Indhold

Dette afsnit handler om foretagelse af subsidiært udlæg hos en skyldners ægtefælle og børn.

Afsnittet indeholder:

  • Generelt om subsidiært udlæg hos ægtefælle og børn
  • Subsidiært udlæg hos ægtefællen
  • Subsidiært udlæg hos børn
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Generelt om subsidiært udlæg hos ægtefælle og børn

►I gældsinddrivelseslovens § 12 findes en særlig undtagelse fra reglen om særhæften◄. Hvis der forgæves er forsøgt foretaget udlæg for personskattebeløb hos den skattepligtige selv, kan der foretages udlæg i ejendele, der tilhører den samlevende ægtefælle, eller om nødvendigt i ejendele, der tilhører børn, og som er medregnet ved den skattepligtiges skatteansættelse. Dette gælder dog ikke ved udlæg hos en indeholdelsespligtig for skattebeløb, som denne har været pligtig at indeholde. Se gældsinddrivelseslovens § 12, stk. 1.

Et subsidiært udlæg, der er foretaget, mens ægtefællerne var samlevende, bortfalder ikke i forbindelse med efterfølgende:

  • Samlivsophævelse
  • Separation
  • Skilsmisse eller
  • Den skattepligtiges død.

Udlægget bortfalder heller ikke, hvis skyldneren kommer under insolvensbehandling efter konkurslovens regler. Se fx UfR 1996.1267.ØLR, hvor ægtefællen fik gældssanering efter udlægget var foretaget.

De almindelige processuelle regler for udlægsforretninger  skal også iagttages ved anvendelse af gældsinddrivelseslovens § 12, stk. 1, herunder retsplejelovens § 485, § 493 og skatteinddrivelseslovens § 5, stk. 2. Se TfS 1997.589.ØLR hvor en pantefogeds udlæg i ægtefællens faste ejendom blev ophævet, allerede fordi ægtefællen ikke behørigt var blevet indkaldt til den fogedforretning, hvor udlægget blev foretaget. Se også SKM2015.414.ØLR.

Se også afsnit G.A.3.2.2.1.2. Udlægsforretningens forberedelse og afsnit G.A.3.2.2.1.4 Udlægsforretningens gennemførelse, hvor de formelle og processuelle regler for udlægsforretninger er uddybet nærmere.

Muligheden for at foretage subsidiært udlæg efter gældsinddrivelseslovens § 12, stk. 1 forældes ikke på noget tidligere tidspunkt end skattekravet mod skyldnerægtefællen. Se TfS 1990.72.VLR.

Muligheden for at foretage subsidiært udlæg er ikke begrænset af, at de ejendele, der gøres til genstand for udlægget, tilhører ægtefællen som særeje. Se UfR 1982.350.HR.

Subsidiært udlæg hos ægtefællen

Der er tre betingelser, der alle skal være opfyldt, for at der kan foretages subsidiært udlæg hos en ægtefælle:

  1. Der skal være foretaget forgæves udlæg hos skyldneren selv
  2. Samlivet skal bestå på tidspunktet for det subsidiære udlæg
  3. Gælden skal vedrøre indkomstår, hvori samlivet har bestået.

a) Der skal være foretaget forgæves udlæg hos skyldneren selv

Det er en betingelse for at foretage subsidiært udlæg, at der er foretaget forgæves udlæg hos skyldnerægtefællen. Det antages, at formuleringen i gældsinddrivelseslovens § 12, stk. 1, om, at udlæg forgæves skal være forsøgt, skal forstås sådan, at der enten skal foretages en egentlig udlægsforretning, der slutter som forgæves, eller der skal afgives en insolvenserklæring af skyldner. Se SKM2012.731.BR, hvor fogedretten nåede frem til, at skyldneren var insolvent ved udlæggets foretagelse, og derfor anså betingelserne i gældsinddrivelseslovens § 12 for at gennemføre subsidiært udlæg for opfyldt, selvom der ikke forinden var gennemført forgæves udlægsforretning over for skyldneren.

Hvis skyldneren har indgået og overholder en afdragsordning, skal subsidiært udlæg i aktiver, der tilhører skyldners ægtefælle, normalt ikke anvendes. Hvis ægtefællen kommer til aktiver i et omfang, som markant forbedrer skyldnerægtefællens betalingsevne, må afdragsordningen om nødvendigt opsiges og genforhandles i lyset af den nye betalingsevnesituation.

Hvis skyldnerens bo tages under konkursbehandling, eller der er indledt gældssanering for skyldneren, sidestilles dette med forgæves udlæg.

