Dato for udgivelse
11 Aug 2023 12:39
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
20 Jun 2023 12:11
SKM-nummer
SKM2023.388.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Ansvarlig styrelse
Gældsstyrelsen
Sagsnummer
22-0089646
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Inddrivelse
Overemner-emner
International inddrivelse
Emneord
Modregning, udbetaling, gæld, inddrivelsesrenter, berostillelse, bero
Resumé

Sagen angik, om Gældsstyrelsen var berettiget til at foretage modregning i klagerens udbetaling fra NaturErhvervstyrelsen til dækning af gæld vedrørende inddrivelsesrenter. Gældsstyrelsen havde oplyst klageren om, at inddrivelsen var sat i bero på baggrund af en undersøgelse af, hvorvidt kravene kunne inddrives i Danmark på det foreliggende grundlag. Gældsstyrelsen havde endvidere oplyst klageren om, at såfremt Gældsstyrelsen vurderede, at inddrivelsen skulle fortsætte, ville Gældsstyrelsen træffe afgørelse herom og i den forbindelse partshøre klageren forud for afgørelsen. Gældsstyrelsen havde ikke inden modregningen truffet en sådan afgørelse eller i øvrigt oplyst klageren om, at inddrivelsen ikke længere var sat i bero. Landsskatteretten fandt derfor, at klageren med rette kunne gå ud fra, at inddrivelsen fortsat var i bero på modregningstidspunktet. Landsskatteretten fandt endvidere, at en berostillelse af inddrivelsen ikke var reguleret i gældsinddrivelsesloven, og efter en naturlig sproglig forståelse af ordet "berostillelse" måtte en berostillelse af inddrivelsen betyde, at al inddrivelse, herunder modregning, var sat i bero, dvs. var stoppet, indtil nærmere anførte begivenheder indtrådte, eller indtil der blev oplyst om, at inddrivelsen ikke længere var sat i bero. På den baggrund fandt Landsskatteretten, at Gældsstyrelsen ikke med rette kunne foretage modregning i klagerens udbetaling fra NaturErhvervstyrelsen til dækning af inddrivelsesrenter tilskrevet gæld vedrørende spansk indkomstskat. Det af Gældsstyrelsen anførte om, at indsigelsen ikke havde været tillagt opsættende virkning efter gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 2, samt at brevet om berostillelse var et udtryk for, at der var givet henstand, og der således kunne modregnes, jf. gældsinddrivelseslovens § 9, stk. 1, kunne ikke føre til et andet resultat. Der blev herved lagt vægt på, at gældsinddrivelseslovens § 9, stk. 1, efter sin ordlyd alene fandt anvendelse i forhold til henstand, og at det alene fremgik af brevet, at inddrivelsen var sat i bero, og ikke at klageren skulle være meddelt henstand. Landsskatteretten ændrede derfor Gældsstyrelsens afgørelse.

Reference(r)

Gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 2, § 9, stk. 1, § 17, § 17, stk. 1, samt forarbejderne hertil

Henvisning

Den juridiske vejledning 2023-2, afsnit G.A.3.1.3.1

Gældsstyrelsen har foretaget modregning i klagerens [A] udbetaling fra NaturErhvervstyrelsen til dækning af gæld vedrørende inddrivelsesrenter.

Landsskatteretten ændrer Gældsstyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger
Klageren har gæld til det offentlige vedrørende inddrivelsesrenter.

Inddrivelsesrenterne, der blev dækket ved modregningen, er opgjort til 3.485,22 kr.

Inddrivelsesrenterne er tilskrevet krav vedrørende indkomstskat fra Spanien for indkomståret 2011, der i henhold til lov om gensidig bistand ved inddrivelse inddrives af Gældsstyrelsen.

Klageren klagede den 2. juli 2021 til Gældsstyrelsen blandt andet over langsommelig sagsbehandling hos Gældsstyrelsen i forbindelse med inddrivelse af spanske fordringer på indkomstskatter for perioden 2010 til 2012.

Gældsstyrelsens direktør besvarede den 24. september 2021 klagen vedrørende Gældsstyrelsens sagsbehandling. Af brevet fremgår blandt andet, at inddrivelsen er sat i bero indtil videre, da Gældsstyrelsen medio november 2020 indledte en undersøgelse af, om de spanske indkomstskatter kunne inddrives i Danmark på det foreliggende grundlag. Det fremgår endvidere, at klageren vil blive underrettet, når undersøgelsen er afsluttet, og at Gældsstyrelsen herefter vil tage stilling til, om inddrivelsen i Danmark skal fortsætte. Yderligere fremgår det, at såfremt Gældsstyrelsen vurderer, at inddrivelsen skal fortsætte, vil Gældsstyrelsen træffe afgørelse herom, og at klageren forinden afgørelsen vil blive partshørt.

Klagerens udbetaling fra NaturErhvervstyrelsen var på 3.485,22 kr.

Gældsstyrelsens afgørelse
Gældsstyrelsen har foretaget modregning i klagerens udbetaling fra NaturErhvervstyrelsen med 3.485,22 kr. til dækning af gæld vedrørende inddrivelsesrenter.

