Parter
A
mod
Skatteministeriet
(advokat Sune Riisgaard)
Denne afgørelse er truffet af dommer Ivan Larsen.
Parternes påstande
A har endeligt nedlagt følgende påstande:
Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at mindst 1 af de påståede fristafbrydende handlinger for den gæld, der er grundlag for lønindeholdelse påbegyndt aug. 2022, ikke overholder kravene for fristafbrydende handlinger.
Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at lønindeholdelse påbegyndt aug.2022 derfor er uberettiget og at alle penge der er opkrævet i denne forbindelse skal tilbagebetales incl. procesrenter.
Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at evt. konsekvenser af ovenstående skal implementeres indenfor 1 måned fra domsdato.
Skatteministeriet har endeligt nedlagt principal påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.
Retten bestemte ved retsbog af 26. juni 2023, at retten forlods behandler og tager stilling til afvisningspåstanden, jf. retsplejelovens § 253, stk. 1 og 2. A har udtrykkeligt og Skatteministeriet ved tilrettelæggelsen samtykket i, at retten afgør afvisningsspørgsmålet på skriftligt grundlag.
Oplysningerne i sagen
Den 30. november 2009 traf SKAT afgørelse om ændring af As skatteansættelse for 2006, hvorved A beskattes af ejendomsavance og genvundne afskrivninger som følge af salg af en ejendom.
Afgørelsen blev stadfæstet af Skatteankenævnet den 12. november 2010.
A gik personligt konkurs. Fordringerne vedrørende restskat for 2006 samt en rate af arbejdsmarkedsbidrag for 2006 bliver den 11. februar 2011 anmeldt i konkursboet efter A. Boet afsluttes den 13. august 2012.
Den 19. januar 2021 skrev A til Gældsstyrelsen om, at gældsposterne fra 2006 er forældede.
Gældsstyrelsen fandt ved afgørelse af 31. oktober 2022, at fordringerne vedrørende indkomståret 2006 ikke er forældede. A påklagede herefter Gældsstyrelsens afgørelse til Skatteankestyrelsen, som den 20. januar 2023 stadfæstede Gældsstyrelsens afgørelse.
A anmodede den 20. januar 2023 Skatteankestyrelsen om at få genoptaget afgørelsen. Skatteankestyrelsen afgjorde den 17. februar 2023 As genoptagelsesanmodning, og imødekom ikke anmodningen om genoptagelse.
Den 26. februar 2023 indbragte A sagen for retten med påstand om, at Sagsøgte tilpligtes at erkende, at grundlaget for eksisterende lønindeholdelse er forældet samt at foretagne lønindeholdelser fra og med august 2022 skal tilbagebetales incl. renter.
Skatteministeriet anførte i svarskrift af 28. april 2023 bl.a.:
Det, der kan prøves for retten, er enten den materielle afgørelse om fordringernes retskraft fra Skatteankestyrelsen af 20. januar 2023 eller afgørelsen om afslaget på genoptagelse fra Skatteankestyrelsen af 17. februar 2023.
Skatteministeriet forstår det sådan, at det, der ønskes prøvet, er den materielle afgørelse om fordringernes retskraft fra Skatteankestyrelsen af 20. januar 2023. A opfordres (1) til at bekræfte Skatteministeriets opfattelse af påstanden og bringe sin påstand i overensstemmelse hermed.
En påstand herom kan f.eks. formuleres således:
"Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at As gæld til det offentlige for indkomståret 2006, opgjort til i alt 2.281.927,01 kr., ikke er retskraftig."
..."
A ændrede herefter sin påstand til de ovenfor anførte, hvorefter Skatteministeriet principalt nedlagde afvisningspåstand.
Parternes synspunkter
A har anført, at sagens tema er materielt - ikke hvad modparten hævder - men ganske simpelt hvorvidt modparten gennem mange år og senest i forbindelse med lønindeholdelse, har nægtet at tage stilling til hvorvidt de handlinger, de har foretaget, er fristafbrydende.
Modparten har som eneste dokumentation gennem den seneste 5 årige periode fremstillet eet enkeltdokument, der blot gengiver en række påståede fristafbrydende handlinger på datoer, der er dokumenteret gennem EFI systemet og modparten konkluderer derudfra, at de er berettiget til at gøre hvad de gør.
Modparten har systematisk nægtet at tage stilling til hvorvidt hver enkelt af disse påståede fristafbrydende handlinger faktisk ER fristafbrydende. Modparten såvel som den "uvildige" part Skatteankestyrelsen er udmærket bekendt med definitionen fra Landsret/Højesteret, men nægter både at bruge den eller informere om den. Det er betænkeligt.
Kravet er, at hver enkelt af de påståede fristafbrydende handlinger reelt ER fristafbrydende - ellers falder hele korthuset sammen for modparten.
Dette har været påpeget mange gange overfor Gældsstyrelsen, har været påpeget overfor Skatteankestyrelsen, men hver eneste gang finder modparten "ingen grund til at efterprøve påstanden" fordi alle data jo selvfølgelig er i orden.
