Gevinst på gæld som følge af en singulær gældseftergivelse, forældelse eller præklusion medregnes kun til den skattepligtige indkomst i det omfang, gælden nedskrives til et lavere beløb end fordringens værdi for kreditor på tidspunktet for gældseftergivelsen m.v., jf. KGL § 21 vedrørende singulære gældseftergivelser i danske kroner.
Som ved de frivillige akkorder, er det op til skattemyndighederne at vurdere, om en eftergivelse, forældelse eller præklusion har medført, at gælden er nedskrevet til et lavere beløb end fordringens værdi for kreditor.
I SKM2008.412.LSR havde kurator anført, at 445.780 kr. hævet af klageren i tiden før 30. juni 1999, uden at der er sket beskatning, ikke har kunnet inddrives, og kravet er derfor anset for uerholdeligt ved opgørelse af boets aktiver. Under disse omstændigheder må gælden anses for at være nedskrevet til 0 kr., og der er ikke grundlag for at beskatte klageren af gældseftergivelsen efter kursgevinstlovens § 21.
Der skal ikke ske underskudsbegrænsning efter personskattelovens regler ved en singulær ordning, heller ikke selvom eftergivelsen er skattefri. Om gæld i fremmed valuta, se afsnit E.L.2.4.