Når der i en sag er sket påklage til skatteankestyrelsen,  skatteankenævnet eller Landsskatteretten, kan både klageren og Skatteforvaltningen anmode om syn og skøn efter reglerne i skatteforvaltningslovens (SFL) § 47. Klageinstansen kan ikke give tilladelse til at afholde syn og skøn, fordi det er byretterne, der skal tage stilling hertil. Men klageinstansen kan give tilsagn om, at hvis syn og skøn afholdes, vil udgifter dertil blive dækket fuldt ud af Skatteforvaltningen. Se A.A.13 om omkostningsgodtgørelse.

Hvis en part ikke ønsker at gennemføre et syn og skøn, kan hverken retten eller klageinstansen selv gennemføre et syn og skøn eller tvinge parterne til at afholde et syn og skøn. Det er derfor frivilligt, om klageren eller Skatteforvaltningen ønsker et syn og skøn.

Syns- og skønssagen foregår ved den relevante byret efter reglerne i RPL § 343 og RPL kapitel 19. Den relevante byret bliver bestemt ud fra, hvor genstanden, som ønskes vurderet, befinder sig. Befinder genstanden sig i udlandet, skal anmodningen om syn og skøn sendes til byretten på det sted, hvor en eventuel senere retssag skal anlægges her i landet. Se også A.A.10.3 om domstolsprøvelse i civile sager.

Syn og skøn kan også anvendes i sager, der forelægges for Skatterådet. Se SFL § 4, stk. 3.

I SKM2021.329.ØLR drejede sagen sig om værdiansættelse af en ejendom beliggende i Frankrig. Rekvirenten fremsatte begæring om, at der via Justitsministeriet skulle fremsættes en retsanmodning med hjemmel i Haagerkonventionen af 18. marts 1970 om bevisoptagelse i udlandet i sager om civile eller kommercielle spørgsmål, skulle rettes henvendelse til det franske Justitsministerium med henblik på, at syn og skønnet af ejendom i sagen skulle varetages af en autoriseret vurderingsekspert udpeget af den relevante franske domstol. Rekvisitus nedlagde påstand om, at rekvirentens begæring ikke blev taget til følge, allerede fordi Haagerkonventionens artikel 1 udelukkende giver hjemmel til at anvende konventionens regler hvis der var tale om en retsanmodning,, hvor der skulle optages et bevis, der var bestemt til brug i en påbegyndt eller påtænkt retssag , og der i den aktuelle sag ikke var tale om en retssag, men om en klage indbragt for Landsskatteretten der er et administrative klageorgan.

Såvel byretten som landsretten afviste rekvirentens anmodning med henvisning til Haagerkonventionens artikel 1 med begrundelsen, at der ikke var tale om optagelse af bevis i en påbegyndt eller påtænkt retssag. Se også afsnit 11.2.4.

Efter RPL § 198 stk, 1, kan retten efter omstændighederne beslutte at udpege flere skønsmænd til at vurdere det eller de samme spørgsmål fra parterne. Det forudsættes, at retten kun træffer bestemmelse herom, hvis en af parterne eller begge anmoder om det.

Hvis dette sker vil retten vurderer, om det på grundlag af skønstemaets karakter er rimeligt fra starten at udpege to (eller eventuelt flere) skønsmænd for at få sagen bedre oplyst. Retten vil i sin vurdering lægge vægt på, om der kan udpeges skønsmænd med forskellige fagligt anerkendte tilgange til det pågældende tema, mens det forhold, at "to par øjne ser bedre end ét", ikke i sig selv kan være tilstrækkelig anledning til at udpege flere skønsmænd.

Retten vil i sin vurdering også inddrage det forhold, at det evt. kun er den ene part der ønsker flere skønsmænd til at besvare det samme spørgsmål, og om sagen skønnes at kunne "bære" den fordyrelse, der vil ligge i at udpege flere skønsmænd, enten fordi den vedrører betydelige værdier, eller fordi den i øvrigt har vidtrækkende betydning for parterne.

Hvis der udpeges to eller flere skønsmænd inden for samme fagområde til at besvare det/de samme spørgsmål, bør skønsmændene tilstræbe at kunne afgive en fælles erklæring, hvori de klart gør rede for, på hvilke punkter de er enige og uenige. Skønsmændene kan dog også vælge at afgive hver sin erklæring, hvis det konkret er det mest hensigtsmæssige.