Hvis skyldneren ikke ejer tilstrækkelige midler til dækning af hele restancen, og en udlægsforretning derfor er afsluttet som delvis forgæves, kan der, når det udlagtes værdi er fastslået, ske udlæg hos ægtefællen for restbeløbet.

b) Samlivet skal bestå på tidspunktet for det subsidiære udlæg

Ægtefællerne skal være samlevende på tidspunktet for det subsidiære udlæg. "Samlevende" skal forstås som faktisk samlevende. Se TfS 1997.833.ØLR. Restanceinddrivelsesmyndigheden skal godtgøre, at samlivet bestod på udlægstidspunktet. Se hertil UfR 1980.725 HR, SKM2009.316.VLR og SKM2015.414.ØLR.

c) Restancerne skal vedrøre indkomstår, hvori samlivet har bestået

Der kan foretages subsidiært udlæg i en ægtefælles aktiver for skyldnerægtefællens personskatterestancer, som er pålignet for hele det indkomstår, hvori ægteskabet er indgået. Se UfR 1982.350.H. Derimod kan der ikke ske subsidiært udlæg for personskatterestancer, som er pålignet for tidligere indkomstår end det indkomstår, hvori ægteskabet er indgået. 

Subsidiært udlæg kan også foretages på trods af en mellemkommende separation i tidsrummet mellem indkomståret, til hvilket personskatterestancerne relaterer sig, og hvor ægteparret var samlevende, og udlægstidspunktet, hvor ægteparret på ny samlever. Derimod bortfalder den subsidiære hæftelse ved skilsmisse, selv om der senere indgås ægteskab på ny mellem parterne. Se TfS 1996.592.VLR. Der kan således ikke foretages subsidiært udlæg efter at ægtefællerne er blevet skilt

Subsidiært udlæg hos børn

Bestemmelsen i gældsinddrivelseslovens § 12, stk. 1 om udlæg i ejendele, der tilhører børn, er betinget af, at barnets formue eller afkast heraf medregnes ved skyldnerens skatteansættelse efter reglerne i kildeskattelovens § 5, stk. 2.

Bestemmelsen har kun betydning i meget begrænset omfang.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse Afgørelsen i stikord Kommentarer
Højesteret
 UfR 1982.350.HR   Skattemyndighederne havde foretaget udlæg hos hustruen for mandens restskat for hele indkomståret 1976. Ægtefællerne var blevet gift den 4. juni 1976. De udlagte ejendele tilhørte hustruen som særeje.

Højesterets flertal fastslog, at bestemmelsen i kildeskattelovens § 72, stk. 2 (nu gældsinddivelseslovens § 12, stk. 1) efter sin ordlyd ikke gav grundlag for at afskære eller begrænse muligheden for at foretage subsidiært udlæg hos den skattepligtiges ægtefælle for skatter pålignet den skattepligtige for hele det år, i hvilket ægteskabet blev indgået.

Højesteret opretholdt derfor skattemyndighedernes udlæg i sin helhed.		  
 UfR 1980.725.HR

Et udlæg, der var foretaget efter kildeskattelovens § 72, stk. 2 (nu gældsinddrivelseslovens § 12, stk. 1) hos en hustru for mandens skattegæld blev ophævet, da det ikke var godgjort at samlivet bestod på udlælgstidspunktet.

Manden havde en uge før udlægget meldt flytning til Bahama-øerne. Senere meldte hustruen og søn flytning til Bahanma-øerne. Statsskattedirektoratet anførte, at det måtte antages, at ægtefællerne var flyttet sammen igen på Bahama-øerne, og at der på udlægstidspunktet derfor alene forelå en midlertidig faktisk adskillelse mellem ægtefællerne, der ikke skyldtes nogen uoverensstemmelse og som ikke kunne sidestilles med en samlivsophævelse.

Højesteret udtalte, at sagen ikke var således oplyst at det kunne anses for godtgjort at samlivet bestod ved udlæggets foretagelse, og stadfæstede Østre Landsrets dom.

  
Landsretten
 SKM2015.414.ØLR

Samliv ikke anset for ophævet på tidspunktet for udlæg efter gældsinddrivelseslovens § 12, stk. 1. Tilstrækkelig underretning om stedet for udlægsforretnings foretagelse, jf. retsplejelovens § 493, stk. 2.

SKAT foretog den 7. april 2014 udlæg hos H for M's skattegæld. Fogedretten ophævede udlægget, da det ikke fandtes godtgjort, at H og M's samliv bestod på udlægstidspunktet. For landsretten fremlagde SKAT en række nye oplysninger. Blandt andet på baggrund heraf fandt landsretten det godtgjort, at der bestod et samliv på udlægstidspunktet. Derfor kunne der foretages subsidiært udlæg over for H efter gældsinddrivelseslovens § 12.

  
 SKM2009.316.VLR

Der var tale om en sag, hvor skattemyndighederne havde foretaget udlæg i hustruens ejendele for mandens skatterestancer.

Retten fandt på trods af hustruens forklaring om, at samlivet var ophævet, at ægtefællerne var samlevende på tidspunktet for udlæggets foretagelse, da ægtefællerne havde samme folkeregisteradresse på tidspunktet for udlæggets foretagelse, ligesom ingen af ægtefællerne efterfølgende havde meldt flytning til folkeregistret.

