Beskrivelsen nedenfor omhandler uformaliserede forhåndstilkendegivelser, der uden særlig regulering af retsvirkningerne er afgivet som led i forvaltningsmyndighedernes almindelige responderende og vejledende virksomhed. Der tænkes således på situationer, hvor en borger/virksomhed skriftligt eller mundtligt, direkte eller indirekte har modtaget en tilkendegivelse fra en kompetent myndighed, under sådanne omstændigheder, at svaret ikke er udtryk for en forvaltningsafgørelse. Som eksempel herpå kan nævnes, at en myndighed har afgivet en forhåndstilkendegivelse vedrørende et konkretiseret, men ikke aktualiseret faktum. Om sondringen mellem afgørelser og responderende virksomhed, m.v. henvises i øvrigt til afsnit B.2.

I øvrigt bemærkes, at for så vidt angår uformaliserede forhåndstilkendegivelser, der har betydning for afgørelser om skatteansættelser, gælder som følge af de statslige skattemyndigheders revisionsbeføjelser en særlig snæver adgang til at kunne støtte ret på sådanne udsagn, se nærmere under C.3.1.  

Den nærmere specifikation i C.3.1.1-C.3.1.5 vedrørende skatteansættelser har dog også vejledende betydning for det følgende. Om retsvirkningen af uformaliserede forhåndstilkendegivelser gælder som udgangspunkt, at hvis en borger/virksomhed efter sædvanlige bevisbyrdeprincipper kan dokumentere indholdet af en klar og entydig forhåndstilkendegivelse fra en kompetent myndighed og har indrettet sig i tillid hertil, vil tilkendegivelsen være bindende for myndigheden ved en senere forvaltningsafgørelse. Som eksempel kan nævnes TfS 2000, 1019 LSR, hvor der ikke kunne opkræves fratrukket købsmoms med tilbagevirkende kraft, fordi virksomheden havde indrettet sig i tillid til en tilkendegivelse fra det daværende tolddirektorat om, at der var tale om momspligtig virksomhed. I sagen SKM2002.678.VLR kunne et selskab støtte ret på, at selskabet i tillid til et udsagn fra en kommune ikke havde indeholdt og indbetalt udbytteskat, til trods for, at kommunen ikke havde saglig kompetence om dette spørgsmål. Retten lagde efter omstændighederne til grund, at det hverken for selskabet eller dettes rådgivere fremstod som åbenbart, at kommunen savnede saglig kompetence eller svævede i en vildfarelse. Anderledes SKM2003.44.LSR, hvor den afgiftspligtige ikke kunne støtte ret på, at en region under et kontrolbesøg ikke havde korrigeret en afgiftsberegning. Det blev lagt til grund, at der ikke var sket en egentlig prøvelse af det pågældende spørgsmål, således at der ikke var tale om en tilstrækkelig klar og entydig tilkendegivelse. Selv om borgeren/virksomheden kan dokumentere en tilkendegivelse og har indrettet sig i tillid hertil, vil den dog ikke være bindende for myndigheden, hvis en af følgende betingelser er opfyldt: 

• forhåndstilkendegivelsen er ledsaget af et forbehold om, at svaret alene har vejledende karakter eller hvis der i øvrigt er taget konkretiserede og relevante forbehold
• borgeren/virksomheden har handlet svigagtigt eller har burdet indse at myndigheden svævede i en faktisk vildfarelse eller borgeren/virksomheden har i øvrigt undladt at fremlægge alle relevante oplysninger 
• forhåndstilkendegivelsen har et ulovmedholdeligt indhold. 