Gældsstyrelsen har ved genvurderingen af sagen i forbindelse med klagen fastholdt afgørelsen. Af Gældsstyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsen fremgår blandt andet følgende:

"(…)

5. Restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelse og begrundelse
Gældsstyrelsen fastholder afgørelser om modregning af 26. november 2021.
Modregning er sket i overensstemmelse med dansk rets almindelige modregningsregler, der hviler på retspraksis og sædvane.

Fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, forrentes med en årlig rente svarende til renten i henhold til § 5, stk. 1 og 2, i lov om renter ved forsinket betaling. Renten udgør pt. 7,55% pro anno. Renten tilskrives fra den 1. i måneden efter modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. gældsinddrivelseslovens § 5, stk. 1. Beregning af inddrivelsesrenter sker alene hos Gældsstyrelsen. Inddrivelsesrenter er omfattet af en 3-årig forældelsesfrist, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1.

Inddrivelsesrente for perioden 1. juni 2017 til 26. november 2021 er beregnet af "krav fra EU-lande iht. Lov om gensidig bistand v inddrivelse" til Unidad de Recaudación. Administrción de, stiftet den 1. januar 2011 og vedrører perioden 1. januar 2011 til 31. december 2011. Inddrivelsesrenten beregnes fra 1. juni 2017, renten er omfattet af en 3-årig forældelsesfrist jf. forældelseslovens § 3, stk. 1, ordinær forældelse vil derfor tidligst indtræde 1. juni 2020.

For fordringer inklusive renter, gebyrer og andre omkostninger, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden den 19. november 2015 eller senere, regnes forældelsesfristen tidligst fra den 20. november 2021, jf. gældsinddrivelseslovens § 18 a, stk. 1.

"Krav fra EU-lande iht. Lov om gensidig bistand v inddrivelse" til Unidad de Recaudación. Administrción de, er stiftet den 1. januar 2011 og vedrører perioden 1. januar 2011 til 31. december 2011. Forældelsesfristen fastsættes efter de Spanske regler. Er modtaget til inddrivelse den 3. maj 2017.

De spanske myndigheder har oplyst at, forældelsen forinden dennes indtræden, er afbrudt i Spanien. Den nye forældelsesdato er herefter den 22. marts 2023. Vedlagt brev af 9. februar 2022 fra Gældsstyrelsen til klager. Vedlagt som bilag 8.

Inddrivelsesrenten og dennes hovedfordring er retskraftig jf. ovenfor.

Gældsstyrelsen finder, at modregningen er foretaget med rette.

(…)"

Gældsstyrelsen har den 15. december 2022 sendt en supplerende udtalelse til sagen. Af udtalelsen fremgår følgende:

"Når borger har fået oplyst at sagen er i bero, er dette et udtryk for at der er givet henstand. Indsigelsen har ikke været tillagt opsættende virkning, jf. § 2, stk. 2 i Lovbekendtgørelse 2022-01-07 nr. 6 om inddrivelse af gæld til det offentlige. Det har der ikke været grundlag for, da der ikke har været tvivl om fordringernes størrelse og eksistens, da de spanske myndigheder har fastholdt eksistensen. Der har således ikke været en begrundet formodning om, at kravet ikke er opgjort korrekt eller ikke eksisterer.

De spanske myndigheder har både i 2017 og 2020 fastholdt, at fordringerne er korrekte. Modregningen er brugt til betaling på EU-krav i henhold til lov om gensidig bistand.

De spanske myndigheder har ligeledes i december 2021 fastholdt, at forældelsen ikke er indtrådt.

Der er derfor intet i sagen, der taler for, at der ikke kunne træffes afgørelse om modregning, jf. § 9 i Lovbekendtgørelse 2022-01-07 nr. 6 om inddrivelse af gæld til det offentlige samt § 11 og § 12 i Bekendtgørelse 2020-03-09 nr. 188 om inddrivelse af gæld til det offentlige."

Gældsstyrelsen har endvidere den 2. februar 2023 sendt supplerende udtalelse til sagen. Af udtalelsen fremgår følgende:

"(…) Der har løbende været kontakt med de spanske myndigheder, som har fastholdt fordringerne - både i 2017 og 2020. På modregningstidspunktet var borgers yderligere indsigelser sendt til behandling hos de spanske myndigheder, og på modregningstidspunktet var der ikke modtaget svar på disse seneste indsigelser. De sidste uafklarede forhold havde dog ikke en karakter der kunne danne grundlag for en opsættende virkning.

(…)Nej der har ikke tidligere været tilkendegivet henstand/bero. Der har løbende været sket modregninger, borger dog fået udbetalt 2 modregninger på henholdsvis 4.670 og 1306, efter en konkret vurdering.

