Indhold

Dette afsnit handler om, hvad renteudgifter er.

Afsnittet indeholder:

Regel (definition)
Undtagelse
Eksempler
Godtgørelse for at hæve bankindestående før tid
Negative renter
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel (definition)

Hverken statsskatteloven eller anden skattelovgivning indeholder en definition af, hvad renteudgifter er, men praksis har skabt en almindelig rentedefinition.

Ved renteudgifter forstås et sædvanligt periodisk vederlag til kreditor beregnet som en bestemt procentdel af den til enhver tid værende restgæld for at stille kapital til disposition.

Ved vurderingen af, om renten opfylder rentedefinitionen, lægges der vægt på, at renten fastsættes forud for den renteperiode, som den vedrører. Hvis afkastet først fastsættes efter begyndelsen af den periode, den vedrører, er der ikke tale om en renteudgift, men et kurstab.

Bemærk

Det er en forudsætning for at få fradrag for renteudgifter, at der er tale om reelle renteudgifter, og at der er foreligger et retligt forpligtigende gældsforhold.

Hvis et lån er omfattet af LL § 16 E om aktionærlån, vil det i alle skattemæssige relationer blive lagt til grund, at der hverken hos långiver eller låntager er tale om et lån. Debitor kan ikke fradrage eventuelle renteudgifter.

Undtagelse

Følgende anses ikke for rente:

Et afkast på udlån, der beregnes som en andel af overskuddet i det långivende selskab.
Et afkast på udlån, som beregnes på grundlag af afkastet på et underliggende aktiv.
Renter på aktionærlån omfattet af LL § 16 E.

Se også

Se også afsnit C.B.3.5.3.3 om aktionærlån.

Eksempler

Eksempel 1 - udlånet pålægges både en fast rente og en "rente", som er afhængig af långivers overskud på et underliggende aktiv

Den faste rente kan anses for en rente, hvorimod den godtgørelse for udlånet, som er afhængig af overskuddet på et underliggende aktiv, ikke kan anses for en rente.

Eksempel 2 - der er indgået en låneaftale, men "renten" fastsættes først efter den periode, renten vedrører

Der er ikke tale om en rente, da det bl.a. er en forudsætning for at anerkende et beløb som en rente, at renten er fastsat forud for den periode, renten vedrører.

Godtgørelse for at hæve bankindestående før tid

Det beløb, som banker og sparekasser beregner i godtgørelse ved udbetaling på anfordring af beløb på en konto med opsigelse, betragtes efter praksis som reduktion af rentebeløbet. Se LSRM 1966.147.

Negative renter

Negativ rentesats indebærer, at der skal betales en rente fra kreditor til debitor.

Efter SL § 4, stk. 1, litra e, medregnes renteindtægter til den skattepligtige indkomst.

Efter SL § 6, stk. 1, litra e, kan renteudgifter af gæld fradrages i den skattepligtige indkomst. Efter sin ordlyd er bestemmelsen ikke begrænset til debitors renteudgifter af gæld. Fradragsretten må derfor også gælde, når det er kreditor, der har en renteudgift.

Bestemmelsen er ændret ved lov nr. 1883 af 29. december 2015. Ved lovændringen er det præciseret, at negative renter, dvs. en rentebetaling fra kreditor til debitor, kan fradrages efter SL § 6, stk. 1, litra e, svarende til adgangen til fradrag for positive renter, dvs. hvor rentebetalingen foretages af debitor til kreditor.

Definitionen af renter ovenfor under Regel (definition) omfatter alene den situation, hvor rentesatsen er positiv, mens den ikke omfatter den situation, hvor rentesatsen er negativ, og hvor der således ikke er tale om et vederlag til kreditor for at stille kapital til disposition.

Er en negativ rente et periodisk vederlag til debitor beregnet som en bestemt procentdel af den til enhver tid værende restgæld, er der tale om en rente i relation til SL § 4, stk. 1, litra e, og SL § 6, stk. 1, litra e.

En renteindtægt i form af en negativ rente er dermed skattepligtig for debitor efter SL § 4, stk. 1, litra e, og en renteudgift i form af negativ rente er fradragsberettiget for kreditor efter SL § 6, stk. 1, litra e.