Modparten skal være vidende om, at når man foretager forvaltningsretlige afgørelser, skal det ske på et solidt grundlag. Det er aldrig sket. Lønindeholdelsen
er sket på et grundlag, hvor man aldrig har taget stilling til, om - selvom det er modparten 100% bekendt, at Landsret/Højesteret netop har taget stilling til kravene for hvad man forstår ved "reelt fristafbrydende" efter ny forældelseslov. Jeg kan derfor ikke se andet end at basis og påstandene i sagen giver god mening.
Nu begynder modparten så igen et mindre juridisk slagsmål med at påstå afvisning af grunde, der ikke er klare. Igen forsøger man at undgå sagens kerne. Modparten burde have en interesse i at finde ud af, hvad der er sandheden, istedet for at bruge løs af skatteydernes penge ved at skrive på 10 sider, hvad der kunne være afklaret af Skatteankestyrelsen på to sider. Må jeg som skatteyder høfligt påpege, at alle formalia indsigelser burde have været afklaret af Skatteankestyrelsen - hvis de nogensinde har haft en vilje til at være uvildige. Modparten burde i nærværende sag være interesseret i sandheden - og gå til kernen af sagen og få dokumenteret, at a) bilag F såvel som alle de andre påståede fristafbrydende handlinger er i overensstemmelse med Landsret+Højesterets tolkning og b) alle datoer i modpartens opgørelse er korrekte og at de umuligt kan være korrumperede af EFI systemet. Istedet vælger man det modsatte - og søger at undlade at dokumentere noget som helst. Det er urimeligt.
Jeg er som skatteyder af den opfattelse, at Retten gør det eneste rigtige - når modparten kommer med en påstand om afvisning istedet for at komme med ovennævnte dokumentation for at spille på noget formalia istedet for at finde ud af hvad sandheden er, så må man for at spare ressourcer hurtigst muligt lave en afklaring - hvis det skatteyderen siger ikke giver mening, så må skatteyderen jo have ordre til at lave tingene om. Hvis det skatteyderen siger giver mening, så må modparten tie stille og finde ovennævnte dokumentation frem ASAP.
Skatteministeriet har anført, at As tilrettede påstand er uegnet til at danne grundlag for en domskonklusion, ligesom påstanden er for uklar og vedrører prøvelse af spørgsmål, der falder uden for sagsanlægget. Derfor skal søgsmålet afvises.
Det følger af retsplejelovens § 348, stk. 2, at en stævning blandt andet skal indeholde sagsøgers påstand.
Parternes påstande under en civil retssag er udtryk for, hvad de pågældende ønsker, at dommen i sagen skal lyde på. Retsplejeloven indeholder ikke nærmere retningslinjer for formuleringen af påstandene, men det følger af retspraksis, jf. nedenfor, at en påstand skal være præcis og egnet til at indgå i en domskonklusion, og ikke må bestå af elementer, der i realiteten er anbringender.
As tilrettede påstand er reelt anbringender for det, som er hans egentlige påstand, det vil sige synspunkter for det, som han ønsker, at dommen i sagen skal lyde på: At hans gæld til det offentlige for indkomståret 2006, opgjort til i alt 2.281.927,01 kr., ikke er retskraftig. Den tilrettede påstand egner sig derfor ikke til at være en påstand, der kan indgå i en domskonklusion, jf. f.eks. UfR 2009.1899 H og UfR 2010.2389 H, hvor Højesteret i begge sager fandt, at der var tale om anbringender, og ikke påstande, eftersom det var argumenter for den egentlige påstand.
Det fremgår desuden af sidste led af påstanden, at sagsøgte skal tilpligtes at anerkende, at evt. konsekvenser skal implementeres indenfor 1 måned fra domsdato, hvilket - også i denne henseende - ikke lever op til kravene for en (anerkendelses-) påstand.
Den tilrettede påstand er derfor efter sin karakter ikke egnet til at danne grundlag for en domskonklusion.
Den tilrettede påstand er desuden formuleret så generelt og uklart, at det er svært at udlede, hvad A egentlig påstår. Der henvises f.eks. i påstanden til "mindst 1 af de påståede fristafbrydende handlinger", uden at det nærmere præciseres hvad denne er, ligesom der henvises til gældseftergivelse og lønindeholdelse påbegyndt i august 2022, uden at der redegøres for, hvad det nærmere dækker over. At det er svært at udlede, hvad der er As egentlige påstand, understøttes desuden af, at sagens genstand er angivet til 84.000 kr.
Den tilrettede påstand, der er nedlagt, er derfor heller ikke tilstrækkelig præcis til at danne grundlag for en domskonklusion, jf. f.eks. UfR 2012.679 H og UfR 2005.2134 H, hvor Højesteret afviste de generelt formulerede påstande.
