Indhold

Afsnittet handler om de betingelser, som en fordring skal opfylde, for at den kan danne grundlag for en konkurs.

Afsnittet indeholder:

Fordringen skal eksistere
Skønsmæssige eller foreløbige ansættelser
Fordringer sikret ved betryggende pant
Subsidiært ægtefælleudlæg
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Fordringen skal eksistere

Fordringshaver har bevisbyrden for, at fordringen mod skyldner eksisterer. En konkurs kræver dog ikke, at fordringshaver har opnået dom, forlig eller lignende over sine krav mod skyldner.

Fordringens eksistens skal være så klar, at fordringen umiddelbart kan danne grundlag for en konkurs. Der er i princippet fri bevisførelse og bevisbedømmelse i skifteretten. Retspraksis har dog udviklet nogle begrænsninger heri, særligt af hensyn til den hastighed der er nødvendig for behandling i skifteretten. En konkurs vil derfor være udelukket, hvis det er nødvendigt med en bevisførelse, der overstiger den bevisførelse, der kan finde sted ved behandlingen af en konkursbegæring. I UfR 2005.3323 ØLR accepterede Landsretten fx afhøring af parten og 3 vidner i forbindelse med behandlingen af konkursbegæringen.

Skifteretten kan derfor tillade en vis bevisførelse, så der kan tages stilling til en fordring, som skyldneren bestrider ligesom skifteretten ikke er afskåret fra at tage stilling til, om restanceinddrivelsesmyndighedens fordring har en sådan klarhed, at den kan danne grundlag for konkurs. Det gælder, selv om skyldner har påklaget kravet til fx Landsskatteretten. Se UfR 2021.2640 HR, hvor Højesteret udtalte, at der gælder en forhåndsanmodning for, at en fordring har den fornødne klarhed til at kunne danne grundlag for afsigelse af konkursdekret, når kreditor har fået dom for kravet, selv om dommen er anket.

I SKM2016.543.VLR fandt Landsretten, at den påklagede momsafgørelse kunne danne grundlag for et konkursdekret, da det af selskabet anførte ikke havde skabt en sådan usikkerhed om fordringens eksistens, at konkursdekret ikke kunne afsiges. Landsretten fandt også, at de øvrige konkursbetingelser var opfyldte og stadfæstede derfor konkursdekretet. Se også SKM2017.403.ØLR.

Når det kan dokumenteres/bevises, at en fordring eksisterer, er det ikke et krav for indgivelse af en konkursbegæring, at fordringen er forfalden til betaling. Se UfR 2017.3507 VLR. Det vil dog være det helt klare udgangspunkt, at restanceinddrivelsesmyndigheden ikke indgiver konkursbegæring på baggrund af en fordring, der ikke er forfalden til betaling. Derimod skal fordringer, der ikke er forfalden til betaling, medtages i konkursbegæringen, til vurderingen af, hvorvidt skyldner er insolvent efter konkurslovens § 17.

Skønsmæssige eller foreløbige ansættelser

Er et krav fra skatteforvaltningen skønsmæssigt ansat efter opkrævningslovens § 4, stk. 1, og § 5, stk. 2, anses dette krav som et krav på lige fod med et krav baseret på en indsendt angivelse. Skatteforvaltningen skal dog kunne sandsynliggøre, at de skønsmæssige eller foreløbige fastsættelser er korrekte og dermed har en sådan klarhed, at de kan danne grundlag for en konkurs.

En skyldner kan ikke ved at klage over skatteansættelsen slippe for at indbetale sin skat til forfaldstid. Se statsskattelovens § 38. Hvis en skatteansættelse er under behandling i det administrative klagesystem, skal kravet have en sådan klarhed, at bevisførelsen om kravets eksistens ikke overstiger den bevisførelse, der tillades ved skifteretten.