Desuden er der sket ændringer af RPL § 209 om muligheden for afholdelse af et nyt syn og skøn ved enten de oprindelige skønsmænd eller ved andre skønsmænd selvom der har været gennemført et syn og skøn.

Der anføres nu i selve reglen hvilke forhold retten kan lægge vægt på ved vurderingen af, om der bør udmeldes en ny skønsmand til at vurdere det samme faktum på ny til brug for bevisvurderingen.

Efter retspraksis på grundlag af den tidligere gældende § 209 kunne en parts indsigelser mod den første skønserklæring efter omstændighederne føre til, at nyt syn og skøn udmeldes ved en anden skønsmand. Det var navnlig tilfældet, hvis den første skønserklæring måtte formodes at være fejlbehæftet, ufuldstændig og/eller indholdsmæssigt uklar i en sådan grad og på så væsentlige punkter, at det var usikkert, om erklæringen opfyldte de faglige krav, som var nødvendige for, at den kunne opfylde sit formål.

Efter 2. pkt. i RPL § 209 er der som noget nyt mulighed for, at retten kan tillade nyt syn og skøn ved en anden skønsmand, hvis der er rimelig grund til at antage, at en anden skønsmand vil kunne konkludere væsentligt anderledes, og hvis sagen skønnes at kunne "bære" den fordyrelse, det indebærer at indhente en ny skønserklæring ved en anden skønsmand, jf. herved ordene "eller [under hensyn] til sagens og skønstemaets karakter". Der kan herved lægges vægt på, at sagen vedrører betydelige værdier, eller at den i øvrigt har vidtrækkende betydning for parterne.

Den udvidede mulighed for at få udmeldt nyt syn og skøn ved en ny skønsmand angår således navnlig tilfælde, hvor retten finder det sandsynligt, at den første skønsmands konklusioner kan være udslag af en faglig tilgang til emnet, som ikke er "enerådende" eller uimodsagt inden for det pågældende fag, dvs. at der er "flere skoler".

Det vil naturligvis ikke være nok, at en part er uenig i skønserklæringens konklusioner, og det vil således heller ikke i sig selv være nok, at parten kan henvise til en ensidigt indhentet sagkyndig erklæring, som anfægter den første skønsmands konklusioner. Indsigelserne må være yderligere underbygget, navnlig således at det sandsynliggøres over for retten, at der er "flere skoler" inden for faget, og at dette kan have betydning for skønnet.

Det er generelt forudsat, at en part ligesom tidligere bl.a. kan fremlægge ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer til belysning af partens indsigelser mod den første skønserklæring og dermed af, om der er grundlag for at udmelde nyt syn og skøn ved en anden skønsmand.

Ud over reglen i RPL § 209, er der i RPL § 209a, hjemmel til at parterne i borgerlige sager med rettens tilladelse kan vælge at supplere eller erstatte bevisførelse i form af syn og skøn med sagkyndige erklæringer, som parterne hver især indhenter, efter at retssagen er anlagt.

Det er en forudsætning for, at syn og skøn kan erstattes af eller suppleres med ensidigt indhentede erklæringer, at parterne er enige om det, idet det herved er forudsat, at udtrykket "parternes fælles anmodning" også omfatter tilfælde, hvor parterne forud for retssagen bindende har aftalt, at de ved en eventuel retstvist mellem dem (med rettens tilladelse) skal kunne anvende ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer i stedet for eller som supplement til syn og skøn.

Hvis der er mere end to parter i sagen, og vil det pågældende bevistema alene kunne berøre retsstillingen for nogle af parterne, er det kun disse parter, der behøver at være enige om at anmode om tilladelse til at bruge ensidigt indhentede erklæringer mv.

Bestemmelsen er tiltænkt de tilfælde, hvor der er rimelig grund til at antage, at forskellige skønsmænd ville kunne konkludere væsentligt forskelligt på grund af forskellige faglige tilgange, som hver især er anerkendte inden for det pågældende fagområde, og hvor parterne finder, at sagen (på grund af dens værdi eller videregående betydning) kan "bære" den fordyrelse, det typisk vil indebære, at der indhentes mere end én sagkyndig erklæring om det samme spørgsmål.