Såvel en renteindtægt for debitor i form af negativ rente som en renteudgift i form af en negativ rente for kreditor medregnes for personer til kapitalindkomsten, jf. PSL § 4, stk. 1, nr. 1. Personer, der anvender virksomhedsskatteordningen, skal medregne renter vedrørende virksomheden i den personlige indkomst. Dette gælder også for negative renter vedrørende virksomheden.

Påløbne renteudgifter i form af negative renter for kreditor fradrages efter PAL § 9, stk. 1, ved opgørelsen af beskatningsgrundlaget. Modtagne renteindtægter i form af negative renter for debitor medregnes tilsvarende som formueafkast i beskatningsgrundlaget efter PAL §§ 3, 6 og 7, jf. PAL § 15, stk. 1.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Højesteretsdomme
UFR 1960.589 HRD	K skulle ved køb af en bil betale en finansieringsafgift for så vidt angik den uberigtigede del af købesummen. Højesteret fandt, at da den i sagen omhandlede finansieringsafgift ikke i kontrakten er betegnet som rente, men er anført som et fast beløb, der i sin helhed fremtræder som et tillæg til købesummen, og der ikke i det fremkomne var tilstrækkeligt grundlag for at statuere, at afgiften helt eller delvist kunne sidestilles med de af SL § 6, stk. 1, litra e omfattede renter af gæld, kunne K ikke få fradrag for udgiften. En såkaldt finansieringsafgift kunne ikke anses for en fradragsberettiget rente.
Landsretsdomme
SKM2005.229.ØLR	Landsskatteretten bemærker, at A A/S´ betaling af en "godtgørelse" eller et "afløsningsgebyr" for den førtidige indfrielse af de indtil 28. februar 1998 uopsigelige lån ikke ses at have hjemmel i den oprindelige aftale med banken, idet den af repræsentanten påberåbte pkt. 16 i den oprindelige aftale alene efter sin ordlyd vedrører bankens opsigelse af engagementet som følge af debitors mora eller anticiperet mora. Aftalens pkt. 16 regulerer således ikke situationen som følge af A A/S' opsigelse af engagementet til indfrielse før tid. Aftale- og obligationsretligt kan dette forhold imidlertid ikke medføre andet, end at banken derefter som kreditor er berettiget til at stille de betingelser for den førtidige indfrielse, som banken finder behov for. Landsskatteretten finder, at "godtgørelsen/afløsningsgebyret", ikke kan kvalificeres som en "rente" efter den sædvanlige definition heraf og heller ikke kan anses for en "differencerente", der er fradragsberettiget i overensstemmelse med den særlige praksis herfor. Se Ligningsvejledningen 1996. A.E.1.1.4 og UfR 1947.725 H, jf. SL § 6, stk. 1, litra e. Landsskatteretten finder derimod, at "godtgørelsen/afløsningsgebyret" i overensstemmelse med det i TfS 1999.853 LR antagne må anses for et kurstab ved debitors indfrielse af gæld til overkurs. Dette kurstab må anses for fradragsberettiget, jf. den dagældende kursgevinstlov (Lovbek. nr. 660 af 4.7.1996) § 5, jf. §§ 1 og 2.
Skd. 1975.335 (Østre Landsrets dom af 11. november 1974)	D erkendte i et lånedokument af 3. maj 1968 "at have modtaget som kontant lån 1.581.378,53 kr., lånet tilbagebetales senest 1. juli 1971. Hvis lånet ikke tilbagebetales den 1. juli 1971, vil lånets saldo være at forrente med 15 pct. p.a. kvartalsvis bagud fra 1. juli 1971 og indtil tilbagebetaling finder sted." Ifølge et brev af 20. maj 1968 fra långiver blev lånet afregnet nævnte dag ved udbetaling af 999.367,40 kr., mens 581.378,53 kr. udgjorde rente 15 pct. p.a. fra 20. maj 1968 til 1. juli 1971, og resten 632,60 kr. var anvendt til stempel. Da beløbet på 581.378,53 kr. ikke var betegnet som rente i lånedokumentet, men udgjorde en del af lånesummen, og til at der ikke var truffet aftale om reduktion ved indfrielse før forfaldstid, fandt retten ikke i det fremkomne tilstrækkeligt grundlag for at statuere, at det omhandlede beløb kunne fradrages som rente af gæld.
