Alle udbetalinger af skattepligtige beløb er som udgangspunkt omfattet af oplysningspligten. Dette gælder, hvad enten der er tale om A- eller B-indkomst. I visse situationer er også skattefri ydelser omfattet af oplysningspligten.
Oplysning om lønindtægter og anden A-indkomst skal afgives for det kalenderår, hvori udbetaling eller godskrivning har fundet sted, jf. SKL § 7, stk. 1. Har lønudbetaling ikke fundet sted senest 6 måneder efter, at indkomstmodtageren har erhvervet endelig ret til beløbet, er beløbet skattepligtigt på dette tidspunkt. Beløbet skal indgå på oplysningssedlen vedrørende det kalenderår, hvor beløbet er skattepligtigt og indeholdelse er sket, jf. SKL § 7, stk. 7, KSL § 46, stk. 2 og KSLbek. nr. 993 af 19. oktober 2005, § 17, stk.1. Oplysning om honorar og provision skal gives for det kalenderår, hvori modtageren erhverver endelig ret til beløbet.
Indberetningspligten for arbejdsgivere er udvidet med en pligt til at indberette adresse på den ansattes arbejdsplads samt en pligt til at oplyse om ansættelsesperioden. Udfører den ansatte sit arbejde på en adresse, der ikke er sammenfaldende med den adresse, som den indberetningspligtige virksomhed er registreret med, skal der oplyses derom ved en krydsmarkering på oplysningssedlen. Pligten fremgår af SKL § 7 J og reglerne er udmøntet i SKLbek. § 15.
►Lov nr. 403 af 8. maj 2006 om oprettelse af et indkomstregister er vedtaget. Dette betyder, at der vil blive implementeret et eIndkomstsystem, hvortil arbejdsgiverne m.fl. skal foretage indberetning hver måned. De oplysninger, der skal indberettes til indkomstregistret er oplysninger, der allerede i dag skal afgives af virksomhederne til offentlige myndigheder og A-kasser mv. Det drejer sig for SKATs vedkommende om oplysninger der i dag indberettes i medfør af SKL §§ 7, 7A, 7B, 7C, 7D, 7J, 8E og AMFL § 21 og ATPlovens § 17f, stk.1 mv., jf. lovens § 3. Skatteministeren træffer bestemmelse om tidspunktet for ikrafttrædelse bl. a af lovens § 3. ◄