Ved rettens vurdering af, om tilladelse bør gives, må der lægges meget betydelig vægt på parternes enighed, og selv om retten eventuelt forudser, at man reelt kan blive tvunget til at afgøre sagen ud fra bevisbyrderegler, kan retten kun opfordre parterne til (også) at tilvejebringe syn og skøn, jf. herved RPL § 339, stk. 3.

Bestemmelsen angår sagkyndige erklæringer, der indholdsmæssigt svarer til syn og skøn, dvs. som indebærer en besigtigelse og/eller beskrivelse samt vurdering af et konkret faktisk forhold, som er genstand for bevisførelse under sagen.

Reglen angår således ikke sagkyndige erklæringer af generel karakter, der afgives uden konkret undersøgelse af genstande eller personer, men på grundlag af foreliggende almen viden. Som eksempler herpå kan nævnes erklæringer/responsa fra brancheorganisationer om handelspraksis eller kutymer på et bestemt område eller fra et teknisk institut eller lignende om generelle tekniske forhold.

Det er forudsat, at bestemmelsen heller ikke berører indhentelse og brug af sagkyndige erklæringer, der har et særligt lovmæssigt grundlag og ikke kan anses som ensidigt indhentede erklæringer som dette udtryk anvendes i civilprocessen.

Kriteriet "forhold af teknisk, økonomisk eller lignende karakter" indebærer i øvrigt ikke anden begrænsning, end at juridiske responsa om dansk ret falder uden for. Sådanne erklæringer om den juridiske bedømmelse af visse forhold kan inddrages til brug for den juridiske argumentation, men ikke i sagen i øvrigt, jf. RPL § 341 a, stk. 2.

Når retten har givet tilladelse til at fravælge eller supplere syn og skøn, kan parterne indhente og fremlægge skriftlige erklæringer fra sagkyndige, som de selv udpeger. Parterne kan naturligvis give hinanden indflydelse på de spørgsmål, der stilles til den sagkyndige, for derved at søge at styrke erklæringens bevismæssige værdi, men parterne er ikke forpligtet hertil.

Der skal altid indhentes en skriftlig erklæring, og det vil således - ligesom ved syn og skøn i borgerlige sager - ikke være muligt at afhøre en sagkyndig i retten, uden at den pågældende først har udarbejdet en skriftlig erklæring.

Det er desuden i RPL § 209a i stk. 3 bestemt, at Domstolsstyrelsen (i lighed med, hvad der gælder ved syn og skøn, jf. RPL § 204, stk. 3, fastsætte regler om, at sagkyndige erklæringer som nævnt i stk. 1 skal afgives på særlige blanketter og at erklæringen skal fremsendes til retten i et særligt format, herunder digitalt.

Det fremgår af RPL § 316, at som sagsomkostninger erstattes de udgifter, der har været fornødne til sagens forsvarlige udførelse.

Det fremgår desuden af RPL § 209a, at sagens parter hver især skal bære egne honoraromkostninger mv. til ensidigt udpegede sagkyndige i tilfælde, hvor parterne i henhold til RPL § 209a med rettens tilladelse har valgt at supplere eller erstatte syn og skøn om sagens bevisspørgsmål med ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer/egne sagkyndige vidner.

Reglen indebærer, at parterne i disse særlige tilfælde selv må betale for den sagkyndige bistand, de har valgt at indhente, uden hensyn til, hvem der vinder sagen.

Reglen i RPL § 341a - sammen med RPL § 209a -  regulerer spørgsmålet om parters adgang til at fremlægge ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer om konkrete faktiske forhold mv. til brug for bevisførelsen og fremlæggelse af juridiske responsa mv. om dansk ret til brug for den juridiske argumentation.

Reglen fastsætter, at ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer om konkrete tekniske, økonomiske eller lignende forhold som udgangspunkt kan fremlægges til brug for bevisførelsen, hvis erklæringen er indhentet, før retssagen blev anlagt, dvs. før indgivelse af stævning, jf. RPL § 209a, stk. 1, 1. pkt.

Det er ikke en betingelse, at der er begæret eller udmeldt syn og skøn efter reglerne herom. I praksis vil der dog normalt være tale om, at sådanne erklæringer fremlægges som grundlag for en syn- og skønsforretning, eventuelt begæret af modparten.