Bemærk

Skyldner kan søge om henstand i forbindelse med klagesagen efter skatteforvaltningslovens § 51. Se afsnit A.A.12.1 Henstand i forbindelse med klager. Det er udgangspunktet, at en anmodning om henstand imødekommes, medmindre der er nærliggende fare for at skatten ikke vil blive betalt. En bevilling af henstand er således ikke en afgørelse, der afhænger af sagens materielle forhold, eller tager stilling til det omstridte krav. Såfremt der er bevilget henstand i forbindelse med en klage, vil det således fortsat bero på en konkret vurdering, om kravet har en sådan klarhed, at bevisførelsen herom, ikke overstiger det der tillades ved skifteretten, for at kravet kan danne grundlag for konkurs. I SKM2017.403.ØLR fandt Landsretten, at det forhold, at selskabet havde indbragt Skatteforvaltningens afslag på henstand for Landsskatteretten, ikke afskar afsigelse af konkursdekret.

Se også oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv., da der findes flere retsafgørelser, der belyser de klarhedskrav, der stilles til fordringen.

Fordringer sikret ved betryggende pant

Konkursloven opremser følgende tilfælde, hvor en fordring anses for så tilstrækkeligt sikret, at den ikke kan danne grundlag for konkurs:

Fordringen er sikret ved betryggende pant i skyldnerens ejendom. Se konkurslovens § 20, stk. 1, nr. 1
Fordringen er sikret ved betryggende pant stillet af tredjemand, og en konkursbegæring vil stride mod vilkårene for sikkerhedsstillelsen. Se konkurslovens § 20, stk. 1, nr. 2
Fordringshavers fordring er uforfalden og af tredjemand er eller tilbydes sikret ved betryggende pant. Se konkurslovens § 20, stk. 1, nr. 3.

Ad 1: Betænkning nr. 606/1971 om konkurs og tvangsakkord bemærker på side 77 hvornår pantet er betryggende. For at udelukke konkurs må pantet efter udkastet være betryggende, hvilket vil sige at det ved tvangsrealisation må kunne påregnes at give fuld dækning for pantefordringen og de med salget forbundne omkostninger. Se SKM2014.217.ØLR. Det er derfor den sandsynlige budsum ved en tvangsauktion, der skal tages afsæt i ved vurderingen af, om pantet er betryggende. Er der tvivl om, at pantet kan give fuld dækning, er konkurs ikke udelukket. Pantet er heller ikke betryggende, hvis det vil kunne omstødes i tilfælde af, at konkurs indtræder på en anden fordringshavers begæring. Bestemmelsen omfatter også sikkerhed stillet efter opkrævningslovens § 11 og punktafgiftslovene, fx lov om registreringsafgift og spiritusafgiftsloven. Se SKM2006.365.SKAT om sikkerhedsstillelse efter skatte- og afgiftslovgivningen.

Ad 2: Det er ikke udelukket at begære en skyldner konkurs, selv om der foreligger en aftalt kaution eller en sikker selvskyldnerkaution fra en eneanpartshaver. Er der derimod aftalt en sikkerhed under den kendelige forudsætning, at der ikke må indgives konkursbegæring, så længe sikkerheden giver fuld dækning, er fordringshaver bundet heraf.

Ligestillet med pant er anden tilsvarende sikkerhed, og ligestillet med pant i tredjemands ejendom er sikker selvskyldnerkaution. Se konkurslovens § 20, stk. 2.

