åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "C.A.6.1.1 Beskatning af gaver" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Indhold

Dette afsnit handler om beskatning af gaver og de forskellige gavebegreber.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Undtagelse
  • Hvornår er der tale om en gave?
  • Hvornår skal gaven beskattes?
  • Hvordan skal gaven værdiansættes?
  • Kompensation for udskudt skat
  • Kompensationskrav ved formuedeling mellem papirløst samlevende
  • Puljepasningsordninger
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

Gaver skal regnes med ved indkomstopgørelsen. Se SL § 4, stk. 1, litra c.

Undtagelse

Gaver mellem nære slægtninge, der falder ind under afsnit II i boafgiftsloven, skal ikke regnes med ved indkomstopgørelsen. Se SL § 5, stk. 1, litra b, og afsnit C.A.6.2 om gaver, der falder ind under afsnit II i boafgiftsloven.

Se afsnit C.A.5.5 om gaver fra arbejdsgiveren til ansatte. Det er kun gaver, man modtager fra sin egen arbejdsgiver, der bliver beskrevet.

Hvis man modtager en gave, der udspringer af ansættelsesforholdet, fx fra sit firmas forretningsforbindelser, hører gaven normalt til den kategori af gaver, der er indkomstskattepligtige efter SL § 4, stk. 1, litra c.

Bemærk

Selv om et gode ikke skal beskattes ud fra et gavesynspunkt, kan godet godt være skattepligtigt alligevel. Det kan fx være, hvis godet anses som et supplement til løn, leje eller renteindtægter eller som maskeret udbytte fra et aktie- eller anpartsselskab.

Hvornår er der tale om en gave?

I civilretten defineres en gave traditionelt som en hel eller delvis vederlagsfri formuefordel, der bliver givet som et udslag af gavmildhed, i gavehensigt.

I skattelovgivningen er der ingen entydig definition af en gave. Det er dog en ufravigelig betingelse i skatteretten for at behandle en ydelse som en gave, at der er tale om en hel eller delvis vederlagsfri formuefordel.

En gave kan fx være

  • en aktuel overdragelse af et formuegode
  • et løfte om en fremtidig ydelse
  • et løfte om eftergivelse af gæld
  • et gode, der overføres fra en persons formue til en andens mod et vederlag, der afviger fra handelsværdien.

En gave kan bestå i såvel overdragelse af ting som arbejdsydelser og brugsrettigheder.  

Betingelser

Det er en betingelse for, at en gave er givet, at gavemodtageren kender til gaveløftet, således at gavemodtageren har fået et endeligt og ubetinget retligt krav over for giveren. Se fx TfS1989.176.VL

Det er en betingelse for at beskatte en ydelse som gave, at der ikke er betalt vederlag eller kun delvis vederlag. I praksis sker der kun korrektion og beskatning, hvis det fastsatte vederlag klart afviger fra handelsværdien. Hvis den ene part ved indgåelse af en aftale gør en god forretning, kan besparelsen ikke beskattes, når vederlaget ifølge parterne tilsigter at udgøre fuldt vederlag, og parterne ikke har interessesammenfald.

Hvornår skal gaven beskattes?

En gave skal medtages ved indkomstopgørelsen, når modtageren er underrettet om gaven. Se fx LSR.1945.25. Der kan imidlertid være knyttet sådanne betingelser til gaven, at beskatningstidspunktet skal udskydes. Se fx LSR.1946.153, hvor gavemodtageren først blev beskattet af gaven ved rentenyderens død.

Det forekommer, at gavemodtageren efterfølgende bliver klar over gavens skattemæssige konsekvenser og giver afkald på den. Et sådant afkald kan normalt ikke tillægges skattemæssig betydning. Se fx LSR.1950.142.

Hvis en gaveoverdragelse af fx aktier er sket under forudsætning af, at Skattestyrelsen godkender den aktiekurs, der er anført i gaveanmeldelsen, er gaven i skattemæssig henseende ydet på det tidspunkt, hvor modtageren af gaven er underrettet om gaven, uanset om Skattestyrelsen først godkender aktiekursen på et senere tidspunkt.

Hvordan skal gaven værdiansættes?

Værdien af det overdragne formuegode ansættes efter et skøn over værdien i handel og vandel på overdragelsestidspunktet.

Hvis gaven stammer fra udlandet, er det dens værdi her i landet, der skal lægges til grund ved indkomstopgørelsen. Se fx LSR.1957.18 og LSR.1959.119.

Se SKM2002.133.LSR om værdiansættelse af gaveoverdragne mælkekvoter.

Ved en helt eller delvis vederlagsfri overdragelse af et formuegode kan der foreligge sådanne konkrete forhold, at gavebeskatning ikke kommer på tale. Se fx LSR.1981.165 og LSR.1978.56.

Kompensation for udskudt skat

Ved skatte- og gaveafgiftspligtige gaveoverdragelser med succession kan den udskudte skat enten blive kompenseret ved et prisnedslag i handelsværdien af det overdragne aktiv, jf. KSL § 33 C eller ved optagelse af passivpost, jf. KSL § 33 D.

Se SKM2008.876.LSR, hvor Landsskatteretten fandt, at de overdragne aktiver, der omfattes af successionen, skulle værdiansættes til handelsværdien under hensyntagen til den udskudte skatteforpligtelse. Da der ikke var tale om en faktisk betalingsforpligtelse men en eventualforpligtelse, skulle skatteforpligtelsen værdiansættes således, at overdragelsessummen afspejlede handelsværdien i fri handel. En kursfastsættelse til pari ville ikke afspejle eventualforpligtelsens handelsværdi, der måtte antages at ligge under kurs 100.

Se endvidere SKM2011.406.SKAT, der på baggrund af landsskatteretskendelsen præciserer, at når parterne i en gaveoverdragelse ved værdiansættelsen af et aktiv har taget hensyn til den udskudte skat, kan de ikke samtidig beregne passivpost efter KSL § 33 D. Ved gaveoverdragelse med succession kan der herefter tages hensyn til udskudt skat med det største af beløbene:

  • udskudt skat der indgår ved aktivets værdiansættelse
  • passivpost beregnet efter KSL § 33 D

Højesteret har i SKM2018.319.HR bekræftet, at der ikke både kan gives et nedslag efter KSL § 33 C og KSL § 33 D, da begge bestemmelser har til formål at søge at udligne fremtidige skattetilsvar i situationer, hvor der sker overdragelse med succession, når købesummen berigtiges helt eller delvist ved en gave, og at det således følger af formålet med de to bestemmelser, at de ikke kan anvendes i forbindelse med hinanden.

Parternes kursfastsættelse af skatteforpligtelsen i overdragelsesaftalen er undergivet Skattestyrelsens prøvelse. 

►En farbror overdrog sin landbrugsejendom til sin nevø som led i et generationsskifte. Der var enighed om, at nutidsværdien af den skat, som køber overtog ved overdragelse af virksomheden, kunne opgøres til kurs 59 af den beregnede skat. Ved overdragelsen blev handelsprisen reduceret med et beløb, der svarede til kurs 80 af den beregnede skat. Landsretten fandt, at køber ved overdragelsen af virksomheden med succession havde opnået en formuefordel, som udløste gavebeskatning, idet parterne ikke havde godtgjort, at kursfastsættelsen af den overtagne skat til kurs 80 svarede til, hvad uafhængige parter ville aftale. Se SKM2022.623.ØLR. Ved Højesteret tog Skatteministeriet bekræftende til genmæle. Se SKM2024.344.HR. Se hertil Skatteministeriets kommentar til dommen i SKM2024.345.DEP samt Skattestyrelsens meddelelse om et kommende styresignal i SKM2024.356.SKTST.◄

Se også SKM2001.28.LSR om delvis gaveoverdragelse af en aktiebeholdning fra far til søn med succession, hvor passivposten skulle beregnes på grundlag af hele den overdragne aktiebeholdning.

