfattet af LL § 16, stk. 2, nr. 6, dog ikke beskattes, hvis der inden overdragelsen er opnået tilladelse hertil fra Skatterådet. En sådan tilladelse behandles særskilt. For det tredje ønskedes det bekræftet, at "Fonden" hverken var skattepligtig eller afgiftspligtig af de værdier, som fonden blev tildelt ved stiftelsen. Da fondens grundkapital udgjorde 100 pct. af aktierne i N Holding A/S, som blev ydet til "Fonden" i forbindelse med stiftelsen, var værdierne ikke skattepligtige. Da den påtænkte erhvervsdrivende fond ikke kunne anses for en såkaldt familiefond, ville fonden ikke skulle betale afgift af de værdier, som fonden blev tildelt ved stiftelsen. Spørgsmålet blev derfor bekræftet. | |
SKM2021.549.SR | Skatterådet bekræftede, at der var skattefrihed ved uddeling af grundkapital, idet beskatning ved uddeling fra grundkapitalen forudsætter, at der er tale om forbrug af en bunden kapital, der var skattefri ved tilgangen, jf. FBL § 3, stk. 6 eller efter den tidligere dispensationsordning. Idet grundkapitalen var tilgået fonden før indførelse af fondsbeskatningsloven, kunne der ikke ske beskatning ved uddeling af fondens grundkapital som følge af opløsningen. | ►Tidligere praksis, jf. SKM2023.589.SKTST. Fremover vil uddelinger fra grundkapitalen, der var skattefrie for fonden på erhvervelsestidspunktet, fordi de ikke var bestemt til uddeling, ikke længere være skattepligtige for fonden, medmindre der er tale om omgåelse. ◄ |
SKM2021.453.SR | Skatterådet bekræftede, at nedsættelsen af grundkapitalen i en erhvervsdrivende fond ikke udløste skattepligt for fonden, fordi den nedsatte del af grundkapitalen ikke var tilgået kapitalen som skattefrie gaver. | ►Tidligere praksis, jf. SKM2023.589.SKTST. Fremover vil uddelinger fra grundkapitalen, der var skattefrie for fonden på erhvervelsestidspunktet, fordi de ikke var bestemt til uddeling, ikke længere være skattepligtige for fonden, medmindre der er tale om omgåelse. ◄ |
SKM2019.254.SR | Skatterådet bekræftede, at H1-fondens løbende forbrug af grundkapitalen til udlejning til studerende i kollegieejendomme var at anse som værende løbende, almennyttige uddelinger, der var fradragsberettigede. Endvidere bekræftede Skatterådet, at fusionen mellem H1-fonden og H2-fonden ikke udløste beskatning hos hverken H1-fonden eller den modtagende fond, da grundkapitalerne skattemæssigt svarede til hinanden på tidspunktet for fusionen. | |
SKM2017.671.SR | Skatterådet bekræftede, at den ene Spørger kunne stifte en fond uden skattemæssige konsekvenser for Spørger. Endvidere bekræftede Skatterådet, at Spørgerne kunne give en løbende gave til fonden uden skattemæssige konsekvenser for Spørgerne. Endeligt bekræftede Skatterådet den skattemæssige konsekvens af, om de løbende gaver til fonden blev tillagt fondens grundkapital eller den disponible kapital. | |
SKM2017.79.SR | Skatterådet fandt, at nedsættelse af grundkapitalen i erhvervsdrivende fonde til dækning af underskud ikke udløste beskatning. Derudover afviste Skatterådet at besvare et spørgsmål, da spørgsmålet ikke vedrørte en påtænkt disposition. | ►◄ ►Fremover vil uddelinger fra grundkapitalen, der var skattefrie for fonden på erhvervelsestidspunktet, fordi de ikke var bestemt til uddeling, ikke længere være skattepligtige for fonden, medmindre der er tale om omgåelse, jf. SKM2023.589.SKTST◄ |
SKM2016.374.SR | Skatterådet bekræftede, at en dansk almenvelgørende fond ikke ville være skattepligtig af en gave, når gaven ikke anvendtes til uddeling, jf. FBL § 3, stk. 6, jf. FBL § 1, stk. 1, nr. 1. Det fremgik af oplysningerne, at indskud i fonden blev henført til fondens grundkapital, der ikke kunne uddeles. | |
SKM2016.17.SR | Skatterådet besvarede benægtende, at en uddeling af højskolebygningerne samt den grund, hvorpå højskolebygningerne var opført, til X efter 10 år i givet fald ikke ville udløse skattepligt for spørger. Spørger var en erhvervsdrivende byggefond. Grunden påtænktes apportindskudt til bygningsfondens grundkapital, mens øvrige anlægsudgifter skulle finansieres ved hjælp af frie midler. Det fulgte af fast praksis, at uddeling af grundkapital udløste skattepligt, idet forudsætningen for skattefrihed ikke længere var til stede. For så vidt angik bygningerne ville uddeling heraf ikke udløse skattepligt for bygningsfonden, idet værdien af disse påtænktes overdraget til bygningsfondens frie midler. | ►Tidligere praksis, jf. SKM2023.589.SKTST. Fremover vil uddelinger fra grundkapitalen, der var skattefrie for fonden på erhvervelsestidspunktet, fordi de ikke var bestemt til uddeling, ikke længere være skattepligtige for fonden, medmindre der er tale om omgåelse. ◄ |
SKM2012.192.SR | I forbindelse med stiftelsen, ville der blive indskudt et samlet beløb på 25 mio. kr., som ville udgøre hele kapitalen. Skatterådet fandt, at indskuddet ikke ville være skattepligtigt, da indskuddet ikke kunne anvendes til uddelinger. Skatterådet fandt imidlertid, at hvis der som følge af tab på udlån mv. sker et forbrug af bundne midler, skal forbruget indtægtsføres/beskattes i det år, hvor forbruget sker. Det er uden betydning, hvad årsagen til tabet er. Fonden vil dog i samme år kunne få fradrag for tabet som en uddeling, hvorved beskatningen går i 0. | ►Tidligere praksis, jf. SKM2023.589.SKTST.