Subsidiært ægtefælleudlæg

En konkursbegæring kan ikke indgives på grundlag af et subsidiært udlæg efter gældsinddrivelseslovens § 12. Det skyldes, at skyldners ægtefælle ikke hæfter for gælden, men kun må tåle et subsidiært udlæg i de tilfælde, der beskrives i bestemmelsen.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Højesteret
UfR 2021.640 HR	Højesteret udtalte, at der gælder en forhåndsformodning for, at en fordring har den fornødne klarhed til at kunne danne grundlag for afsigelse af konkursdekret, når kreditor har fået dom for kravet, selv om dommen er anket. A havde ikke godtgjort, at der forelå en sådan usikkerhed om fordringens eksistens, at der af denne grund ikke kunne afsiges konkursdekret, og den omstændighed, at landsretten ikke havde afvist anken, kunne ikke føre til et andet resultat.
UfR.1999.110 HR	Skyldner bestred nogle investeringsaftaler og nægtede at foretage indbetalinger herpå. De berettigede selskaber indgav konkursbegæring mod skyldner, der forinden havde overdraget væsentlige aktiver til ægtefællen. Højesteret fandt, at skyldner ikke havde godtgjort fordringernes usikkerhed. Højesteret lagde desuden vægt på, at en fristdag var nødvendig af hensyn til en evt. omstødelse.	Det er Gældsstyrelsen som fordringshaver, der har bevisbyrden for, at kravet består. Det er Gældsstyrelsens opfattelse, at Højesterets kendelse medfører, at det påhviler skyldner at dokumentere en fordrings uklarhed, hvis fordringshaver har sandsynliggjort kravet.
Landsretten
SKM2017.403.ØLR	Landsretten stadfæstede et konkursdekret, som var afsagt på baggrund af en konkursbegæring, indgivet af SKAT mod et selskab. Konkursbegæringen hvilede på en fordring, som bestod dels af nogle "transfer pricing"-forhøjelser og dels af en afgørelse om hæftelse for ikke-indeholdt udbytteskat. Det, at de af SKAT afsagte afgørelser, som konkursfordringen udsprang af, var indbragt for Landsskatteretten, kunne ikke medføre, at der ikke kunne afsiges konkursdekret. Heller ikke det forhold, at selskabet havde indbragt SKATs afslag på henstand for Landsskatteretten, afskar afsigelse af konkursdekret.	Det er Gældsstyrelsens opfattelse, at Landsrettens kendelse medfører at klage over en afgørelse ikke afskærer muligheden for at anvende afgørelsen som konkursfordring.
UfR 2017.3507 VLR	Landsretten lagde til grund, at kravet havde den fornødne klarhed til at kunne danne grundlag for konkurs, idet den omstændighed, at kravet ikke var forfaldet og ikke kunne tvangsfuldbyrdes, ikke kunne føre til et andet resultat.	Det er Gældsstyrelsens opfattelse, at Landsrettens kendelse gør det klart, at fordringens klarhed er afgørende for om den kan anvendes som konkursfordring.
SKM2016.543.VLR	Et selskab kærede det af skifteretten afsagte konkursdekret med principal påstand om konkursdekretets ophævelse og subsidiær påstand om hjemvisning til fornyet behandling ved skifteretten. Til støtte for påstanden om konkursdekretets ophævelse gjorde selskabet bl.a. gældende, at konkursfordringen ikke havde den fornødne klarhed til at danne grundlag for konkurs. Selskabet gjorde herved gældende, at der ikke var hjemmel til at opkræve moms af de af selskabet solgte både, da disse aldrig havde befundet sig i Danmark eller var blevet transporteret til Tyskland inden salget til aftageren. Selskabet henviste endvidere til, at Landsskatteretten endnu ikke havde behandlet klagesagen vedrørende det momskrav, som konkursbegæringen udsprang af, og at selskabet som følge af SKATs tidligere kontrolbesøg havde en berettiget forventning om, at SKAT ikke senere ville opkræve moms af de solgte både. Landsretten fandt, at den påklagede momsafgørelse kunne danne grundlag for et konkursdekret, da det af selskabet anførte ikke havde skabt en sådan usikkerhed om fordringens eksistens, at konkursdekret ikke kunne afsiges. Landsretten fandt også de øvrige konkursbetingelser opfyldt og stadfæstede derfor konkursdekretet. Landsretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte udpegningen af kurator.	Det er Gældsstyrelsens opfattelse, at Landsrettens kendelse er i overensstemmelse med Højesterets kendelse fra 1999 (jf. ovenfor). Det er skyldner, der har bevisbyrden for, at en fordring er så uklar, at den ikke kan anvendes som konkursfordring. Klarhedskriteriet er således af afgørende betydning for en fordrings anvendelse som konkursfordring.
