Efter SSL § 1, stk. 1 er kommunalbestyrelsen ansvarlig for, at der hvert år udarbejdes en kommunal ligningsplan for fysiske personer og dødsboer, og at planen følges. Udkast til planen udarbejdes af den kommunale skatteforvaltning, hvorefter vedtagelsen sker på et møde i kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsen kan ikke delegere vedtagelsen af planen til fx økonomiudvalget.
Detaljerne i ligningsplanen skal på grund af planens politiske/økonomiske indhold og for ikke at skade kommunens forestående dispositioner behandles af kommunalbestyrelsen for lukkede døre. Dette gælder ubetinget for planens lignings- og kontroloplysninger. Kommunalbestyrelsens enkelte medlemmer er afskåret fra efterfølgende at referere oplysninger fra planen, som er omfattet af tavshedspligten, jf. FVL § 27, stk. 1, nr. 4 om gennemførelse af offentlig kontrol-, regulerings- eller planlægningsvirksomhed. Den del af ligningsplanen, der vedrører den kommunale skatteforvaltnings funktioner, kan derimod behandles for åbne døre.
Ligningsplanen skal udarbejdes efter retningslinjerne i den landsdækkende ligningsplan og de overordnede retningslinjer, der opstilles af Ligningsrådet og Told- og Skattestyrelsen, jf. SSL §§ 13 og 18. Opnår kommunen ikke det forventede resultat, kan Ligningsrådet give kommunen en henstilling, som eventuelt kan følges op af bindende direktiver for ligningsarbejdet, jf. SSL § 18, stk. 3.
Kommunalbestyrelsen har ikke kompetence til at tage stilling til den kommunale skattemyndigheds konkrete afgørelser. Kommunalbestyrelsen skal derfor i medfør af SSL § 1, stk. 2, udpege en person ansat i kommunen, som skal have det øverste ansvar for den kommunale skattemyndigheds ligningsarbejde. Skattestyrelsesloven stiller ikke krav om en bestemt embedsmand, fx kommunens skattechef. Det skyldes hensynet til de muligheder, som kommunalbestyrelsen har efter den kommunale styrelseslov for at etablere en kommunal enhedsforvaltning. Loven griber således ikke ind i kommunernes adgang til at organisere forvaltningen, som de vil, og der stilles navnlig ikke noget krav om, at skatteforvaltningen skal udgøre en seperat enhed. Kommunalbestyrelsen er frit stillet med hensyn til at lade den udpegede person beskæftige sig med andre kommunale opgaver end ligningsarbejdet. Det ansvar, som pålægges den pågældende embedsmand, er et sædvanligt administrativt ansvar. Det overordnede politisk-organisatoriske ansvar påhviler kommunalbestyrelsen.
Den kommunale skattemyndighed er tillagt en særlig kompetence til at træffe afgørelse i skattesager, jf. SSL § 1, stk. 2, sidste pkt. Kommunalbestyrelsen kan derfor ikke beskæftige sig med konkrete skattesager. Loven indeholder imidlertid ingen regler om ansvaret for det arbejde, der udføres i den kommunale skatteforvaltning. Det reelle ansvar for skatteforvaltningens arbejde påhviler i overensstemmelse med den kommunale styrelseslovgivning den samlede kommunalbestyrelse.