I SKM2019.575.ØLR fremlagde sagsøgerne under retssagens forberedelse en ensidigt indhentet erklæring fra en byggesagkyndig og anmodede om, at den byggesagkyndige blev ført som vidne.

Skatteministeriet protesterede imod fremlæggelsen af erklæringen og vidneførslen.

Landsretten udtalte, at den sagkyndige erklæring var indhentet ensidigt af sagsøgerne efter anlæggelsen af sagen og således hverken var indhentet i overensstemmelse med reglerne om syn og skøn eller RPL § 209 a.

Erklæringen blev derfor ikke tilladt fremlagt, og den byggesagkyndige kunne følgelig ikke føres som vidne.

Som modvægt til denne mulighed er der i RPL § 209a, stk. 1, 2. pkt., en regel om, at modparten i disse tilfælde, hvor den anden part fremlægger en ensidigt indhentet erklæring, som er fremskaffet før sagsanlægget, kan fremlægge en ensidigt indhentet "moderklæring", dvs. en erklæring om de samme forhold, selv om det først har været muligt at indhente moderklæringen efter sagsanlægget.

Adgangen til at fremlægge en “moderklæring" er ikke begrænset til tilfælde, hvor der skal foretages syn og skøn, men gælder generelt i tilfælde, hvor modparten er blevet bekendt med den ensidigt indhentede erklæring så sent, at der ikke har været mulighed for at indhente “moderklæringen" før sagsanlægget, eller hvor det i øvrigt helt indtil sagsanlægget har fremstået så uvist for modparten, om stævning ville blive indgivet, at det ville være urimeligt at lægge vægt på, at modparten rent tidsmæssigt kunne have nået at indhente “moderklæringen" før sagsanlægget.

I øvrigt må parterne gå frem efter reglerne om syn og skøn, når sagen er anlagt, medmindre de er enige om at bruge reglen i RPL § 341a til med rettens tilladelse at supplere eller erstatte syn og skøn med fremlæggelse af ensidigt indhentede erklæringer, jf. herved også RPL § 209a.

Bestemmelsen angår ikke sagkyndige erklæringer af generel karakter, der afgives uden konkret undersøgelse af genstande eller personer, men på grundlag af foreliggende almen viden, herunder fx responsa fra brancheorganisationer om handelspraksis eller kutymer på et bestemt område eller erklæringer fra et teknisk institut eller lignende om generelle tekniske forhold. Bestemmelsen angår heller ikke rene faktumgengivelser som f.eks. et kort eller rids over et omstridt byggeprojekts placering i forhold til andre bygninger.

Bestemmelsen angår kun ensidigt indhentede erklæringer, dvs. erklæringer, som er indhentet uden at inddrage modparten og eventuelt retten.

Det er uden betydning, hvem der har afgivet erklæringen.

Anvendelsen af kriteriet "forhold af teknisk, økonomisk eller lignende karakter" i stk. 1 indebærer alene en afgrænsning over for juridiske responsa om dansk ret, jf. RPL § 341a, stk. 2. Der kan derfor være tale om erklæringer om ethvert faktisk forhold, som sagen angår, og bestemmelsen omfatter dermed fx lægeerklæringer, erklæringer fra tekniske rådgivere og økonomiske analyser, eksempelvis om prisniveauer eller markedsmæssige konsekvenser af visse dispositioner.

Reglen i RPL § 341a, stk. 1, medfører, at det ikke er til hinder for at fremlægge en ensidigt indhentet sagkyndig erklæring, at dens bevisværdi ofte kan være ret begrænset netop på grund af, at den er ensidigt indhentet.

En part kan således som udgangspunkt fremlægge alt, som har dannet baggrund for sagsanlægget eller den nedlagte påstand, men i overensstemmelse med retspraksis foreslås det, at retten dog kan nægte fremlæggelse af de omhandlede erklæringer og "moderklæringer", hvis erklæringens indhold, omstændighederne ved dens tilblivelse eller andre forhold giver grundlag for at fravige det klare udgangspunkt. Retten må afgøre konkret, om dette er tilfældet.

Erklæringens indhold vil navnlig tale imod fremlæggelse, hvis indholdet er klart irrelevant for sagen.

