Hvis en platformsoperatør bliver bekendt med at indberetninger er forkerte eller mangelfulde, skal der laves en korrektionsindberetning hurtigst muligt.

Korrektionsindberetningen skal indeholde en reference (Doc_Ref_ID) til den specifikke hovedrække, der ønskes rettet eller slettet i feltet CORR_DOC_REF_ID. Korrektionen skal desuden indeholde et nyt unikt Doc_Ref_Id for den række, der korrigeres.

Oplysninger om den konkrete sælger eller aktivitet, der var korrekte i den oprindelige besked og altså ikke skal rettes, skal også indgå i korrektionsbeskeden. Platformsoperatøren skal undlade at indberette oplysninger om andre sælgere, hvor der ingen ændringer er.

Oplysninger om platformsoperatøren skal indgå i korrektionsbeskeden, men hvis oplysninger om denne ikke skal ændres eller slettes, skal rækken om platformsoperatøren gensendes ved at sætte DOC_TYPE_IND koden til OECD0.

En korrektionsbesked kan ikke indeholde en kombination af ny information og information, der ønskes rettet eller slettet. I tilfælde, hvor en platformsoperatør bliver opmærksom på, at der både er behov for at korrigere, slette eller tilføje oplysninger, skal der laves separate indberetninger.

Det er vigtigt at bemærke, at der kan være én rettelse til hver oplysning i korrektionsindberetningen. Ved behov for at korrigere oplysninger om samme sælger eller aktivitet flere gange, skal der i hver indberetning refereres til det seneste Doc_Ref_ID. 

Nedenstående liste kan anvendes som en tjekliste for oprettelse af en korrektion, hvor der tages udgangspunkt i den tidligere indsendte besked, der ønskes korrigeret:

  1. Nyt MSG_MESSAGE_REF_ID skal angives
  2. MSG_MESSAGE_TYPE_INDIC skal udfyldes med “DPI401" for at tilføje ny information eller "DPI402" for at korrigere information.
  3. For hver hovedrække, der skal korrigeres:
    1. DOC_TYPE_IND skal udfyldes med "OECD0" (gensend), "OECD1" (ny data), "OECD2" (korrektion) eller "OECD3" (sletning)
    2. CORR_DOC_REF_ID skal udfyldes med det tidligere DOC_REF_ID, hvis DOC_TYPE_IND er lig “OECD2" eller “OECD3"
    3. Nyt DOC_REF_ID skal angives, hvis DOC_TYPE_IND er lig “OECD1, “OECD2" eller “OECD3"

►Bemærk Der skal foretages en sletning (OECD3) på sælgeren, hvis der er behov for at ændre: 

  • Sælgers TIN (Individual seller)
  • en fritidsboligs BFE nr. (RS_ACT_DK_REAL_PROP_REG_NUM)
  • et transportmiddels registreringsnummer (RS_ACT_DK_VEHICLE_REG_NUM)

Når sletningsfilen er indberettet og godkendt, se afsnit 4.2.7, skal der efterfølgende laves en ny initiel indberetning om pågældende sælger, med alle relevante oplysninger.

·