(…)Nej der blev ikke truffet en afgørelse, om retskraftigheden af fordringen, men klager har været gjort opmærksom på, at han kunne klage over aktuelle inddrivelsesskridt. Fx lønindeholdelse, udlæg. Til orientering kan det oplyses, at der er klaget over udlæg foretaget 10. februar 2022, er indbragt for fogedretten i By Y1 hvor sagen pt. verserer

(…)"

Samme dag har Gældsstyrelsen oplyst følgende:

"De spanske myndigheder har tidligere både i 2017 og 2020 fastholdt kravene og meddelt Gældsstyrelsen at inddrivelsen skal fortsætte.
At Gældsstyrelsen har giver bero betyder, at der ikke i en periode bliver iværksat tvangsinddrivelse i form af fx udlæg, lønindeholdelse.
Der er den 18. november 2021 sendt tilsigelse til udlægsforretning. Vedhæftet denne mail. Denne tilsigelse bliver annulleret telefonisk den 22. november 2021, pga. bero af tvangsinddrivelse udlæg."

Gældsstyrelsen sendte den 12. april 2023 bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling i sagen. Af bemærkningerne fremgår følgende:

"Skatteankestyrelsen har ved brev af 31. marts 2023 anmodet Gældsstyrelsen om, inden 14 dage at sende en udtalelse vedrørende Skatteankestyrelsens indstilling i forhold til sagens behandling ved Landsskatteretten.

Skatteankestyrelsen indstiller, at Gældsstyrelsens afgørelse af 26. november 2021 skal ændres, idet man ikke finder, at der var grundlag for at foretage modregning i klagers udbetaling fra Natur- og Erhvervsstyrelsen, til dækning af inddrivelsesrenter tilskrevet gæld vedrørende spanske indkomstskat.

Gældsstyrelsen er ikke enig i Skatteankestyrelsens indstilling.

Gældsstyrelsens direktør har i brev af 24. september 2021 beklaget, at der på daværende tidspunkt ikke var en afklaring af sagen og tilkendegav i forlængelse heraf, at inddrivelsen ville blive sat i bero indtil videre. Som følge heraf blev den udlægsforretning, der oprindelig var tilsagt den 18. november 2021, til foretagelse den 6. december 2021, annulleret.

Det har ikke været Gældsstyrelsens hensigt med formuleringen i brevet af 24. september 2021, at der ikke skulle kunne foretages automatiske modregninger i overskydende udbetalinger fra det offentlige, idet sådanne modregninger altid vil ske, uanset om sagen er sat i bero, eller der måtte været truffet en egentlig afgørelse om henstand.

Det er i øvrigt ikke Gældsstyrelsens vurdering, at A med formuleringen i brevet af 24. september 2021, med rette kunne have fået en forventning om, at disse automatiske modregninger ikke ville ske.

Gældsstyrelsen har ikke på noget tidspunkt fundet grundlag for at tillægge indsigelserne fra A opsættende virkning efter Gældinddrivelseslovens § 2, stk. 2, idet de spanske myndigheder både i 2017 og 2020 har fastholdt fordringerne som korrekte.

Der henvises i øvrigt til Gældsstyrelsens tidligere fremsendte udtalelser i sagen."

Klagerens opfattelse
Det er klagerens opfattelse, at modregningen skal ophæves, og at beløbet skal udbetales.

Som begrundelse herfor har klageren anført følgende:

"(…)

Jeg tillader mig at henvende mig til Dem, på baggrund af, en ny hændelse, beslaglæggelse af kr 10.803. en udbetaling fra Landbrug og Fødevarer (Arealstøtte) som Gælds. har foretaget her den 26 Nov, dette til trods for at jeg i brev af 21 nov, til [direktøren i Gældsstyrelsen], i forbindelse med Deres indkaldelse, gør [direktøren i Gældsstyrelsen] opmærksom på, at der hos Landbrug og Fødevarer ligger et beløb klar til udbetaling. Min henvendelse af 21 ds, er ikke besvaret, men det gælder iøvrigt for samtlige henvendelser til Gælds, første gang 9 juni 2017 og fremdeles, alle henvendelser ubesvaret.

På baggrund af denne, beder jeg Dem venligst, bekræfte den telefonsamtale, hvori De tilkendegiver, at den fremsendte indkaldelse til Fogedretten, var en fejl, med henvisning brevet fra [direktøren i Gældsstyrelsen] af 24 sept. der tilkendegiver at sagen er sat i bero, samt at jeg, når en afgørelse på min klage, vil have mulighed for indsigelser.
Det er en alvorlig sag, idet det er [direktøren i Gældsstyrelsen]s ansvar, at Gælds, foretager yderliger beslaglæggelser, uagtet at sagen er sat i bero og som jeg gentager aldrig har modtaget og derfor ulovlig.