Kompensationskrav ved formuedeling mellem papirløst samlevende

Som udgangspunkt skal en person, der modtager en ydelse fra sin tidligere samlever, betragte ydelsen som en gave og regne den med i opgørelsen af sin indkomst.

Når man skal afgøre, om en person skal betale indkomstskat af en ydelse, som personen har modtaget fra en tidligere samlever, er det afgørende, om modtageren har et retskrav på kompensation. Hvis modtageren har et retskrav på kompensation, er der ikke tale om en gave, og modtageren skal derfor ikke betale indkomstskat. Se UfR 1986.22H, UfR 1986.435H, VLD 9.4.1981, (skd 58.295) og TfS 1994,164LSR.

Puljepasningsordninger

En puljepasningsordning er en dagpasningsordning, hvor forældrene påtager sig en forpligtelse til at arbejde et vist antal dage om året i daginstitutionen.

Ligningsrådet har udtalt, at hvis forældre gratis udfører arbejde i en puljepasningsordning, bør der i ligningsmæssig praksis ses bort fra den økonomiske fordel, der kan opnås ved, at et barn er tilmeldt ordningen.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2024.344.HR

►Skatteministeriet tog for Højesteret bekræftende til genmæle i en sag om, hvorvidt erhververen af en virksomhed, som er overdraget med succession efter KSL § 33 C, opnår en formuefordel, der udløser gavebeskatning, når handelsprisen er reduceret med et højere opgjort skattenedslag end nutidsværdien af den overtagne skat.

Da Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle, afsagde Højesteret dom i overensstemmelse med appellanternes påstand. ◄

►Tidligere instans SKM2022.623.ØLR og SKM2020.421.LSR

Se domskommentar SKM2024.345.DEP samt SKM2024.356.SKTST

SKM2018.319.HR

Korrektion af de aftalte handelsværdier
Højesteret fandt, at ved vurderingen af SKATs adgang til at korrigere de aftalte handelsværdier måtte A og NB som nevø og morbror anses for at være interesseforbundne parter, jf. herved også, at den personkreds, der kan anvende successionsreglerne i KSL § 33 C, omfatter "søskendes børn".

A har under sagen ikke fremlagt nærmere dokumentation for, hvad grundlaget var for den overdragelsessum, som blev aftalt mellem ham og NB. Navnlig var den ejendomsmæglervurdering, som ifølge NB’s forklaring blev indhentet i 2006, ikke fremlagt. Heroverfor står, at SKATs vurdering var baseret på en besigtigelse af ejendommene og på drøftelser med NB.

Landsskatteretten har ved sin afgørelse af 22. december 2014, som ikke var indbragt for domstolene, lagt til grund, at gaveværdien af ejendommene udgjorde 1.370.800 kr., og at den samlede gaveværdi af de overdragne ejendomme efter fradrag af overprisen for betalingsrettigheder udgjorde 1.135.082 kr. Dette skal ses i forhold til en samlet reguleret overdragelsesværdi på 10.235.082 kr.

Højesteret tiltrådte på denne baggrund, at der forelå en væsentlig afvigelse mellem den aftalte købesum for de to ejendomme og ejendommenes handelsværdi, og at SKAT har været berettiget til at foretage korrektion af den aftalte overdragelsessum som sket, jf. herved EBL § 4, stk. 6, og AL § 45, stk. 3.

Beregning af en passivpost
KSL § 33 C om mulighed for at overdrage en virksomhed med succession blev gennemført ved lov nr. 763 af 14. december 1988 (Succession ved familieoverdragelse). Lovens § 33 D om beregning af en passivpost til udligning af eventuelle fremtidige skattetilsvar blev indsat ved lov nr. 1119 af 21. december 1994 (Lempelse af generationsskifteafgifter m.v.).

Højesteret fandt, at der hverken i bestemmelsernes ordlyd eller forarbejder var holdepunkter for, at der ved siden af et nedslag i handelsværdien efter § 33 C kunne beregnes en passivpost efter § 33 D. Tværtimod byggede § 33 D på en forudsætning om, at der efter den dagældende forståelse af § 33 C ikke allerede var adgang til at foretage fradrag efter denne bestemmelse ved overdragelse med succession. Forholdet mellem de to regler var i øvrigt ikke nærmere omtalt i forarbejderne til § 33 D.

Efter den forståelse af adgangen til at foretage nedslag i handelsværdien efter § 33 C, som var blevet fastslået ved Landsskatterettens afgørelse af 10. september 2008 (SKM2008.876.LSR), og som blev præciseret ved Skatteministeriets styresignal i SKM2011.406.SKAT, har erhververen krav på det største af de nedslag, der kan beregnes med udgangspunkt i henholdsvis KSL § 33 C og lovens § 33 D, men der kan ikke samtidig gives fradrag efter begge regler.

Det er ubestridt, at A var økonomisk bedst stillet ved som sket at få nedslag i handelsværdien efter § 33 C frem for at få beregnet en passivpost efter § 33 D.

Højesteret tiltrådte på denne baggrund, at A ikke var berettiget til tillige at kunne beregne en passivpost efter KSL § 33 D.

Højesteret stadfæstede herefter dommen.

Stadfæstelse af SKM2017.428.VLR.

UfR1986.22H

Den 16-årige K flyttede sammen med den 26-årige M og hjalp ham under tre års samliv med at opdrætte heste og sælge rideudstyr. Hesteopdrættet og salg af rideudstyr foregik fra en gård, som M lejede og efter to års forløb købte med en kontant udbetaling på 138.000 kr. Ved samlivets ophør forlangte K andel i M's formue, der i det væsentlige bestod af gården og et antal heste. Efter at K ved skifteretten havde begæret opløsning af fællesskab/sameje, angik parterne forlig om, at K skulle have ca. 30.000 kr.

Skattevæsenet havde under sagen opgjort beløbet til 25.000 kr. og fandt ikke, at K havde krav på beløbet. Skattevæsenet fik medhold i, at beløbet var indkomstskattepligtigt for K enten som gave eller som arbejdsvederlag.

Beskatning

UfR1986.435H

K, der i ca. 15 år havde samlevet med M, med hvem hun havde ni børn, ophævede samlivet og flyttede med børnene. Ved samlivets ophør overdrog M en bil til K og gav hende forskellige kontante beløb, der bl.a. blev brugt til køb af en fast ejendom. M betalte også underholdsbidrag til børnene efter aftale. K blev ikke anset indkomstskattepligtig af bidraget til børnene i det omfang, det oversteg normalbidraget. Retten antog, at K under det mangeårige samliv gennem arbejde i hjemmet og i M's virksomhed i betydeligt omfang havde bidraget til at sikre de formueværdier, som forelå ved samlivets ophør, og at de overdragne værdier var ydet for at sætte K i stand til at opretholde et hjem for sig selv og børnene. Under disse omstændigheder var der ikke grundlag for at anse det modtagne som gave eller at betragte det som arbejdsvederlag. K fandtes derfor ikke indkomstskattepligtig.

Ikke beskatning

Landsretsdomme

SKM2024.133.ØLR

►SKAT havde oprindelig i 2012 truffet afgørelse om, at overførsler mellem appellanterne var indkomstskattepligtige. Efterfølgende viste det sig, at overførslerne var gaveafgiftspligtige.

Ved afgørelse af 18. marts 2016 foretog SKAT en skønsmæssig ansættelse af gaveafgift for indkomstårene 2008-2010, jf. BAL § 26, stk. 3. Hjemmelen til foretagelse af skønsmæssig ansættelse af boafgift blev indført ved Lov nr. 1354 af den 21. december 2012, men bestemmelsen havde først virkning for gaver modtaget fra den 1. januar 2013. Der var enighed om, at SKAT’s afgørelse var ugyldig. Spørgsmålet var, om Landsskatteretten, som følge heraf, var udelukket fra ved sin afgørelse af 9. december 2019 at hjemvise sagen til fornyet behandling hos Skattestyrelsen, og det var i den forbindelse omtvistet, om SKAT’s afgørelse skulle anses som en nullitet, eller om afgørelsen blot var anfægtelig.