Blandt andet på denne baggrund blev udlægget stadfæstet.		  
 TfS 1997.833.ØLR

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne for at foretage udlæg efter kildeskattelovens § 72, stk. 2 (nu gældsinddrivelseslovens § 12, stk. 1) i hustruens udbetalte overskydende skat for mandens skattegæld var opfyldt.

Ægtefællerne var samboende i England, og skattepligten til Danmark var ophørt. Hustruen gjorde gældende, at der ikke var hjemmel til at foretage subsidiært udlæg, da ægtefællerne ikke var skattepligtige i Danmark og derfor ikke var samlevende i skattemæssig forstand.

Fogedretten udtalte, at begrebet samlevende i kildeskattelovens § 72, stk. 2 (nu gældsinddrivelseslovens § 12, stk. 1) må forstås som faktisk samlevende, uanset om det foregår i Danmark eller i udlandet.

Da ægtefællerne boede sammen i England, var betingelserne for at foretage udlæg efter KSL § 72, stk. 2 (nu gældsinddrivelseslovens § 12, stk. 1) til stede på udlægstidspunktet. Fogedretten opretholdt derfor det foretagne udlæg. Landsretten stadfæstede fogedrettens kendelse med en bemærkning om, at udlæg forgæves var søgt foretaget hos manden.		  
 TfS 1997.589.ØLR

Den kommunale pantefoged havde foretaget udlæg i hustruens ejendom for mandens skattegæld.

Hustruen var ikke blevet behørigt indkaldt til fogedforretningen, hvor udlægget blev foretaget.

Udlægget blev ophævet af denne grund.		  
 UfR 1996.1267.ØLR

En kommune foretog i 1986 udlæg efter kildeskattelovens § 72, stk. 2 (nu gældsinddrivelseslovens § 12, stk. 1), i hustruens ejendom for restskatter, som påhvilede hendes mand.

Den 9. juni 1987 blev der indledt gældssanering for manden. Den af manden før den 9. juni 1987 stiftede gæld bortfaldt herefter.

Hustruen påstod herefter, at det pågældende udlæg i hendes ejendom skulle ophæves.

Hustruen fik ikke medhold i sin påstand. Landsretten henviste til, at udlægget var foretaget, inden gældssaneringssag for ægtefælle blev indledt, og at det ikke ville bortfalde som følge af gældssaneringen, hvis ejendommen havde tilhørt ægtefællen, jf. konkurslovens § 199, stk. 2. Derefter og af de grunde Skatteministeriet havde anført, blev udlægget ikke ophævet.

  
 TfS 1996.592.VLR

Den subsidiære hæftelse mellem ægtefæller for skattekrav efter kildeskattelovens § 72, stk. 2 (nu gældsinddrivelseslovens § 12, stk. 1) var bortfaldet ved parternes separation, hvor deres samliv samtidigt ophørte, og den efterfølgende skilsmisse.

Senere indgik parterne på ny ægteskab med hinanden, men den subsidiære udlægsadgang over for den skattepligtiges ægtefælle kunne kun gøres gældende for krav, som vedrørte det indkomstår, hvori det nye ægteskab var indgået, samt senere år.

Et udlæg foretaget af skattemyndighederne efter kildeskattelovens § 72 stk. 2 (nu gældsinddrivelseslovens § 12, stk. 1) i tiden efter indgåelsen af det nye ægteskab for skyldnerægtefællens restskat for indkomstårene før separationen og skilsmissen blev derfor ophævet. 		  
 TfS 1990.72.VLR

En ægtefælle påstod et udlæg for restskatter ophævet under henvisning til, at skattekravet var forældet over for hende som subsidiært hæftende efter kildeskattelovens § 72, stk. 2 (nu gældsinddrivelseslovens § 12, stk. 1).

Retten fandt dog ikke, at der var grundlag for at antage, at muligheden for at foretage subsidiært udlæg forældes på noget tidligere tidspunkt end skattekravet mod den anden ægtefælle. 		  
Byretten
 SKM2012.731.BR Fogedretten anså betingelserne for at gennemføre subsidiært ægtefælleudlæg efter gældsinddrivelseslovens § 12, stk. 1 for opfyldt i en sag, hvor pantefogeden ikke forinden havde gennemført en forgæves udlægsforretning over for skyldneren. Skyldneren var erklæret konkurs med en samlet gæld på ca. 3 mia. kr. tre år tidligere, og fogedretten fandt det som følge af den massive gæld ubetænkeligt at lægge til grund, at skyldneren på tidspunktet for udlægget hos ægtefællen var insolvent. Fogedretten fastslog, at det er tilstrækkeligt, at skyldnerens insolvens er godtgjort på anden vis.