(…)"

Klageren har den 12. januar 2023 sendt bemærkninger til Skatteankestyrelsen. Af klagerens bemærkninger fremgår følgende:

"Jeg har modtagt din skrivelse af 6 ds. og jeg tillader mig at fremlægge mit synspunk for Gældsstyrelsens behandling af min sag, der trækker tråde tilbage til 2016, og de svar der kommer fra samme er blottet for sagens sammenhæng og eller forståelse for at det er en EU sag, med de bestemmelser der findes i EU Råds direktiv 2010/24/EU Artikkel 14 og som [navn udeladt], Gælds Int. U3, så tydelig skriver i internt brev af 9 januar 2019, --skal inddrivelse af krav stilles i bero, indtil klagesagen er afgjort---Dokument i Aktindsigt Nr, 56

Jeg kan se at du har stillet spørgsmål, ved de svar der er kommet fra Gælds, derfor forventer jeg, at du vil træffe den rigtige afgørelse, at udbetale de beløb der er tilbageholdt, jeg vil blot anføre, at det ikke er et økonomisk problem, men et spørgsmål om retfærdighed.

Det vil være for omfattende at forklare denne sag, der ligger over 200 sider dokumenter i sagsakterne, herunder fra Gælds Udland By Y2, interne meddelelser, fra [navn udeladt]/[navn udeladt], tilkendegiver at overskydende Skat i 2017 skal udbetales, iht til EU Rådsdirektiv 2010/24 EU, samme fra [navn udeladt], også Gælds By Y2 at overskyden Skat for 2018 skal Udbetales, vedlægger Bankbilag, for indbetalinger

I 2017, modtager jeg fra Gælds International, embargo fra Spanien for manglende betaling at Skat for 2010-11, en skønsmæssig forhøjelse, som jeg intet kender til, kravene er fremsendt fra 2014-til 2017, til min tidligere adresse i Spanien samt til en elektronisk postkasse […], som jeg med bobæl i By Y1 Kommune fra 12-08-2012, intet kendskab har til, eller har haft mulighed for at se, idet det kun er for personer bosiddende i landet.

21-11-2017, via min tidliger revisor, anlægger jeg sag imod Agencia Tributaria, (Hacienda) for ikke at have modtaget de fordringer der er fremsendt som embago til Danmark, ved Tribunal Economico-Administrativo Andalucia Malaga, Kendelse afsiges den 20-12-2018, Procedure fejl begået af Hacienda. Hacienda skal tilbagekalde disse fordringer og fremsende dem disse til undertegnede, for berigtigelse, at fremlægge indsigelser herimod, med de frister som loven tilsiger, tilbageholde beløb skal tilbagebetales. Se Aktindsigt

Som følge af kendelsen, anker Hacienda denne, ved den 21-02-2019, at fremsende kravene til undertegnede […] A, Adresse Y1, By Y3, Malaga, BM, ansat hos tidligere revisor, modtager dokumenterne. min adresse Adresse Y2, By Y4, se Bankbilag, Hacienda erklærer kravene lovligt modtaget. Jeg fastholder, at jeg aldrig har annerkendt de fremsatte krav, hvorfor fremsende til adresse i Spanien, når de den 01-07-2017 i anbefalet brev, til Adresse Y2, By Y4, svarer på en klage sendt via. Gælds i By Y2. se bilag mrk. 105

April 2020, Gældsstyrelsen meddeler telefonisk og skriftlig, at sagen hos dem er forældet pr 30 mart 2020, afsender [navn udeladt], Gælds Udlands afd. By Y2. Spanien tilkendegiver den 11 maj, at der i feb. 2019 er foretaget en indbetalng af 73,39 € fra mig og på den baggrund forlænger forældelsesfristen til 2023, en bedragerisk påstand, indbetalinger sker ved en fejl begået af [navn udeladt] INT. By Y2, der beder Spanien returnere beløbet. Agencia Tributaria tilkendegiver at inddrivelsen skal forsætte, på en indbetaling der aldrig har fundet sted. Jeg ringer i Jan. 2022 til [navn udeladt], U 3 By Y2, for at han kan gøre Spanien opmærksom på, at den indbetaling er returneret og derved ikkee giver hjemmel for folængelse af forældelsenfristen. Han erkender at denne er returneret, men vil ikke tage kontakt til Spanien, det er et spansk anliggende,- Akt -no 65-66. Utilstedelig svar.

04-07-2022, indsender vi til Tribunal Economico Administrativo Central, krav om at rette og afvise de krav der er fremsat, på baggrund af de fejl og uregelmæssigheder der er begået af Hacienda, herunder fremsende af dokumenter til personer der er sagen uvedkommen, der ikke er, eller har været i besiddelse af en Notarial Fuldmagt, eller anden fuldmagt, at Hacienda har fremsat urigtige oplysninger der omhandler forældelse af fordringern.

13-07-22. Fremsendes til samme Tribunal Economico Administrativo Central . dokumenter vedr. kravene modtaget maj 2017, embargo, brev fra EJ/ sekretær BM, der erklærer ikke at være i besiddelse af en fuldmagt, ( er tidligere fremsendt direkte til Hacienda ) Haciendas forsøg på. ved urigtige oplysninger at forlænge forældesfrist. Mine klager til Jefe de Recaudacion, Agencia Tributaria, breve afsendt 22-06-2020- 30-10-2020- 30-12-2020, alle ubesvaret, Kopier findes i Aktindsigt.

Gældsstyrelsen er af Advokat HC, By Y1, indformeret om dette nødvendige skridt, som der endnu ikke er fremkommet en afklaring på.