Landsretten fandt efter en samlet vurdering, at manglen ved SKAT’s afgørelse ikke havde en karakter, der udelukkede, at Landsskatteretten hjemviste SKAT’s afgørelse til fornyet behandling hos Skattestyrelsen med henblik på indkaldelse af gaveanmeldelse og betaling af gaveafgift samt til behandling af eventuel forældelse og dermed efter den procedure for gaveafgifter, der vedrører gaver modtaget før den 31. december 2012. Landsretten tiltrådte derfor, at Skatteministeriet var frifundet for appellanternes principale påstand.

Spørgsmålet var herefter, om kravet var forældet.

Forfaldstidspunktet for gaveafgiften var henholdsvis den 1. maj 2009, 1. maj 2010 og 1. maj 2011, jf. BAL § 30, stk. 1, jf. § 26, stk. 1.

Landsretten fandt - som byretten - at appellanternes klage af 15. juni 2016 til Landsskatteretten over det daværende SKAT’s afgørelse af 18. marts 2016 medførte en foreløbig afbrydelse af forældelsesfristen efter FORÆL § 21, stk. 2. Der blev herved henset til, at en sag om fordringens eksistens eller størrelse eller en sag, som er afgørende herfor, inden fristens udløb dermed blev indbragt for en administrativ myndighed, der havde kompetence til at træffe realitetsafgørelse i sagen.

Det kunne ikke føre til en anden vurdering, at det i Landsskatterettens afgørelse af 9. december 2019 blev lagt til grund, at SKAT ikke havde haft hjemmel til at foretage en skønsmæssig ansættelse af gaveafgift.

Herefter og af de grunde, der i øvrigt var anført herom af byretten, tiltrådte landsretten, at der ikke forelå forældelse.

Byrettens frifindende dom blev derfor stadfæstet.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.◄

►Tidligere instans

SKM2021.390.BR.

SKM2022.623.ØLR

Sagen angik, om erhververen af en virksomhed, som var overdraget med succession efter KSL § 33 C, opnåede en formuefordel, der udløste gavebeskatning, når handelsprisen var reduceret med et højere opgjort skattenedslag end nutidsværdien af den overtagne skat.

Der var enighed om, at nutidsværdien af den skat på 942.023 kr., som køber overtog ved salget af virksomheden, kunne opgøres til 554.482 kr. svarende til kurs 59, og at sælger overdrog virksomheden til køber (sælgers nevø) med et nedslag i den latente skatteforpligtelse på 753.619 kr. svarende til kurs 80.

Landsretten anførte, at det følger af forarbejderne til KSL § 33 C vedrørende bestemmelsens formål, at den skattemæssige fordel ved overdragelse med succession tilkommer overdrageren, og at det på denne baggrund måtte lægges til grund i sagen, at sælger afgav en formuefordel til køber, når handelsværdien af den overdragede virksomhed blev nedsat med et højere opgjort skattenedslag end nutidsværdien af den overdragne skat.

Landsretten anførte videre, at hverken bestemmelsens ordlyd eller forarbejder, regulerer adgangen til at foretage nedslag for den overdragne skatteforpligtelse i handelsværdien. Landsretten fandt, at det ikke kunne udledes af forarbejderne, herunder af nogle besvarelser fra skatteministeren, som angår overdragelse med succession mellem uafhængige parter, at en fordeling af rentefordelen mellem overdrager og erhverver ved overdragelse med succession kunne indgå ved fastsættelse af kursværdien af den overtagne skat.

Landsretten henviste endvidere til SKM2008.876.LSR om adgangen til at foretage nedslag i handelsværdien efter KSL § 33 C og anførte, at hvorvidt erhververen opnåede en formuefordel, der udløste gavebeskatning, måtte bero på, om det måtte anses for godtgjort, at en kursfastsættelse af skatteværdien ud over nutidsværdien af den latente skat svarede til, hvad uafhængige parter ville have aftalt.

Overdragelsen var sket mellem interesseforbundne parter, hvorfor der var en formodning for, at et nedslag i den overtagne skat ud over nutidsværdien var et udslag af gavmildhed. Da sagsøgerne ikke havde godtgjort, at kursfastsættelsen af den overtagne skat til kurs 80 svarede til, hvad uafhængige parter ville aftale, fandt landsretten, at køber ved overdragelsen af virksomheden med succession havde opnået en formuefordel, som udløste gavebeskatning.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Dommen blev anket til Højesteret.

►Skatteministeriet tog for Højesteret bekræftende til genmæle.

Se SKM2024.344.HR og

SKM2024.345.DEP (domskommentar) og

SKM2024.356.SKTST.

SKM2022.589.ØLR

Sagen angik, om appellanten var skattepligtig af pengeoverførsler foretaget af et selskab, hvor appellanten var medanpartshaver og direktør. Selskabet havde indkomståret 2014 fratrukket et tab på udlån på ca. 6 mio. kr., som i indkomstårene 2012-2014 løbende var overført til appellantens kontaktperson eller personer anvist af denne.

Landsretten fandt, at appellanten ikke havde dokumenteret eller tilstrækkelig sandsynliggjort, at pengeoverførslerne skete som udlån eller i selskabets interesse. Landsretten henviste til, at der ikke var udarbejdet skriftlig låneaftale eller anden dokumentation for, at pengeoverførslerne skete som udlån fra selskabet, og at selskabet hverken modtog afdrag, renter eller sikkerhedsstillelse.

Landsretten tiltrådte, at pengeoverførslerne var foretaget i appellantens personlige interesse, hvorefter appellantens forholdsmæssige andel af overførslerne blev anset for tilgået ham som udbytte, jf. LL § 16 A, og den anden forholdsmæssige andel af overførslerne blev anset for tilgået appellanten som en skattepligtig gave fra medanpartshaveren, jf. SL § 4, stk. 1, litra c.

Endvidere tiltrådte landsretten, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene 2012 og 2013 var opfyldt, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 5. Landsretten henviste til, at appellanten havde handlet groft uagtsomt ved ikke at oplyse skattemyndighederne om de betydelige skattepligtige indtægter.

Byrettens frifindende dom blev derfor stadfæstet.

Stadfæstelse af SKM2021.633.BR.

SKM2022.362.VLR

Landsretten stadfæstede byrettens dom, hvorefter appellanten ikke havde godtgjort, at kontante indsætninger på appellantens og appellantens husstands bankkonti på i alt 248.320 kr. i 2012 og 525.332 kr. i 2013 ikke var skattepligtige. Landsretten bemærkede, at der ikke forelå lånedokumenter, kvitteringer, kontoudskrifter eller andre lignende objektive kendsgerninger, der dokumenterede, at de kontante indsætninger stammede fra lån eller gevinster ved spil. Videre bemærkede landsretten, at der ikke var grundlag for at antage, at SKAT burde have søgt sagen oplyst ved indhentelse af yderligere oplysninger om, hvor de kontante indsætninger stammede fra.

Endelig stadfæstede landsretten skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelser på baggrund af privatforbrugsberegninger, som viste et negativt privatforbrug på henholdsvis 25.881 kr. og 243.066 kr. i 2012 og 2013, dog således at appellantens skattepligtige indkomst for 2013 skulle nedsættes med et beløb på 25.000 kr., som appellantens niece ubestridt havde indsat på appellantens konto i 2013.

Stadfæstelse af SKM2021.273.BR.