Fremover vil uddelinger fra grundkapitalen, der var skattefrie for fonden på erhvervelsestidspunktet, fordi de ikke var bestemt til uddeling, ikke længere være skattepligtige for fonden, medmindre der er tale om omgåelse. ◄ |
SKM2011.66.SR | Skatterådet bekræftede, at gavebeløb, der overføres til A Fonden, og som klausuleres til at gå til fondens grundkapital, ville kunne modtages skattefrit af fonden, uanset at fonden anvender grundkapitalen eller en del af denne som indskud i aktier i et datterselskab. Se FBL § 3, stk. 6. Dette gælder uanset om gavebeløbene fratrækkes af gaveyder efter LL § 8 A. | |
SKM2010.325.SR | Aktiver tilført ved arv eller gave kan således som udgangspunkt ikke anvendes til uddeling eller administration uden fondsmyndighedens (Civilstyrelsens) samtykke. Fondens formål ansås at være almennyttigt. Fonden var ikke skattepligtig af gaver, der tilfalder fondens bundne kapital. | |
SKM2007.693.SR | En fond ville få til formål at yde rentelettede lån til små og mellemstore virksomheder i deres etablerings-, begyndelse- eller ekspansionsfase. Både fondens disponible kapital og fondens grundkapital ville kunne anvendes til udlån. I forbindelse med stiftelsen af fonden ville der blive indskudt et større beløb. Stifteren af fonden overvejede enten at indskyde det samlede beløb som formel grundkapital i fonden eller at lade en del af beløbet indskyde som grundkapital og lade resten af kapitalen indskyde som en reservefond, der ikke ville være grundkapital, men som dog ikke ville kunne gøres til genstand for uddeling. Hvis en del af indskuddet kunne registreres som ikke-grundkapital, men som dog ikke kunne gøres til genstand for uddeling, ville stifteren i vidt omfang have imødegået risikoen for kapitaltab. Skatterådet lagde vægt på, at det af FBL § 3, stk. 3, fremgår, at det kun er gaver, som skal anvendes til uddeling, eller hvor det af fondens vedtægter fremgår, at kapitalen i løbet af et nærmere tidsrum skal anvendes til uddeling, som skal medregnes ved opgørelsen af fondens skattepligtige indkomst. Skatterådet bekræftede, at det var Rådets opfattelse, at tilskud/gaver, som tilfalder enten fondens grundkapital eller anden vedtægtsbestemt bunden kapital, ville være skattefri for fonden. | ►Fremover vil uddelinger fra grundkapitalen, der var skattefrie for fonden på erhvervelsestidspunktet, fordi de ikke var bestemt til uddeling, ikke længere være skattepligtige for fonden, medmindre der er tale om omgåelse, jf. SKM2023.589.SKTST.◄ |
SKM2007.176.SR | Skatterådet bekræftede, at et selskab kunne yde en gave til en fond uden skattemæssige konsekvenser for fonden, når gaven ville blive tillagt fondens grundkapital. | |
SKM2002.211.LR | Ligningsrådet udtalte, at en vederlagsfri overdragelse af samtlige aktier i et driftsselskab til en nystiftet fonds grundkapital var uden skattemæssige konsekvenser for fonden. Afgørende var, at aktierne ifølge fundatsen skulle indgå i fondens grundkapital, at fondens formål stedse ville være at eje den fulde aktiekapital i selskabet, samt at der ikke var tillagt medlemmer af bestemte familier fortrinsret til uddelinger fra fonden eller fortrinsret til at indtage bestemte stillinger mv. | |
TfS 1994, 320 LR | Sagen vedrørte en skattefri fusion af to fonde. Fusionen skulle gennemføres på den måde, at den indskydende fonds egenkapital, dvs. både den disponible og bundne kapital, skulle overføres til den disponible kapital i den modtagende fond. Det var oplyst, at den indskydende fond ikke havde modtaget gaver til udvidelse af den bundne kapital og derfor ikke havde fået fritagelse for beskatning af gaver efter fondsbeskatningslovens regler. Ligningsrådet fandt, at fusionen kunne gennemføres skattefrit i medfør af FUL § 14 c, stk. 1, nr. 1, idet overførslen ikke havde skattemæssig betydning. | Se også afsnit C.D.9.8.2 om skattefri fusion. |
SKM-meddelelser |
►SKM2023.589.SKTST◄ | ►Styresignalet beskriver den ændring af praksis, som følger af Landsskatterettens afgørelse i SKM2023.435.LSR. Landsskatteretten fandt i afgørelsen, at en fond, der tidligere havde modtaget en gave, der var blevet anset for skattefri efter den dagældende FBL § 3, stk. 3 (nu stk. 6), fordi gaven tilfaldt fondens grundkapital, der ikke skulle anvendes til uddeling, ikke skulle beskattes af gaven ved en senere uddeling af fondens formue i forbindelse med fondens opløsning. Styresignalet beskriver den hidtidige og nye praksis vedrørende beskatning af uddelinger fra grundkapitalen, når uddelingen sker af midler, der på tidspunktet for fondens erhvervelse, var skattefrie for fonden, fordi de ikke var bestemt til uddeling. Skattestyrelsen ændrer praksis, således at uddelinger fra grundkapitalen, der var skattefrie for fonden på erhvervelsestidspunktet, fordi de ikke var bestemt til uddeling, fremover ikke længere vil være skattepligtige for fonden.◄ | |