Jeg må derfor igen, henvise til EU Rådsdirektiv 2010/24 EU, Artikket 14. at inddrivelsen af fordringen skal sættes i bero, indtil der forligger en endelig retsafgørelse. Derfor, for retfærdighedes skyld, bør de tilbageholdte beløb frigives og samtidig beder jeg dig betragte denne skrivelse, som en klage over Gældstyrelsens fortsatte inddrivelse.

Gældstyrelsen har i 2022 tilbageholdt følgende: den 11-08-2022 316,01 kr 144,22 kr

Ligeledes tilbageholdet den 26 november 2022 7.089,33 alle fra Naturstyrelsen, Braktilskud for Landbrug 3,388,26

Der sendt en anmodning til Gælds om at tilbagebetale de nævnte beløb."

Klageren har den 9. februar 2023 sendt følgende bemærkninger til sagen:

"Jeg takker for din information fra den 2 ds og vil gerne så kort som muligt, berette om min/ vores indgang til denn ulykkelige sag, som privatperson, der kommer i klemme i systemet.

Vi har alle dage betalt alt, har aldrig skyldt nogen noget, eller foretaget noget ulovligt, derfor piner det, at jeg kan læse imellem linierne i svar fra Gælds, ----- ---- -at jeg blot er en person der gerne vil undgå at betale skat ---

Sagen starter med den tilsendte Embargo fra 5 maj 2017, fra Spanien, en forhøjelse af den deklarerede Skat for 2010-11. Som er betalt. Vi har aldrig modtaget disse krav på vor adresse i DK, alle er sendt til vor tildlgere adresse i Spanien, og til elektronisk postkasse, som vi ikke havde adgang til med bopæl i DK, fra 15-08-2012 (Bopælsattest fra By Y1 Kommune)

Ved denne embargo, har vi mistet mulighed for indsigelser, Spanien afviser alle forsøg herpå. De fremsendte krav, er ude af proportioner, vi min Spansk Revisor og jeg, har alle bilag for 2010 og 11 og kan fremlægge beviser for at de krav der er fremsat, er ukorrekte, dette har jeg ligeledes skrevet til Gælds, uden svar ingen kommentarer.

For at nævne noget, v køber i 2010, en tom landbrugsejendom, investerer i traktor og nødvendige markredskaber, da vi har solgt vor virksomhed i Spanien, investerer vi i Realkreditobligationer.
Spanien stryger udgifter og afskrivninger, udtrukne Obligationer bliver medtaget som indtægt, det er formue, som alle ved, blot ikke Hacienda, --- er efterladt forsvarsløs.

Undskyld, jeg ved det er irelevant for din bedømmelse af sagen, med hensyn til den lovede partshøring, blev min anmodning, sendt til [navn udeladt] (sekretær for [direktøren i Gældsstyrelsen]) den 28 Januar 2022, afvist og send direkte til udlægsforretning, 10 februar 2022.

Hvordan kan Direktøren for Gælds, afvise denne partshøring, ikke mindst på baggrund af sagens alvor, det burde få konsekvenser for denne handling, min advokat har forslået at stævne Direktøren for Aftalebrud- Løftebrud, men jeg vil foreløbigt afvente.

Med hensyn til tilbagebetaling af overskydende Skat, må jeg igen konstatere, at hos Gælds, ved man åbenbart intet om hvad en anden medarbejder foretager sig. De bilag som jeg har fremsendt ---fra Gælds-- er der tale om 5 gange overskydende Skat -- 548,00-4.670,00-1.306,00-47.810,41 og 15.690,59 kr sdste gang 15 maj 2019.

Det ville jo være ønskeligt, om Gælds ville svare på hvor de 548,00, stammer fra, når Hacienda hævder at have modtaget disse, 5-12-2018 og samme beløb 4-12-2019, og beløbet er indsat på min konto i DB den 11-01-2019. Men uorden i regnskaberne, det har man.

Din skrivelse, har medført at jeg hele wekenden, igen har forsøgt at finde fejl i denne sag og jeg har konstateret noget, som jeg mener er et gennembrud, for som det fremgård af det jeg har fundet, er sagen ført på et ulkovligt grundlag.

Jeg har anmodet min Advokat HC, om at verifisere det jeg er kommen frem til samt de bilag jeg har fremsendt til ham, men da det for mig er meget vigtig at få stoppet den fogedsag som er i gang, vil jeg sende materiale til dig, med det forbehold, at Advokaten ikke har godkendt det.

Som tidligere fremført har jeg fra første færd stillet spørgsmål ved Radsdirektivet 2010/24/EU.

I LEX, information, Bilag side 9-10-34-35. Gennemførelse Rådsdirektiv 2010(24/EU

1.      Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelse i kraft for at efterkomme dette direktiv fra den 1 januar 2013.
2.      De sætter imidlertid de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme artikel 8 i dette direktiv med virkning fra den 1 Januar 2015.