SKM2022.240.ØLR

Sagen drejede sig om, hvorvidt appellanten var indkomstskattepligtig af et beløb, der var benævnt som arveforskud. Appellanten havde lånt beløbet af sin søster, der ifølge et af søsteren oprettet dokument eftergav appellanten lånet. Søsteren afgik ved døden mere end 1 år efter underskrivelsen af dokumentet, og der kunne derfor ikke være tale om, at der ydet en dødslejegave, jf. arvelovens § 93, stk. 1, nr. 2. I åbningsbalancen for søsterens dødsbo var beløbet nævnt under gaver og arveforskud. Landsretten fandt efter bevisførelsen, således som også byretten havde gjort det, at appellantens gæld til søsteren var blevet eftergivet ved underskrivelsen af dokumentet. Da et arveforskud er at anse for en gave, når det gives mellem søskende, blev appellanten skattepligtig af beløbet.

Landsrettens dom var en stadfæstelse af byrettens dom.

Stadfæstelse af SKM2021.125.BR.

SKM2021.173.ØLR

Sagen angik, om en række pengeoverførsler, som skatteyderen havde modtaget fra sin bror i indkomstårene 2006 og 2007, skulle anses som værende skattepligtige gaver eller skattefrie lån.

Landsretten fandt efter en samlet vurdering, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at de indsatte beløb udgjorde lån.

Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom.

Stadfæstelse af SKM2020.123.BR.

SKM2018.309.ØLR

Skatteyderen havde i indkomstårene 2008-2010 overført ca.  9,5 mio. kr. til sin konto i Danmark fra Y6-land. Skatteyderen gjorde gældende, at overførslerne angik to lån ydet af skatteyderens mor, som var bosat i Y6-land. Henset til, at gældsbrevene var udarbejdet på dansk, at de ikke var underskrevet af skatteyderens mor og at der i øvrigt ikke forelå nogen korrespondance vedrørende låneoptagelse og oprettelsen af gældsbrevene, fandt landsretten, at skatteyderen havde en skærpet bevisbyrde for, at pengeoverførslerne udgjorde lån.

Herefter fandt landsretten, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at overførslerne stammede fra ikke-skattepligtige indtægter eller allerede beskattede midler. Der var derfor ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes forhøjelse af skatteyderens skattepligtige indkomst.

Landsretten fandt endvidere, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af indkomståret 2008, jf. SFL § 27, var opfyldt.

Stadfæstelse af SKM2017.405.BR.

SKM2017.344.ØLR

Byretten havde fundet, at skatteyderen ikke havde bevist sin påstand om, at han havde finansieret købet af en fast ejendom i USA for kr. 4.750.000 med lån og anså ejendommen erhvervet som en skattepligtig gave.

Af de grunde, byretten havde anført, og da det, der var fremkommet for landsretten, ikke kunne føre til et andet resultat, stadfæstede landsretten byretten dom, hvori Skatteministeriet blev frifundet

.

Stadfæstelse af SKM2016.252.BR.

SKM2013.389.ØLR

Appellanten foretog den 20. november 2008 en veksling i F1-Bank af DKK 90.848 til Euro 12.000. Appellanten legitimerede sig i den forbindelse overfor vekselbanken og kvitterede for vekslingen. Det var uomtvistet, at pengene stammede fra sagsøgerens broder og svigerinde. Appellanten gjorde gældende, at han foretog vekslingen på vegne af sin broder og svigerinde, og at han straks efter vekslingen tilbagegav pengene til broderen. Appellanten, broderen og svigerinden havde under sagen, navnlig over for skattemyndighederne, afgivet skiftende og indbyrdes modstridende forklaringer om hændelsesforløbet og baggrunden for vekslingen.

Landsretten stadfæstede byrettens dom om frifindelse af Skatteministeriet af de grunde, der var anført af byretten. Byretten henviste til de skiftende forklaringer, til at forklaringen om baggrunden for hævningerne ikke var bestyrket af objektive omstændigheder og fandt, at skatteyderen ikke havde løftet sin bevisbyrde for eller sandsynliggjort, at pengene, som hans broder ubestridt havde overladt til ham, ikke var en gave.

Stadfæstelse af SKM2012.605.BR.

TfS1989.176.VL

En plejehjemsbeboer, der var afgået ved døden, havde afgivet en erklæring om, at der fra en konto i andelskassen blev overført nogle beløb til nye indlånskonti, der tilhørte nogle navngivne, umyndige personer. Erklæringen var underskrevet til vitterlighed af plejehjemmets bestyrer og en andelskasses forretningsfører. Vestre Landsret tiltrådte, at de overførte beløb måtte betragtes som en dødsgave. Retten lagde til grund, at forretningsføreren, der var far til og værge for to af de begunstigede personer, ikke havde modtaget gaveløfterne med den virkning, at afdøde skulle være afskåret fra at tilbagekalde løfterne. Det var herefter med rette, at der var beregnet arveafgift af beløbene.

VLD 9.4.1981, skd 58.295

M og H havde levet sammen fra 1970. Fra 1973 boede de sammen i en ejendom, som M havde erhvervet. I 1975 indgik de en overenskomst om ejerforholdet til deres formuegenstande, hvorefter H ved ophør af samlivet skulle have ret til halvdelen af ejendommens friværdi. I overensstemmelse hermed fik H efter samlivets ophør udbetalt 70.000 kr. Under hensyn til at den etablerede ordning efter parternes økonomiske forhold tilgodeså dem begge i tilfælde af samlivets ophør, og at H efter omstændighederne også uden en aftale derom kunne have haft krav på andel i salgsprovenuet, fandtes der ikke grundlag for at anse overdragelsen af halvdelen deraf som en indkomstskattepligtig gave.

Ikke beskatning

Byretsdomme

SKM2024.214.BR

►Sagen angik, hvorvidt der var grundlag for at beskatte sagsøgeren for at have modtaget en gave på 300.000 kr. fra sin veninde, jf. SL § 4, stk. 1, litra c. 

Det var i sagen ubestridt, at sagsøgeren hævede 300.000 kr. fra den sin venindes konto inden venindens død i henhold til en fuldmagt.

Retten fandt ikke, at det var godtgjort, at sagsøgeren havde modtaget 300.000 kr. i gave. Retten lagde i den forbindelse vægt på sagsøgerens forklaring om, at sagsøgeren - efter at have hævet pengene - afleverede pengene til sin veninde, og at pengene blev lagt i en lukket reol i venindens hjem, samt at denne forklaring var bestyrket af sagsøgerens venindes forklaring. Retten udtalte endvidere, at flere personer, herunder blandt andet hjemmehjælpere og familie, i tiden op til venindens død kom i venindens hjem. 

Videre udtalte retten, at sagsøgerens forklaring var understøttet af, at aktiviteten på hendes konto, efter at pengene var blevet hævet, tilnærmelsesvist var identisk med aktiviteten, forud for at pengene var blev hævet, ligesom retten fandt, at der ikke var andre omstændigheder, som indikerede, at sagsøgeren havde haft ændringer i sin økonomi eller sit forbrug efter hævningen.

På den baggrund skulle Skatteministeriet anerkende, at sagsøgerens indkomstansættelse for indkomståret 2017 skulle nedsættes med 300.000 kr.◄

SKM2024.113.BR

►Sagen angik, om sagsøgeren i indkomståret 2016 havde ydet afgiftspligtige gaver til sin far med den følge, at sagsøgeren hæftede for betalingen af gaveafgift. 

Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde løftet bevisbyrden for, at der var tale om et lån. Retten lagde ved vurderingen blandt andet vægt på, at det fremlagte gældsbrev mellem sagsøgeren og hans far først fremkom under skattesagens behandling og efter, at det i første omgang var oplyst over for skattemyndighederne, at der ikke var udarbejdet skriftlige låneaftaler, og at de overførte beløb ikke stemte overens med det i gældsbrevet angivne lånebeløb. Retten lagde desuden vægt på, at der ikke forelå oplysninger om, at sagsøgerens far skulle have afdraget på lånet.