Byretsdomme
SKM2020.417.BR	Sagen angik, om et selskab kontrolleret af sagsøgeren og dennes sønner indirekte havde ydet et lån til sagsøgeren, som skulle beskattes efter LL § 16 E. Sagen rejste blandt andet spørgsmål om, hvorvidt de i sagen omhandlede dispositioner var foretaget før eller efter den 14. august 2012, idet LL § 16 E alene har virkning for lån, der er ydet fra og med den 14. august 2012. På baggrund af en samlet konkret vurdering anså Skatteministeriet med henvisning til den nye dokumentation, der blev fremlagt for domstolene, det dokumenteret, at de relevante aftaler var indgået inden den 14. august 2012. Skatteministeriet tog derfor bekræftende til genmæle over for sagsøgerens påstande om, at han ikke skulle beskattes efter Ll § 16 E, og at han havde fradragsret for de renter, der var påløbet det omhandlede lån.	Tidligere instans SKM2019.585.LSR.
Landsskatteretskendelser
►SKM2024.184.LSR◄	►Klagen skyldtes et bindende svar fra Skatterådet, som bl.a. vedrørte, om et hybridt kernekapitalinstrument udgjorde gæld i skattemæssig henseende omfattet af kursgevinstloven for udstederen (spørgeren). Landsskatteretten fandt ud fra en konkret og samlet vurdering, at dispositionen ikke udgjorde et reelt gældsforhold, idet spørger ikke var retligt forpligtet til at tilbagebetale det modtagne beløb. Spørger havde således ikke ved udstedelsen påtaget sig en retlig forpligtelse til at tilbagebetale et pengebeløb, og dispositionen var derfor ikke omfattet af kursgevinstlovens § 1, stk. 1.◄	►Tidligere instans: SKM2021.377.SR Landsskatterettens afgørelse er indbragt for domstolene.◄
SKM2022.145.LSR	Spørger påtænkte at udstede et kapitalinstrument og ønskede i den forbindelse bekræftet, at gevinster og tab på instrumentet skulle behandles efter reglerne i kursgevinstloven, samt at de løbende betalinger til investorerne i skattemæssig henseende skulle behandles som renteudgifter. Indholdet af aftalevilkårene var bl.a., at der ikke blev fastlagt en endelig tilbagebetalingsdato, og at spørger diskretionær kunne vælge at annullere de løbende betalinger. I visse tilfælde skulle gælden dog konverteres til aktier, f.eks. hvis der skete brud på solvenskapitalkravet, og solvensen ikke inden for tre måneder var genoprettet. Skatterådet kunne ikke bekræfte (spørgsmål 1), at der i en skattemæssig forstand var tale om gæld omfattet af kursgevinstloven, og den løbende betaling kunne derfor heller ikke behandles som en renteudgift. I afgørelsen blev det særligt tillagt vægt, at spørger ikke havde en retlig forpligtelse til på et forud aftalt tidspunkt at tilbagebetale et beløb, der var modtaget fra kreditor, men at spørger derimod selv kunne bestemme, hvornår tilbagebetalingen skulle ske. Skatterådet bekræftede derimod (spørgsmål 2), at gevinster og tab på instrumentet skulle behandles efter de almindelige principper i statsskatteloven. Landsskatteretten stadfæstede Skatterådets svar på spørgsmål 1, mens klagen vedrørende spørgsmål 2 blev afvist.	Tidligere instans SKM2020.181.SR.
SKM2019.585.LSR	Landsskatteretten fandt, at et lån til en aktionær var omfattet af LL § 16 E. Opgjorte renter kunne ikke fratrækkes efter SL § 6, stk. 1, litra e, idet lånet skattemæssigt ikke blev betragtet som et lån, men som en hævning med tilbagebetalingsforpligtelse.	LL § 16 E har alene virkning for lån, der er ydet fra og med den 14. august 2012. Ved den efterfølgende byretsdom SKM2020.417.BR tog Skatteministeriet, efter en samlet konkret vurdering, bekræftende til genmæle, idet der var forelagt ny dokumentation, der dokumenterede, at de relevante aftaler var indgået inden den 14. august 2012.