Folketinget har 1 - 2 og trediebehandlet dette i 2011 og 2012 og vedtaget med ikrafttrædelse den 1 januar 2013. ( LEX uddrag fra folketinget)

I Direktivet 77/799/EØF der er ophævet med virkning fra 1 januar 2013, skal anmodning om bistand til inddrivelse af fordringer, tilsendes de respektive myndigheder, i DK er det Skat.

Fordringerne skal fremsendes til denne myndighed, med oreginale bilag, kontoudtog, bilag der viser fordringens indhold, samt beregninger for fordringens beskaffenhed. Hvorefter den inddrivende myndighed, her Skat, undersøger fordringen, der i såfald den godkendes, inddrives iht. Den national lovgivning, at give skyldneren mulighed for indsigelse, at sagen forældes iht til de gældende love.

For at vende tilbage til Rådsdirektiv 2010/24/EU, de fordringer som Hacienda har fremlagt, er fra 2010 og 2011. Hovedstol 14.502 € og 14.925,37 €, begge fra før Direktivets ikrafttrædelse. 1 Januar 2013.

Ligeledes er fordringerne fremsendt på standard formularer der først bliver implentemiteret fra den 1 Januar 2015

Min påstand er derfor at fordringerne er rejst på et ugyldigt grundlag, at loven ikke er trådt i kraft og at der er anvendt formular til andmodning om bistand, da disse ikke er godkendt til formålet før ikrafttrædelse den 1 Januar 2015.

Når min rådgiver har godkendt dette, vil det blive sendt til, [direktøren i Gældsstyrelsen], med anmodning om straks at tilbagekalde den anlagte fogedsag."

Klageren har samme dag tilføjet følgende:

"Du må meget undskylde, men jeg fik ikke med i min redegørelse, sendt tidligere idag, at det du skriver, i brev til [navn udeladt], vedr Rådsdirektivet 2010/24/EU, mangler du at anføre at direktivet gansk rigtig er vedtaget ved trediebehandling i folketinget i 2012, men det som er meget vigtig ---TIL IKRAFTTRÆDELSE DEN 1 JANUAR 2013----

dertl kommer at de formularer som Hacienda har anvedt, til fremsendelse af fordringerne, ikke kan anvendes til dette formål, at inddrive fordringer fra før lovens ikraftrædelse, altså 2010 og 2011, ej heller før de er godkendt til formålel, der iflg direktiver Artikkel 8, er fastsat til den 1 Januar 2015."

Klageren har endvidere den 8. marts 2023 sendt følgende bemærkninger:

"Anmoder: Landskatteretten om

At, Gældsstyrelsen annulerer/ tilbagekalder, den anlagte fogedsag ved retten i By Y1, 10 Februar 2022 sag Nr. FS […], manglende bevis for fordringens beståen. 

1.      Anfægter: De af Gældsstyrelsen fremlagte dokumenter for fordringernes beståen er ugyldig, idet jeg A, tiltrods for anmodninger herom, til fordringshaver, forsat ikke har modtaget denne dokumentation. Den af Gældstyrelsen, fremlagte kvittering for modtagelse af fordringerne, er underskrevet af, sekretær hos firmaet R1, BM, den 23 Marts 2019, en fremmed, jeg har ingen relation til denne person, der ikke er i besiddelse af en juridisk bindende dokument, fuldmagt, idet jeg på intet tidspunkt har udsted en sådan, derfor er det fremlagte, dokument, Ugyldig.
Bilag nr 1.

2.      Anfægter. Denne sag med henvisning til skrivelse fra Direktør for Gældsstyrelsen […], der i svarskrivelse til undertegnede, den 21-09-2021, skriver at der vil blive afholdt partshøring, med mulighed for indsigelse.
Den 10 februar 2022, bliver sagen indleveret til Fogedretten, den lovede partshøring, bliver annuleret, i skrivelse fra sekretær for [direktøren i Gældsstyrelsen], [navn udeladt], hermed begår Direktør […], Løftebrud. Bilag nr 2.

3.      Gældsstyrelsen, ved [direktøren], bryder hermed sit tilsagn om partshæring, ved den 10 februar 2022, at indgive sagen til Fogedretten, udlæg for en ikke anerkendt fordringen.

I Resume fra Gældsstyrelsen

Citat har endnu ikke modtaget de supplerende oplysninger, der blev anmodet om og slutter sagen hvis vi ikke modtager oplysningerne inden 2018-03-01.- - Citat slut

Anmodning om supplerende oplysninger blev fremsent af [navn udeladt], Gælds By Y2, den 07-07 - 2017. Her burde sagen være sendt retur til Spanien Bilag nr 3.
Såfremt fordringshaver ikke tilvejebringer, på anmodning fra skyldner, fyldestgørende dokumentation og oplysninger vedrørende fordringen, inden for et tidsrum af 3 år, fra dato for anmodningen, er fordringen hermed, pr 07-07-2020, erklæret ugfyldig og sagen hermed afsluttet.

EU Direktiv 2010/24EU, Artikkel 9, Meddelelsesmidler.
Den bistandsøgte myndhed sørger for at meddelelser i den bistandssøgte medlemsstat foretages i overenstemmelse med de love og administrative bestemmelser og den administrative praksis, der er gældende i den bistandssøgte medlemsstat.