Retten fandt således, at overførslerne i det pågældende indkomstår måtte anses for afgiftspligtige gaver, i det omfang beløbene oversteg grundbeløbet i BAL § 22, stk. 1, litra c, jf. § 23, stk. 1, og § 26, og at sagsøgeren hæftede solidarisk med sin far for betaling af afgiften, jf. BAL § 23, stk. 1, og § 30, stk. 1. 

Sagen blev behandlet i forbindelse med to andre sager, BS-46470/2021-HIL og BS-33056/2022-HIL, som vedrører sagsøgerens bror henholdsvis far, og hvor retten har afsagt dom samme dato. ◄

SKM2022.111.BR

Sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2014-2017 var forhøjet med godt 1,4 mio. kr. på grundlag af en række overførsler til hendes bankkonto, og fordi hun havde overført kontante beløb til udlandet via en pengeoverførselsvirksomhed. Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde løftet bevisbyrden for, at disse beløb stammede fra allerede beskattede eller skattefri midler. Retten henviste herved bl.a. til, at der ikke forelå dokumentation, samt at de afgivne forklaringer var ukonkretiserede.

På den baggrund blev Skatteministeriet frifundet.

Sagen er anket til landsretten, ►men ankesagen er hævet, og byrettens dom er derfor endelig.◄
SKM2021.38.BR

Sagsøgeren var skattepligtig af en række indsætninger på hans bankkonto, idet sagsøgeren ikke havde godtgjort, at indsætningerne stammede fra lån og tilbagebetaling af lån fra venner og familie. Sagsøgerens forklaringer var således ikke bestyrket ved objektive kendsgerninger. Retten bemærkede i den forbindelse, at det skatteretlige dokumentationskrav gjaldt uanset kulturel baggrund.  Den omstændighed, at SKATs straffesagsenhed havde afsluttet straffesagen mod sagsøgeren med en henstilling og uden sanktion var uden betydning for den civilretlige vurdering i skattesagen. Skatteministeriet blev derfor frifundet.

 

SKM2017.462.BR

Skatteyderen stod i motorregisteret registreret som bruger af en leaset motorcykel. SKAT havde indhentet skatteyderens kontoudtog og kunne konstatere, at skatteyderen ikke selv havde betalt for hverken engangsydelsen eller de løbende betalinger. Skatteyderen oplyste, at de til leasingen forbundne udgifter var betalt af hans svoger, og at det rettelig var svogeren, som var den reelle bruger af motorcyklen.

Af leasingkontrakten stod skatteyderen anført som leasingtager, og der var i kontrakten anført en række personlige oplysninger, herunder bl.a. cpr-nummer.

Skatteyderen havde ikke forsøgt at ændre registreringen i motorregisteret og anfægtede først rigtigheden af registreringen, efter SKAT havde indkaldt til et møde vedrørende motorcyklen, som han udeblev fra, og efter SKAT dernæst fremsendte agterskrivelsen.

Retten fandt, at der under sådanne omstændigheder, hvor skatteyderens navn fremgår af leasingkontrakten, hvor han udeblev for mødet med SKAT, hvor registreringen i motorregisteret fremgår af den personlige skattemappe, og hvor der ikke blev foretaget skridt til at ændre registreringen, er en formodning for, at registreringen i motorregisteret er korrekt.

Herefter fandt retten ud fra en samlet bedømmelse, at det påhvilede skatteyderen en skærpet bevisbyrde for, at han ikke var leasingtager, hvilken retten fandt ikke var løftet.

SKM2017.172.BR

Skatteyderen havde modtaget en check på 825.000 kr. fra sin tidligere samlevers faster. Der blev ikke i forbindelse med pengeoverdragelsen udarbejdet et gældsbrev, og pengene blev aldrig betalt tilbage. Da SKAT efterfølgende påbegyndte sagsbehandlingen af skatteyderens skattesag, blev der udarbejdet et gældsbrev, som bl.a. indeholdt vilkår om, at långiveren ikke kunne kræve lånet indfriet, og der var ikke fastsat krav om forretning eller tilbagebetaling. Skatteyderen og hendes tidligere samlever overførte i tiden efter modtagelsen af pengene store beløb frem og tilbage mellem sig.

Retten anså pengene for overdraget mellem interesseforbundne parter, og at pengene var en skattepligtig gave. Da retten fandt, at gaven tillige var tiltænkt skatteyderens tidligere samlever, blev spørgsmålet om den endelige fordeling af gavebeløbet mellem parterne hjemvist.

Sagen er anket til Østre Landsret. Anken er hævet den 2. april 2020, og byrettens afgørelse er derfor  endelig.

Landsskatteretskendelser

SKM2024.52.LSR

►Klagen vedrører besvarelsen af spørgsmål 2 i SKM2022.532.SR

Klagen angik et bindende svar fra Skatterådet på, hvorvidt en påtænkt ændring af et anfordringsgældsbrev i form af en allonge ville medføre, at lånet skulle anses som en gave på tidspunktet for udfærdigelsen af allongen. Skatterådet havde besvaret spørgsmålet med et "Ja, se dog indstilling og begrundelse". Landsskatteretten fandt, at der herskede en sådan usikkerhed med hensyn til det faktiske grundlag for spørgsmålet, herunder særligt allongens gyldighed i forhold til arvelovens bestemmelser om iagttagelse af testamentsbetingelserne, at det påklagede stillede spørgsmål burde have været afvist. Allongen, der indeholdt vilkår om, at lånet bortfaldt ved långivers død, var således udtryk for en disposition i form af en gave, der blev givet i långivers levende live, men som var bestemt til at blive opfyldt efter långiverens død, der var omfattet af arvelovens § 93, stk. 1, nr. 1. Det havde den konsekvens, at allongen civilretligt kun var gyldig, såfremt betingelserne om bl.a. notartestamente eller vidnetestamente var opfyldt, jf. arvelovens § 69. A havde på vegne af klagerne på retsmødet oplyst, at de ikke havde påtænkt at tilføje allongen til lånet under særlige former, men at han selv ville påføre allongen til lånet. Landsskatteretten lagde på baggrund heraf til grund, at klagerne ikke tilføjede allongen til lånet på en sådan måde, at den civilretligt ville være gyldig. Landsskatteretten fandt derfor, at Skatterådets afgørelse skulle ændres således, at spørgsmålet ikke blev realitetsbehandlet, og at svaret på spørgsmålet derfor blev ændret til "Afvist".◄

SKM2021.117.LSR

Landsskatteretten gav tilladelse til omgørelse af en tilbagekaldelse af et arveafkald, da hovedårsagen til tilbagekaldelsen af arveafkaldet fandtes at være, at skatteyderen også skulle have del i arven efter sin afdøde ægtefælle. Dispositionen var derfor ikke i overvejende grad båret af hensyn til at spare eller udskyde skatter, uagtet at tilbagekaldelsen af arveafkaldet ville medføre, at boafgiften blev lavere. De øvrige betingelser for omgørelse var ligeledes opfyldt.  

SKM2020.23.LSR

Klageren blev anset for at have modtaget en skattepligtig gave fra familie og venner, som havde hjulpet klageren med at ekspedere i klagerens butik i forbindelse med, at klageren havde været syg. For Landsskatteretten nedlagde klageren påstand om, at han var berettiget til et korresponderende fradrag, svarende til værdien af den ansatte skattepligtig gave. Heri fik klageren ikke medhold. Landsskatteretten fastslog, at klageren ikke havde været retligt forpligtet til at betale en udgift til antagelse af personer til at hjælpe i sin virksomhed, som svarede til størrelsen af den skattepligtige gave modtaget af familie og venner, og at klageren derfor ikke var berettiget til at fradrage denne udgift. Landsskatteretten bemærkede herved, at hverken klageren eller klagerens familie og venner rent faktisk havde afholdt en sådan udgift. Endelig fandt Landsskatteretten, at Østre Landsrets dom offentliggjort som SKM2005.99.ØLR og Landsskatterettens kendelse offentliggjort som SKM2005.539.LSR ikke kunne føre til et andet resultat.  