Herudover er der tale om, at A vil have prøvet spørgsmål, der falder uden for sagsanlægget. A har i samtlige processkrifter argumenteret for, hvorfor hans skattegæld fra 2006 ikke længere bør være retskraftig. Sagen må således forstås som at dreje sig om prøvelse af den materielle afgørelse om fordringernes retskraft fra Skatteankestyrelsen af 20. januar 2023 (bilag J). Spørgsmål om lønindeholdelse, gældseftergivelse samt skatteansættelserne for 2013-2022- som A først nævner i replikken af 1. maj 2023 uden dog nærmere at redegøre herfor - falder udenfor dette sagsanlæg, idet der er tale om nye spørgsmål, jf. § 48, stk. 2, 2. pkt. Betingelserne for at inddrage disse under retssagen er ikke opfyldt.
Sagsanlægget vedrører den materielle afgørelse om retskraft for så vidt angår de tre konkrete fordringer fra 2006 fra Skatteankestyrelsen af 20. januar 2023 - og således hverken afslag på gældseftergivelse, lønindeholdelse eller skatteansættelserne for 2013-2022. A sammenblander tingene, når han både vil have rettens stillingtagen til, hvorvidt de tre konkrete fordringer er forældede eller ej, gældseftergivelse (som der først kan tages stilling til, efter at spørgsmålet om fordringernes retskraft er afgjort), lønindeholdelse og skatteansætteansættelser for indkomstår, der ikke har noget med de konkrete fordringer at gøre.
Som følge af, at A ikke har nedlagt påstande, der er egnede til at danne grundlag for en domskonklusion, skal sagsanlægget afvises.
Rettens begrundelse og resultat
As påstande er følgende:
Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at mindst 1 af de påståede fristafbrydende handlinger for den gæld, der er grundlag for lønindeholdelse påbegyndt aug. 2022, ikke overholder kravene for fristafbrydende handlinger.
Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at lønindeholdelse påbegyndt aug.2022 derfor er uberettiget og at alle penge der er opkrævet i denne forbindelse skal tilbagebetales incl. procesrenter.
Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at evt. konsekvenser af ovenstående skal implementeres indenfor 1 måned fra domsdato.
Påstandene er indbyrdes sammenhængende. Således er det ved ordet "derfor" i anden påstand henvist til første påstand, ligesom tredje påstand henviser til evt. konsekvenser af ovenstående.
Om påstandene er præcise og egnede til at indgå i en domskonklusion, skal derfor pådømmes samlet.
Dom til anerkendelse af, at mindst 1 af de påståede fristafbrydende handlinger for den gæld, der er grundlag for lønindeholdelse påbegyndt aug. 2022, ikke overholder kravene for fristafbrydende handlinger, og at lønindeholdelsen derfor er uberettiget, forudsætter tilstedeværelsen af flere fristafbrydende handlinger, som alle skal være opfyldt for at forældelse ikke er sket. Det fremgår af sagen, at parternes uenighed om forældelse ikke alene vedrører handlinger, men tillige spørgsmål om anvendelse eller muligt fortolkning af forældelsesreglerne, uafhængigt af foretagne handlinger. Spørgsmålet er så, om retten skal tage stilling til forældelse ud over i tilfælde, hvor der er foretaget handlinger. Det fremgår ikke af påstandene, hvilke påståede fristafbrydende handlinger, retten skal tage stilling til, og overlader det til retten at foretage en undersøgelsespræget
gennemgang af, hvilke fristafbrydende handlinger, Skatteankestyrelsen og eller Skatteministeriet må bygge afgørelse og påstande på, i en sag, hvor bevisbyrden for, at forældelse er indtrådt, ellers påhviler den, der gør forældelse gældende. Det vil ikke af domskonklusionen fremgå, hvilke fristafbrydende handlinger, retten eventuelt har underkendt.
Det fremgår direkte af påstanden om, at eventuelle konsekvenser heraf skal implementeres indenfor 1 måned fra domsdato, at det er uomtalt, hvilke konsekvenser der vil følge af de øvrige to anerkendelsespåstande, herunder om der er nogle konsekvenser heraf. Dette er i modstrid med anden påstand, som angiver, at alle penge der er opkrævet ved lønindeholdelse påbegyndt aug.2022 skal tilbagebetales incl. procesrenter. Den tredje påstand er formuleret som en anerkendelsespåstand, men indeholder en fuldbyrdelsesfrist, som gør det uklart, om påstanden skal kunne tjene som grundlag for tvangsfuldbyrdelse.
Som følge heraf er As påstande ikke præcise og egnede til at indgå i en domskonklusion, hvorfor sagen afvises.
Det bemærkes, at retten herefter ikke har haft grundlag for at tage stilling til, om sagen også kan afvises som følge af, at de nedlagte påstande reelt udgør anbringender til støtte for, at As gæld til det offentlige for indkomståret 2006 ikke er retskraftig, ligesom retten ikke har taget stilling til, om påstandene indebærer prøvelse af forhold, der ikke kan påkendes i forbindelse med sagen.
Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, karakter og forløb fastsat til dækning af advokatudgift med 60.000 kr. Skatteministeriet er ikke momsregistreret.
THI KENDES FOR RET:
Sagen afvises.
A skal inden 14 dage til Skatteminisetriet betale sagsomkostninger med 60.000 kr.
Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.