Derimod vil det være uden betydning, at erklæringens indhold ikke kun er "teknisk", men også omfatter en vurdering (et skøn). Det vil også være uden betydning, at erklæringen angår de samme forhold, som et udmeldt syn og skøn skal dreje sig om.

Omstændighederne ved erklæringens tilblivelse vil fx tale imod fremlæggelse, hvis erklæringen må anses for at være faktuelt eller videnskabeligt uvederhæftig eller lignende ("bestillingsarbejde"), således at den er helt uden bevismæssig værdi.

Selve det forhold i sig selv, at der er en nær tidsmæssig sammenhæng mellem partens modtagelse af den sagkyndige erklæring og sagsanlægget, er uden betydning, idet det netop er karakteristisk for indhentelse af sagkyndige erklæringer som led i forberedelsen af et sagsanlæg, at parten måske nok kan være overbevist om at have et krav, men har behov for at undersøge, om det kan bevises, og hvor stort kravet er.

Det er forudsat, at udgifter til en "moderklæring", jf. RPL § 341a, stk. 1, 2. pkt., ligesom udgifter til erklæringer, der er ensidigt indhentet før sagsanlægget (og altså dermed ikke er udmeldt af retten), ikke dækkes som sagsomkostninger efter RPL § 316.

Endelig følger det af RPL § 353, stk. 1 at retten i indkaldelsen til et forberedende retsmøde kan angive, at en anmodning fra sagens parter om tilladelse til at supplere eller erstatte syn og skøn med ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer mv. skal drøftes på mødet.

En anmodning om tilladelse til at supplere eller erstatte syn og skøn med ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer skal senest fremsættes på det forberedende retsmøde. Har retten meddelt, at der ikke skal holdes et forberedende møde, vil anmodninger om syn og skøn og/eller anmodninger fra parterne om tilladelse til at supplere eller erstatte syn og skøn med ensidigt indhentede erklæringer normalt skulle fremsættes senest 4 uger efter rettens meddelelse, jf. RPL § 353, stk. 4.

Skatteankestyrelsen, Skatteankenævnet og Landsskatteretten kan i forbindelse med ønsket om syn og skøn fastsætte en frist, inden for hvilken klageren og den myndighed, hvis afgørelse er påklaget, skal tage stilling til, om der skal afholdes syn og skøn i sagen. Se SFL § 47, stk. 2. Når fristen er udløbet, behøver skatteankenævnet og Landsskatteretten ikke at respektere ønsket om syn og skøn. Det vil sige, at de kan færdigbehandle klagesagen uden at afvente en eventuel syns- og skønserklæring.

Bliver der anmodet om syn og skøn, stiller skatteankestyrelsen, skatteankenævnet og Landsskatteretten behandlingen af klagen i bero, indtil klageren efter at have modtaget skønserklæringen har meddelt, om klagen ønskes opretholdt. Se SFL § 47, stk. 3.

Der kan ikke afholdes syn og skøn om prøvelse af passivposter efter boafgiftslovens § 12 og i sager om vurdering af fast ejendom. Se SFL § 47. Der kan ikke afholdes syn og skøn i sager om vurdering af fast ejendom, fordi vurderingsmyndighederne selv har adgang til at foretage besigtigelse af ejendommen og til at betjene sig af særlig sagkyndig bistand. Begrænsningen drejer sig kun om vurdering efter vurderingsloven. Syn og skøn kan derfor godt gennemføres i andre skattesager om værdien af fast ejendom, fx om overdragelser mellem hovedaktionær og selskab.

I SKM2019.134.BR var der tale om 2 sager der angik, om der ville skulle betales dansk moms af to luksusbåde, som sagsøgerne havde tænkt sig at lease af en fransk bank, i medfør af bestemmelsen om "lejekøb" i ML § 4, stk. 3, nr. 2. Den momsretlige vurdering afhang bl.a. af en bedømmelse af, om købsprisen i henhold til en i leasingaftalerne indeholdt købsoption for sagsøgerne ved leasingperiodens ophør, som anført af skattemyndighederne lå langt under bådenes forventede markedsværdi på dette tidspunkt. Der var ikke udmeldt syn og skøn vedrørende bådenes værdi under forberedelsen af sagerne. I tidsplanen for hovedforhandlingen indsatte sagsøgerne en afhøring af en Yachtbroker, som ikke havde nogen tilknytning til faktum i sagerne, men som skulle udtale sig om værdien af bådene ud fra sin "generelle viden" om salg af brugte luksusbåde. Skatteministeriet protesterede imod afhøringen