SKM2019.583.LSR

Skatterådet havde besvaret et spørgsmål om, hvorvidt fjernelse af en begunstiget i en trust kunne ske uden skatte- og afgiftsmæssige konsekvenser for hende, benægtende. Landsskatteretten stadfæstede besvarelsen. Landsskatten lagde vægt på, at retten i en tidligere afgørelse om den samme trust havde fundet, at den var transparent i forhold til den pågældende person, hvorfor trustens formue ansås for at tilhøre hendes formue.  Der ville således ske en overførsel af en formuefordel fra hendes formue til de nye begunstigede. Skatterådets afgørelse: SKM2016.220.SR.

SKM2015.131.LSR

Beregningen i henhold til KSL § 33 C af nedslag i handelsværdien og dermed kursværdien af den latente skattebyrde skulle foretages ved anvendelse af en efter-skat rente.

SKM2008.876.LSR

En vognmandsforretning blev afhændet med succession. Retten fandt, at handelsværdien af aktiverne skulle fastsættes under hensyn til skatteforpligtelsen. Skatteforpligtelsen kunne ikke sættes til kurs pari.

Skatterådets afgørelse: SKM2007.231.SR

SKM2002.133.LSR

Værdien af en mælkekvote kunne ved en gaveoverdragelse af en landbrugsejendom ikke ansættes til den af parterne aftalte pris. Kvoten skulle i stedet ansættes med udgangspunkt i den på overdragelsestidspunktet senest offentliggjorte ligevægtspris pr. kilo mælk på mælkekvotebørsen med fradrag af den latente superafgift, som mælkekvoten var behæftet med.

SKM2001.28.LSR

Ved en delvis gaveoverdragelse af en aktiebeholdning fra far til søn med succession var der ikke hjemmel til at nedsætte passivposten efter forholdet mellem gave og vederlag, og passivposten skulle derfor beregnes på grundlag af hele den overdragne aktiebeholdning.

TfS1994.164LSR

En klager, der havde levet i et papirløst forhold i 5 ½ år, klagede over, at skattemyndighederne havde anset et beløb på 370.000 kr., som hun havde modtaget i forbindelse med ophævelse af samlivet, for en skattepligtig gave. Samleveren havde under samlivet oparbejdet en formue på cirka tre millioner kr., og klageren henviste til, at hun havde bidraget hertil dels ved sit arbejde i hjemmet og dels ved sin deltagelse i repræsentation mv., hvorved der var skabt fornødent grundlag for at tilkende hende et kompensationsbeløb i forbindelse med samlivsophævelsen. Landsskatteretten fandt det ikke godtgjort, at klageren havde ydet en sådan indsats til støtte for samleverens formuefremgang, at der i forbindelse med samlivsophævelsen var grundlag for et skattefrit kompensationskrav. Der var henset til samlivets varighed, at der hovedsageligt havde været tale om almindeligt hjemmearbejde, samt at den formue, som samleveren havde tilvejebragt, helt overvejende måtte anses at stamme fra hans egen arbejdsindsats. Beløbet var derfor skattepligtigt efter reglerne i SL § 4.

Beskatning

LSR.1981.165

A klagede over, at amtsligningsrådet havde forhøjet hans selvangivne indkomst for indkomståret 1978 med værdien af en parcel, der var blevet tilskødet ham. Forhøjelsen var på 14.800 kr. Der var tale om en mindre parcel på 369 m², som tidligere havde været benyttet som vandværksgrund. Da vandværket var nedlagt, ønskede kommunen, som ejede parcellen, at skille sig af med den, og den blev derfor tilbudt ejerne af de to tilstødende ejendomme, herunder klageren. Klageren havde først afslået at overtage arealet, men havde nødtvungent accepteret, efter at naboen havde afslået. Klageren havde dog stillet den betingelse, at overtagelsen ikke skulle komme til at koste ham noget, fordi kommunen havde knyttet en række forpligtelser til salget, som ville medføre betydelige udgifter, bl.a. til planering, beplantning mv. Efter at tilsynsrådet havde besigtiget parcellen, tiltrådte dette, at kommunen overdrog parcellen vederlagsfrit til klageren mod, at denne påtog sig nærmere i skødet angivne forpligtelser og udgifter. Landsskatteretten var enig med klageren i, at han ikke havde modtaget nogen skattepligtig gave, selv om han ikke havde betalt for parcellen. Landsskatteretten lagde vægt på de forpligtelser og udgifter som klageren havde påtaget sig i forbindelse med overdragelsen. Den påklagede ansættelse blev derfor sat ned med 14.800 kr.

Ikke beskatning

LSR.1978.56

A klagede over, at skatterådet havde forhøjet hendes selvangivne indkomst med 11.874 kr., der var anset som en indkomstskattepligtig gave.

Klageren påstod, at det pågældende beløb skulle betragtes som arv efter hendes afdøde mands bror, som i 1975 var afgået ved døden i USA, hvor han var bosat. Klageren havde fået oplyst, at hun var betænkt i afdødes testamente, men at dette ikke kunne godkendes af de amerikanske myndigheder, fordi det ikke var underskrevet af to testamentsvidner.

Afdødes hustru havde dog lovet klageren, at hun skulle få udbetalt det afsatte beløb, og hun havde herefter modtaget de 11.874 kr.

Landsskatteretten fandt det sandsynliggjort, at afdøde havde ønsket at betænke klageren med et beløb, der skulle tilfalde hende efter hans død, hvilket var udtrykt skriftligt. Retten fandt også, at det forhold at afdødes optegnelser, som han selv havde opfattet som et testamente, men som på grund af mangel af vidnepåtegninger ikke kunne betragtes som et formelt gyldigt testamente, ikke burde være afgørende for den skattemæssige behandling af det udbetalte beløb. Retten gav herefter klageren medhold i klagerens påstand, og den påklagede ansættelse blev sat ned med 11.874 kr.

Ikke beskatning

LSR.1959.119

Guldsmed A klagede blandt andet over, at skatterådet ikke havde godkendt fradrag for kapitaliseret værdi af betinget modydelse for gavebil, 5.000 kr.

Det var oplyst, at klageren i 1955 fik foræret en bil af en morbror i Amerika. Bilen blev dog givet med den klausul, at morbroren skulle have rådighed over den, når han var på besøg her i landet. Denne klausul havde klageren kapitaliseret til 5.000 kr., og han havde derfor fradraget dette beløb ved indkomstopgørelsen, mens han som indtægt havde medregnet bilens vurderingssum på 8.000 kr.

Efter det oplyste om morbrorens faktiske brug af vognen, siden den blev givet til klageren, indstillede ligningsmyndighederne til Landsskatteretten, at klageren fik et fradrag på 1.000 kr. for den kapitaliserende værdi af den betingede modydelse for gavebilen.

Landsskatteretten fulgte ligningsmyndighedernes indstilling.

LSR.1957.18

En skatteyder havde modtaget nogle kogeplader og en elektrisk ovn fra sin søn i USA. Værdien af gaven var 2.269 kr. Landsskatteretten fandt, at skatteyderen efter de dagældende regler skulle anses for indkomstskattepligtig af gaven, fordi giveren boede i udlandet, og gavens værdi ikke var så beskeden, at den hørte til den kategori af gaver, der ikke tages i betragtning ved indkomstopgørelsen.