Anfægter Fordringens Retskraft

Denn 20 december 2017, anlægges sag imod Agenda Tributaria, Hacienda, ved Tribunal Economico-Administrativo Regional de Andalucia Malaga

Tilkendegiver at jeg ikke, har modtaget de fremsende fordringer da jeg på de angivne tidspunkter ikke var tilstede på adressen i Spanien, men var bosat i Danmark.

"FALLO" Procedurefejl. Kendelsen fra Retten bliver afsagt den 20 december 2018, denne påbyder Hacienda at annulere de fremsendte embargoer, fremsende påny, samtlige fordringer, enkeltvis, med de hertil gældende indsigelser, samt tilbagebetale de beløb, Hacienda havde beslaglagt på klagers pensionskonto i Banco Popular, By Y3. Bilag findes i Aktindsigt

10/01-2019 [navn udeladt], Gælds, bekræfter, at der er tale om Procedurefejl, begået af Hacienda,

Hacienda, efterkommer ikke denne kendelse fra, Tribunal Economico,

Den 22-03-2019 fremsender Hacienda, fordringerne til A, fremsendt til:

Adresse Y1, By Y3, Malaga, adressen for min tidligere revisor, her modtager sekretær, BM, anmeldelsen, som tidligere anført, har jeg ingen relation til denne person, en fremmed, der ikke er i besiddelse af et juridisk bindende dukoment, fuldmagt, derfor er denne kvittering, som Gældsstyrelsen fremlægger, som bevis for fordringens retskraft, Ugyldig som bevis.

Fremsender Klage den 4-07-2022 og 13-07-2022 til;

Procedimiento Especial de Revision, Tribunal Economico, Administrativo Central

Revisionsfirmaet R1 S.A. By Y3, indleverer dokumenter, kopi af retsdokumenter og kendelse, fra Tribunal Economico, samt kopi af de tilsendte embargoer til International Inddrivelse i Danmark.

Klager over det fremsendte dokument, modtaget af BM, da denne ikke var eller har været i besiddelse af juridisk anerkendt dokument, fuldmagt, derfor ugyldig.

At inddrivelsen fortsætter i Danmark, at Administration Hacienda, ikke har overholdt den kendelse, afsagt den 20-12-2018, opfylder ikke kendelsen, der tilsiger Hacienda, at tilbagekalde embargoen, og fremsendes fordringerne påny, med mulighed for indsigelse.

Administration Hacienda, fremsender fordringerne, i mit navn til Adresse Y1, By Y3, Malaga og ikke til min lovlig anmeldt Bopæl, Adresse Y2, By Y4. DK.
Anmoder Tribunal Economico Administrative Central, om at erklære dokumentet for ugyldig.

Vedlægger klagen til [Procedimiento Especial de Revision] på Dansk, oversættelse blev indleveret den 13-07-2022.
Bilag nr 4

I Skrivelse fra Revisionsfirmat R1, den 11 januar 2023, erklærer denne, at ingen i firmaet R1, herunder sekretær, BM, er eller har været i besiddelse af en fulmagt, udstedt af A.
Bilag nr 5.

Revisor EJ har tidligere den 14-05-2020, fremsendt en skrivelse, hvori han manifesterer, at han eller anatte i firmaet R1, er eller har været i besiddelse af en fuldmagt, som skatterepresentant for A.
Bilag nr 6.

Jeg tilbagevise retsgyldigheden af denne kvittering, da den ikke er et gyldigt bevis for, fordringernes beståen, da jeg aldrig har modtaget disse fordringer, jeg må afvises dette dokument, kvittering, for ikke at være retsgyldig, da den person der har underskrevet denne, en fremmed, som jeg ingen relation, havde eller har til, er uden et juridisk bindende dokument, en fuldmagt underskrevet af mig, derfor klæres denne for ugyldig.

Anmoder Skatteankestyrelsen/ Landskatteretten, om at annulere den anlagte Fogedsag FS […], den 10 februar 2022, med henvisning til de fremlagte dokumenter fra Fordringshaver/Gældsstyrelsen er ugyldige, da der ikke er fremlagt et juridisk bindende dokument for fordringens beståen og retskraft."

Klageren sendte den 23. april 2023 bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Gældsstyrelsens udtalelse hertil. Af klagerens bemærkninger fremgår følgende:

"Jeg er enig i Skatteankestyrelsens indstilling, men vil igen anmode om at der ligges vægt, på fordringens retskraft.

Som tidliger fremført, har jeg klaget over inddrivelsesmyndighedens afgørelse vedrørende inddrivelse af fordringerne, m.v. herunder kravets eksistens og størrelse, som De anfører i indledningen af Deres Skrivelse af 13. ds

Jeg må igen anføre, at de dokumenter, som bevis for fordringens eksistens, som Hacienda har tilsendt den 22-03-2019, til mig, A, til adressen Adresse Y1, By Y3, der modtages af sekretær BM, er ugyldig som bevis for at fordringerne er modtaget, da den pågældende person, ikke er i besiddelse af et dokumet, fuldmagt, for at kunne modtage disse fordringer.

