Indhold

Dette afsnit handler om inddrivelse af danske fordringer i udlandet på baggrund af EU’s inddrivelsesdirektiv.

Afsnittet indeholder:

• Regelgrundlag
• Fysiske og juridiske personer omfattet af direktivet
• Skatter og afgifter omfattet af direktivet
• Begrænsning af inddrivelsesstatens forpligtelser
• Forældelse

Regelgrundlag

Ved lov nr. 118 af 7. februar 2012 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger samt administrativt samarbejde på beskatningsområdet (international bistandsloven) gennemførtes Rådets direktiv 2010/24/EU af 16. marts 2010 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger (EU’s inddrivelsesdirektiv). Se bilag 1 til international bistandsloven.

Fysiske og juridiske personer omfattet af direktivet

Direktivet indeholder ingen begrænsninger i forhold til personkredsen. Det afgørende for anvendelsen af direktivet er derfor, om den fordring, der ønskes inddrevet, er omfattet af direktivet.

Skatter og afgifter omfattet af direktivet

EU’s inddrivelsesdirektiv gælder for fordringer vedrørende:

• alle skatter og afgifter af enhver art, der opkræves af eller på vegne af en medlemsstat eller dens territoriale eller administrative underenheder, herunder lokale myndigheder eller på vegne af Unionen
• restitutioner, interventioner og andre foranstaltninger, der helt eller delvis finansieres under Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), herunder de beløb, der opkræves som led i disse foranstaltninger
• afgifter og told, der opkræves efter den fælles markedsordning for sukker.

Se EU’s inddrivelsesdirektiv artikel 2, stk. 1.

EU’s inddrivelsesdirektivs anvendelsesområde omfatter:

• administrative sanktioner, bøder, gebyrer og tillægsgebyrer vedrørende fordringer, for hvilke der kan anmodes om gensidig bistand i overensstemmelse med artikel 2, stk. 1 (se ovenfor), og som pålægges af de administrative myndigheder, der har kompetence til at opkræve de pågældende skatter og afgifter eller foretage administrative undersøgelser herom, eller som bekræftes af administrative eller judicielle instanser på anmodning af disse administrative myndigheder
• gebyrer for attester og lignende dokumenter i forbindelse med administrative procedurer vedrørende skatter og afgifter
• renter og omkostninger i forbindelse med de fordringer, for hvilke der kan anmodes om gensidig bistand i overensstemmelse med artikel 2, stk. 1 (se ovenfor), eller renter og omkostninger i forbindelse med ovenstående administrative sanktioner mv. og gebyrer mv.

Se EU’s inddrivelsesdirektiv artikel 2, stk. 2.

EU’s inddrivelsesdirektiv gælder ikke for:

• obligatoriske socialsikringsbidrag, der skal indbetales til medlemsstaten eller en underenhed i medlemsstaten eller til socialsikringsinstitutioner, der er etableret efter forvaltningsretlige bestemmelser
• gebyrer, der ikke er omhandlet i artikel 2, stk. 2 (se ovenfor)
• skyldige beløb af aftaleretlig karakter, såsom betaling for almennyttige offentlige ydelser
• strafferetlige sanktioner, der pålægges på basis af offentlig retsforfølgning, eller andre strafferetlige sanktioner, der ikke er omfattet af art. 2, stk. 2, litra a).

Se EU’s inddrivelsesdirektiv artikel 2, stk. 3.

Begrænsning af inddrivelsesstatens forpligtelser

Efter direktivet gælder særlige begrænsninger i inddrivelsesstatens forpligtelse til at yde inddrivelsesbistand. I det følgende er anført de begrænsninger, hvorefter inddrivelsesstaten ikke er forpligtet til at imødekomme ansøgerstatens anmodning om inddrivelsesbistand.

►En medlemsstat er ikke forpligtet til at yde inddrivelsesbistand, hvis inddrivelse af fordringen på grund af den betalingspligtiges situation ville give anledning til alvorlige økonomiske eller sociale vanskeligheder i inddrivelsesstaten, i det omfang inddrivelsesstatens love også tillader en sådan fritagelse for nationale fordringer. Se EU’s inddrivelsesdirektiv artikel 18, stk. 1.◄

En medlemsstat er ikke forpligtet til at yde bistand til inddrivelse, hvis det samlede beløb af de fordringer, der er omfattet af direktivet, og for hvilke der anmodes om bistand, er på under 1.500 euro. Se EU’s inddrivelsesdirektivs artikel 18, stk. 3.

Derudover gælder der en tidsmæssig begrænsning af inddrivelsesstatens forpligtelse til at yde bistand til inddrivelse. Se EU’s inddrivelsesdirektivs artikel 18, stk. 2:

"Den bistandssøgte myndighed er ikke forpligtet til at yde den i artikel 5 og 7-16 omhandlede bistand, hvis den oprindelige anmodning om bistand efter artikel 5, 7, 8, 10 eller 16 vedrører fordringer, der er over fem år gamle regnet fra tidspunktet for fordringens forfaldsdato i den bistandssøgende medlemsstat frem til tidspunktet for fremsættelse af den oprindelige anmodning om bistand.

Hvis der imidlertid gøres indsigelse mod fordringen eller den oprindelige akt, der hjemler ret til eksekution i den bistandssøgende medlemsstat, løber den femårige tidsfrist fra det tidspunkt, hvor den bistandssøgende medlemsstat fastslår, at der ikke længere kan gøres indsigelse mod fordringen eller den akt, der hjemler ret til eksekution.

Hvis de kompetente myndigheder i den bistandssøgende medlemsstat giver henstand eller mulighed for betaling i rater, løber den femårige tidsfrist fra det tidspunkt, hvor den samlede betalingsperiode udløber.

I disse tilfælde er den bistandssøgte myndighed dog ikke forpligtet til at yde bistand, som vedrører fordringer, der er over ti år gamle regnet fra tidspunktet for fordringens forfaldsdato i den bistandssøgende medlemsstat."

Der er en række lande, som gør brug af disse begrænsninger, og som i de pågældende situationer derfor ikke yder bistand med inddrivelse af fordringer. Som følge af gensidighedsprincippet anvender Danmark som udgangspunkt den tilsvarende tilgang over for disse lande.

Forældelse

Det er forældelsesreglerne i ansøgerstaten, der gælder. For danske fordringer gælder derfor de danske forældelsesregler. Se EU’s inddrivelsesdirektivs artikel 19, stk. 1.

I relation til afbrydelse, suspension eller forlængelse af forældelsesfrister er det som hovedregel inddrivelsesstatens lovgivning, som skal anvendes ved afgørelsen af, om der er sket afbrydelse mv., dog under forudsætning af, at der er hjemmel for den tilsvarende virkning i ansøgerstaten. Hvis afbrydelse mv. ikke er mulig efter inddrivelsesstatens lovgivning, kan der dog alligevel ske afbrydelse mv. efter ansøgerstatens lovgivning, ligesom ansøgerstaten selv kan foretage handlinger, der afbryder, suspenderer eller forlænger forældelsesfristen i overensstemmelse med ansøgerstatens lovgivning, selvom fordringen er sendt til inddrivelse i udlandet. Se EU’s inddrivelsesdirektivs artikel 19, stk. 2.

Når forældelsesfristen afbrydes, suspenderes eller forlænges, fastsættes den nye forældelsesfrist efter reglerne i ansøgerstaten.