Beskatning

LSR.1950.142

En pensionist, der var født i 1873, havde i 1912 i forbindelse med køb af en forretning lånt 5.000 kr. af sin svoger og nogle få år senere yderligere 10.000 kr. Ifølge gældsbrev skulle skatteyderen forrente gælden, mens der ikke stod noget om afdrag på selve gælden. Renten blev betalt til omkring 1939-40, men der blev ikke betalt afdrag på selve gælden. I 1947 i forbindelse med skatteyderens guldbryllup blev gældsbrevet kvitteret som gave. Det havde ingen betydning for den eventuelle skattepligt, at skatteyderen ikke var klar over de skattemæssige konsekvenser som det kvitterede gældsbrev havde. En senere tilbagekaldelse kunne heller ikke ændre de faktiske forhold. Under hensyn til skatteyderens alder og indtægtsforhold samt omstændighederne i øvrigt indkomstbeskattede man imidlertid kun den del af den eftergivne gæld, der svarede til skatteyderens faktiske formue pr. årets udgang eller på det nærmeste halvdelen af det eftergivne lån.

Beskatning

LSR.1946.153

En assurandørs hustru havde i 1929 fået 2.500 kr. foræret af sin onkel, som af giveren blev deponeret i et forvaltningsinstitut. Samtidig fik hendes tre søskende tilsvarende beløb på samme vilkår. Gavemodtagerens mor skulle nyde renterne af kapitalerne, så længe hun levede, og det var desuden bestemt, at hvis nogen af kapitalejerne, skatteyderens hustru og dennes søskende, afgik ved døden før moderen, skulle den pågældende kapitalandel overgå til deling mellem de resterende søskende. Den 8. oktober 1937 afgik den ene af kapitalejerne ved døden. Efter moderens død den 18. marts 1944 fik skatteyderens hustru til fri disposition og rentenydelse udbetalt dels den for hende deponerede kapital, dels den hende tilkommende tredjedel af hendes afdøde brors andel. Landsskatteretten fandt, at skatteyderen måtte anses for indkomstskattepligtig af beløbet.

Beskatning

LSR.1945.25

Den påklagede ansættelse skyldes, at de stedlige ligningsmyndigheder til det selvangivne beløb har lagt et beløb af 5000 kr., som klageren har modtaget som gave fra en bror. Det fremgår, at klageren, der tidligere havde været ansat i broderens møbelfirma, var udtrådt af denne virksomhed og havde købt en vinstue, hvortil broderen havde hjulpet ham med et beløb af 5000 kr., der dog først var kommet til udbetaling i 1943. Da det imidlertid er oplyst, at gavetilsagnet om beløbet er ydet inden udgangen af året 1942, må landsskatteretten være enig med de stedlige ligningsmyndigheder i, at de 5000 kr. skal medregnes i den skattepligtige indkomst for skatteåret 1943-44, hvorfor det må have sit forblivende ved den skete ansættelse.

Beskatning

Skatterådet

SKM2024.223.SR

►Spørgers stedfar havde i sit testamente stiftet en liferent trust til fordel for sin ægtefælle, der var Spørgers mor. Spørger og hendes søskende var begunstigede i trusten, og trustens formue skulle fordeles i lige store andele til Spørger og hendes søskende, når Spørgers mor afgik ved døden. Spørgers mor var en af tre trustees i trusten. Mens Spørgers mor var i live kunne trustees foretage uddelinger både til Spørgers mor og til Spørger og hendes søskende. Spørgers mor skulle godkende uddelinger til Spørger og hendes søskende. 

Skatterådet fandt, at trusten var transparent i forhold til Spørgers mor, så længe Spørgers mor var i live. Skatterådet fandt, at udbetalinger fra trusten efter Spørgers mor var afgået ved døden, skulle anses for arv, der ikke var indkomstskattepligtigt. Skatterådet afviste at tage stilling til om der skulle betales boafgift, da dette spørgsmål var skifterettens kompetence. Skatterådet fandt videre, at arveforskud på 71.500 kr. årligt var skattefrit. Herudover fandt Skatterådet, at et lån uden tilbagebetalingspligt fra trusten skulle anses som et arveforskud, da lånebeløbet skulle modregnes i Spørgers arv.◄

SKM2023.56.SR

Spørger ønskede bekræftet, at en amerikansk irrevocable trust skulle anses for at være en skattemæssig transparent enhed i dansk skattemæssig henseende. Trusten var stiftet af spørgers forældre. Så længe begge forældre levede, var trusten transparent i forhold til begge. Der blev lagt særligt vægt på, at trustens trustee var den ene stifters søster og den anden stifters svigerinde og at trustens vedtægter kunne ændres, hvilket også var sket. Spørgsmålet kunne derfor bekræftes.

Desuden ønskede spørger bekræftet, at tildelinger til spørger skulle anses som en gave fra spørgers forælde efter BAL §§ 22 og 23. Da spørger var barn af stifterne, og havde hjemting i Danmark, kunne dette bekræftes.

SKM2022.532.SR

Låntager og långiver ønskede at udarbejde en allonge til et eksisterende gældsbrev på anfordringsvilkår. Allongen skulle indeholde et vilkår, hvorefter lånet bortfaldt ved långivers død.

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 1, at den påtænkte allonge ikke medfører, at lånet skulle anses som en gave på tidspunktet for lånets oprettelse.

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 2, at den påtænkte allonge ikke medførte, at lånet skulle anses som en gave på tidspunktet for allongens oprettelse. Skatterådet fandt, at den påtænkte allonge medførte, at det eksisterende gældsbrev ansås for indfriet samtidig med stiftelse af en ny gæld. Skatterådet fandt endvidere, at vilkåret om bortfald af gælden ved långivers død medførte, at lånet ikke kunne anses for et lån på anfordringsvilkår. Skatterådet fandt herefter, at der ved udarbejdelsen af allongen skulle ske beskatning efter kursgevinstlovens regler.

Skatterådet afviste at besvare spørgsmål 3, da besvarelse af spørgsmål krævede skifterettens forudgående stillingtagen til allongens betydning for opgørelse af boafgift ved långivers død, hvilket først kunne ske, når långiver var afgået ved døden.

►Spørgsmål 2 er◄ påklaget til Landsskatteretten. 

►Se SKM2024.52.LSR, hvor landsskatteretten har ændret svaret i spørgsmål 2 til "Afvist".◄

SKM2022.432.SR

Sagen vedrørte en virksomhed, der som en del af deres grønne profil havde indkøbt el-biler til anvendelse i deres drift og derfor ønskede at investere i en ladestander, der ville være placeret på virksomhedens adresse/domicil. Spørger ville selv forestå driften heraf for egen regning og risiko.

Ud over den helt erhvervsmæssige anvendelse af el-ladestanderen, ønskede spørger også at tillade medarbejderne gratis at oplade deres private el-biler hos spørger. Derudover ønskede spørger også at tilbyde kunder, leverandører og andre samarbejdspartnere gratis opladning af deres biler, når de var på erhvervsmæssigt besøg hos spørger.

Spørger havde derfor nærmere spurgt til fradragsret for el-udgifterne til opladning af medarbejdere og kunder m.fl. ’s private biler samt om eventuel beskatning af dette gode. Derudover var der stillet spørgsmål om fradragsret for moms af udgifterne til den nævnte opladning, samt om godtgørelse for elafgiften til de nævnte opladninger.

Skatterådet kunne dertil bekræfte, at udgifterne til opladning af medarbejdernes private el-biler måtte anses for at være et lønaccessorium og dermed en fradragsberettiget lønudgift. Skatterådet fandt dog, at når en arbejdsgiver har stillet gratis opladning af medarbejdernes private el-biler til rådighed på arbejdspladsen skulle benyttelse af ladestationerne betragtes som et skattepligtigt personalegode, der skulle beskattes ud fra markedsprisen. Godet ville dog være omfattet af bagatelgrænsen for mindre personalegoder, således godet kunne beskattes, hvis den samlede værdi af sådanne goder, herunder julegaver, fra eller flere arbejdsgivere oversteg 1.200 kr. pr. år. i 2022.

Skatterådet kunne endvidere bekræfte, at spørger kunne foretage fradrag for udgifter til gratis opladning af kunder, leverandører og andre samarbejdspartneres private biler, men at udgiften måtte anses som repræsentationsudgifter, hvor fradragsretten ville være begrænset til 25 pct. af de afholdte udgifter.