- Databeskyttelsesforordningen, 32018 R 1725, at udlevering af, person følsomme dokumenter til trediepart, er ulovligt og strafbart, såfremt den pågældende ikke er i besidelse af et lovformelig dokument der giver vedkommende ret til at modtage disse dokumenter.

De fremhæver i Deres inlæg til Landskatteretten, Gældsinddrivelsenloven, jeg vil tillade mig at henvise til § 18 stk 4. forældelse af fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelses myndighede er 3 år, også selv om hovedkravet, inden det kom under inddrivelse hos restanceinddrivelses myndigheden, havde en længere forældelsesfrist. her den 22 marts 2019. på den baggrund er fordringerne forældet, den 22 marts 2022.

Jeg vil derfor gerne manifestere at Gældsstyrelsens/Haciendas krav der er fremsat og overgivet til Fogedretten er fremlagt på et ugyldigt grundlag, og burde afvises, dermed er begrundelse for det tilbageholdte beløb ligeledes ugyldigt og burde afvises, da samme fordring tillige er forældet pr 22 marts 2023, dokument herfor er tidligere fremsendt."

Landsskatterettens afgørelse
Klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om inddrivelse af fordringer m.v., herunder om kravets eksistens og størrelse, når spørgsmålet herom vedrører restanceinddrivelsesmyndighedens administration af kravet, kan indbringes for Landsskatteretten. Det fremgår af § 17 i gældsinddrivelsesloven.

Landsskatteretten kan således ikke behandle klagerens indsigelser om kravenes eksistens, da disse vedrører fordringshaverens administration af kravet. Sådanne indsigelser skal rettes til fordringshaver. Det følger af gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 2.

Landsskatteretten kan ligeledes ikke behandle klagerens indsigelser om forældelse, når spørgsmålet herom vedrører fordringshaverens administration af kravet. Det følger af gældsinddrivelseslovens § 17, stk. 1, samt forarbejderne hertil (LFF nr. 137 af 22. februar 2017 bemærkninger til nr. 17). Det følger af artikel 19 i rådets direktiv 2010/24/EU om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, at spørgsmål om forældelse udelukkende afgøres ud fra de retsregler, der gælder i den bistandssøgende medlemsstat. Der ses ikke at være gjort indsigelse om forældelse, der vedrører restanceinddrivelsesmyndighedens administration af kravet.

Sagen angår, hvorvidt Gældsstyrelsen den 26. november 2021 kunne modregne til dækning af inddrivelsesrenter tilskrevet spanske indkomstskattekrav, når Gældsstyrelsen to måneder forinden havde oplyst klageren om, at inddrivelsen af disse krav var sat i bero.

Gældsstyrelsen har i brev af 24. september 2021 oplyst klageren om, at inddrivelsen er sat i bero på baggrund af en undersøgelse af, hvorvidt kravene kunne inddrives i Danmark på det foreliggende grundlag.

Gældsstyrelsen har endvidere i brevet oplyst klageren om, at såfremt Gældsstyrelsen vurderede, at inddrivelsen skulle fortsætte, ville de træffe afgørelse herom og i den forbindelse partshøre klageren forud for afgørelsen.

Gældsstyrelsen har ikke inden modregningen truffet en sådan afgørelse eller i øvrigt oplyst klageren om, at inddrivelsen ikke længere var sat i bero.

Klageren kunne altså med rette gå ud fra, at inddrivelsen fortsat var i bero den 26. november 2021.

En berostillelse af inddrivelsen er ikke reguleret i gældsinddrivelsesloven. Efter en naturlig sproglig forståelse af ordet "berostillelse" må en berostillelse af inddrivelsen betyde, at al inddrivelse, herunder modregning, er sat i bero, dvs. er stoppet, indtil nærmere anførte begivenheder indtræder, eller indtil der oplyses om, at inddrivelsen ikke længere er sat i bero.

På den baggrund finder Landsskatteretten, at Gældsstyrelsen ikke med rette kunne foretage modregning i klagerens udbetaling fra NaturErhvervstyrelsen til dækning af inddrivelsesrenter tilskrevet gæld vedrørende spansk indkomstskat den 26. november 2021.

Det af Gældsstyrelsen anførte om, at indsigelsen ikke har været tillagt opsættende virkning efter gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 2, samt at brevet er et udtryk for, at der er givet henstand, og der således kan modregnes, jf. gældsinddrivelseslovens § 9, stk. 1, hvoraf det fremgår, at henstand med betalingen ikke afskærer det offentliges adgang til at foretage modregning i udbetalinger fra det offentlige, kan ikke føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på, at gældsinddrivelseslovens § 9, stk. 1, efter sin ordlyd alene finder anvendelse i forhold til henstand, og at det alene fremgår af brevet, at inddrivelsen er sat i bero, og ikke at klageren skulle være meddelt henstand.

Landsskatteretten ændrer herefter Gældsstyrelsens afgørelse.