| Arbejdsgiverkontrollens afgørelser om indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag er opkrævningsmæssige afgørelser, der - bortset fra de tilfælde, hvor der er grundlag for hæftelse - har fremtidig virkning.
Forhold, som de regionale told- og skattemyndigheder opkrævningsmæssigt har taget stilling til, skal derfor ligningsmæssigt bedømmes af de kommunale skatteforvaltninger. Hvis den kommunale skatteforvaltning kommer til et andet resultat end den regionale told- og skattemyndighed, er regionen som tilsynsmyndighed forpligtet til at sikre, at der er tale om en ligningsmæssig korrekt afgørelse. Er det tilfældet, skal told- og skatteregionens afgørelse ændres. Der henvises i øvrigt til Vejledning om processuelle regler på ToldSkats område, afsnit A.3.
Sagsfremstilling Det fremgår af afsnit J.3.3 hvilke afgørelser vedrørende arbejdsgiverkontrol, der kan påklages til Landsskatteretten, og hvilke, der kan påklages til Told- og Skattestyrelsen. I sager, hvor afgørelsen kan påklages til Landsskatteretten, skal den regionale told- og skattemyndighed lave et forslag til afgørelse og en sagsfremstilling før der træffes afgørelse i sagen, jf. afsnit J.3.3.2. Manglende sagsfremstilling kan medføre ugyldighed. I SKM2001.225.LSR blev den regionale told- og skattemyndigheds afgørelse om bidragspligt kendt ugyldig og sagen hjemvist til fornyet behandling, idet der ikke var udarbejdet sagsfremstilling. I sager, hvor afgørelsen kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, skal den regionale told- og skattemyndighed først lave en sagsfremstilling, når der er modtaget en klage over afgørelsen, jf. afsnit J.3.3.3.
Sagsfremstillingens omfang skal afpasses efter sagens karakter. I praksis vil sagsfremstillinger i sager med enkle forhold i princippet svare til en veldisponeret afgørelse, dvs. med en kort beskrivelse af faktum, retsregler og regionens afgørelse. Om krav til sagsfremstillingen, se Vejledning om processuelle regler på ToldSkats område, afsnit E.3.6.
|