Derudover fandt Skatterådet, at værdien af sådanne opladninger for kunder, leverandører og andre samarbejdspartnere kunne anses for at være indenfor det typiske udgiftsniveau for en skattefri repræsentationsydelse som eksempelvis en middag på en restaurant og at værdien af sådanne opladninger ansås at kunne være meget beskeden. Endelig foregik opladningen hos spørger, mens kunderne m.fl. var hos spørger i erhvervsmæssigt ærinde, og dermed i tilknytning til udførelsen af arbejde, og dermed indkomsterhvervelsen, i forhold til den virksomhed, som modtageren repræsenterede. På denne baggrund fandt Skatterådet, at kunder, leverandører og andre forretningsforbindelser ikke skulle beskattes af værdien af den gratis opladning af deres biler.

For så vidt angik spørgsmål om elafgift ønskede spørger det bekræftet, at spørger kunne få godtgørelse for elafgiften af den elektricitet, der blev anvendt i spørgers ladestander til gratis opladning af medarbejdernes private el-biler, spørgers kunders, leverandørers og andre samarbejdspartneres el-biler på spørgers adresse/domicil.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at betingelserne for, at spørger kunne få godtgørelse for elafgiften efter elafgiftsloven var opfyldt, idet lovens krav om momsfradragsret ikke var opfyldt, jf. spørgsmål 11 og 12.

Skatterådet kunne derimod bekræfte, at spørger kunne få godtgørelse efter særordningen, jf. § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 (med senere ændringer), for elafgiften af den elektricitet, der blev anvendt til gratis opladning af spørgers medarbejders private el-biler samt spørgers kunders, leverandørers og andre samarbejdspartneres el-biler. Der var henset til, at spørger kunne anses som forbruger af elektriciteten i henhold til særordningen, da elektriciteten blev forbrugt af virksomheden ved opladningen, uanset at ladeydelsen blev anvendt gratis til spørgers medarbejders private el-biler, samt spørgers kunders, leverandørers og andre samarbejdspartneres el-biler. Det var forudsat at ladestanderen blev drevet for spørgers regning og risiko, og at spørger var involveret i driften af denne ladestander, samt de øvrige betingelser i særordningen var opfyldt.

For så vidt angik spørgsmålet om momsfradrag kunne Skatterådet ikke bekræfte, at spørger havde fradragsret for moms af udgifter (elektricitet og anskaffelse, drift og vedligeholdelse af ladestander) til opladning af:

  • Spørgers egne personbiler
  • medarbejdernes egne personbiler
  • kunder, leverandører og andre samarbejdspartneres private personbiler

Skatterådet kunne dog bekræfte, at spørger havde fradragsret for moms af udgifter (elektricitet og anskaffelse, drift og vedligeholdelse af ladestander) til opladning af spørgers egne varebiler med tilladt totalvægt på ikke over 3 ton.

Endelig afviste Skatterådet at besvare spørgsmål 13, da det stillede spørgsmål ikke havde karakter af en skatte, afgifts- eller momsmæssig disposition, men derimod handlede om virksomhedens administration til håndtering af de skattemæssige regler.

 
SKM2019.431.SR

Spørger, der i skattemæssig henseende var kapitalejer af trustkapitalen, ønskede at vide, om en ophævelse af trusten med henblik på at overføre formuen til båndlæggelse hos et dansk banks forvaltningsafdeling ville have boafgiftsmæssige konsekvenser for spørgers børn. Ved båndlæggelsen skulle børnene udlægges som kapitalejere, mens spørger i hele sin levetid var tillagt retten som rentenyder. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at overførslen ikke medførte boafgiftsmæssige konsekvenser for spørgers børn, der var fuld skattepligtige til Danmark, eftersom kapitaloverførslen fra spørger til børnene blev anset for at være en gaveoverdragelse.

 
SKM2018.82.SR

Skatterådet bekræftede at en sommerhus- eller boligejer kunne få fradrag efter LL § 8 A, når ejeren donerede en uges ophold i sommerhuset/boligen til en sygdomsbekæmpende forening. Det fradragsberettigede beløb skulle fastsættes til markedsværdien ved udlejning til 3. mand.

Doneres der en uges ophold i ejerens sommerhus eller helårsbolig, beskattes værdien af opholdet hos ejeren, fx efter LL §§ 15 O-P.

Den sygdomsbekæmpende forening kunne give en sygdomsramt familie et ophold i et sommerhus/bolig, uden at det medførte beskatning for den sygdomsramte familie, jf. LL § 7, nr. 22.

SKM2016.461.SR

Skatterådet bekræftede efter en konkret vurdering, at A TRUST ikke anses for at være et selvstændigt skattesubjekt, idet trustens formue ikke var definitivt og effektivt udskilt fra stifterens formuesfære.

Skatterådet bekræftede videre, at når det var trustens stifter M, der anses som ejer af trustformuen, skulle han beskattes af eventuelle udlodninger af aktier, afkast af andre værdier og eventuelle værdistigninger. det var heller ikke at betragte som et skattepligtigt salg for stifteren, hvis han overdrog aktier til trusten.

Endvidere bekræftede Skatterådet, at udbetalinger fra trusten til personer, som var begunstiget, var at betragte som gave fra stifteren til modtager, når der var tale om vederlagsfri overdragelse af formuefordele, som udslag af gavmildhed.

SKM-meddelelser

SKM2024.356.SKTST

►Skatteministeriet har taget bekræftende til genmæle i en højesteretssag om fastsættelse af kursværdien af udskudt skat ved overdragelse med succession. Højesteret har den 27. februar 2024 afsagt dom i sagen (SKM2024.344.HR) og Skatteministeriet har udsendt en kommentar til dommen i SKM2024.345.DEP.

Skattestyrelsen vil udsende et styresignal om højesteretssagens betydning for praksis, og der vil i dette styresignal endvidere være angivelser af relevante frister, krav til dokumentation mm. Adgangen til genoptagelse af gaveafgift er ikke betinget af, at der er offentliggjort et styresignal. Muligheden for genoptagelse er betinget af, at kravet ikke er forældet.◄

►Se SKM2024.344.HR og SKM2024.345.DEP

SKM2024.345.DEP

►Skatteministeriet har i en højesteretssag om overdragelse af en landbrugsejendom med succession taget bekræftende til genmæle.

Sagen angik, om erhververen af en virksomhed, som blev overdraget med succession efter KSL § 33 C, opnåede en formuefordel, der udløste gavebeskatning, når handelsprisen blev reduceret med et højere opgjort skattenedslag end nutidsværdien af den overtagne skat. I den konkrete sag var der tale om overdragelse af en landbrugsejendom med succession fra farbror til nevø.

Det var Skatteministeriets opfattelse, at Højesteret ville nå frem til, at appellanterne med den fremlagte syns- og skønsrapport i sagen havde godtgjort, at kursfastsættelsen af den overtagne skat til kurs 80 i den konkrete sag ikke afveg fra, hvad uafhængige parter ville aftale, og at køberen således ikke ved overdragelsen af virksomheden med succession havde opnået en formuefordel i kraft af skattenedslaget, som udløste gavebeskatning.

Det var herefter Skatteministeriets opfattelse, at en fordeling af successionsfordelen ikke kunne udstrækkes til alle overdragelser mellem interesseforbundne parter, der skete med succession, hvis der var holdepunkter for, at forhandlingsstyrken mellem parterne forholdt sig anderledes. Var det - som i den konkrete sag - ikke muligt for parterne at fastsætte en anden værdi i intervallet mellem nutidsværdien af skatteforpligtelsen og kurs 100 ved hjælp af en analyse af forhandlingsstyrken, ville intervallets midtpunkt kunne anses for at være resultatet af parternes forhandling.◄.

►Domskommentar til SKM2024.344.HR.

Se endvidere SKM2024.356.SKTST.