LSRM1971.65	A var medlem af en andelsboligforening, der var stiftet for at erhverve aktiekapitalen i et ejendomsaktieselskab og derefter administrere aktieselskabets ejendomme. Medlemmerne skulle forrente den del af kapitalen, der ikke var betalt kontant til foreningen. Renten, som blev opkrævet hos medlemmerne, blev af foreningen anvendt til forrentning af foreningens gæld til ejendomsselskabet. Det fremgik af vedtægterne, at andelshaverne en gang årligt fik påført deres andel, hvad der det foregående regnskabsår var betalt som renter. Landsskatteretten fandt, under hensyn til den måde ydelserne blev fastsat på, samt de i øvrigt foreliggende bestemmelser, at ydelserne ikke var renter af gæld, der var fradragsberettiget efter SL § 6 e. Ydelserne var ikke renter af gæld, og derfor kunne renterne ikke fradrages.
LSRM 1966.147	En skatteyder hævede uden opsigelse af sit indestående på en bankbog med 6 måneders opsigelsesvarsel. Landsskatteretten udtalte, at den til banken betalte godtgørelse ikke var rente af en skatteyderen påhvilende gæld, men have karakter af en reduktion af renteindtægten, som det måtte være naturligt at anse for fradragsberettiget i indkomstopgørelsen, uanset at beløbet ikke havde kunnet modregnes i den i det pågældende år tilskrevne rente af bankindeståendet.
Skatterådet og Ligningsrådet
SKM2023.416.SR	Spørger var et tysk kapitalforvaltningsselskab, som påtænkte at investere i fast ejendom i Danmark. Investeringen foretoges gennem en Fond (AIF), som i skattemæssig henseende var transparent både i Tyskland og Danmark. Ejendommen erhvervedes gennem et tysk GmbH. Fonden finansierede Ejendomsselskabet med kapitalindskud, dels som aktionær (selskabskapital 1%), dels som "atypisch stille gesellschafter" (99%). Skatterådet fandt ikke, at Fondens/Investorernes indskud i Ejendomsselskabet kunne klassificeres som lån, da der hverken var indgået aftale om forrentning, forfaldstid eller en plan for afdrag heraf.
SKM2023.318.SR	Spørger er medlem af en forening. Foreningens medlemskreds består af en række familiemedlemmer, der sammen har erhvervet et sommerhus i X-land. Spørger ønskede svar på, om han er personlig medejer af sommerhuset og i så fald, hvad det betyder i forhold til ejendomsværdiskat og fradrag for renteudgifter. Skatterådet kunne bekræfte, at spørger er personlig medejer af det x-landske sommerhus. Skatterådet kunne endvidere bekræfte, at han kan fratrække en procentvis andel af renteudgifter til et x-landsk realkreditlån.
SKM2023.68.SR	Skatterådet fandt, at afkastet af spørgers investering på EURx stablecoin på tjenesten Nexo.io i form af henholdsvis EURx stablecoin og NEXO Token ikke kunne kvalificeres som renter, jf. besvarelsen af spørgers spørgsmål 3 og 5. Skatterådet begrundede besvarelsen med, at der, for at der kunne være tale om renter, skulle der foreligge et gældsforhold mellem parterne, hvor kreditor, der modtager rentebetalingen, har en pengefordring på debitor. Denne betingelse fandtes ikke at være opfyldt.
