Der er en række personers ordninger eller konti, I ikke skal indberette om. Indberetning skal ikke ske vedrørende:

  • Regenten og dennes ægtefælle.
  • Regentens og tidligere regenters børn og deres ægtefæller.
  • Medlemmer af kongehuset, som efter grundlovens § 11 får fastsat års-penge.
  • Fremmede staters herværende diplomatiske repræsentation. 
  • Diplomatisk anmeldte personer. 
  • Administrativt og teknisk personale samt tjenestepersonale ved herværende diplomatiske repræsentationer, når de pågældende ikke er danske statsborgere. 
  • Det diplomatiske personales samt det administrative og tekniske personales familiemedlemmer, der hører til det nævnte personales husstand og ikke er danske statsborgere.

I skal have dokumentation for at personens ordning eller konti er undtaget for indberetning.

Identitetskort udstedt af Udenrigsministeriet anvendes til dokumentation for, at der er tale om diplomatisk anmeldte personer eller administrativt og teknisk personale samt tjenestepersonale ved herværende diplomatiske repræsentationer, når de pågældende ikke er danske statsborgere. Det samme er tilfældet for det diplomatiske personales samt det administrative og tekniske personales familiemedlemmer 

De internationale organisationer, som Danmark har indgået værtsskabsaftaler med, og hvor de ansatte kan opnå de samme privilegier og immuniteter som diplomatiske repræsentationer, skal findes på listen, der er offentliggjort af Udenrigsministeriet. Find listen her: The Protocol Department (um.dk).

De øverste embedsmænd, kan identificeres ved hjælp af deres identitetskort, der er udstedt af Udenrigsministeriet, hvor foruden navnet på den internationale organisation, under titel står "Official (diplomat)" (på kort udstedt efter november 2020) eller "Diplomat" (på gamle kort) samt på de nyeste kort udstedt efter november 2022 vil der fremgå "Official (Diplomat)"; "Other United Nations Personnel (Diplomat)" eller "Dependent Family Member (Diplomat)".