Dato for udgivelse
09 sep 2011 08:19
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
07 sep 2011 11:35
SKM-nummer
SKM2011.592.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
4. afdeling, B-3568-10
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Inddrivelse
Overemner-emner
Lønindeholdelse + Afdragsordninger og henstand
Emneord
Afdragsordning, lønindeholdelse, betalingsevne, boligudgift, medicin
Resumé

Appellanten havde igennem en årrække opbygget en betydelig skattegæld, for hvilken SKAT i medfør af inddrivelsesbekendtgørelsens § 5 beregningsmæssigt havde opgjort et månedligt afdragsbeløb.

På grund af appellantens manglende overholdelse af afdragsordningen traf SKAT efterfølgende i medfør af inddrivelsesbekendtgørelsens § 8, stk. 3, afgørelse om lønindeholdelse med en lønindeholdelsesprocentsats på 6 %. Appellanten gjorde gældende, at betalingsevnegrundlaget for både afdragsordning og lønindeholdelsen skulle ske på baggrund af en konkret betalingsevnevurdering i medfør af inddrivelsesbekendtgørelsens § 13, og at appellantens faktiske udgifter skulle indgå i opgørelsen af betalingsevnen.

Østre Landsret fandt, at der efter en konkret betalingsevnevurdering ikke var grundlag for at fravige det månedlige afdragsbeløb eller tilsidesætte den fastsatte lønindeholdelsesprocent. Byrettens dom blev derfor stadfæstet.

Reference(r)
Inddrivelsesbekendtgørelsen § 5 (dagældende)
Inddrivelsesbekendtgørelsen § 8 (dagældende)
Inddrivelsesbekendtgørelsen § 13 (dagældende)
Henvisning

Den juridiske vejledning 2011-2 G.A.3.1.2.4.3.4

Parter

A
(advokat Finn Carius Larsen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Clara Trolle ifølge proceduretilladelse)

Afsagt af landsdommerne

Michael Dorn, K. Wiingaard og Line Bjørklund (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Byrettens dom af 15. november 2010 (BS 4A-1289/2009) er anket af A med påstand som for byretten principalt, at indstævnte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at der af inddrivelsesmyndighederne i 2008 uberettiget er fastsat løbende afdrag med lønindeholdelse vedrørende hendes skatte- og arbejdsmarkedsbidrag, og subsidiært, at hendes afdrag på skatte- og arbejdsmarkedsbidragsgæld nedsættes efter rettens skøn.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af A og BA.

A har forklaret, at hun går til fodterapeut mindst 4 gange om året. Det har hun gjort siden sin ulykke. Hun tager lange brusebade. Hun har det bedst under det varme vand. Vandet er elopvarmet. Det er umuligt at finde en anden bolig. Hun har forgæves kigget i annoncer. Hendes sygdom stiller ingen særlige krav til bolig. Hun har rigtig godt varmet op i boligen. Der skal være meget varmt, før hun har det godt. Dette skyldes sygdom.

BA har forklaret, at han ikke driver murerforretning som anført i byrettens gengivelse af hans forklaring. Han er rettelig pensionist. Ejendomsmægler JP vurderede i 2009 ejendommen til 750.000 kr., ikke 7.750.000 kr. som skrevet af byretten. Vidnet har i 12 år har været skønsmand i retssager om murerforretninger. Det stemmer med de faktiske udgifter, at As månedlige boligudgift er opgjort til 10.139 kr. Af en annonce i G1-Avisen for den 17. marts 2009 fremgår det, at en lejlighed i ...1 svarende til hendes bolig kan lejes for 7.500 kr. om måneden, hvortil kommer forbrug af varme og vand. Vidnet har prøvet at finde en anden bolig til hende. Men situationen er låst, efter at skattevæsenet har gjort udlæg i ejendommen, og det er i øvrigt umuligt at finde en tilsvarende bolig, hvor udgiften er mindre end 10.139 kr. om måneden. Eludgiften er stor, i øjeblikket over 19.000 kr. om året. Det var vidnet, der lavede købsaftalen i 2006. Baggrunden var, at hun skulle have frigjort penge. Købesummen berigtigedes ved kontant betaling svarende til kreditforeningsgæld i ejendommen. Det er rigtigt, at hun i 2006 optog et lån på 700.000 kr. Pengene blev anvendt til renovering af ejendommen.

Parterne har for landsretten gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsretten er enig i byrettens resultat og begrundelsen herfor. Det bemærkes herved, at de faktiske boligudgifter udgør ca. 79 % af As samlede indtægter. Den langt største del af udgifterne er ydelser på lån optaget på et tidspunkt, hvor hendes gæld til skattevæsenet var betydelig.

Landsretten stadfæster herefter byrettens dom.

A skal betale sagsomkostninger for landsretten med 10.000 kr. Beløbet omfatter udgift til advokatbistand.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal appellanten, A, betale 10.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet.

Det idømte betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.