SKM2023.264.ØLR | Sagen angik, om A A/S, der driver momsfritaget forsikringsvirksomhed efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 10, og derfor ikke har fradragsret for moms af sine indkøb i medfør af momslovens § 37, stk. 1, for årene 2007-2011 havde krav på (yderligere) godtgørelse af et momsbeløb på ca. 57 mio. i medfør af den dagældende momslovs § 45, stk. 4. Dette beroede på, om omsætningen fra A's faste forretningssted i Norge ved salg af forsikringer til norske kunder kunne medregnes ved opgørelsen af godtgørelsen. På baggrund af en gennemgang af EU-Domstolens praksis vedrørende fortolkningen af momssystemdirektivets artikel 169, litra c, som er gennemført ved momslovens § 45, stk. 4, navnlig dommen i sag C-388/11, Crédit Lyonnais, gav Østre Landsret Skatteministeriet medhold i, at A ikke kunne medregne omsætningen fra det faste forretningssted. Henset til de bærende hensyn som anføres i EU-Domstolens dom i Le Crédit Lyonnais, herunder princippet om territorial tilknytning og princippet om momsens neutralitet, fandt Østre Landsret, at det endvidere ikke kan antages at have selvstændig betydning for hovedsædets adgang til at inddrage det faste forretningssteds omsætning ved beregningen af hovedsædets pro rata-sats, om hovedsædet og det faste forretningssted momsretligt måtte anses for at udgøre én afgiftspligtig person eller to selvstændige afgiftspligtige personer. Landsretten fandt derfor, at den omstændighed, at det faste forretningssted i Norge i momsretlig henseende skulle betragtes som en selvstændig afgiftspligtig person i forhold til A A/S som følge af, at A A/S indgik i en dansk fællesregistrering, ikke kunne føre til et andet resultat. Landsretten fandt derudover, at det ville være uforeneligt med EU-Domstolens fortolkning af momssystemdirektivets artikel 169, litra c, såfremt den norske filial i den foreliggende situation ansås for formidler af forsikringsydelserne i medfør af momslovens § 4, stk. 4, med den konsekvens, at A A/S kunne medregne den norske filials omsætning i opgørelsen af selskabets momsgodtgørelse i Danmark. Vedrørende et subsidiært spørgsmål i sagen gav landsretten ministeriet medhold i, at A ikke havde dokumenteret at have allokeret omkostninger til (gen-)forsikring til det faste forretningssted, hvilket kunne have medført, at A havde ret til en vis - mindre - godtgørelse. Skatteministeriet blev herefter frifundet for A's påstande. | |
SKM2021.664.LSR | Sagen angik, om en investeringsforening i medfør af den dagældende ML § 45, stk. 4 (nu ML § 37, stk. 7), var berettiget til godtgørelse af afgift vedrørende ydelser, som var leveret og faktureret til og betalt af et administrationsselskab, der udførte forvaltning for investeringsforeningen. Landsskatteretten bemærkede, at investeringsforeningen ikke havde ansatte medarbejdere og ikke rådede over egne faciliteter. Investeringsforeningen havde valgt en struktur, hvor forvaltningen af investeringsforeningen var uddelegeret til administrationsselskabet. De indgående momsbelagte transaktioner, som investeringsforeningen påstod godtgørelse for afgift af, angik ydelser, som administrationsselskabet købte hos eksterne leverandører. Disse ydelser blev leveret og faktureret til og betalt af administrationsselskabet, der anvendte ydelserne som led i selskabets virksomhed med forvaltning af investeringsforeningen. Allerede fordi ydelserne således ikke blev leveret og faktureret til og betalt af investeringsforeningen, fandt Landsskatteretten, at investeringsforeningen ikke var berettiget til godtgørelse af den af administrationsselskabet betalte afgift. Den omstændighed, at administrationsselskabet helt eller delvist opnåede dækning for de ydelser, selskabet købte hos leverandørerne, derved, at investeringsforeningen betalte honorar m.v. til administrationsselskabet for selskabets forvaltning, kunne ikke føre til et andet resultat, idet honoraret m.v. ikke blev betalt i forbindelse med transaktioner omfattet af ML § 13, stk. 1, nr. 11, litra a-e, men for administrationsselskabets forvaltning. | |
SKM2009.454.LSR | Landsskatteretten traf afgørelse om, at et kreditforsikringsselskab ikke kan få momsgodtgørelse efter ML § 45, stk. 4, for moms af omkostninger afholdt til brug for kreditforsikringer i forbindelse med eksport af varer til steder uden for EU. Retten fandt på baggrund af den fremlagte forsikringspolice ikke, at der er den fornødne direkte tilknytning til den leverance af varer, der sker til steder uden for EU. Retten har herved særligt henset til, at forsikringsydelsen over for forsikringstageren må anses for at være af generel karakter, da den omfatter leverancer i en vis periode til bestemte købere i bestemte lande, og til, at forsikringspræmien efter det oplyste er beregnet ud fra den samlede omsætning, som stammer fra kunder i den pågældende landekreds. Ikke fradragsret. | |
SKM2009.119.SR | Skatterådet fandt, at et selskabs filial i et land uden for EU ikke kunne anses for et fast forretningssted i momslovens forstand. Selvom selskabet indgik i en fællesregistrering kunne filialen og fællesregistreringen derfor anses for én og samme momspligtige person. Filialen kunne ikke anses for et agentur for selskabet, men derimod for et repræsentationskontor for selskabet. Forsikringspræmier vedrørende forsikringsaftaler med kunder i det pågældende land kunne derfor indgå fuldt ud ved beregningen af godtgørelse af købsmoms vedrørende forsikringsydelser leveret til aftagere i tredjelande, selvom filialen medvirkede til indgåelsen af forsikringsaftalerne. Fradragsret. | Se evt. afsnit D.A.14.1.7 om fællesregistrering. |