SKM2014.217.ØLR	SKAT havde udlæg i skyldners faste ejendom for 6.456.543 kr., og de af SKAT foretagne udlæg havde henholdsvis 19. og 22. prioritet (sidste prioritet) i prioritetsrækken af tinglyste rettigheder. Ejendommens offentlige ejendomsværdi var 7.350.000 kr. Retten fandt under disse omstændigheder ikke, at SKATs fordring var sikret ved betryggende pant. Da skyldner havde erkendt, at der bestod et krav, som ikke kunne betales, og da kravet trods adskillige udsættelser i skifteretten fortsat ikke blev betalt, samt henset til at SKAT har den fornødne retlige interesse i konkurs, var betingelserne for afsigelse af konkursdekret opfyldt.	Det er Gældsstyrelsens opfattelse, at Landsrettens kendelse er et udtryk for, at betryggende sikkerhed i en ejendom/et aktiv skal vurderes konkret og at aktivets værdi skal vurderes på baggrund af en forventet budsum ved aktivets (tvangs)realisation.
SKM2013.865.ØLR	Skyldnerselskabet fremkom med indsigelser mod det af SKAT fremsatte krav, og fremlagde i denne forbindelse egne opgørelser, der viste, at kravet var et andet end opgjort af SKAT. Skifteretten nægtede på denne baggrund at fremme SKATs konkursbegæring. Østre Landsret hjemviste sagen til fornyet behandling i Skifteretten, herunder til afgørelse af om selskabet var insolvent, med den begrundelse, at SKATs krav var opgjort på baggrund af selskabets egne angivelser, og at selskabet ikke havde godtgjort, at der forelå en sådan usikkerhed med hensyn til kravet, at der ikke kunne afsiges konkursdekret.	Det er Gældsstyrelsens opfattelse, at Landsrettens kendelse medfører, at når en afgørelse fra Skatteforvaltningen bygger på skyldneres egne angivelser, er skyldners bevisbyrde tungere ift. at udfordre fordringens klarhed.
SKM2006.700.VLR	Skyldner, der i forvejen var under konkursbehandling, blev erklæret konkurs på ny for krav hvilende på forhøjelse af skatteansættelser for 2002-2004 med ca. 8 mio. kr. Forhøjelsen blev indbragt for Landsskatteretten, men skifteretten fandt, at SKATs afgørelse trods anfægtelsen i et vist omfang kunne lægges til grund. Efter en gennemgang af de enkelte punkter i SKATs afgørelse om forhøjelsen stadfæstede landsretten konkursdekretet.
UfR 2005.3323 ØLR	Landsretten fandt at en bevisførelse der bestod af 4 forklaringer, ikke var ud over hvad der kunne tillades ved behandlingen af en konkursbegæring.	Det vil dog altid være en konkret vurdering af hvilken bevisførelse der kan tillades i forbindelse med indsigelser over et krav ved behandlingen af en konkursbegæring.
TfS 2000.638 ØLR	Skatteyder gjorde indsigelse mod SKATs krav på bl.a. personskat, da kravet i det væsentligste bestod af et krav ifølge en upåanket skattekendelse. Skatteyderen havde begæret sagen genoptaget, fordi kendelsen hvilede på et ifølge skatteyder forkert grundlag. Landsretten afviste, at skifteretten skulle efterprøve skattekravet og stadfæstede konkursdekretet.
TfS 1999.198 ØLR	Skifteretten afviste en skønsmæssig ansættelse med den begrundelse, at den hvilede på et åbenbart forkert grundlag, ligesom størrelsen af skatteindkomsten var uforenelig med selskabets beskedne aktiver. SKAT påstod, at skifteretten savnede kompetence til at prøve et skattekrav, da den skønsmæssige skatteansættelse ikke havde været prøvet i det administrative klagesystem. Landsretten bekræftede den manglende kompetence, men fastslog, at en undtagelse måtte gøres ved ganske særlige omstændigheder. Sådanne forelå i sagen. Skifterettens afvisning blev derfor stadfæstet.
Sø- og Handelsretten
TfS 1998.318 SH	Et selskab påklagede sin ændrede skatteansættelse til Landsskatteretten, hvor sagen verserede, da konkursbegæringen skulle behandles. Skifteretten afviste begæringen på grund af bevisførelsens omfang. Skattekravet var derfor ikke tilstrækkeligt klart.