SKM2021.640.SR	Spørger solgte en ejendom til xx mio. kr. Køber mente at der ikke skulle betales moms, og for at Spørger ikke skulle have udgifter i den forbindelse, betalte køber købsprisen og den eventuelle moms til Spørger. Spørger klagede over, at der skulle betales moms og fik ved Landsskatteretten medhold i, at der ikke skulle betales moms. Spørger tilbagebetalte momsen og noget af rentegodtgørelsen til køber. Sagen vedrørte den rentegodtgørelse, som Spørger fik fra Skattestyrelsen, og som Spørger og køber blev enige om skulle videregives til køber. Det var en rente efter rentelovens § 5, som var skattepligtig for Spørger. Spørgsmålet var om Spørger havde fradrag for rentegodtgørelsen, når den blev viderebetalt til køber. Rentegodtgørelsen kunne ikke anses for en renteudgift for Spørger, da den ikke opfyldte rentedefinitionen. Rentegodtgørelsen kunne heller ikke anses for et tab omfattet af kursgevinstloven.
►◄	►◄	►◄
SKM2019.540.SR	Skatterådet bekræftede, at udstedelse af obligationer med en formel løbetid på 1.000 år kunne kvalificeres som en gæld, jf. KGL § 1. Skatterådet lagde ved vurderingen vægt på, at selskabet havde et incitament til en tidlig indfrielse, og at dette incitament ikke var uvæsentligt.
SKM2018.388.SR	Skatterådet bekræftede, at "basisrenten" og "risikotillægsrenten" opfyldte rentedefinitionen i skattemæssig forstand.
SKM2016.97.SR	A A/S ville udstede Subordinated Capital Secirities (hybride obligationer) med forventet løbetid på 5 år, men med en endelig fastsat indfrielse efter 1.000 år. Skatterådet bekræftede, at renterne på Subordinated Capital Secirities var fradragsberettigede renteudgifter. Skatterådet bekræftede også, at rentebetalingerne til obligationsindehaverne ikke var omfattet af SEL § 2, stk. 1, litra d.
SKM2015.293.SR	Skatterådet fandt, at en udstedelse af obligationer med en formel løbetid på 1.000 år kunne kvalificeres som en gæld, og at der ville være fradrag for renterne. Ved afgørelsen blev der lagt vægt på, at der var incitament til tidlig indfrielse, og at dette ikke var uvæsentligt.
SKM2014.876.SR	Det bekræftes, at den del af et spildevandsselskabs betalinger til kommunen, der dækker kommunens finansieringsomkostninger, ikke kan anses som renter i skattemæssig forstand.
SKM2013.709.SR	Det bekræftes, at et lån til et selskab fra aktionærerne, opfylder betingelserne for at blive anset for gæld, selvom aktionærerne skal foretage udlån til selskabet i forhold til deres aktiekapital. Det bekræftes også, at selskabet har fradrag for renteudgifter efter LL § 5.
SKM2013.327.SR	Et såkaldt "rentefrit" lån skulle indfries til overkurs, fx 5 pct. p.a. Indfrielse skal ske i takt med, at låntagers økonomi tillader det. Det er en rente og ikke en kursgevinst.
SKM2013.203.SR	En kommune planlægger at bygge en ny havn. Eksisterende bådejere, som ønsker at leje en bådplads, får mulighed for at foretage et indskud, som i perioden 1. januar 2016 til 1. januar 2035, årligt forrentes med 3 pct. Renten forfalder først, når bådpladsen opsiges. Reguleringen af indskuddet skal beskattes som en kursgevinst.
SKM2008.192.SR	En køber af en ejendom ville finansiere købet ved at låne penge hos et selskab. Lånet kunne fx være på 1.000.000 kr. og den samlede indfrielsessum efter 30 år på 2.417.520 kr. Det var oplyst, at aftalebetalingen udgjorde en faldende betaling over tid, som var fastsat efter et matematisk kursreguleringsprincip. Det var SKAT's opfattelse, at det ikke i den konkrete sag var aftalt, at der skulle betales renter for lånet. Det var i stedet aftalt, at lånet skulle indfries til en højere indfrielseskurs og at der skulle foretages løbende afdrag på gælden. Forskellen mellem 1.000.000 kr. og 2.417.520 kr. kunne ikke sidestilles med en rente.
SKM2007.881.SR	Skatterådet bekræftede, at den variable rente i et såkaldt "profit sharing lån" skattemæssig kunne anses for en renteudgift i kommanditselskabet og en renteindtægt for obligationsejerne.
SKM2007.436.SR	Skatterådet fandt, at en obligation, hvor indfrielseskursen blev reguleret efter en række indeks var omfattet af KGL § 29, og at udbetalingen på 2 pct. af hovedstolen også var omfattet af KGL, da der ikke var tale om en rente.