I relation til den førstnævnte betingelse kan der henvises til SKM2002.356.LSR, hvor regionen udtrykkeligt havde taget forbehold om, at den indrømmede momsfrihed for sponsorindtægter ikke havde virkning for efterfølgende år. I relation til sidstnævnte betingelse kan henvises til dommen SKM2002.275.VLR, hvor den afgiftspligtige ikke kunne støtte ret på, at der tidligere ulovmedholdeligt var udbetalt afgiftsgodtgørelse. Af dommen SKM2001.391.VLD fremgår, at et selskab mente at kunne støtte ret på et tilsagn fra en region om indrømmelse af toldgodtgørelse. Retten udtalte, at spørgsmålet om retsbeskyttede forventninger skulle afgøres efter EU-reglerne, fordi spørgsmålet om tilbagebetaling af told udtømmende er reguleret i EU-retten. På dette grundlag fandtes selskabet ikke at kunne støtte ret på tilsagnet, fordi EF-domstolens praksis er, at en praksis i en medlemsstat, der strider mod EU-rettens regler, ikke kan skabe en berettiget forventning om en bedre retsstilling. På linje hermed er afgørelsen SKM2002.164.LSR, hvor Landsskatteretten fandt, at art. 220, stk. 1, i EF-toldkodeksen var til hinder for, at en importør kunne støtte ret på, at en region havde undladt at opkræve tillægstold af kyllingbrystfileter fra Thailand. Det var afgørende for udfaldet af sagen, at det blev lagt til grund, at regionen ikke havde begået fejl som anført i toldkodeksens art. 200, stk. 2, b. Tilsvarende resultat og begrundelse i SKM2002.376.LSR.  Se ligeledes SKM2001.547.LSR, hvor der ikke kunne støttes ret på en urigtig tilkendegivelse fra den kompetente myndighed told- og skatteregionen om kompenserende momsregulering i forbindelse med salg af driftsmidler. Det synes at fremgå af afgørelsen, at det har været udslagsgivende, at der var tale om lovfortolkning. Se derimod SKM2002.117.ØLR, hvor der kunne støttes ret på et urigtigt udsagn fra en region som den kompetente afgørelsesmyndighed om, at der kunne afløftes moms af udgifterne til transitflypassagerer. Det fremgår af dommens præmisser, at det må antages at have haft betydning, at forståelsen og ordlyden af art. 15, nr. 13, i 6. momsdirektiv efter rettens opfattelse ikke var ganske klar.  Hvis der ikke kan støttes ret på en forhåndstilkendegivelse som følge af dennes ulovmedholdelighed, kan der eventuelt blive tale om erstatningsansvar for den myndighed, der har afgivet det urigtige svar, hvis de almindelige erstatningsbetingelser er opfyldt, jf. herved SKM2001.616.VLR, hvor et erstatningskrav mod Skatteministeriet blev afvist, fordi fejlen var begået af en kommune. Erstatningsansvar forudsætter, at det kan lægges til grund, at myndigheden har begået en ansvarspådragende fejl, der har bevirket et økonomisk tab for borgeren/virksomheden. 

En forhåndstilkendegivelse vil endvidere ikke være bindende ved en senere forvaltningsafgørelse, hvis forudsætningerne for svaret efterfølgende er bristet, fx som følge af relevante ændringer i borgerens/virksomhedens forhold eller ændringer i lovgivningen.

Derimod antages en ændring af myndighedens administrative praksis ikke at være en bristende forudsætning for forhåndstilkendegivelsen, medmindre borgeren/virksomheden med et passende varsel har modtaget underretning herom, inden han/hun har indrettet sig i tillid til forhåndstilkendegivelsen. En sådan praksisændring vil derfor alene kunne gøres gældende med fremtidig virkning efter et passende varsel, der på rimelig og forsvarlig måde giver borgeren/virksomheden mulighed for at tilpasse sig ændringen. I jo større omfang borgeren/virksomheden har disponeret definitivt på grundlag af forhåndstilkendegivelsen, desto mindre vil der være mulighed for en sådan ændring med fremtidig virkning.

Om domspraksis vedrørende de grundlæggende forvaltningsretsprincipper om retsvirkningerne af uformaliserede forhåndstilkendegivelser henvises til Retssikkerhedsudvalgets redegørelse udgivet i februar 1996, s. 88-93, der er medtaget som bilag 5, og hvor der er gennemgået udvalgte domme vedrørende diverse ministerområder.