Retten tog protesten til følge ved kendelse. Retten henviste til, at bevisførelse ved sagkundskab sker efter reglerne i RPL kapitel 19, og at det anførte tema for vidneforklaringen kunne være afklaret ved syn og skøn eller indhentelse af sagkyndig erklæring. Der var herefter ikke grundlag for at fravige udgangspunktet om, at der ikke kan føres sagkyndige vidner under en hovedforhandling.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Landsretsdomme
SKM2021.329.ØLR	Sagen drejer sig om værdiansættelse af en ejendom beliggende i Frankrig. Rekvirenten fremsatte begæring om at der via Justitsministeriet skulle fremsættes en retsanmodning med hjemmel i Haagerkonventionen af 18. marts 1970 om bevisoptagelse i udlandet i sager om civile eller kommercielle spørgsmål, skulle rettes henvendelse til det franske Justitsministerium med henblik på at syn og skønnet af sagens ejendom, skulle varetages af en autoriseret vurderingsekspert udpeget af den relevante franske domstol. Rekvisitus nedlagde påstand om at rekvirentens begæring ikke blev taget til følge, allerede fordi Haagerkonventionens artikel 1 udelukkende giver hjemmel til at anvende konventionens regler hvis der var tale om en retsanmodning,, hvor der skulle optages et bevis, der var bestemt til brug i en påbegyndt eller påtænkt retssag , og der i den aktuelle sag ikke var tale om en retssag, men om en klage indbragt for Landsskatteretten der er et administrative klageorgan. Såvel byretten som landsretten afviste rekvirentens anmodning med henvisning til Haagerkonventionens artikel 1 med begrundelsen, at der ikke var tale om optagelse af bevis i en påbegyndt eller påtænkt retssag. Haagerkonventionen af 18. marts 1970 skulle ikke anvendes ved syn og skøn i udlandet
SKM2019.575.ØLR	Sagsøgerne fremlagde under retssagens forberedelse en ensidigt indhentet erklæring fra en byggesagkyndig og anmodede om, at den byggesagkyndige blev ført som vidne. Skatteministeriet protesterede imod fremlæggelsen af erklæringen og vidneførslen. Landsretten udtalte, at den sagkyndige erklæring var indhentet ensidigt af sagsøgerne efter anlæggelsen af sagen og således hverken var indhentet i overensstemmelse med reglerne om syn og skøn eller RPL § 209 a. Erklæringen blev derfor ikke tilladt fremlagt, og den byggesagkyndige kunne følgelig ikke føres som vidne. Ensidig indhentet erklæring ikke tilladt fremlagt.
Byretsdomme
SKM2019.134.BR	Sagerne angik, om der ville skulle betales dansk moms af to luksusbåde, som sagsøgerne havde tænkt sig at lease af en fransk bank, i medfør af bestemmelsen om "lejekøb" i ML § 4, stk. 3, nr. 2. Den momsretlige vurdering afhang bl.a. af en bedømmelse af, om købsprisen i henhold til en i leasingaftalerne indeholdt købsoption for sagsøgerne ved leasingperiodens ophør, som anført af skattemyndighederne lå langt under bådenes forventede markedsværdi på dette tidspunkt. Der var ikke udmeldt syn og skøn vedrørende bådenes værdi under forberedelsen af sagerne. I tidsplanen for hovedforhandlingen indsatte sagsøgerne en afhøring af en Yachtbroker, som ikke havde nogen tilknytning til faktum i sagerne, men som skulle udtale sig om værdien af bådene ud fra sin "generelle viden" om salg af brugte luksusbåde. Skatteministeriet protesterede imod afhøringen. Retten tog protesten til følge ved kendelse. Retten henviste til, at bevisførelse ved sagkundskab sker efter reglerne i RPL kapitel 19, og at det anførte tema for vidneforklaringen kunne være afklaret ved syn og skøn eller indhentelse af sagkyndig erklæring. Der var herefter ikke grundlag for at fravige udgangspunktet om, at der ikke kan føres sagkyndige vidner under en hovedforhandling. Afhøring af "sagkyndigt" vidne afvist.