Identifikationsoplysninger om herboende - indlænding 
Ved indlænding forstås en person, der har bopæl i Danmark pr. 31/12 i det år der indberettes om. Hvis kundeforholdet ophører i løbet af året, så er det personens bopælsstatus ved kundeforholdets ophør, der er afgørende for om personen skal anses som en indlænding eller valutaudlænding.

Dette gælder også selskaber og foreninger m.v., der har hjemsted her i Danmark, og dødsboer og konkursboer, der behandles i Danmark.  

Kundens skattepligtforhold har ikke betydning i forhold til indberetningen. Det skal bemærkes at der gælder andre regler i forhold til indberetning til CRS og FATCA.

Den som opretter et depot, skal oplyse om låntager (debitor) og depothavers (kreditors) navn, adresse og personnummer eller virksomhedsnummer. Låntager og depothaver skal oplyse om ændringer i oplysningerne inden en måned efter, at ændringen er sket.

Informationsside på skat.dk
På skat.dk kan I finde informationsside, som henvender sig til kunder, der har et pantebrev, depot eller pensionsordning i et finansielt institut. På denne side kan kunden blandt andet læse om de forpligtelser, et finansielt institut har til at indhente identifikationsoplysninger, til brug for indberetning til Skattestyrelsen. Det er hovedsageligt personer, som bor i udlandet, eller som er skattepligtig til et andet land og har et pantebrev, depot eller pensionsordning i Danmark, informationssiden henvender sig til. I er velkommen til at linke til denne side på jeres hjemmeside.

For selskaber, fonde, foreninger og dødsboer og lignende som hverken har et personnummer eller virksomhedsnummer, afgives identifikationsoplysninger om formanden eller en anden person, der er berettiget til at handle på vegne af den, som indberetningen handler om. Det står i § 3, stk. 3 i skatteindberetningsbekendtgørelsen.

Et depot må ikke oprettes, før den der opretter depotet, har givet identifikationsoplysninger om låntagere (debitor) og depothaver (kreditor). Det står i § 52, stk. 2, nr. 6. i skatteindberetningsloven.

Identifikationsoplysninger om ikke herboende - Valutaudlænding 
Ved valutaudlænding forstås en person, der ikke har bopæl i Danmark pr. 31/12, i det år der indberettes om. Hvis kundeforholdet ophører i løbet af året, så er det personens bopælsstatus ved kundeforholdets ophør, der er afgørende for om personen skal anses som en indlænding eller valutaudlænding.

Dette gælder også selskaber og foreninger m.v., der ikke har hjemsted her i Danmark og dødsboer og konkursboer, der ikke behandles her i Danmark.

Kundens skattepligtforhold har ikke betydning i forhold til indberetningen. Det skal bemærkes at der gælder andre regler i forhold til indberetning til CRS og FATCA.

Der gælder de samme krav til identifikationsoplysninger for udlændinge som for indlændinge. Der er dog nogle yderligere krav til indhentning af identifikationsoplysninger for valutaudlændinge.

Depot der er oprettet før 1. januar 2004
Der var i denne periode ikke krav om at indhente identifikationsnummer (TIN).  

Er identifikationsnummer (TIN) oplyst, skal det indberettes.   

Depot der er oprettet efter 1. januar 2004
Fysiske personer kunne efter bestemmelserne i denne periode vælge enten at oplyse identifikationsnummer (TIN) eller fødselsdato, fødselssted og fødselsland.   

Er identifikationsnummer (TIN) oplyst, skal det indberettes, ellers indberettes fødselsdato, fødselssted og fødested.  

Pantebreve oprettet og aftalt fra 1. juli 2016
En valutaudlænding der fra 1. juli 2016 opretter et pantebrev skal oplyse om identifikationsnummer (TIN) efter reglerne i det pågældende bopælsland.   

Udsteder bopælslandet ikke identifikationsnummer (TIN) for den pågældende kundetype, så skal der for personer gives oplysning om fødselsdato, fødselssted og fødselsland. Fx en dansk diplomat.

Hvis den der indberettes om, ikke har oplyst TIN efter reglerne i den pågældendes bopælsland, men har oplyst TIN efter reglerne i det land hvor pågældende er skattepligtig, accepteres dette TIN i indberetningen.

Ændres eller udvides aftaler oprettet eller aftalt før 1. juli 2016, fx ved ændringer i ejerkredsen, skal der indhentes identifikationsnummer (TIN). Ændring af kontohavers bopælsadresse ses ikke som en ændring eller udvidelse af kundeforholdet.

For selskaber, fonde, foreninger og dødsboer og lignende som hverken har et personnummer, virksomhedsnummer, eller udenlandsk identifikationsnummer (TIN) afgives identifikationsoplysninger om formanden eller en anden person der er berettiget til at handle på vegne af den, hvorom indberetningen skal foretages. Det står i § 3, stk. 3 i skatteindberetningsbekendtgørelsen.

Indberetning på grønlandske personer og virksomheder
►En kontohaver med bopæl på Grønland pr. 31/12, skal anses som en valutaudlænding i indberetningen.  

Personer med bopæl på Grønland er registeret med et cpr-nr. i Det Centrale Personregister.  

Virksomheder med fast driftssted på Grønland er registreret med et cvr-nr. i Det Centrale Erhvervsregister (virk.dk).

Udfyld altid felterne cpr-nr. eller cvr-nr. og identifikationsnummer (TIN).  Udfyld TIN med enten cpr-nr. eller cvr-nr.
Udfyld UdstedendeLand - LandKode med GL
Udfyld altid landekode med GL. ◄

Statsudsendte
Bopælslandet er afgørende for om en person, der er udsendt fra den danske stat, regioner, kommuner eller andre offentlige institutioner mv. skal betragtes som indlænding eller valutaudlænding.
Hvis en statsudsendt fx opretholder sin folkeregisteradresse i Danmark, skal personen betragtes som indlænding.

Hvordan skal I indberette en kontoejer, når kunden har et cpr.nr., men I ikke har sikker viden om bopælslandet?  
I skal indberette kontoejer som valutaudlænding. Feltet KontohaverIdentifikationMulig skal være udfyldt med false. Cpr.nr. skal altid være udfyldt.

Er der tale om en person, som står uden fast adresse, fx hjemløse skal I indberette kontoejer som indlænding.