Hvis en virksomhed drives i selskabsform, f.eks. som aktieselskab, er det ikke ualmindeligt, at virksomheden som led i en overskudsdelingsordning tilbyder sine ansatte at erhverve aktier i selskabet.

Hvis medarbejderne erhverver aktierne til favørkurs (en pris, der ligger under handelsværdien), skal medarbejderne som udgangspunkt medregne rabatten til deres personlige indkomst - det vil sige forskellen mellem handelsværdien og den faktiske købspris. Beløbet er B-indkomst. Der skal beregnes AM-bidrag af de tildelte aktier, jf. AMBL § 2, stk. 2, nr. 7.

Bemærk, at lov om arbejdsmarkedsbidrag er ændret ved lov nr. 471 af 12. juni 2009. Hjemmelen til at pålægge AM-bidrag af tildelte aktier mv. findes efter lovændringen i AMBL § 2, stk. 2, nr. 7. Lovændringen medfører ikke materielle ændringer af bidragspligten af tildelte aktier. Lovændringen har virkning fra og med indkomståret 2011. Den tidligere hjemmel fremgik af AMBL § 8, stk. 1, litra b. 

Hvis et allerede optjent beløb (løn, provision, bonus eller lignende) konverteres til f.eks. aktier, vil der skulle indeholdes både A-skat og AM-bidrag, jf. afsnit B.1.6.21.

 

Skattefrie medarbejderaktie-ordninger

Ligningslovens §§ 7 A og 7 H er ophævet med ikrafttræden den 1. januar 2012, jf. lov nr. 1382 af 28. december 2011.

Reglerne indeholdt en skattebegunstigelse af aktier samt købe- og tegningsretter til aktier modtaget i ansættelsesforhold. Skattebegunstigelsen bestod enten i en udskydelse af skatten eller i en lavere beskatning kombineret med en skatteudskydelse. Denne skattebegunstigelse er nu afskaffet.

Konsekvensen af, at LL §§ 7 A og 7 H er ophævet, er, at den ansatte fremover lønbeskattes af de modtagne aktier, køberetter til aktier eller tegningsretter til aktier på retserhvervelsestidspunktet. Det betyder, at skatten ikke længere kan udskydes til et senere tidspunkt, og at aktier, køberetter til aktier og tegningsretter til aktier beskattes som almindelig løn. Se LL § 16 og SL § 4.

Det vil dog i nogle tilfælde være muligt at anvende LL § 28 på købe- og tegningsretter til aktier. Hvis købe- og tegningsretter kan omfattes af LL § 28, indebærer det, at den ansatte først beskattes på tidspunktet for afståelse eller udnyttelse af disse retter. Beskatningen vil ske som almindelig lønbeskatning. Se Den juridiske vejledning, afsnit C.A.5.17.2 om LL § 28.

Reglerne i LL §§ 7 A og 7 H vil fortsat i en årrække finde anvendelse på allerede eksisterende medarbejderaktieordninger. Der er vedtaget nogle overgangsregler for anvendelsen af LL §§ 7 A og 7 H. Se Den juridiske vejledning, afsnit C.A.5.17.3.9 (LL § 7 A) og afsnit C.A.5.17.4.9 (LL § 7 H) om overgangsreglerne.

Hvis en ordning ifølge overgangsreglerne er omfattet af de nu ophævede regler i LL §§ 7 A og 7 H, vil reglerne for indeholdelse i arbejdsmarkedsbidragsloven gælde for pålæggelse af AM-bidrag af tildelte aktier mv.

Hvis betingelserne har været opfyldt for at udstede en medarbejderaktieordning efter de nu ophævede regler i LL § 7 A, stk. 1 eller LL § 7 H, skal værdien af aktierne, køberetterne til aktier eller tegningsretterne til aktier, som medarbejderen modtager, ikke medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Det er en betingelse for skattefritagelse efter LL § 7 A, stk. 1, at oplysninger herom forsynet med en attestation fra virksomhedens revisor om rigtigheden af de afgivne oplysninger, indsendes til told- og skatteforvaltningen, senest den 20. januar i året efter udlodningen m.v. efter stk. 1, eller hvis denne dag er en lørdag eller søndag, senest den følgende mandag, jf. LL § 7 A, stk. 4.

Det er ligeledes en betingelse for skattefritagelse efter LL § 7 H, at der indsendes nærmere angivne oplysninger til told- og skatteforvaltningen, jf. LL § 7 H, stk. 7. Se Den juridiske vejledning, afsnit C.A.5.17.4.3.7.

For en gennemgang af de enkelte betingelser i LL § 7 A henvises der til Den juridiske vejledning, afsnit C.A.5.17.3.1, C.A.5.17.3.2 og C.A.5.17.3.4. For en gennemgang af betingelserne i LL § 7 H henvises til Den juridiske vejledning, afsnit C.A.5.17.4.3.

Vedrørende købe- og tegningsretter til aktier, erhvervet som led i ansættelsesforhold, jf. LL § 28, henvises til afsnit B.1.9.5. og B.1.9.4. samt Den juridiske vejledning, afsnit C.A.5.17.2.