SKM2007.249.SR	Sagen vedrørte tilfælde, hvor der ved låneoptagelsen var fastsat et såkaldt renteloft. Renten og renteloftet var kendetegnet ved, at der var tale om en variabel rente indtil renten ramte en grænse (renteloftet), hvorefter renten var fast, medmindre den kom under grænsen og blev variabel. I den situation, hvor renten og renteloftet var aftalt på tidspunktet for optagelse af lånet, havde debitor fradrag for hele den løbende udgift efter SL § 6, stk. 1, litra e. Der var også fradrag for den løbende betaling, hvis renteloftet var aftalt ved låneaftalens indgåelse, men løb i en kortere periode end lånets løbetid. Der var også fradrag for den løbende betaling, hvis aftalen om renteloft først blev indgået efter at lånet var optaget. Det blev dog bemærket, at hvis der på et låns optagelsestidspunkt er aftalt en bestemt forrentning og denne efterfølgende ændres, kan der efter en konkret vurdering være tale om både afståelse og stiftelse af en ny fordring. Se afsnit C.B.1.7.5. under "ændring af lånevilkår". Fradrag for den løbende betaling ved renteloft.	Renteloft
SKM2006.20.LR	S påtænkte at udstede en ejendomsobligation. Ligningsrådet fandt, at den faste rente kunne kvalificeres som en rente, hvorimod den variable "tillægsrente", som blev fastsat på grundlag af driftsresultatet af ejendommen, ikke var en rente, men omfattet af kursgevinstloven.
SKM2003.409.LR	En obligations afkast var baseret dels på en fast rente og dels en variabel rente, hvor den variable rente skulle beregnes på baggrund af selskabets eventuelle gevinst på optioner på et bagvedliggende aktieindeks - renten kunne aldrig blive negativ. Produktet var illustreret ved følgende eksempel: Den 1. januar 2003 udsteder Selskabet en obligation. I første renteperiode (1. januar til 31. marts) forrentes obligationen med den garanterede rente på 0,5 pct. Umiddelbart inden den anden renteperiode konstateres en gevinst på optionen, som omregnet til en nominel rente giver 4,5 pct. I den anden renteperiode bliver obligationen derfor forrentet med i alt 5 pct. Den del af renten, som er afhængig af resultatet af optionerne, der er baseret på udviklingen i et aktieindeks, kan ikke anerkendes som en rente. Der blev henset til at rentens størrelse først kunne fastsættes efter den periode, som renten skulle henføres til. Den garanterede minimumsrente på 0,5 pct. kunne anerkendes som en rente. Den del af afkastet, som blev beregnet på grundlag af det långivende selskabs gevinst på optioner på et bagvedliggende aktieindeks, kunne ikke anses for en rente.
TfS 1998, 77 LR	A påtænkte at yde parilån til selskaber omfattet af KGL § 2. Afkastet på fordringerne ville blive opdelt i to dele. De blev benævnt henholdsvis "basisrente" og "overskudsafhængigt afkast". "Basisrenten" kunne være både fast og variabel. Den ville blive beregnet som en procentdel af den til enhver tid værende gæld. Det "overskudsafhængige afkast" blev beregnet som en andel af overskuddet i det låntagende selskab. Ligningsrådet fandt, at den del af afkastet, der udgjorde "basisrenten", skattemæssigt kunne anses for en rente. Den del af afkastet, der udgjorde "det overskudsafhængige afkast", blev anset for en kursopskrivning, omfattet af kursgevinstloven.
TfS 1989, 288 LR	En aftale om forrentning af en lånekonto med en grundrente og en regulering på grundlag af kursbevægelse af D-mark i forhold til Dkr. skal skattemæssigt behandles hver for sig som henholdsvis renter og kursgevinster/tab på fordringer eller gæld i danske kroner.